Englekort med styrke

Ude i entreen. Lige ved hoveddøren faktisk, har jeg sat et lille gyldent glasfad med englekort på. De står så man kan tage sig et lige når man kommer ind. Eller inden man går ud.

Nu er der mange meninger om englekort, fra 'Tåbeligt!' til 'Sandfærdige.' Jeg er den eneste i familien der jævnligt vender et kort. Ind i mellem synes ungerne det er sjovt. Tror ikke der endnu har været en gæst, der har vendt et? De plejer i stedet at lægge deres overtøj hen over fadet. Noget som jeg først fandt respektløst. For hvorfor lægge noget tungt oven på noget skrøbeligt? (ikke englekortene! Glasfadet!)

Og da jeg opdagede, at det også er voksne som gør det, at jeg sådan cirka er den eneste (familie inklusiv), der vælger at holde fadet fritstående, valgte jeg at tænke at det sgu er meget sjov symbolik; sådan at dække englene til.

Så behøver jeg heller ikke sige mere om, hvad de betyder for mig. 

O.k. lidt skal jeg alligevel forklare.

Det er ikke sådan noget med, at de skal forudsige dagen for mig eller sådan noget (det kan jeg i øvrigt lige så godt gøre selv, om det var det jeg ville vide). Det er bare et dejligt ord, at bruge som fokus for min dag. Nogle perioder tager jeg et kort flere dage i træk. Andre glemmer jeg dem.

Men bottom line; jeg ta´r et kort, læser ordet. Smager på det, og derefter sætter jeg det fast i den billedramme, der hænger på væggen lige over glasfadet. Så hænger ordet der, fx. inspiration, til jeg skifter det ud med et nyt. 

Hvordan jeg ta´r kortet, har skiftet lidt. P.t. roder jeg rundt med et par fingre, til et af dem tipper dets forside op. Nå, ja, de ligger med bagsiden opad (skulle jeg måske have forklaret fra en start?).

I dag var det kortet 'strenght' der flipped. Jeg havde taget kortet, netop som jeg kom hjem fra en helt umulig genoptrænings-dag.  

- Right! mumlede jeg ud i den tomme entre. De andre var som altid i skole og på arbejde.

Det var bare dagen, hvor jeg følte jeg ikke slog til. Hverken fysisk, mentalt. Eller som mor.

Mor-delen startede i går. For alvor. Drengens klasse skulle vise noget teater, som afslutning på en uges projekt. Jeg kan ikke komme ind og være med - ja, smerterne tillader det ikke. Og Niels har i de tre sidste uger siddet og produceret en plade. Og kan ikke gå fra kunstnerne et par timer, fordi 'min søns klasse skal lave teater!' Altså måtte vi være de forældre, som bare ikke var at se (på).  Det gjorde bare for ondt. Og det sås og hørtes.

Jeg har forsøgt at dulme min dårlige samvittighed med, at det ikke var et teaterstykke som dem han plejer at være med til, hvor de er flere måneder undervejs. Det her var jo bare en uge... 

Virker lige som ikke.

Så genoptræningen. Det gik bare ikke.

Jeg hører ikke længere til hos nogen fysser eller hold, fordi min genoptræningsplan er afsluttet. Den som man får med fra hospitalet. Men da jeg samtidig ikke kan klare mig selv, som man ellers vil gøre (fx. selv optage træning i fitnesscenteret, svømning eller noget), vil fysserne ikke slippe mig. Jeg er derfor sat ind på et hold en dag om ugen, og selvtræner med-mulighed-for-at-hive-fat-i-os-hvis-vi-altså-har-tid! en anden dag om ugen (Og de har ret travlt). Bare til jeg har været på hospitalet OG de har meldt en plan ud. 

Så jeg tumler rundt på min krykker, op og ned ad trapper,  mens de andre suser af sted med et 'ha ´det godt!' på vej ud i det liv, der hele tiden har ligget og ventet på at blive genoptaget.

Jeg føler mig bare til overs og mærkeligt i vejen. Efterladt og uden nok ekspertise til at bære ansvaret for at passe mig selv. Og hospitalet lader i den grad vente på sig. 

Når jeg så krykker rundt, er der en del øvelser jeg ikke kan. Hvordan strækker jeg ben- muskler ud, når jeg ikke kan stå, ligge på knæ, sidde på gulvet, strække benet? Der er også den øvelse, hvor jeg skal løfte benet op. Men benet lader sig ikke løfte. Eller den med at gå ned i knæ? Dur heller ikke.

Simple øvelser, som pludselig er blevet ekstreme smertefulde. Jeg er vant til fra sport, at muskler skal gøre ondt, når man træner. Men finder nu ud af, at nervesmerter ikke er som muskelsmerter. Her skal man med det samme stoppe.

Så alt i alt, så kom jeg så meget til kort i dag!

Jeg ku´ bare ikke samarbejde med kroppen. At jeg så i forvejen følte mig som jordens mest selvoptagne mor, der ikke kunne hive sig selv op til at se sønnens teater fremvisning - det var så lavt. 

Og samtidig blive ignoreret fra hospitalet, hvor jeg blev sendt hjem for over tre måneder siden, nyopereret og et: 'du går herfra uden krykker, dagen efter operationen!' 

Suk.

Så da jeg trak kortet. Strenght! Så var det præcist det jeg vidste, jeg måtte være. Og stadig må være.

Og det eneste jeg ikke følte mig i besiddelse af. Eller føler.

Der er gode dage, og der er dårlige dage, siger vi til hinanden til genoptræning.

Men der er bare dage, hvor det nærmeste jeg kommer på 'strenght', er når det står skrevet på mit englekort. 

Så jeg kan kun sige, at imorgen kommer endnu en dag. Og den kan bringe hvad som helst. Også styrke.