Når gamle kvinder bitcher!

Inden jeg tog til genoptræning i dag, fik jeg trukket et englekort.
Integrity. Så gik jeg og gumlede lidt på, hvad mon det kort ville mig. Til jeg senere, til genoptræningen forstod præcist, hvad det handlede om!

Men først må jeg forklare:

Genoptræning er for mig, at få sved på panden og at jeg presser mig selv. Hårdt!

Før jeg fik børn, trænede jeg rigtigt meget. Og på et tidspunkt var det bodybuilding, som så gik over i styrketræning.
Derfor er jeg vant til 'no pain - no gain'.  Træningscentret lå i en gammel lagerbygning, hvor der ikke var maskiner, men løse vægte, og en bunke store, svedige mænd, som pressede sig selv, dag efter dag, efter dag. Jeg trænede som og sammen med mændene, og blev hurtigt vant til, at når man presser sin krop så hårdt, og det gør så ondt, så kommer der lyd på! Men det er selvsagt ikke kønt eller feminint at se & høre på.

Så nu hvor jeg genoptræner, er der en masse øvelser, jeg ikke kan. Derfor vil jeg hellere køre mig selv hårdt på de muskelgrupper, jeg kan. På den måde udløser jeg sved, men også endorfiner!
Og det hjælper mig til, at klare mine smerter. Men også det faktum, at jeg er langvarig syg. Det kræver masser af styrke, at holde mig selv oppe, både fysisk og psykisk.

Men jeg er også den eneste til genoptræning,  der griber det an på den måde. Mange vil hellere sludre lidt, eller gå før tid. Og mange har slet ikke erfaring med at træne deres kroppe.
Dem som jeg har været på hold med, var vant til min hårde stil, og grinede, når de hentede 'mandehåndvægtene' til mig. Og det var rart der ikke var særlig opmærksomhed på det.

Og jeg tænker ikke længere på, at jeg træner anderledes. Jeg passer mig selv nu, hvor jeg kører mit eget program, ved siden af holdene.

Indtil så i dag da jeg sidder og arbejder med rygmusklerne. En mand, sådan en sjov, lidt brovten, men flink type, vender sig om på kondicyklen, hvor han er ved at varme op:
 - Hvad fa´en, det lyder sgu da som om, det gør ondt, det dér?
-  Ja, det er sgu da også meningen! smilede jeg.
 - Nej, hold dog op! grinede han.
Og det er jeg vant til. Mænd der taler sådan, når man er i træningscenter. Det er sådan den indledende snak, til de opdager jeg er en 'hård træner'.

Men hvad jeg på ingen måde er vant til - for ikke at sige forberedt på - var det næste der skete.

Ved siden af ham, sad en kvinde, ca 70 (?), og cyklede sammen med ham. De havde småsnakket hele tiden, og går sandsynligvis på hold sammen. Jeg har tit set hende, endog kørt i handicapbussen med hende. Og hun ignorerer mig altid! Mange kvinder giver mig sådan en ignorering-attitude. Eller sir noget surt til mig.

Hun vender sig pludselig om, og råber:
-Ja, det lyder som om du får en orgasme! hvorefter hun griner til ham.

Heldigvis lod jeg ikke chokket over, at en meget grå (grå hud, gråt hår, gråt tøj - no  kiddin´), let kraftig kvinde, gammel nok til at være min mor, sad der og råbte orgasme!
Og oven i købet klistrede ordet fast på mig!! Hvilken projektion skulle jeg lige bære rundt på, fordi hun havde en flirt med en ca. 30 år yngre mand, som jeg på ingen måde, var (er) interesset i?

Så jeg skyndte mig at flippe hendes flabethed tilbage til hende med et:
- Ah, hva´? Den fortolkning må stå for din egen regning!

Englekortet  med Integrity. 
Og det var præcist hvad jeg praktiserede lige dér, siddende og hive muskelkraft hjem!

Hun gik tilbage til at ignorere mig. Hvilket bestemt også er at foretrække frem for... puha!



Just another day at the gym!

Overgangsalder?! Najr, kan det nu passe?

 (klumme skrevet til Oestrogen, 2010)

Det der med overgangsalder, ved jeg sådan cirka meget lidt om. Eller faktisk, vidste!

Min viden var indskrænket til erindringsglimt om min mormor, som med blankt, rødt ansigt, hals og bryst, smilede og rystede på hovedet, når vi ved familie-kom-sammen, grinede og sagde; ’Åhr, d´ er bare Elly, som har hedetur!’ 

Jeg har aldrig forbundet overgangsalder med; ’kvinde i tidligt-fyrrene - mor til to tweens - godt tilpas i arbejdslivet og med cirka femhundrede år til pensionsalderen’.

Altså før nu!

Men nu er det mig, som pludselig underkastes en ’humør-og- kropstemperaturs-rollercoaster’, deformerende væskesamlinger, knogler der ømmer sig OG en menstruationscyklus nærmest uden logik eller hensyntagen til min kalender! 

Og det er nu mig, som kaster D-vitaminer og fiskeolier indenbords, inden jeg spurter ud på en løbetur (nå, ja ’spurter’ ....), som er det sidste chance for at redde hvad der muligvis engang, kan udarte sig til knogleskørhed! For tynde kvinder med tidligt entré i den sidste hormonelle fase, har større risiko for afkalkning (som om jeg var en kaffemaskine!) og dermed knogleskørhed.

Jeg troede jeg skulle være meget ældre (hvilket vil sige plus ti år!) 

Ikke nødvendigvis indehavende mormor-status (Gud forbyde, mine unger bliver ’de unge mødre/-fædre’!!), men heller ikke have egen hormonel krisetilstand kørende samtidig med teenagere i huset! 

Hvilket rent faktisk er det scenario, der er tæt på at udspille sig for mange familier i dag: mødre og børn hvis hormonelle livsovergange, indtræffer tidligere rent historisk.

Omgivelserne mente også, at alderen måtte være halvtreds for den slags.

- Narj, er du ikke lidt for ung til det? kom det både fra venner og professionelle behandlere. Var tæt ved at konkludere, det nok bare var stress. Eller hysteri! ...Altså mig, ikke omgivelserne!

Indtil jeg mødte den rette gynækolog, som sagde;

-       Jeg møder SÅ mange kvinder på din alder, med samme

symptomer! Vi taler bare ikke om det – det er tabu!

OMG! Thanks!Det faldt på plads inden i!

Da vi var teens, skulle vi bl.a. lære vores kroppe at kende, som frugtbare  Ved overgangsalderen er det tærsklen til frugtbarhedens ophør. 

Men kvindeligheden er lige meget i fokus! Og forvirringen kan være lige stor!

Så hvorfor taler vi gerne om vores teens - alt inklusiv. Men ikke om os selv?

Ska´ vi ikke bryde det sammen? Hva´? 

For jeg savner sådan nogen at tale med, som også oplever det hele for første gang! Og måske gør du også?

Eller om ikke andet, kan vi sgu da smække døren bag os, mure os inde over kaffe og kvindesnak, mens vores teens koncentrerer sig om deres liv, bag deres lukkede døre!

Anyway, vi kan lige så godt få det bedste ud af det, tænker jeg. Med eller uden hormontilskud (jeg er en all-not-natural-woman, så jeg er på tilskud og al tænkelig hjælp, der kan opretholde min østrogenbalance!).

Så smid dine erfaringer ind her om at være i overgangsalder... eller lad mig stå helt alene her på bloggen, som den eneste næsten-stadig-unge-kvinde, der er gået over i den fase, hahahahaha!

Eller stik hovedet forbi og få kaffen oven i snakken!

Lortemorgener har guld i mund

Der er bare de morgener, som ikke sku have været. Dem som jeg ville ønske jeg kunne trække tilbage, for at rulle ud på ny. Gøre dem bedre.

Nu har jeg så været mor i lidt over 11 år. Og der er meget smukt at sige om det. Men gab! Jeg er en mor, der mangler den evne, at overgive mig hundrede procent til at elske kun at være mor. Sætte alt førend mig selv (tro mig, har prøvet gennem en del år. Det var aldeles påkrævet grundet sygt barn mm).

Jo, gu´ kan jeg bage de bedste boller i ungernes klasser, og der holdes årets brag af en diskofest hos os. Det er her man kan overnatte uden at der står en mor eller far i nakken på en hele tiden, for 'skal vi ikke lave noget sammen?', og man kan få lov at have en børnekultur i fred.
Så jo jeg er en fed type mor. Og alt det der.

Men jeg tilhører langt fra den type, meget moderne, meget korrekte type, som forbander sukker mere end djævlen, selv syr kostumer til fastelavn,
(og her vil jeg så godt lige sige, at jeg er pissemisundelig på dem, med så meget talent ud i at sy, for tænk hvilke fede ting jeg ku få fra hånden! Kun at gå i rødt tøj ser nok lækkert ud! Men det koster også i specialsyet tøj!)
og som kan sidde og drikke rødvin med de veninder, som man også havde inden man fik børn, til klokken to om natten. Trods man står op igen klokken halv seks! Og gå på Joan Ørting kurser, for at lære at være en sommerfugl og røre ved hans p.. mindst en gang om dagen (no way, gider jeg betale for at høre på det seksuelt grænseforstyrrede gejl).

Men hvad skete der for klokken halv seks! Og hyggetimer med tøserne om natten? Og stå og male i mørket og stilheden?

Hva`?!

Jeg var engang et udpræget B-menneske, i hvert fald hvad døgnrytme angik. Nu kan jeg nærmest ikke ligge i sengen til mere end otte... I weekenderne!

Og dét er her mit problem bliver så frygteligt åbenlyst!
Jeg er dårlig til morgener. Jeg stresser op, uden at behøve det. Nærmest en mekanisme, som sker af sig selv. Hvorfor?
Jeg er nærmest blottet for overblik, når jeg vågner dér, og ved jeg har cirka en time, til at sikre to mindreårige, kommer ud af døren; rene, mætte, påklædte, huskende skoletasker inkl. 'krævende-for-dagens-opgaver'. Det hele afsluttes med et: Kyz! Elsker dig! Kyz! Elsker dig! Kyz Elsker dig! til hver (manden må ikke glemmes!)
Wow, det er svært!

For alle er trætte. Alle har B-mønster, alle elsker langsomhed om morgenen, alle er vågne om aftenen,
(og lige meget hvor meget fornuft der er i, at lærerne skriver; husk god nats søvn og solid morgenmad gør en mere koncentreret elev!, så kan man ikke tvinge sig selv til at sove om aftenen, når man er vågen. Eller spise, når man er mæt....)
alle kan vi lide at tøffe rundt. Være vågen en halv times tid inden vi spiser. Og ja, vi har nok mere 'weekend/ferie-rytmer'. Selvom ungerne elsker at komme i skole, og manden elsker sit job.
(Ja, jeg er så hjemme, men elsker faktisk min genoptræning!)




I dag var en af de morgener, hvor det gik skævt, og jeg ikke formåede at blive i vatter. Stress, stress, stress rundt i huset, ud til morgenmad, ud og børste tænder, af sted, af sted, af sted.


Da jeg ikke kan ændre på hvordan vores samfundsstruktur er bygget op. For skolemødetider klokken ti, er nok urealistiske mens mine unger går i skole. Jeg MÅ finde en måde, at finde ro om morgenen.
Og være et godt eksempel for ungerne til, hvordan de kan navigere i morgener og struktur der er indbyder til stress. Og ungerne vænner sig til, step by step, at have ansvaret selv. Stå op ved vækkeur, selv pakke tasken alt det der. De mangler stadig noget med at få overblik over den der tid! (og hvornår mon jeg selv er gammel nok til, at tage ansvar for selv at nå, hvad jeg skal nå, på det min. af tid der altid er?!)

Men guldet er hver morgen, at lige meget hvilken slags vågnen-op vi har haft, så er der altid et farvel, som varmer og sætter alt på plads igen.
Jeg elsker det kyz, det:' jeg elsker dig', den tilkendegivelse af, at vi er sammen på vores måde, og vi elsker hinanden og lander hos hinanden.
Altid.
Det ønsker jeg altid vil forblive sådan. Altså så længe de bos sammen med os.

Kan man være lykkelig trods tyndt hår?

(klumme til Oestrogen.dk, fra 2011)

 - Jeg vil fandme ikke ha’ den grimme cykelhjelm på! brøler min meget smukke syv-årige datter, og drøner gennem stuerne ind på sit værelse. Gulvene dundrer stadig efter hendes hæle. Jeg suser stille ind efter hende.

- Jeg ligner en idiot med den hjelm på! Nu er der også tårer med. Nogle arrige nogle.

- Hvorfor?

- Den har en latterlig form!

- Øh....

 - Og den ser åndssvag ud, fordi mit hår er så tyndt!

Stor selvindsigt  af en syv-årig. Men som syv-årig, står hun også uden erfaring med at rumme den!

Hun elsker det hår, hun ikke selv har og aldrig får, og kan svømme væk i venindens vilde krøller. Da hun var mindre, sagde hun til frisøren, at hun gerne ville klippes langhåret. Og hun kommer til at kæmpe med det hår, hun har. Tykt langt hår er lykken. Hun ville først være rigtig smuk, hvis håret var tykt!

Selv var jeg over fyrre, før jeg accepterede at mit hår er supersølle, når det har længde 'ned-over-ørerne'. (Ja, det er pænt pinligt at indrømme, at det sku´ ta´ så længe, at se det i øjnene!)

I bund og grund handler det rigtigt meget om, at skulle se ud på en bestemt måde. Være smuk (altså smuk på en meget bestemt måde!), for at føle sig lykkelig. 

Det er jo mainstream, for børn og unge i dag, at skulle have X-factor og berømtheds-identitet. At man vil kigges på i en grad, hvor man skiller sig ud – for at føle man har en eksistensberettigelse!

I mit arbejde møder jeg rigtigt mange kvinder, som ikke kan lide deres udseende. De føler sig altid for tykke eller decideret grimme. Men det er de ikke – de er smukke!  Kvinder med kvaliteter, som jeg ville ønske jeg havde! Lækkert tykt hår, store eller brune øjne, mellemrum mellem fortænderne, smukke hænder, former.. Jeg kan blive ved!

Hvordan kan vi blive ved med at tro, at smukke mennesker må være mere lykkelige? Vi bruger enormt meget energi og tid på at føle os forkerte, og ønske os noget andet end os selv! I stedet for at gøre os selv små, ku´ vi søge at glæde os (over os) selv!

Jeg har tit stået i krise, som min datter gør. Alligevel tror jeg på, at bare et par sekunders glæde og lykke over sig selv om dagen, giver masser energi til at leve.

Også selvom man har tyndt hår. Eller korte ben. pæreform. Eller.....

Tråd

Har netop - selvsagt til stor forfærdelse - opdaget at jeg ikke ejer rød sytråd!
Sort, ja. Hvid ja. Rød, nej!!!

Ja, det kan måske synes en anelse petisse-aktuelt for mange.

Men taget i betragtning jeg er et kvindfolk, der konsekvent, for ikke at sige udelukkende, går med rødt OG som betragter sig selv, som et kreativt menneske, er det en grusom rystende erfaring!

Verden står ikke længere! Hvad skal det betyde?
Skal jeg så nu til at gå i sort?
Jamen-jamen-jamen-jamen.......
Det kan man da ikke!!

Englekort med styrke

Ude i entreen. Lige ved hoveddøren faktisk, har jeg sat et lille gyldent glasfad med englekort på. De står så man kan tage sig et lige når man kommer ind. Eller inden man går ud.

Nu er der mange meninger om englekort, fra 'Tåbeligt!' til 'Sandfærdige.' Jeg er den eneste i familien der jævnligt vender et kort. Ind i mellem synes ungerne det er sjovt. Tror ikke der endnu har været en gæst, der har vendt et? De plejer i stedet at lægge deres overtøj hen over fadet. Noget som jeg først fandt respektløst. For hvorfor lægge noget tungt oven på noget skrøbeligt? (ikke englekortene! Glasfadet!)

Og da jeg opdagede, at det også er voksne som gør det, at jeg sådan cirka er den eneste (familie inklusiv), der vælger at holde fadet fritstående, valgte jeg at tænke at det sgu er meget sjov symbolik; sådan at dække englene til.

Så behøver jeg heller ikke sige mere om, hvad de betyder for mig. 

O.k. lidt skal jeg alligevel forklare.

Det er ikke sådan noget med, at de skal forudsige dagen for mig eller sådan noget (det kan jeg i øvrigt lige så godt gøre selv, om det var det jeg ville vide). Det er bare et dejligt ord, at bruge som fokus for min dag. Nogle perioder tager jeg et kort flere dage i træk. Andre glemmer jeg dem.

Men bottom line; jeg ta´r et kort, læser ordet. Smager på det, og derefter sætter jeg det fast i den billedramme, der hænger på væggen lige over glasfadet. Så hænger ordet der, fx. inspiration, til jeg skifter det ud med et nyt. 

Hvordan jeg ta´r kortet, har skiftet lidt. P.t. roder jeg rundt med et par fingre, til et af dem tipper dets forside op. Nå, ja, de ligger med bagsiden opad (skulle jeg måske have forklaret fra en start?).

I dag var det kortet 'strenght' der flipped. Jeg havde taget kortet, netop som jeg kom hjem fra en helt umulig genoptrænings-dag.  

- Right! mumlede jeg ud i den tomme entre. De andre var som altid i skole og på arbejde.

Det var bare dagen, hvor jeg følte jeg ikke slog til. Hverken fysisk, mentalt. Eller som mor.

Mor-delen startede i går. For alvor. Drengens klasse skulle vise noget teater, som afslutning på en uges projekt. Jeg kan ikke komme ind og være med - ja, smerterne tillader det ikke. Og Niels har i de tre sidste uger siddet og produceret en plade. Og kan ikke gå fra kunstnerne et par timer, fordi 'min søns klasse skal lave teater!' Altså måtte vi være de forældre, som bare ikke var at se (på).  Det gjorde bare for ondt. Og det sås og hørtes.

Jeg har forsøgt at dulme min dårlige samvittighed med, at det ikke var et teaterstykke som dem han plejer at være med til, hvor de er flere måneder undervejs. Det her var jo bare en uge... 

Virker lige som ikke.

Så genoptræningen. Det gik bare ikke.

Jeg hører ikke længere til hos nogen fysser eller hold, fordi min genoptræningsplan er afsluttet. Den som man får med fra hospitalet. Men da jeg samtidig ikke kan klare mig selv, som man ellers vil gøre (fx. selv optage træning i fitnesscenteret, svømning eller noget), vil fysserne ikke slippe mig. Jeg er derfor sat ind på et hold en dag om ugen, og selvtræner med-mulighed-for-at-hive-fat-i-os-hvis-vi-altså-har-tid! en anden dag om ugen (Og de har ret travlt). Bare til jeg har været på hospitalet OG de har meldt en plan ud. 

Så jeg tumler rundt på min krykker, op og ned ad trapper,  mens de andre suser af sted med et 'ha ´det godt!' på vej ud i det liv, der hele tiden har ligget og ventet på at blive genoptaget.

Jeg føler mig bare til overs og mærkeligt i vejen. Efterladt og uden nok ekspertise til at bære ansvaret for at passe mig selv. Og hospitalet lader i den grad vente på sig. 

Når jeg så krykker rundt, er der en del øvelser jeg ikke kan. Hvordan strækker jeg ben- muskler ud, når jeg ikke kan stå, ligge på knæ, sidde på gulvet, strække benet? Der er også den øvelse, hvor jeg skal løfte benet op. Men benet lader sig ikke løfte. Eller den med at gå ned i knæ? Dur heller ikke.

Simple øvelser, som pludselig er blevet ekstreme smertefulde. Jeg er vant til fra sport, at muskler skal gøre ondt, når man træner. Men finder nu ud af, at nervesmerter ikke er som muskelsmerter. Her skal man med det samme stoppe.

Så alt i alt, så kom jeg så meget til kort i dag!

Jeg ku´ bare ikke samarbejde med kroppen. At jeg så i forvejen følte mig som jordens mest selvoptagne mor, der ikke kunne hive sig selv op til at se sønnens teater fremvisning - det var så lavt. 

Og samtidig blive ignoreret fra hospitalet, hvor jeg blev sendt hjem for over tre måneder siden, nyopereret og et: 'du går herfra uden krykker, dagen efter operationen!' 

Suk.

Så da jeg trak kortet. Strenght! Så var det præcist det jeg vidste, jeg måtte være. Og stadig må være.

Og det eneste jeg ikke følte mig i besiddelse af. Eller føler.

Der er gode dage, og der er dårlige dage, siger vi til hinanden til genoptræning.

Men der er bare dage, hvor det nærmeste jeg kommer på 'strenght', er når det står skrevet på mit englekort. 

Så jeg kan kun sige, at imorgen kommer endnu en dag. Og den kan bringe hvad som helst. Også styrke.

Datteren går vegetar vejen...

Min datter  Karla Solvej erklærede for en uges tid siden, at hun vil være vegetar.
Vi sidder og spiser frokost, det er lørdag, og vi har den der slow-easy-going stemning. Masser af tid. Frokosten ta´s sådan ved et, måske to tiden. Det er også slik dag. Og det er tid til at have tid til sig selv dag. Vi elsker det alle. Sysler rundt hver for sig, eller samles om et eller andet.
Men at have tid til at være uforstyrret, det er en luksus! Selv for børnene. Tænk et mærkeligt samfund vi har skabt; at børn længes efter at have tid alene!

Nå, men hun sidder og er i gang med en fiskefilet på rugbrød. Meget grundigt, har hun skåret brødet  efter fiskens form. For hun kan ikke spise brødet uden noget oven på.

- Tænk på hvad de gør ved kyllingernes hals?! si´r  hun. Med opspærrede øjne stirrer hun lige ind i mine.
- Øh.. kyllings hals..? Jeg ved godt hvad hun mener, men vil have hende til at formulere sig klart.
- Det er nu høner, indskyder Niels. Tørt. Han sidder garanteret og sukker indvendig over tanken om, at sku´ have endnu en veggie i hjemmet.
Karla giver ikke tegn på, at have hørt ham.
- Hvad mener du med deres hals? kommer jeg igen
- De hugger den over! Med en økse! Det er så synd! Øjnene spærres endnu højere op.  - Så blodet det sprøjter langt op i luften!
 - Ja, jeg synes også det er synd, skat.
- Og de har ikke engang gjort os noget!  Jeg vil aldrig spise kød mere!
- Men Karla! Det er storebror, og han har den der særlige tone på, som han bruger, når han skal til at forklare hende noget hun nok har overset. -  Du spiser da kød nu! Fisk er også kød.
-  Ja, det ved jeg da godt! Men det er ikke det samme!
- Altså du har ret, på den måde, at vegetarer de spiser jo fjerkræ og fisk..
- Også kylling! afbryder Karla, og jeg kan se det er svært for hende at få det til at hænge sammen. For hvad gør hun så?
- Ja..
- Dét vil jeg ikke!
- Nej, men det behøver du heller ikke. Jeg spiser jo heller ikke kylling.
- Det hedder veganer, ikke? spørger Lukas.
- Jo, det er rigtig, Luke.
- Så du er sådan en blanding af veganer og vegetar, ikk?
- Præcis. Jeg smiler til ham. Han fik lige forklaret det, som jeg ville at Karla skulle høre.

- Men hør nu, du skal altså ikke blive vegetar, fordi jeg er det! siger jeg henvendt til Karla.
- Nej, det er det heller ikke mor. Jeg synes bare det er så synd.

Niels og jeg ser på hinanden, og vi ved begge at det kan blive lidt af en opgave.
Karla spiser meget lidt, og meget få ting. Hun er ikke blot kræsen/ selektiv, what ever you call it. Hun er superfølsom med alt, og også med mad og drikke! Det skal se rigtigt ud, dufte rigtigt og have den rigtige konsistens i munden. Hun seriøst hader, at få noget i munden, som er forkert! Så helt modsat af Lukas og Niels. De elsker begge mad; tale om det, spise det, lave det, finde på det...

Derimod er jeg langt fra det bedste forbillede!
Det er klassikeren med; lad være med at gøre som jeg gør, men gør som jeg siger.
Det virker ikke, uanset hvor mange gange man siger det, ha, ha.


Så nu skal jeg finde ro i, at hun nok skal få hvad hun har brug for. Jeg var været vegetar/veganer eller hvad det nu er jeg kaldes for noget, i cirka femogtyve år. Og har altid de fineste tal, når lægen tager blodprøver. Derfor må jeg have tiltro til, at også hendes krop nok kan fortælle hende, hvad hun har brug for.


Og så lavede jeg en status på facebook i går, med hjælp til hvad jeg kan give hende af tilskud og/ eller mad. Det kom der mange sjove bud på!


Enjoy, sir jeg bare!

Fra mit vindue

               Passerede mit vindue i skumringen. Standsede - uh, den himmel går lige i mit hjerte.

Lotus & Fugl Fønix

Hvordan kunne det ske, jeg kom til at glemme min smukke ring? Som skal minde mig om hvert øjeblik er en ny begyndelse. At hver menneske er helt unikt.

Efter julen, har jeg været så træt. Så træt. 

Min krop er faldet tilbage til stærkere smerter og mindre mobilitet.

Jeg har brug for små tegn, smykker, ord. Også tatoveringer, når jeg står i en ny livslærdom. Som jeg gør nu. Måske synes jeg hver gang, at det er den sværeste lære nogensinde? Det husker jeg ikke lige nu. Altså hvordan det var, sidste gang jeg skulle lære noget nyt. Stort. 

Måske er hver gang, den sværeste. Måske kommer jeg for hver gang tættere på noget der var endnu større, end sidste gang. Her hvor jeg er nu, er meget vanskeligt på én måde. Og meget let på en anden. 

Jeg ved at det, at jeg er strandet fysisk og er i genoptræning for at lære at gå igen, er den eneste måde hvor jeg ku´ standses på. Jeg havde brug for at standse, stoppe helt op! For at give helt slip.

Og jeg havde brug for at give helt slip.

Stadig brug for. Har nemlig ikke sluppet helt. Det er så utroligt svært at gøre. Enormt angstprovokerende. For hvis man slipper alt sit arbejde, al indkomst. Hvad så? Hvordan skal jeg få nyt arbejde, nye indtægter?

Og slippe bekymringerne for om børnene nu klarer sig godt? Ja, det burde være så let. 

Anyway, jeg skal slippe bekymringer. 
Frygten for hvordan det vil gå med det ene, eller det andet. Og være til stede her og nu.

Den der med at tro det hele går galt, hvis man giver slip. 

At forvente det slet ikke kan gå, hvis man; siger sit job op/bliver kunstner/lever efter sin drøm/går fra manden eller konen/ bor i en skurvogn.

Hvorfor blive ved med at tro på det værste vil ske?

Når vi ligeså godt vælge at tænke; der er masser af penge, og det vil der altid være! Der er masser af kærlighed! Masser af alt!

Jeg er træt af, færdig med, at tænke negativt! Jeg vil have det godt, og 'tænke godt'.

For at kunne det, har jeg måtte give slip. Og lade mig føre herhen hvor jeg er nu. Selvom jeg har mange smerter, og ikke kan bevæge mig uden for mit hjem. Så har jeg det godt, mentalt.

Jeg bruger min tid på at træne ikke kun min krop, men også mine tanker. Mit sind. Til den nye tid - som er begyndt.
Timerne er begrænsede, for jeg er træt. At skrive et blogindlæg, gør at jeg må hvile resten af dagen. Meditere. Og øve mig i, at være tryg ved alt det nye. Uvante. Skubbe de gamle tanker væk, når de beamer sig ind til min bevidsthed.

Jeg ved ikke hvordan det er for dig? Om du let kan være i nuet, leve på overflod og vide, at intet dårligt sker? Det håber jeg. 

Der er mange måder at lære på. Mange veje til at nå det søde liv. Og vi må respektere hinandens forskellige måder at nå derhen på.

Som vanlig, følger jeg Fugl Fønix. Så i stedet for at kæmpe imod, må jeg acceptere det. Og slippe kontrol af det ukontrollerbare.

  Jeg er pænt træt af at leve i en kultur, hvor intet ses, høres eller i talesættes.
  Det ruller frem op til overfladen med mediehistorier, om børn der er blevet misbrugt. Og overhørt.   
  Overset. Og ingen har turdet sige noget.

  Vi lever i et moderne samfund, med den vildeste teknologi. Men vi har endnu til gode, at udvikle
   os hen i mod, at tage større med-menneskeligt ansvar.

Begrænser mit udsyn, for at skærpe mit syn ind

O.k. jeg holder stille, og lader alle andre kloge mennesker om, at styre verden i den kommende tid.

De må gerne bekymre sig om finanskriser her eller der. Krige der skal vindes af nogen. Tabes af andre.
Snefnug der var set faldet på Esbjerg Havn. Politiske diskussioner, der frembrøles af de samme politiker; de skifter bare kulør fra tid til anden. Moden skal dyrkes for svimlende kvinder. Og summer. Jobs der ikke kan findes, og ledige der skal forstå, de er nogle sjufter. Royale besøg sder får folk til at juble, andre til at græmmes. Folk der skal grines af, sværtes til og få os til at være glade for, vi ikke er dem.

Der er så meget der skal passe ude i verden. En evindelig strøm uden pauser. Eller retning.
Så meget at frygte, og være bekymret over. Så meget at vi glemmer os selv. Mister grebet om vores inderste kerne, og halser væk uden at opdage det. Til en dag, hvor vi ikke længere er, hvor alt er stille. Og det var så det.

Jeg har fået en chance. Igen. Livet har givet mig flere af dem. Så heldig jeg er! Jeg er her i mit Kongeskib, ude af stand til at forlade mit hjem. Gå ud og fortsætte det liv, jeg før pulserede rundt i.
Bang! Stoppet.

Ligegyldigt hvor mange smerter jeg har. Eller hvor lidt jeg kan. Så er det mit valg , om jeg ser mulighederne her hvor jeg er. Nu.

Hvor jeg skal hen, ved jeg ikke. Men livet bliver aldrig som det var før, uanset det var godt.
Nu er en ny tid, en ny begyndelse. Jeg skal lære noget af at være strandet her, og jeg finder læren, meningen på et tidspunkt.

Det eneste jeg ved, det er at min spirituelle bevidsthed, styrkes hvert øjeblik. Og det er kun i den særlige stilhed, dér hvor man er koblet sammen med sin højere bevidsthed, at jeg kan søge hen. For at blive ledt videre på mit nye spor.

Og mens de kloge mennesker, tager sig af verdens bekymringer, farer og trusler, vil jeg læne mig tilbage her i Kongeskibet og se 'Fame'. Drikke kaffe. Sove. Meditere. Skype. Heale.

Og glæde mig over jeres kommentarer. Indspark ifa. tanker, følelser, meninger, erfaringer. Og alt muligt :-)

Gradbøjninger af ytringer.

Det der med ytringsfrihed, er noget jeg er et sindssygt pernittengryn over for.
Aner ikke hvorfor. Nok bare noget med frihed i det hele taget.

Men nu sådan en søndag her, har jeg ligget hele formiddag og halv eftermiddag, i mit Kongeskib. Med Mac´en på maven. Skrevet og læst indlæg på fb. Afbrudt af diskussioner med Niels om, hvad jeg har læst & skrevet.  (Niels er så fed at diskutere med. Ikke nok er han skarp. Han blotter hurtigt, og uden at ryste på hånden, skelettet. Fremlægger logisk, nye vinkler og tilgange til et problem. Men han er også altid klar til et tage et emne med mig! Love it!)

Emnet er sagen med journalist, blevet anklaget af politiet, for at have kriminelt materiale (både sin arbejds- og hjemmecomputer) af pornografisk karakter.


Så har jeg forsøgt mig med at spise lidt banan, hente en kop kaffe, se en film. Gøre noget for at distrahere mig selv fra debatten.
No luck! Jeg vender tilbage. Blot for at erfare, at lige meget hvordan jeg skriver min indlæg/kommentar, så opfattes det på samme måde. Jeg kan ikke vinkle det hen til det jeg mener. Eller folk lader ikke til at opfatte hvad jeg mener. Men derimod en masse andet.

Facto;
- ingen navnebeskyttelse (rettens afgørelse)
- han deltager i interviews, hvor han siger han har materialet
- han troede grænsen for 'børneporno'  var 12 år
- han debatterer selv sagen på sin fb profil (dog fjernet det sidste døgn)

Alligevel
skriver folk det ene indlæg efter det andet om, at man ikke skal dømme før domstole. At det at skrive om sagen på fb, er at dømme ham.
Dét forstår jeg ikke! Jeg mener, at havde sagen været for lukket døre!Var sagt i fortrolighed til en journalist!At han ikke selv deltog i medierne! Så ville det være at udstille ham til fordømmelse.

Dertil
undrer det mig, hvorfor man i sager med overgreb, har en tendens til at sige, man ikke må debattere sagen, inden en dom.
Men i sager som fx. Anni Fønsby var folk meget grove, med ydmygende og udstillende kommentarer bla. i fb-status, om hendes bryst, læber, intelligens. Og at hun selvklart var bordelmama. INDEN der kom dom. Hvorfor?
Og fx sagen med den alt for ivrig fodboldfan, som væltede en kamp: Han blev da forhadt af hele DK (næsten), før han fik sin dom. Hvorfor?

Hvorfor skelnes der? Den debat kan jeg ikke få i gang. Og den debat synes jeg er vildt interessant.

Hvorfor denne gradbøjning af do´s & dont´s?

Jeg mener at det er nødvendigt for et samfund, der vil udvikles, at vi kan debattere det offentlige tilgængelige. Uden at noget er mere forbudt/tilladt end andet.

Og jeg mener min ytringsfrihed bliver gradbøjet alt efter, efter emne. Hvis ikke jeg må sige/skrive hvad jeg tænker om en sag, der er offentligt tilgængelig, har jeg så stadig min ytringsfrihed intakt?

Og jeg tror at det handler om, alt for stærke følelser når vi debattere overgreb - herunder mistanke om.
Der kommer de her kløfter, hvor hver kløft mistænker den anden for det værste!
Enten mistænkes man for at ville man korsfæste og kastrere de anklagede eller dømte seksuelforbrydere.
Eller for at selv at være seksualforbryder, hvis man mener der ikke må debatteres.

På den måde for vi sat hinanden i limbo. Ingen udvikling.
Ytringsfriheden sættes i limbo. Hvis vi sætter hinanden i skruestik og sætter os til doms overfor hinanden om, hvem der må sige hvad, om hvem?

Hvor fantastisk ville det ikke være, om ku bruge sådan en sag til at debattere:
- hvordan kan vi passe på vores børn og unge, så de ikke optræder i pornografisk materiale?-
- hvordan kan vi spore den kriminelle adfærd?
- hvordan kan vi spore materialet?
- hvordan kan vi spotte personer med pædofil trang?

Og et hav af andre spørgsmål?

I stedet prøver vi at lukke munden på hinanden.
Selvom det er en offentlig sag.. Som manden selv udtaler sig i & debatterer...

Weekendmorgener

Hey lørdag. Hey morgenkaffe. Hey to dage, uden 'styrt-ud-af-døren-kære-familie!-Vi-ses-i aften!'. To dage, hvor vi bare kan lave det vi har lyst til - behøver ikke være så meget nødvendighed.

Sidder i Kongeskibet, og lader medicinen synke ind. Må lige huske at smide et stykke brænde på om lidt, så ungerne også kan holde sig varme. De ligger på hver deres sofa, med dyner. Ser morgen-tv. Gandhi tripper rastløst rundt; det ku jo være der var noget spiseligt et sted? Manden sover endnu. Halvtredstimers arbejdsuge, ud over at passe en familie, gør ham træt.
Alligevel ved jeg vi er et pat stykker her, som godt gad bede ham køre til bageren!
Hov, der kørte naboen netop. Han og konen, pensionister og lader til at nyde livet.

Jeg vil bare have en rolig weekend.
Hospitalet havde ikke givet lyd fra sig i går. Så gjorde jeg som lægen anbefalede; 'går der mere end en uge, så skal du presse dem!' O.k. presse og presse. Det gjorde jeg vist ikke.
Men fik talt med en af sygeplejerskerne (de er nemlig ret søde og dygtige, på præcist dén afdeling jeg ringede til!), som kunne fortælle henvisningen er modtaget. Lægesekretæren var gået hjem (det var jo også fredag og klokken var 13.30), og at jeg kan ringe til vedkommende på mandag for at høre; får jeg en akut tid? Eller ryger jeg bag i køen til ventetid?

Hm, så er det NU jeg skal tænke positivt, visualisere den akutte tid jeg får. Fordi hospitalet tager ansvar for de operationer de har udført. Og derfor tænker det er bekymrende, at en patient der skulle have forladt hospitalet dagen efter operation UDEN krykker. Og stort set medicinfri.
Nu tre måneder efter er på to krykker, har afsluttet det bevilligede genoptræningsforløb, og stadig får høje morfindoser. Og derfor selvfølgelig vil se mig. Nu. Strax. Vupti. Med det vums.

Så hvad si´r I, kære venner? Er I med på en fælles visiualisering?:-)

Nå, det skal nok gå. Hvis hospitalet ikke tager mig alvorligt og tager mig ind akut, så ved jeg at både min læge, og fysserne, vil holde fast i mig, til jeg har det bedre/bliver rask/kommer videre.

Op at gå på de gyldne stjerner!

Det er når jeg ser i jeres blikke, at jeg forstår alvoren af min tilstand.

Eller jeres ord. Eller ikke nogen ord - tavsheden.

Ellers tænker jeg det anderledes.

Jeg kan selvklart, som den eneste mærke, dybden af smerterne.

Eller holde styr på, hvor meget medicin, jeg tager i løbet af dagen.

Men det bliver også en illusion. På en måde.

Ikke fordi jeg er skæv. Tror mit system har vænnet sig til morfinen.

Bare trætheden og behovet for en lur i løbet af dagen.

Men det bliver urealistisk, når smerterne kun når op på måske en tiendedel af, hvad de er uden medicinen.

Måske er jeg også urealistisk, når jeg undgår alvoren. Undgår jeg den? Ved ikke.

Inden jeg blev indlagt, da troede jeg hver dag; I morgen er det bedre.

Indlagt var jeg sølle, meget. Men holdt stadig operation holdt i straks arm foran mig.

Umuligt. No way.

Til jeg holdt op med at drikke også, fordi jeg måtte undgå at bevæge mig. Af hensyn til, hvor meget smerte jeg kunne rumme.

Nu er det tre måneder siden.

Smerterne er her. Operationen har været. Genoptræningen er i gang. Jeg er bare ligesom.. bagefter.

'Du skal tilbage til hospitalet' - sagde fyssen forrige uge. Praktiserende læge kom forbi i sidste uge; 'Ja, du skal tilbage til hospitalet, og snakke med dem.' sagde han.

Havde de undladt at konfrontere mig med min manglende udvikling, ville jeg være fortsat uforandret.  'Du skal ikke tænke din træning som nyttesløs, selvom du skal på snakke med dem på hospitalet.' Forklarede fysioterapeuten mig i går. 'Hvis du ikke havde trænet, så tror jeg ikke du ville kunne komme ud af dig seng! Så selvom de måske tilbyder en re-operation, så er du i meget bedre form, til at klare det.'

Jeg bliver nødt til, hver dag at tænke, at jeg nok skal klare det. At jeg klarer det. Som jeg har klaret alt.

Måske er det urealistisk. Naivt.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, bestilte jeg de høje sko, med guldstjernerne på. Fordi jeg vil gå  på høje sko igen!

Men for første gang i går tænkte jeg på, hvad nu, hvis jeg faktisk ikke kommer til at gå med de sko? Nogensinde? Hvad hvis jeg aldrig kommer til at køre bil igen? Hvordan lærer man at leve med så voldsomme smerter, resten af sit liv?

Naaarrh!No way! No way!

Det vælter jeg ligeså hurtigt UD af mit hoved, som det fik møvet sig derind!

No way! Jeg klarer den! Med hjælp. Alt muligt forskelligt slags hjælp!

For jeg SKAL klare den. Andet er ikke en option. Helt enkelt!

Det er en vej. KUN een vej.

Og det er op på de gyldne stjerner at gå!

Will Eisner

Har læst så mange tegneserier gennem årene. Indtil ca midt tyverne. Af en eller anden grund holdt jeg op. Men det er vist en fejl! Hihi.


Fået nyt Facebookbekendtskab,  Comicgarden Tegneseriegalleri, som postet bl.a. disse to Eisner kvinder.

Gæsteindlæg fra Thea (hun kunne ikke skrive det som en kommentar, så her kommer det)

 "Kære Odile
Jeg syntes det er ulykkeligt at du er holdt op med at tale.
For mig viser det hvor overfladiske vi i DK er blevet og hvor berøringsangste.
"uha træder vi nu på den ene prostituerede, der råber højt om hvor lykkelig hun er ved at sælge sin krop? Så må vi hellere tale om det vi kan enes om; den handlede kvinde fra øst eller syd.."
og det er rædselsfuldt synd for de kvinder, men i dk har vi stadig en stor dansk mundfuld vi kan tage fat på.
Jeg har ikke været i prositutionsmiljøet, men jeg lytter til dig og du er ikke den eneste jeg kender der har været i nærheden af det miljø, men du er den eneste der har talt højt.


Jeg ved at det måske er et totalt sidespor, men for et par år siden sad jeg med en gruppe kvinder der talte om et eller andet banalt parforholdsproblematik ala ”du hjælper til = du får sex.”
 Det var karikeret men jeg udbrød spontant; "og der gjorde du dig lige til prostitueret!"
Jeg beklager virkelig; det kan naturligvis ikke sammenlignes, men for mig kalder det til debat.
Er sex med et andet menneske en vare vi kan handle med?!


Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
 Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
 Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea

Bloggerliv i Hollywood-diva nattøjs-stil.

Det er de her morgener, hvor alt stadig ligger i blåt, uden for vinduet.
Inden solen er stået op.
Freden er her endnu, jeg er alene. Alle er taget afsted.
Det er her, jeg begynder at tømme mit hoved for tanker.
Ned i Mac´en. Noget sender videre ud, i flow. Ude på nettet.

Hvad kan og vil jeg vil dele ud af, på min blog?
 Der er masser at tage af; emner, tanker.

Det med at være så syg, gør selvsagt at min verden er forandret. Mine oplevelser er så meget anderledes, end hvad jeg ville opleve, hvis jeg var i fuld vigør. Stæsende afsted i Chrystler Cruiseren - ind mod Nyhavn. Eller over mod Jylland. For at arbejde. Lave møder, holde foredrag. Snakke.

Mit arbejde er meget at snakke.
Ord.
Mit arbejde er ord, ord, ord, ord, ord. Talte, skrevne, læste.
Og jeg elsker det!


Når jeg så går alene det meste af tiden, her i min 'syge-tilværelse' (ikke at forveksle med 'syge tilværelse'), kommer jeg til at være indestængt med ord.
Ligesom når man er på barsel. Specielt inden fødslen - der hvor man går og venter.
Og er tilstrækkeligt besværet til, at ens indkøb er begrænsede. Og alligevel finder man særligt opsigtsvækkende opdagelser i Netto. Som igen kan nydes, fordi man også kan sætte sin partner ind i dagens oplevelse. Med frydefuldt nyopfundne detaljer, selvsagt.

Ordene hober sig op inden i. Og jeg skal virkelig -  og gør virkelig!  - en dyd ud af, at lade manden være når han kommer ind ad døren. Medbringende varer, børn og en hel dags arbejde i sit hoved.
(Hans arbejde er så lyde. Han er proppet af lyd og musik, når han lander om aftenen.)

Jeg øver mig, så at sige i, at kunne rumme alle ordene.

Men hold da kæft, det er svært!
Jeg er skriver. Jeg udtrykker mig. Meget - som i konstant. Og jeg savner at snakke med voksne.
Om dagen. Som med oplevelser fra deres liv, puster nyheder, drama, grin, smerte - hvad som helst - ind i mit hoved. Som måske nok er proppet med mit eget. Men som trænger til at vige pladsen - og gør gerne - for variationens skyld. Letheden. For uanset hvad andre kan fortælle, så er det altid lettere, mere ukompliceret, at høre om deres liv.

De voksne jeg møder, sådan som mit liv er nu, er alle relaterede til det, at være syg. At jeg er syg.
- De meget søde handicap-bus chauffører (hvad hedder sådan en bus? Det er vel politisk ukorrekt at kalde det en handicap-bus?)
- De meget søde ældre mennesker, som også kører med bussen. Og er til genoptræningen.
- De meget søde fysioterapeuter, som hjælper mig med min genoptræning.
- De meget søde yngre borgere, som er til genoptræning.
- De meget søde HK´ere (tror jeg de er), som sørger for at jeg får den kørsel, jeg skal have.
  På det rigtige tidspunkt.
- Den meget søde sagsbehandler på jobcenteret, som sørger for, at jeg har ro til at blive rask.

Der er masser at skrive om her! For den nye verden, er værdig til at blive fortalt om. Den gør indtryk. Stort!

Men jeg får også trang til, at være vildt overfladisk. Trække væk fra min fysiske smerte. Fra de bekymringer der også hører med. Tanker om fremtiden. Det sidste der blev sagt af lægen/fysioterapeuten/hospitalet.

Jeg har lyst til at skrive, om de rynker der er dukket op, mens jeg har været syg.
Eller alle de grå har, der i samme periode, er begyndt at myldre frem.
(WHAT?)
Eller om de silkeundertrøjer, jeg har købt.
Om den nyeste serum, nu også er så god som de siger?
Eller om at gå rundt i silke- og satin nattøj hele dagen. Som var jeg en Hollywood-diva. Bare minus et glas vodka.

Det at skrive om noget meget overfladisk, let, og helt uden bekymringer knyttet på. For det vil måske gøre det lettere, at blive rask?

Anyway, Mac og jeg kommer tilsyneladende til at udvikle vores lange venskab. Bestige nye bjerge sammen. Finde ny græsgange i bloggerland. Opdage *do´s and dont ´s* herinde.
For det kommer til at tage noget tid, før den Hollywood-diva´ske inspirerede stil ryger ud.
We are in for the long run, Mac og jeg.
Hvis mit ægteskab skal bevares, mine veninder ikke skal være her 24/7, og jeg skal blive rask.
Så må der erstatning til.

Det må blive bloggerlivet. Mac og jeg - og alle ordene. Det er også nemmere. På nogen måder.
Jeg kan skrive uforstyrret. Behøver ikke tage hensyn til om nogen er trætte. Eller bliver trætte.
Måske kan jeg endda få gode råd tilbage om den serum dér? Eller hvad der er politisk mest korrekt?

'Det´jo bare et par kopier til vennerne!'

Ophavsretten der, hvorfor mon  jeg har en oplevelse af, at jeg er noget nær den eneste, der gerne vil bevare den på Facebook?

Altså, jeg er helt med på at Facebook er et socialt medie. Også selvom det er, at være social på afstand. 'Distance-social'. 
Jeg mener, det er nu engang ret let, at være social med fx. fem tusinde mennesker man ikke kender. Når det blot indebærer, at man skriver en status, og sætter et link ind fra tid til anden.


Anyway, det er socialt, dvs. vi deler gerne med hinanden. 
Og dét vil jeg bestemt gerne! Lad os få mangfoldighed, farver, nye musik- og læseoplevelser. Ny viden, nye ansigter. Bland det med alt det gamle og nostalgien. 'I love it!' (Ole Henriksen).


Men hvad jeg ikke elsker særligt meget, det er, at man copy´er personligt skrevne opdates, notes  - what ever - i lind strøm, UDEN at krediterer ophavspersonen. 


Jeg tror det er ligegyldigt for mange. Det er det bare nada for mig.
Hvad skete der med gentlemen/ladylike - agreements?


Jeg bruger Facebook, som en af mine arbejdspladser. Det at skrive, det er for mig, min måde at leve på. Alt hvad jeg får af indtryk, må komme til udtryk. Det gør det primært ved at skrive. Også billedkunsten. Men maleriet er sværere at copy paste...(hø, ikke sjovt!).


Anyway, jeg vil gerne have bredt mine ord. Men vil også krediteres. 
For det er ikke kun min måde at leve på. Det er også det jeg lever af.

Her i weekenden havde jeg en sjov oplevelse. På FB. Og dem er der heldigvis mange af. Sjove oplevelser. På FB.


Jeg har været optaget af det med, at blive manipuleret, betale andres gæld etc.(*Jeg betaler gerne min gæld, hvis jeg får lov at stifte den selv*. C.V. Jørgensen). Skrevet om det her, og på fjæsen.
Og der var så en status/update, der handlede om det. 
En af mine fb-venner, syntes så godt om den, at han tog den til sig. Kommenterede med; 
-'Åh det er præcist dét, jeg står i pt. Låner den lige, for det er så rammende skrevet'.Jeg svarede: 
-'Dejligt du kan bruge/lide mine ord. Krediter mig lige, når du låner.'
Noget i den stil. 


Så skete der ikke så meget. Jo, at der var mange (og mange flere end vanligt, på hans timeline, der synes godt om. Endog et par stykker der komplimenterede ham, for hvor godt det var. Det han havde skrevet!) Da dagen så var ved at være gået, og han tilsyneladende ikke krediterede mig, skrev jeg nu, under 'hans'/min status. 
At; 'jeg jo var glad over han kunne lide mine ord. Og at hans venner også kunne:-) Og at det ville være dejligt, om han krediterede mig!'Det syntes hans venner var sjov. 
Cirka halv time efter, fik jeg et svar fra ham om, at han havde fjernet status. Og at jeg havde svaret ham råt. Og jeg som troede, jeg havde svaret ham humoristisk, men også markeret, at det her ville jeg gerne have respekt for!
Anyway, han fjernede mig så fra hans liste et par minutter senere. 
Og no big deal, jeg kender ikke manden. 


Men det sjove var, at han netop faldt over dén status, om at blive snydt. Og han så blev så vred på mig over, at jeg ville have respekt for mine ord.




TILBAGE til det med ophavsret.


Jeg er meget opmærksom på det. Som forfatter/skriver, så er det at skrive, noget jeg værner om. Jeg værner også om andres ord.


Selvfølgelig kan det ikke kontrolleres herinde på nettet.I know. Men vil alligevel gerne udvise respekt.


Well, det er svært at sikre sit ophav, som kunstner. 'Det´jo bare et par kopier til vennerne!'  - er det ikke sådan der siges i reklamerne om, sikring af ophavsretten?




Men, måske skal jeg bare go with the flow - universets overflod.
Hm.

Tom talebobbel

Mange undrer sig over, at jeg er ophørt med at tale om prostitution. At jeg siger nej til medieoptræden, foredrag & undervisning & studerende. Forfattere, som ønsker research og div. organisationer, der ønsker min accept/support.

Forklaringen er enkel.

Først og fremmest har jeg sagt, hvad jeg mener. I alle medier, og mange sammenhænge. Mange gange.
Min holdning til prostitution er den samme. Alle de beretninger, inkl. min egen, er enslydende; prostitution ødelægger ikke kun kroppe. Men også sjæle. Kvindelige, mandlige. Som børns.

Men der er også gået en slags inflation i, at tale om/interesserer sig for/skrive om/tage handling omkring/støtte op om ofre for trafficking.
Og dét er helt fantastisk!

Der er bare et meget stort problem!

De danske kvinder, der er i prostitution i Danmark, bliver tilsvarende negligerede.

Faktisk vil jeg sige, at i de ti år jeg talte offentligt om prostitution, da forsvandt interessen for at tale om danske prostituerede.
Og myten om den 'lykkelige prostituerede' er vokset.

Sum summarum; der tales i dag stort set ikke om danske prostituerede. Og man mener fejlagtigt, i langt højere grad end før, at det er frivilligt. Og ufarligt.

Sidste gang jeg holdt foredrag, viste det sig, at der var tre danske kvinder med prostitutions-erfaring blandt publikum. To var tvangsprostituerede på lige fod med udenlandske kvinder.

Men vi talte 90 % af tiden om traffickerede kvinder. Ikke fordi der var nogen tilstede. Men fordi der havde været et oplæg om det.
Jeg påpegede det mærkværdige i, at vi sad fire kvinder med pro-erfaring, men ingen ville stille os spørgsmål mm. Alle spørgsmål gik til ham med trafficking-fortællingerne.

Så derfor er jeg ophørt med at tale om prostitution.

Ydmygelsen ved at blive ignoreret, fordi det er mere sensationelt, at tale om trafficking, er lammende.
Der er HELDIGVIS mange der gerne vil hjælpe traffickerede kvinder.
Jeg kunne ønske det samme gjorde sig gældende, for danske kvinder.

Når et hippiehjerte gøres ondt.

Jeg er sådan en, med et hippiehjerte. Det kan flyde over på vegne af andre. Og det dunker faretruende. Hurtigt & højt, når jeg hører og ser, børn & kvinder blive mishandlet/-brugt/solgt/voldet. For hvad er mere umenneskeliggørende? Jeg har aldrig forstået hvorfor det at være kvinde eller pige, ja bare at være et barn. At det skulle give en mindre ret til end mænd.
Så jeg er blevet kendt for at være 'Odile; hende med omsorg & vilje'.

Jeg tror nogen gange folk tror, at sådan en som mig, ikke har et ego. Eller en egen-beskyttelse mekanisme, der hele tiden er aktiveret. Men selvfølgelig har jeg det! Jeg er kunstner, og mit ego er som alle andre kunstneres.

Det hænder at folk misbruger den tillid, jeg viser dem. Og efteråret og vinteren i år, ja under hele mit sygdomsforløb, har jeg oplevet at blive taget ved næsen i en grad, der smager så meget af selvtilstrækkelighed, narcissisme, borderline-struktur og måske endog psykopati.  Af tre forskellige kvinder. At jeg bare har fået nok!
Fx hende som jeg hjælper med kontakt til en psykolog, ifm. hun skal i retten. Kampen står om at få sin datter væk fra en meget psykopatisk mand. Manden kender jeg desværre kun alt for indgående.
Psykologen skal lave en udtalelse til brug i retten. Den kommer til at koste 4200 kr.
 Ad mærkelig omveje er det blevet til, at betalingen af psykologen, tilfalder mig. Min x-veninde formulerer det klart; 'det er ikke mit ansvar!'

Jeg har rykket hende flere gange i løbet af efteråret. Men hun har været overordentlig tavs.
Da jeg ryger i operation & siden har ligget her i Kongeskibet (dvs. siden midt oktober), har jeg ingen kræfter til andet end at forsøge at blive rask.

Men uanset om jeg har kræfter eller ej, så er der en verden uden for Kongeskibet, som kræver mig.
Regningen er d.d. ENDNU ikke betalt! WOW!

Konfronteret med min vrede (og jo den er også stor!), reagerer min x-veninde med, at jeg er syg i hovedet. & jeg bliver chikaneret af hende og en veninde de næste par dage. Både offentligt og pr tlf.
Det bliver psykologen jo ligesom ikke betalt af, vel?

I går fik jeg seneste nyt; moderen er nu den, der taler med psykologen.
Hun fortæller at hendes (ca. 35 årige) datter, kun kan afdrage med 50 kr pr mdr. (!!!!)
Selvom psykologen ikke har tilbudt afdragsordning!
At moderen vil betale 2000 kr. pr. 18.1.12.
Og om de ikke bare kunne glemme de sidste 2200 kr? (!!!!!)
WOW! Jeg tror slet ikke jeg behøver sige mere. 

Men når alt kommer til alt - så er der stadig en lille pige på 8 år. Hvis far er ekstrem voldelig og psykopatisk. Og hvis mor er, ja... hende har jeg lige fortalt lidt om.
Det er tydeligt, hvem der er taberen i det her. Og det er det værste, og det som gør mest ondt. At skulle vende den tøs ryggen. Og ikke have været i stand til at hjælpe hende overhovedet!

Nok om hende!

Så den næste:
Jeg har i går måtte træffe en meget ubehagelig beslutning. Ekskludere et menneske fra en organisation. Lidt af det samme tema. At mens jeg har været syg, ude af stand til at være en del af livet uden for Kongeskibet, har vedkommende forsøgt, via manipulation & bagtalen, pressen på de andre medlemmer, at ændre organisationen i en retning, jeg slet ikke kan være med til. Heller ikke hun, har  villet svare mig, når jeg har kontaktet hende. Ikke engang gidet sige ja/nej til at komme til næste møde. Så alt hvad jeg hører, er fortrolige/ andre. Og kan bare ligge her og se, hvordan det hele er ved at splittes ad.

Den sidste:
Og et par måneder tilbage, udtrykte jeg min skuffelse over en tæt veninde, som ikke valgte at bruge tid til bare superkort, at besøge mig på hospitalet. Da jeg virkelig havde brug for hende. Da jeg så valgte at fortælle, at det gjorde mig så ked, blev jeg fyret! WOW!!! Jeg blev lige dér mindet om min veninde da jeg var 6 år, som truede med at smide vores veninde ring væk!

Voldsomme dramatiske tre måneder, mens jeg har ligget med de største smerter, nogen sinde.
Og jeg har ikke villet holde kæft, men udtrykt det jeg var fyldt op af.
Med det resultat, at der har været skrigen, råben, smadren, sværten til, dæmonisering i svimlende mængder.

Det kan godt gøre mig trist.

Alligevel bliver jeg nødt til at tænke positivt. Lære. Forstå. Acceptere.

Så for nu, opfatter jeg det som en tid, hvor jeg, uanset hvor mange lammetæv der tildeles mig - om det så sker i det offentlige rum - så må jeg fastholde mig selv!Være mig, skrælle fra, smide ud. Være ærlig og aldrig give op.

Jeg tænker, at for at få plads til det jeg/man drømmer om, bliver jeg/man nødt til at smide ud af det, som ikke fungerer. Eller ikke bliver brugt.

Derfor ønsker jeg mig nogle skønne veninder.
Som vil være ærlige og kærlige. Tør udvikles og konfronteres sammen med mig.

Alt andet er so last year!!

Det er fra Kongeskibet, verden går...

Det er endnu mørkt derude. Smerterne trak mig ud af søvnen, og op at stå. Klokken nærmer sig også seks om lidt, så det er helt o.k. Om lidt skal alle op. Og den måde hvor huset ligger mørkt hen, overladt til fantasier om uhygge, vil på få sekunder forandres. Til lys. De trippende fødder (nå, ja, og poter..). Irritationen over at skulle op, når  hjernen & kroppen mest af, vil ha' ro.

Nå, men jeg har taget min morgenmedicin, og den virker heldigvis hurtigt. Lige nu sidder jeg på min nylig indkøbt - ret lækre! - 65 cm træningsbold. Perlemor. Det er farven. Som lys guld.

(Hvad fanden er lys guld? O.k., det er sådan guldfarvet, men nedtonet mange grader. Så det ikke skinner i øjnene, men har det lækre skær. Ligesom Essie´s neglelak i guldfarvet. Et lag.
Det er måske bare derfor det hedder perlemor. Men farven er så gylden perlemor.)

Jeg elsker den bold. Den har gjort det muligt for mig, at begynde at sidde med, når de andre spiser.
Jo, jeg spiser også, men meget lidt. Det er som om kroppen mangler plads til det.

Da jeg var indlagt gav det mening på en eller anden måde. Ikke at spise. Der var smerterne så ekstreme, og jeg kunne ikke dækkes ind medicinsk. Så kroppen føltes stresset på en måde, jeg aldrig før har oplevet. Jo, det har jeg, under fødsel! Jep, de af jer der har født, og når I tænker på den del af fødslen, der var mest smertefuld (hvilket jo er så forskelligt for os alle) - ville du kunne have spist, da din krop og kontrol blev overtaget af  smerter?
Det var ca. fjorten dage uden mad. Min krop må stadig være stresset, for den kan stadig ikke tage mad ind. Overvejer at få proteindrikke igen. Kan kun lide dem med cappucino smag. Men ved ikke hvor mange der skal drikkes. Glemte at snakke med lægen om det i går. Af bar befippelse over, at han var så cool.

Må følges op på. Gøres moget ved. Har brug for energi, så jeg kan hjælpe kroppen på vej.


Nå, jeg må videre. Skal gøre noget fedt i dag. Omsætter noget penge-energi til glædesgaver.

Der skal bestilles nogle blomster. Købes en gave.

Og så skal jeg have bestilt nogle flere stjerner, til at hænge op i stuen. Store farverige papirsstjerner, som en rig himmel af fantasi. Overdænget med lys.

Og det hele bliver gjort herfra Kongeskibet.
Er verden ikke rig? Alt kan gøres, gennem en computer. Det gør det så meget nemmere, at være syg. Helt sikkert.
At jeg kan få verden ind i mit hjem, når jeg ikke kan gå ud i den. Rent fysisk, altså.
Wauw! Så synes jeg, at jeg er heldig. Tænk om jeg ikke havde det privilegium? Men måtte overlades til sygdom kun. Uden mulighed for glædelig adspredelse.

Livet er stort. Altid. Hvis man tør se det. Tage imod det. Tro på dets overflod. Kaste sig ud i det!

Min fantastiske læge!

Lige nu tripper jeg rundt, som Snehvide må have gjort, da hun blev vækket til live af et guddommeligt kys.
For lige nu er jeg så glad, glad, glad for/ over at have den skønne læge. Som er ansvarlig, åben, nysgerrig, omsorgsfuld. Og helt igennem trofast mod sit lægeløfte: Han vil gøre sit, for at patienterne skal blive raske.
Og ja, det er så i dag, lige nu - mig! Uh, der findes muligheder for, at jeg bliver rask. Ja, ja, ja, det ved jeg godt, at jeg hele tiden har sagt at jeg bliver. Men nu har min/en læge også sagt det!
Faktisk var hans præcise ord:
'Det er fuldstændig uholdbart, at du skal have det sådan! Og tage så meget medicin. Du kan ikke leve sådan!'

Åh, TAK!! Hvilken helt igennem omsorgsfuld, sympatisk og empatisk facon at møde mig på, end den helt modsatte kvindelige lægesekretær, som i sidste uge, satte mine forhåbninger om 'det gode menneske lever også i sundhedssystemet' på en effektivt stand-by.
'At jeg sådan kunne ringe ind og tro (!), jeg bare kunne komme til en lægesamtale.
Og så tre måneder efter operationen! Det er jo alt for længe siden!' var ordlyden. Cirka.
Tonen var utilsløret vantro. Nedladende.
Måske tænkte lægesekretæren, at jeg nok alligevel helt har mistet min identitet som menneske, efter jeg blev patient d. 29. september ´11?

Og det havde jeg måske nok? Puha, den tur på hospitalet, i helvedes forgård - wow. Never go there, siger jeg bare. Og de fjorten dage i smertehelvede derinde, hvor jeg til sidst undlod at drikke, fordi jeg ikke kunne komme på toilettet for smerter, har helt sikkert sat sit spor.
Sådan nogle tunge, afgrundsdybe mareridts-inspirerende nogle. Og de spor er meget effektive ift., at afholde mig fra at opsøge læge; jeg er pissebange for at blive indlagt igen.
 Så ja, ekstremt effektivt, hvis man vil sænke antal af patienter på sit hospital.

Fx. oplevede jeg, at der en eftermiddag, blev sat en vogn frem ude på gangen, med kaffe, frugt og kage. Jeg kunne ikke selv komme ud og tage noget. Men fik fornøjelsen af, at se de andre fik kaffe og kage. Eller at få mitnmedicin serveret, uden drikkelse. Og da jeg bad om et glas, var svaret, at jeg kunne vente til maden alligevel kom. Inden for en halv times tid. Og jeg havde mange, sindssygt mange smerter.

Nå, det gider jeg ikke tale om nu. Indlæggelsen er en historie for sig, som jeg måske en dag, har kræfter til at gå ind i. Nu vil jeg bevare glæden i stedet.

Glæden over en læge, som hurtigt konkluderer;
- Jeg kan se at det er dit venstre ben, for der er betydeligt svunden muskelmasse.
- At du kun kan få benet op i ca. 80 grader er langt fra nok.
- Og at du ikke kan stå på tæer/hæl  - fint, så har jeg hvad jeg behøver for en henvisning.
- Hvis du ikke har hørt fra dem inden for en uge, så skal du ringe derud, og presse dem!

TAK!!

Åh, hvor blev Niels lettet! Jeg ringede straks til ham, og fortalte om det hele. Og jeg kunne både mærke og høre, hvordan al den tilbageholdte bekymring, tab af håb, stress og savnet efter en normal hverdag, sev ud af ham, drev ind gennem telefonerne.

TAK!! Kære store univers, guddommelighed, større bevidsthed, skytsengler, højere selv - hvad det nu end hedder  alt sammen - TAK!!

Nu vil jeg flyde tilbage i mit Kongeskib ('Sover du her,?' spurgte lægen, mens han kiggede rundt på alle faverne; 'hvor er her smukt!' (lægen er det første menneske, der har komplimenteret vores hjem. Men jeg har nu også trang til at skabe lys, farver, bøger, inspiration, buddha´er, billeder, puder og tæpper i stor stil, når jeg er her hele tiden).

Og her ligger jeg allerede i Kongeskibet, og driver afsted med Mac´en. Jeg skal have en lur nu, kræfterne er definitivt brug for i dag.

Tak fordi du læste med:-)

Morgen stund og maveondt...

Natten gjorde ondt. Ryggen følte som et bredt stykke træ. Stift, ubøjeligt. Og smertefuldt.

Troede ikke jeg kunne bevæge mig, så lå stille i mange timer.

Så hørte jeg lydene af Niels,der var vågnet, og i færd med at sætte en ny ild i brændeovnen.

Lidt efter, de tunge fire bens skridt, med kradsen af hundeklør. 

Gandhi var også vågnet ved lydene af Niels. 

De er blevet morgen-gå-tur partnere. Og nu på begyndte fjerde måned, tror jeg Gandhi helt har glemt, at det engang var mig. Mig og ham, ham og mig, som at der gik sammen.

Det gir et trist stik. Og så skynder jeg mig også, at huske på alle de gange, hvor jeg har trukket min krop, tung af modstand, ud af sengen kl. 5, kl. 5.15, kl. 5.30, kl. 5.45 og kl. 6, senest! For at nå turen med hunden. 

Det er en særlig status at have. At være en, der i ser bakspejlet,og tænker med taknemmelighed. 'Husk den taknemmelighed, Odile. Husk den altid!'

Men jeg gider ikke være trist. Jeg vælger at glædes. Over at jeg har den dejligst mand i verden, som sørger for her tændes op i stuen. Så det er varmt for børnene, og mig, når han kommer tilbage, og vi alle står op.

Og glædes over at hunden er så smuk, og trofast. Og som med glad kold snude, kommer logrende tilbage fra turen. Stikker sit glade, kæmpe store hoved ind under dynen, for at mærke om jeg ikke nok vil sige hilse godmorgen.

Og glædes over de to smukke børn, lige langhårede. Nej, sandt skal være sandt - hans er længere end hendes. 

De vil komme tumlende med smalle sprækker til øjne, og uglet hår. Han svajer ud mod badekarret, og hun vælter om ved siden af mig, der ligger i Kongeskibet (min stue-seng), hvor jeg må give slip på hende, og hendes varme lille krop. Vriste os ud af søvnen, og op til endnu en dag. 

'Kom skat, du skal have dine strømpebukser på. Og så din trøje'. Hun falder ikke i søvn igen, men i staver. Hele tiden, dagen lang. 

Så jeg må støtte og guide hende, hvis vi ikke alle skal ende med morgen-stresset, at råbe ad hinanden, fordi tiden pludselig forsvandt.

Mærkeligt med de visere! Før var uret da gavmildt, men pludselig tog det alt det tilbage, det havde givet ud. Og vi har travlt.

Sådan er det tit gået, så nu vil jeg hellere hjælpe hende, step by step.

Det er også hyggeligt.

Og det er det eneste jeg kan. Niels må gøre alt andet. Vores liv er helt forandret. Jeg har erkendt jeg intet andet kan, end fragte mig selv rundt på krykkerne.

Nogle gange må jeg bede dem alle bringe eller hente ting for mig. 'Lukas, kan du ikke lige tage min kop kaffe med ind i stuen', råber jeg ude fra køkkenet. Han kommer straks løbende. Eller hun gør.

'Det er egentlig mærkeligt', sagde han en dag.

'Man har stille, og roligt bare vænnet sig til, at have en mor, der spiser en masse medicin hver dag!'

Det var et chok for dem, at blive hentet i skolen, og finde ud af, at jeg var blevet indlagt.

Derfor har Karla bedt mig, om jeg ikke nok vil sige, inden de ta´r i skole, hvis jeg bliver rask i løbet af dagen. Så de ikke skal have den overraskelse.

Her til  morgen, var det ikke kun min ryg, som ikke ville. Min mave havde også på forhånd opgivet, at skulle modtage den store morgendosis af morfin, epilepsimedicin og diverse håndkøbs-smertestillere. 
Det var som om, det ville være en umulig bedrift, at få pillerne til at lande roligt i maven.

Men der er intet valg. Hvis ikke kroppen modtager medicinen, vil jeg ligge skrigende, og grædende af smerter. Uden at kunne bevæge mig. Med pillerne kan jeg bevæge mig rundt på krykker i hjemmet.

Nå, jeg er træt nu.

Det kræver kræfter at skrive, og nu vil jeg ligge mig ned.

I dag bliver jeg i sengen - i Kongeskibet hele dagen.

Jeg er gigatræt her efter julen og nytåret. Og har haft en ret kraftigt tilbageskridt. 

Men det må jeg skrive om en anden dag. I dag skal jeg holde fri, og bare ligge i sengen.