Go for it! - om at lære at gå.
Jeg har skrevet det flere gange. Her. Der. I brudstykker.
Om at jeg er så taknemlig for, at være syg.
Fordi jeg får en indsigt, jeg ellers ville have været foruden.
Jeg var i bassin igen i tirsdags.
Det slår kæmpe sprækker ind i min bevidsthed. Opvågning til bevidsthed. Kighuller ind i en forståelse jeg bliver åndeløs af, at komme i kontakt med.
Når jeg forlader det opvarmede bassin, trækker mig op i mine armes kraft. Holder fast om det kontrast-stærke iskolde stål, lander der flere hundrede kilo oven på mig.
Swung!
Lige så magisk vandet og varmen er for mine muligheder. Bevægelser i og med kroppen. Lige så hurtigt som den kraftigeste tryllestav kan smide tyngdekraften over mig. Indser jeg, at jeg igen! har fået en gave. En begyndelse.
En ny start. I vandet.
Det tryllebinder mig. Og forbinder mig med mig selv.
Jeg bliver det foster i modermavens vand, der ruller rundt i rytmer, som kun er mulige i den tilstand.
'Genfødsel!' Det var det stærke ord min gennem-mange-år-latter-og-tårer-veninde Ulla skrev, efter at have læst mit blogindlæg, om den første bassintur.
Hendes skarpe intellektuelle hjerne, der er trænet gennem år til at analysere tekster, har den umådelige sjældne gave, at være usnobbet. En litterær akademiker, der ikke er litterært elitær. Ja, selvfølgelig er hun min kære veninde!
Hun ser mig, læser mig blog. Og ser min genfødsel. Vandet. Bevægelsen. Den enorme power der er i at være, hvor jeg er.
Da jeg nede i vandet, skal gå rundt i bassinet, med to lange flydende 'slanger. En gul. En lilla.
Jeg rammes af usikkerheden på, om jeg tør?
Tør prøve at sætte foden ned. Have tilliden til at benet kan bære. Samtidig støttes jeg af de varme skvulpende masserende stråler. Som vandet hvisler det vil bære mig. Giv bare slip på bassinets kant! Kom nu!
Jeg mærker det hele på een gang!
Mine hænder griber om de to farvestrålende slanger foran mig, som en høg om dets bytte.
De skal bare ikke glide ud af mine hænder! For så vælter jeg. Dykker ned.
Og jeg kan ikke selv komme op igen.
Det gør ondt i foden, når der kommer vægt på. Bare lidt vægt kan vække nervesmerterne.
Og nu mærker jeg det. Stående der i vandet. Forsøger at komme fremad.
Men smerterne dæmpes betydeligt af vandet. Det er bestemt til at holde ud. Jeg holder på med, at ville gå.
Benet er knapt bæredygtigt, men følger alligevel tappert det mønster højre ben har automatiseret. Jeg fniser og mærker allerede stoltheden skvulpe i en indre cocktail med usikkerheden. Og et bitte skvæt af frygt.
Tænker mig væk fra frygten. Nægter at lade den styre mig. Bremse mig.
Finder fokus. Centrering. Bag min pande. Retter den derefter ned om min rygsøjle. Trækker musklerne sammen. I et tæt, stramt korset, der skal bære mig gennem vandet.
Nu kan jeg lade venstre fod ramme flisebunden med hælen først. I en glidende bevægelse, som en jolle der vugger. Op mod tæerne, som jeg vipper op på. For så at slippe flisebunden igen.
Højre fod gør det uden min opmærksomhed. Det betyder bare at det med samme igen er venstre fod, der skal gøre bevægelsen. Noget i mig vil trække ind til bassinkanten og hvile. Sige det er for hårdt. En anden del vil lære det. Kunne det. Forstå det. Komme i dybden i min egen krop.
Jeg gentager og gentager. Trækker vejret. Holder mit korset af muskler. Har hofterne i vatter.
Og så: Går jeg! Jeg går faktisk i vandet!
O.k. langsomt. Tøvende. Usikkert. Men vigtigst! jeg fandt bevægelsen igen! Med hele min krop, fik jeg foden og benet til at gå!
Det er forrygende! Alle kræfter-ædende! Hjernen lyser op som i et fyrværkeri over at have genopdaget læren at gå! Det er det sværeste jeg har været præsenteret for. Så meget jeg skal holde fokus på i kroppen, for at gå!
Og det er dét, som er så stort!
At lære at gå igen. Som voksen.
Forstå hvilken utrolig proces det er, når babyer rejser sig, slipper og går. Vi gør det uden den voksnes udviklede hjerne. Og har ingen erindring om det siden hen. Nu gør jeg det igen. Mærker det hele. Forfra. Lærer det på ny.
Så fedt! Så stort! Så fantastisk!
Hvorfor? Spørger du hvorfor?
Jamen, det er jo fordi, at ved at have en voksens bevidsthed koblet på (mig selv), kan jeg tage min egen krop tilbage! Og jeg kan vælge forsat at have stor bevidsthed i min krop. Fremover.
Stor fokus på hvad der ellers er helt banale detaljer. En normal automatik!
Ved at bevare min centrering. Mit fokus på det helt banale.
Det ellers så selvfølgelige, lærer jeg, at bruge min krop meget mere bevidst/ved at du har fokus på det helt banale, det ellers så selvfølgelige, lærer du, at bruge din krop mere bevidst!
Ved at lære nye mønstre, gives hjernen nye baner at rutchje rundt i.
Udvikle den. Udvide den. Give mig/dig selv større ram. Bedre kapacitet. Højere livskvalitet.
Jeg kan også helt banalt sige, at ved at oplære min krop og min hjerne til at samarbejde på ny.
I nye sammenhænge. Så får jeg en frihed, jeg aldrig før har haft.
Og aldrig ville kunne have fået ellers.
Derfor træder jeg i bogstaveligste forstand babyskridt i denne tid. Og vil ikke bytte det for noget i verden! Jeg oplever den største succes. Jeg er en enorm succes. Og har aldrig før været så tilfreds med mig selv og mine præstationer!
Det her handler ikke om at være incestoverlever kun. Det gør det også. Jeg skal ikke udelukke den del af mit liv. For selvklart var jeg dengang jeg lærte at gå, allerede skadet af overgreb.
Derfor blev min krop programmeret til at følge et mønster jeg ikke selv fastlagde.
Dengang.
Friheden til at bevæge min krop var ikke min.
Dengang.
Da var den ejet, i alle dens bevægelser af min far. Og hvem han ellers bød ind over.
Men! Og det er sindsygt vigtigt for mig, at råbe ud; det her er så universelt! Den dybe respektfulde kontakt med sin krop!
Jeg møder så mange mennesker, for hvem livet foregår oppe i hovedet. Og kontakten til kroppen allerhøjst eksisterer gennem sport. Ved at træne sin krop til enten at præstere i gennem sport. Eller få kroppen til at se ud. Så den kan vises frem.
Jeg tror bare ikke på det!
Men jeg tror på et dybt samarbejde, krop og hjerne.
Dyb kærlighed.
Ikke ensrettet, men respektfuld brug af den viden vi har om kroppen.
At vi kan få kroppen til alt vi vil!
For jo, kroppen kan godt tvinges til at følge hjernen. Og det kan udløse endorfiner at presse kroppen. Lykke over at slå sine rekorder. Noget jeg har yndet meget!
Glæde og øget selvtillid over sixpac-maven, som man stolt kan vise frem på Facebook fotos.
Vi kan også gennem meditation og mindfullness, gå ned i kroppen. Mærke dens chakra. Jordforbindelsen. Kærligheden. Noget jeg også ynder.
Jeg har så mange års erfaring med at træne min krop. Præstere med den. Og lige så mange års erfaring med at meditere.
Begge dele har været vigtige dele af mit liv, siden jeg var stor teenager.
Men det er ikke nok for mig! Det giver mig ikke livskvalitet.
Og mange har brug for, som jeg, at finde en dybere kontakt til sin egen krop. Og det kan gøres uden at miste sin førlighed først. Jeg kommer til at skrive og tale meget mere om dette.
Det jeg taler om, rækker længere end til at hjernen har magten over kroppen.
Her hvor jeg er, lader jeg kroppen tale til hjernen. Hjernen taler tilbage.
Der skal opstå en kommunikation, så jeg kan gå. Stå. Løfte benet. Ja, alt det, jeg kunne før den her lærdoms-tid.
Bare i en meget bedre.
Respektfuld. Fri. Kærlig kontakt.
Om at jeg er så taknemlig for, at være syg.
Fordi jeg får en indsigt, jeg ellers ville have været foruden.
Jeg var i bassin igen i tirsdags.
Det slår kæmpe sprækker ind i min bevidsthed. Opvågning til bevidsthed. Kighuller ind i en forståelse jeg bliver åndeløs af, at komme i kontakt med.
Når jeg forlader det opvarmede bassin, trækker mig op i mine armes kraft. Holder fast om det kontrast-stærke iskolde stål, lander der flere hundrede kilo oven på mig.
Swung!
Lige så magisk vandet og varmen er for mine muligheder. Bevægelser i og med kroppen. Lige så hurtigt som den kraftigeste tryllestav kan smide tyngdekraften over mig. Indser jeg, at jeg igen! har fået en gave. En begyndelse.
En ny start. I vandet.
Det tryllebinder mig. Og forbinder mig med mig selv.
Jeg bliver det foster i modermavens vand, der ruller rundt i rytmer, som kun er mulige i den tilstand.
'Genfødsel!' Det var det stærke ord min gennem-mange-år-latter-og-tårer-veninde Ulla skrev, efter at have læst mit blogindlæg, om den første bassintur.
Hendes skarpe intellektuelle hjerne, der er trænet gennem år til at analysere tekster, har den umådelige sjældne gave, at være usnobbet. En litterær akademiker, der ikke er litterært elitær. Ja, selvfølgelig er hun min kære veninde!
Hun ser mig, læser mig blog. Og ser min genfødsel. Vandet. Bevægelsen. Den enorme power der er i at være, hvor jeg er.
Da jeg nede i vandet, skal gå rundt i bassinet, med to lange flydende 'slanger. En gul. En lilla.
Jeg rammes af usikkerheden på, om jeg tør?
Tør prøve at sætte foden ned. Have tilliden til at benet kan bære. Samtidig støttes jeg af de varme skvulpende masserende stråler. Som vandet hvisler det vil bære mig. Giv bare slip på bassinets kant! Kom nu!
Jeg mærker det hele på een gang!
Mine hænder griber om de to farvestrålende slanger foran mig, som en høg om dets bytte.
De skal bare ikke glide ud af mine hænder! For så vælter jeg. Dykker ned.
Og jeg kan ikke selv komme op igen.
Det gør ondt i foden, når der kommer vægt på. Bare lidt vægt kan vække nervesmerterne.
Og nu mærker jeg det. Stående der i vandet. Forsøger at komme fremad.
Men smerterne dæmpes betydeligt af vandet. Det er bestemt til at holde ud. Jeg holder på med, at ville gå.
Benet er knapt bæredygtigt, men følger alligevel tappert det mønster højre ben har automatiseret. Jeg fniser og mærker allerede stoltheden skvulpe i en indre cocktail med usikkerheden. Og et bitte skvæt af frygt.
Tænker mig væk fra frygten. Nægter at lade den styre mig. Bremse mig.
Finder fokus. Centrering. Bag min pande. Retter den derefter ned om min rygsøjle. Trækker musklerne sammen. I et tæt, stramt korset, der skal bære mig gennem vandet.
Nu kan jeg lade venstre fod ramme flisebunden med hælen først. I en glidende bevægelse, som en jolle der vugger. Op mod tæerne, som jeg vipper op på. For så at slippe flisebunden igen.
Højre fod gør det uden min opmærksomhed. Det betyder bare at det med samme igen er venstre fod, der skal gøre bevægelsen. Noget i mig vil trække ind til bassinkanten og hvile. Sige det er for hårdt. En anden del vil lære det. Kunne det. Forstå det. Komme i dybden i min egen krop.
Jeg gentager og gentager. Trækker vejret. Holder mit korset af muskler. Har hofterne i vatter.
Og så: Går jeg! Jeg går faktisk i vandet!
O.k. langsomt. Tøvende. Usikkert. Men vigtigst! jeg fandt bevægelsen igen! Med hele min krop, fik jeg foden og benet til at gå!
Det er forrygende! Alle kræfter-ædende! Hjernen lyser op som i et fyrværkeri over at have genopdaget læren at gå! Det er det sværeste jeg har været præsenteret for. Så meget jeg skal holde fokus på i kroppen, for at gå!
Og det er dét, som er så stort!
At lære at gå igen. Som voksen.
Forstå hvilken utrolig proces det er, når babyer rejser sig, slipper og går. Vi gør det uden den voksnes udviklede hjerne. Og har ingen erindring om det siden hen. Nu gør jeg det igen. Mærker det hele. Forfra. Lærer det på ny.
Så fedt! Så stort! Så fantastisk!
Hvorfor? Spørger du hvorfor?
Jamen, det er jo fordi, at ved at have en voksens bevidsthed koblet på (mig selv), kan jeg tage min egen krop tilbage! Og jeg kan vælge forsat at have stor bevidsthed i min krop. Fremover.
Stor fokus på hvad der ellers er helt banale detaljer. En normal automatik!
Ved at bevare min centrering. Mit fokus på det helt banale.
Det ellers så selvfølgelige, lærer jeg, at bruge min krop meget mere bevidst/ved at du har fokus på det helt banale, det ellers så selvfølgelige, lærer du, at bruge din krop mere bevidst!
Ved at lære nye mønstre, gives hjernen nye baner at rutchje rundt i.
Udvikle den. Udvide den. Give mig/dig selv større ram. Bedre kapacitet. Højere livskvalitet.
Jeg kan også helt banalt sige, at ved at oplære min krop og min hjerne til at samarbejde på ny.
I nye sammenhænge. Så får jeg en frihed, jeg aldrig før har haft.
Og aldrig ville kunne have fået ellers.
Derfor træder jeg i bogstaveligste forstand babyskridt i denne tid. Og vil ikke bytte det for noget i verden! Jeg oplever den største succes. Jeg er en enorm succes. Og har aldrig før været så tilfreds med mig selv og mine præstationer!
Det her handler ikke om at være incestoverlever kun. Det gør det også. Jeg skal ikke udelukke den del af mit liv. For selvklart var jeg dengang jeg lærte at gå, allerede skadet af overgreb.
Derfor blev min krop programmeret til at følge et mønster jeg ikke selv fastlagde.
Dengang.
Friheden til at bevæge min krop var ikke min.
Dengang.
Da var den ejet, i alle dens bevægelser af min far. Og hvem han ellers bød ind over.
Men! Og det er sindsygt vigtigt for mig, at råbe ud; det her er så universelt! Den dybe respektfulde kontakt med sin krop!
Jeg møder så mange mennesker, for hvem livet foregår oppe i hovedet. Og kontakten til kroppen allerhøjst eksisterer gennem sport. Ved at træne sin krop til enten at præstere i gennem sport. Eller få kroppen til at se ud. Så den kan vises frem.
Jeg tror bare ikke på det!
Men jeg tror på et dybt samarbejde, krop og hjerne.
Dyb kærlighed.
Ikke ensrettet, men respektfuld brug af den viden vi har om kroppen.
At vi kan få kroppen til alt vi vil!
For jo, kroppen kan godt tvinges til at følge hjernen. Og det kan udløse endorfiner at presse kroppen. Lykke over at slå sine rekorder. Noget jeg har yndet meget!
Glæde og øget selvtillid over sixpac-maven, som man stolt kan vise frem på Facebook fotos.
Vi kan også gennem meditation og mindfullness, gå ned i kroppen. Mærke dens chakra. Jordforbindelsen. Kærligheden. Noget jeg også ynder.
Jeg har så mange års erfaring med at træne min krop. Præstere med den. Og lige så mange års erfaring med at meditere.
Begge dele har været vigtige dele af mit liv, siden jeg var stor teenager.
Men det er ikke nok for mig! Det giver mig ikke livskvalitet.
Og mange har brug for, som jeg, at finde en dybere kontakt til sin egen krop. Og det kan gøres uden at miste sin førlighed først. Jeg kommer til at skrive og tale meget mere om dette.
Det jeg taler om, rækker længere end til at hjernen har magten over kroppen.
Her hvor jeg er, lader jeg kroppen tale til hjernen. Hjernen taler tilbage.
Der skal opstå en kommunikation, så jeg kan gå. Stå. Løfte benet. Ja, alt det, jeg kunne før den her lærdoms-tid.
Bare i en meget bedre.
Respektfuld. Fri. Kærlig kontakt.
Etiketter: bodybuilding, hjerne, krop, meditation, varmtvands bassin
indsendt af odile @ 10.11
0 kommentarer
