Min fantastiske læge!

Lige nu tripper jeg rundt, som Snehvide må have gjort, da hun blev vækket til live af et guddommeligt kys.
For lige nu er jeg så glad, glad, glad for/ over at have den skønne læge. Som er ansvarlig, åben, nysgerrig, omsorgsfuld. Og helt igennem trofast mod sit lægeløfte: Han vil gøre sit, for at patienterne skal blive raske.
Og ja, det er så i dag, lige nu - mig! Uh, der findes muligheder for, at jeg bliver rask. Ja, ja, ja, det ved jeg godt, at jeg hele tiden har sagt at jeg bliver. Men nu har min/en læge også sagt det!
Faktisk var hans præcise ord:
'Det er fuldstændig uholdbart, at du skal have det sådan! Og tage så meget medicin. Du kan ikke leve sådan!'

Åh, TAK!! Hvilken helt igennem omsorgsfuld, sympatisk og empatisk facon at møde mig på, end den helt modsatte kvindelige lægesekretær, som i sidste uge, satte mine forhåbninger om 'det gode menneske lever også i sundhedssystemet' på en effektivt stand-by.
'At jeg sådan kunne ringe ind og tro (!), jeg bare kunne komme til en lægesamtale.
Og så tre måneder efter operationen! Det er jo alt for længe siden!' var ordlyden. Cirka.
Tonen var utilsløret vantro. Nedladende.
Måske tænkte lægesekretæren, at jeg nok alligevel helt har mistet min identitet som menneske, efter jeg blev patient d. 29. september ´11?

Og det havde jeg måske nok? Puha, den tur på hospitalet, i helvedes forgård - wow. Never go there, siger jeg bare. Og de fjorten dage i smertehelvede derinde, hvor jeg til sidst undlod at drikke, fordi jeg ikke kunne komme på toilettet for smerter, har helt sikkert sat sit spor.
Sådan nogle tunge, afgrundsdybe mareridts-inspirerende nogle. Og de spor er meget effektive ift., at afholde mig fra at opsøge læge; jeg er pissebange for at blive indlagt igen.
 Så ja, ekstremt effektivt, hvis man vil sænke antal af patienter på sit hospital.

Fx. oplevede jeg, at der en eftermiddag, blev sat en vogn frem ude på gangen, med kaffe, frugt og kage. Jeg kunne ikke selv komme ud og tage noget. Men fik fornøjelsen af, at se de andre fik kaffe og kage. Eller at få mitnmedicin serveret, uden drikkelse. Og da jeg bad om et glas, var svaret, at jeg kunne vente til maden alligevel kom. Inden for en halv times tid. Og jeg havde mange, sindssygt mange smerter.

Nå, det gider jeg ikke tale om nu. Indlæggelsen er en historie for sig, som jeg måske en dag, har kræfter til at gå ind i. Nu vil jeg bevare glæden i stedet.

Glæden over en læge, som hurtigt konkluderer;
- Jeg kan se at det er dit venstre ben, for der er betydeligt svunden muskelmasse.
- At du kun kan få benet op i ca. 80 grader er langt fra nok.
- Og at du ikke kan stå på tæer/hæl  - fint, så har jeg hvad jeg behøver for en henvisning.
- Hvis du ikke har hørt fra dem inden for en uge, så skal du ringe derud, og presse dem!

TAK!!

Åh, hvor blev Niels lettet! Jeg ringede straks til ham, og fortalte om det hele. Og jeg kunne både mærke og høre, hvordan al den tilbageholdte bekymring, tab af håb, stress og savnet efter en normal hverdag, sev ud af ham, drev ind gennem telefonerne.

TAK!! Kære store univers, guddommelighed, større bevidsthed, skytsengler, højere selv - hvad det nu end hedder  alt sammen - TAK!!

Nu vil jeg flyde tilbage i mit Kongeskib ('Sover du her,?' spurgte lægen, mens han kiggede rundt på alle faverne; 'hvor er her smukt!' (lægen er det første menneske, der har komplimenteret vores hjem. Men jeg har nu også trang til at skabe lys, farver, bøger, inspiration, buddha´er, billeder, puder og tæpper i stor stil, når jeg er her hele tiden).

Og her ligger jeg allerede i Kongeskibet, og driver afsted med Mac´en. Jeg skal have en lur nu, kræfterne er definitivt brug for i dag.

Tak fordi du læste med:-)