H&M søger seriøst surmulende service-folk.
Jeg vælter mig i pudsige oplevelser med ansatte inden for det man engang kaldte service-fagene..
Bl.a. skrev jeg i går om Danske Bank -(og jo, jeg vil gerne flytte bank!)
Men der er vist ingen der slår H&M (kan I huske dengang det blev kaldt Hø&Møg?)
Forleden var jeg i H&M for at bytte et par jeans, som jeg eftertrykkeligt havde forstået s.l.e.t. ikke faldt i tøsens smag!
Nu skulle jeg finde et par, som dælme ville blive godkendt.
Så jeg tænkte, og kiggede, overvejede og fandt flere, og flere bukser frem.
Lidt af en kraftpræstation at gøre på krykker. Der kommer selvklart ingen og tilbyder hjælp, tværtimod mærker jeg noget surmuleri fra nogle af de unge ekspeditricer, som skal rundt og dimse tøj på bøjler, og stænger, og hvad det nu er de laver.
De var måske irriterede, fordi jeg var i vejen for dem, på de smalle gange, med mine krykker, og flere par bukser slænget over skuldrene, 'krykkende' frem og tilbage, for at finde dét par, som skulle med hjem.
Endelig fandt jeg dem, og krykker op til kassen, hvor der lige før havde været en til at betjene. Nå, men der gik kun små fem minutter, så kom hun da også tilbage.
Den unge ekspeditrice så ingen grund til at smile &/eller kigge på sin kunde. Men det er også standard for H&M, så man vænner sig til det. Ikke?
Så er det jeg kommer i tanke om, det sgu da nok er en forkert størrelse! Ekspeditricen var i fuld gang med at taste og taste og taste.
- Hey, vent lidt! Jeg er usikker på om jeg fik den rigtige størrelse.
Jeg skal lige tjekke et nummer større! forklarer jeg hende.
- Jamen, det kan du ikke.. Jeg er ved at taste ind!...
Hun behøver åbenbart heller ikke skjule hun er irriteret, kan jeg høre!
- Nå. Men jeg skal altså have den rigtige størrelse!
Jeg vælger at være helt uforstående. For hvorfor skulle jeg dog købe den forkerte størrelse nu, for så at gå hen og hente den rigtige størrelse. For så at stille mig i kø igen. Nej vel?
Derfor krykkede jeg mig hen til dér, hvor jeg mente at have fundet den rigtige model. Vupti! Der var et par større. Og så krykke tilbage igen.
(Jeg behøver vist ikke beskrive, at ekspeditricen ikke tilbød, at gå hen og hente et par for mig?)
Så stod hun dér. Ekspeditricen. Seriøst surmulende! Hele hendes kropssprog fortalte mig, hvor irriterende jeg var. Og hvor meget den krop dér, var ved at vende sig væk og skride.
Jeg langer jeans´ne over disken, jeg er træt nu. Og kan ikke rumme smerterne mere. Det er bare for langt ude, at jeg skal mødes med den attitude.
Hun gør så ingen antast til at tage bukserne, for at genoptage sit tasteri. Men står bare og kigger surt ned på disken.
- Hey - kan du ikke hjælpe mig lidt! Jeg ser vredt på hende. Min stemme kan blive ret stram. - Er de her den samme model, eller hvad?!
- Øh, jo.. de er den samme model.. Pippede hun med sin meget tøsede stemme. Og kunne pludselig godt huske, at hun stod der, bag disken, bag kasseapparatet, for at betjene dem der står på den anden side af disken. Dem med dankort i hånden. At det i dag ikke er hende, der shopper.
Hihiihii... Man bliver nødt til at grine af det!
For det ændrer sig nok ikke. Og så må man sige hvad det er, man gerne vil have.
Sådan er det med alt i livet. Ikke at alle man møder, ikke gider være i kontakt med en - eller være hjælpsomme. Men man bliver nødt til at kunne formulere hvad man vil have - hvis man vil ha' en chance for at få det.
Bl.a. skrev jeg i går om Danske Bank -(og jo, jeg vil gerne flytte bank!)
Men der er vist ingen der slår H&M (kan I huske dengang det blev kaldt Hø&Møg?)
Forleden var jeg i H&M for at bytte et par jeans, som jeg eftertrykkeligt havde forstået s.l.e.t. ikke faldt i tøsens smag!
Nu skulle jeg finde et par, som dælme ville blive godkendt.
Så jeg tænkte, og kiggede, overvejede og fandt flere, og flere bukser frem.
Lidt af en kraftpræstation at gøre på krykker. Der kommer selvklart ingen og tilbyder hjælp, tværtimod mærker jeg noget surmuleri fra nogle af de unge ekspeditricer, som skal rundt og dimse tøj på bøjler, og stænger, og hvad det nu er de laver.
De var måske irriterede, fordi jeg var i vejen for dem, på de smalle gange, med mine krykker, og flere par bukser slænget over skuldrene, 'krykkende' frem og tilbage, for at finde dét par, som skulle med hjem.
Endelig fandt jeg dem, og krykker op til kassen, hvor der lige før havde været en til at betjene. Nå, men der gik kun små fem minutter, så kom hun da også tilbage.
Den unge ekspeditrice så ingen grund til at smile &/eller kigge på sin kunde. Men det er også standard for H&M, så man vænner sig til det. Ikke?
Så er det jeg kommer i tanke om, det sgu da nok er en forkert størrelse! Ekspeditricen var i fuld gang med at taste og taste og taste.
- Hey, vent lidt! Jeg er usikker på om jeg fik den rigtige størrelse.
Jeg skal lige tjekke et nummer større! forklarer jeg hende.
- Jamen, det kan du ikke.. Jeg er ved at taste ind!...
Hun behøver åbenbart heller ikke skjule hun er irriteret, kan jeg høre!
- Nå. Men jeg skal altså have den rigtige størrelse!
Jeg vælger at være helt uforstående. For hvorfor skulle jeg dog købe den forkerte størrelse nu, for så at gå hen og hente den rigtige størrelse. For så at stille mig i kø igen. Nej vel?
Derfor krykkede jeg mig hen til dér, hvor jeg mente at have fundet den rigtige model. Vupti! Der var et par større. Og så krykke tilbage igen.
(Jeg behøver vist ikke beskrive, at ekspeditricen ikke tilbød, at gå hen og hente et par for mig?)
Så stod hun dér. Ekspeditricen. Seriøst surmulende! Hele hendes kropssprog fortalte mig, hvor irriterende jeg var. Og hvor meget den krop dér, var ved at vende sig væk og skride.
Jeg langer jeans´ne over disken, jeg er træt nu. Og kan ikke rumme smerterne mere. Det er bare for langt ude, at jeg skal mødes med den attitude.
Hun gør så ingen antast til at tage bukserne, for at genoptage sit tasteri. Men står bare og kigger surt ned på disken.
- Hey - kan du ikke hjælpe mig lidt! Jeg ser vredt på hende. Min stemme kan blive ret stram. - Er de her den samme model, eller hvad?!
- Øh, jo.. de er den samme model.. Pippede hun med sin meget tøsede stemme. Og kunne pludselig godt huske, at hun stod der, bag disken, bag kasseapparatet, for at betjene dem der står på den anden side af disken. Dem med dankort i hånden. At det i dag ikke er hende, der shopper.
Hihiihii... Man bliver nødt til at grine af det!
For det ændrer sig nok ikke. Og så må man sige hvad det er, man gerne vil have.
Sådan er det med alt i livet. Ikke at alle man møder, ikke gider være i kontakt med en - eller være hjælpsomme. Men man bliver nødt til at kunne formulere hvad man vil have - hvis man vil ha' en chance for at få det.
Etiketter: H&M
indsendt af odile @ 08.18
1 kommentarer:
Klokken 19. september 2013 kl. 10.12 ,
Anonym sagde ...
Tak for din historie, der nok desværre ikke er enestående, men snarere den gængse oplevelse, også i H&M...viber flere der oplever dette underlige fænomen med purunge piger der opfører sig, som om, at vinlandet er den rene pest af få ind i deres butik! At de så også tit står med deres iPhone og er på facebook og tjekker mails og bestemt ikke har til hensigt at passe deres job med at servicere os kunder...har oplevet flere stå og TALE højlydt i mobilen, hvor det bestemt IKKE var arbejdsrelaterede, men der imod privat af aller værste skuffe... "Og så sagde jeg også at det gad jeg sgu ikke finde mig i, at jeg bare kunne finde en anden fyr og bla bla...." , mens vi kunder står og venter på at hjælp eller få lov at betale....det er desværre mere og mere det mange oplever i mange slags butikker, hvor man vælger at have billig og for ung arbejdskraft.
Kom lige i tanker om en lignende oplevelse jeg havde en på en spansk ferie ø, hvor vi, da vi kommer ind i en tøjbutik, bliver mødt med SÅ høj popmusik, at det er umuligt at føre en samtale, endsige, høre hvad man selv tænker ! Ekspedienterne var OGSÅ temmelig pur-unge piger, der grotesk nok, selv stod og RÅBTE højt for at tale sammen... Efter 5 minutter går jeg hen og venter høfligt først på, overhovedet at få ØJENKONTAKT med en af de tre unge piger. INGEN af dem gider at tale med mig, endsige vægre mig et blik! Til sidst taler jeg til den der ser ud til at være i nærheden af måske 25 år - men får ingen reaktion, hun opfører sig som om jeg er luft. Hello, må jeg lige spørge om noget? Jeg havde både et spørgsmål til tøjkøbet, jeg var i gang med, og støjproblemret. Langt om længe lykkes det mig at få kontakt til en af de andre piger, som uheldigvis er den aller yngste, ikkemange dage over 16, var hun ikke. Jeg spørger høfligt med et smil på læben, om det er muligt at få skruet ned, da det er ret højt med den agressive pop-musik der drøner ud fra en del højtalere ( ser at flere vender om i døren, fordi musikken er høj) - jeg når akkurat at få sagt ønsket, men bliver i den grad raspet af øjeblikkeligt, af denne lille spanske Madonna, der med kulsorte og arrige øje siger NO, og vender sig om og giver mig sin ryg som yderligere svar ! Lettere rystet står jeg kigger ind i denne 16åriges ryg og ser nu at hende jeg i første omgang ville have spurgt og som så ud som nogenlunde voksen på 25 år, kommer hen til kassen og jeg får endelig kontakt til hende og spørger igen høfligt om der ikke kan skrues en smule ned! NEJ det kan der ikke, fordi sådan er det bare! Var det meget stramme svar fra den ældste af disse spanske ungmøer! Da de også vil have fuld pris for en skadet trøje med HUL i, giver jeg op ! Ufatteligt at det får lov at være sådan, også i udlandet! Men at det er trist udvikling her hjemme, er desværre fakta! :0(
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start