WoW, jeg er en heldig kvinde!

Vågner, uden at vågne helt. Bare der hvor man flyder mellem søvnen og bevidste tilstand. Vil dreje mig om på siden, men ryggen kan ikke. Den føles bred, lammet. Som er min lænd en cementflise; tung og hård. Et lille ryk gør ondt, så jeg må gøre op med mig selv, om det er værd at vende mig over på siden? Eller blive liggende fladt? Jeg skal tisse, men det er umuligt nu. Kan ikke komme op, og ud på toilettet.
Hvor længe kan jeg ligge sådan? Hvad er klokken? Ved det ikke.

Karla har listet sig ind i nat. Husker det godt. Vågner altid lige inden, hun når døren til soveværelset - min underbevidsthed har fulgt hende.
- Kom bare, skat, læg dig her, hviskede jeg og lavede en hule mellem vores dyner.

Hvad tid var hun kommet? Ved det ikke. Men da havde jeg ikke de her smerter.
For satan også, det her føles meget forkert! Jeg kan ikke bevæge mig  - det ligner tiden før indlæggelsen. Eller lige efter.

Der er ingen vej uden om. Jeg skal have hjælp.
- Niels, min stemme er mere end en hvisken. Han skal vækkes. Stakkels mand! Han knokler løs. Halvtredstimers arbejdsuge. Og single-dad ihvert fald rent praktisk. Jeg ved han bliver bekymret over, at blive vækket. Det er længe siden jeg har gjort det.
- Ja. Han er vågen. Gør ham sit bedste for ikke at lyde irritabel?
- Jeg må have noget medicin!
- O.k., hvad skal du have? Nu er han helt vågen. Ingen irritation. Bare den stemme som han har, når han vil hjælpe så godt han kan.
- Bare et par Dolol´er. Ligger ude på badeværelset. På der, det glas..den der..hylde..Glashylden!
- Har du vand?
- Nej.. siger jeg trist, ked af at han skal hele vejen ud i køkkenet. Hvorfor havde jeg ikke et glas vand klar? Eller bare et glas? Han er gået. Nåede ikke at sige, jeg har brug for et sugerør også. Kan ikke løfte mig op for at drikke. Nå, det går nok. Liggende, behøver ikke så meget. Dolol´er er glatte små kapsler. Han behøver ikke vide det. Blive mere bekymret.

I samme nu ringer Niels´ iPhone. Vækning.  Ah, så det er morgen. O.k., TAK!
Så kan jeg droppe noget af skylden - han skulle alligevel op.

Karla vågner også. Hun ligger med sin kind på min overarm.
- Din hud er så blød, mor. Den er som en pude.
For et kort øjeblik er det ingen smerter; kun Karla og mig. Og hendes ord som varm chokolade, der smelter flødeskummet. Um. Tak! Livet er så givende!

 - Karla-skat, når du kommer ud fra toilettet, kan du så tage mine krykker til mig? råber jeg inde fra sengen. Lukas er også stået op og gået i bad. Niels er ude at gå med Gandhi.
Jeg ligger og afventer lettelsen bliver stor nok til, at jeg kan komme op på krykkerne, ud i køkkenet, for at tage min morgen portion af diverse smerte-killers. Så skal det nok gå.
Mon jeg kan klare træningen i dag? Skal af sted! Det er måske præcis dagens træning, der holder mig oppe af sengen!

Karla er der, som den mest trænede sygeplejerske. Det både uendeligt rørende at se hendes kærlighed. Som det er skærende, at vores børn er vænnet til, at hjælpe deres syge mor.

Oppe fra badet vil Lukas gerne have den faste tjans, at tænde stearinlysene hver morgen. Og aften.
Karla har nemlig opgaven, at få friske blomster med hjem en eller to gange om ugen.
De elsker at ku´ give mig det, som gør det smukt for mig at være her, i Kongeskibet. Er det ikke fantastisk? Så smukke egenskaber de har!

Jeg er en uendelig heldig kvinde. Omgivet af kærlighed fra manden i mit liv. Og fra vores to smukke og kloge børn. Nå ja, og min evige tro beskytter, Gandhi-hunden.

Jeg er i sandhed givet meget. Utroligt meget. Og det skal værdsættes og takkes for hver dag.

Begrænser mit udsyn, for at skærpe mit syn ind

O.k. jeg holder stille, og lader alle andre kloge mennesker om, at styre verden i den kommende tid.

De må gerne bekymre sig om finanskriser her eller der. Krige der skal vindes af nogen. Tabes af andre.
Snefnug der var set faldet på Esbjerg Havn. Politiske diskussioner, der frembrøles af de samme politiker; de skifter bare kulør fra tid til anden. Moden skal dyrkes for svimlende kvinder. Og summer. Jobs der ikke kan findes, og ledige der skal forstå, de er nogle sjufter. Royale besøg sder får folk til at juble, andre til at græmmes. Folk der skal grines af, sværtes til og få os til at være glade for, vi ikke er dem.

Der er så meget der skal passe ude i verden. En evindelig strøm uden pauser. Eller retning.
Så meget at frygte, og være bekymret over. Så meget at vi glemmer os selv. Mister grebet om vores inderste kerne, og halser væk uden at opdage det. Til en dag, hvor vi ikke længere er, hvor alt er stille. Og det var så det.

Jeg har fået en chance. Igen. Livet har givet mig flere af dem. Så heldig jeg er! Jeg er her i mit Kongeskib, ude af stand til at forlade mit hjem. Gå ud og fortsætte det liv, jeg før pulserede rundt i.
Bang! Stoppet.

Ligegyldigt hvor mange smerter jeg har. Eller hvor lidt jeg kan. Så er det mit valg , om jeg ser mulighederne her hvor jeg er. Nu.

Hvor jeg skal hen, ved jeg ikke. Men livet bliver aldrig som det var før, uanset det var godt.
Nu er en ny tid, en ny begyndelse. Jeg skal lære noget af at være strandet her, og jeg finder læren, meningen på et tidspunkt.

Det eneste jeg ved, det er at min spirituelle bevidsthed, styrkes hvert øjeblik. Og det er kun i den særlige stilhed, dér hvor man er koblet sammen med sin højere bevidsthed, at jeg kan søge hen. For at blive ledt videre på mit nye spor.

Og mens de kloge mennesker, tager sig af verdens bekymringer, farer og trusler, vil jeg læne mig tilbage her i Kongeskibet og se 'Fame'. Drikke kaffe. Sove. Meditere. Skype. Heale.

Og glæde mig over jeres kommentarer. Indspark ifa. tanker, følelser, meninger, erfaringer. Og alt muligt :-)

Når et hippiehjerte gøres ondt.

Jeg er sådan en, med et hippiehjerte. Det kan flyde over på vegne af andre. Og det dunker faretruende. Hurtigt & højt, når jeg hører og ser, børn & kvinder blive mishandlet/-brugt/solgt/voldet. For hvad er mere umenneskeliggørende? Jeg har aldrig forstået hvorfor det at være kvinde eller pige, ja bare at være et barn. At det skulle give en mindre ret til end mænd.
Så jeg er blevet kendt for at være 'Odile; hende med omsorg & vilje'.

Jeg tror nogen gange folk tror, at sådan en som mig, ikke har et ego. Eller en egen-beskyttelse mekanisme, der hele tiden er aktiveret. Men selvfølgelig har jeg det! Jeg er kunstner, og mit ego er som alle andre kunstneres.

Det hænder at folk misbruger den tillid, jeg viser dem. Og efteråret og vinteren i år, ja under hele mit sygdomsforløb, har jeg oplevet at blive taget ved næsen i en grad, der smager så meget af selvtilstrækkelighed, narcissisme, borderline-struktur og måske endog psykopati.  Af tre forskellige kvinder. At jeg bare har fået nok!
Fx hende som jeg hjælper med kontakt til en psykolog, ifm. hun skal i retten. Kampen står om at få sin datter væk fra en meget psykopatisk mand. Manden kender jeg desværre kun alt for indgående.
Psykologen skal lave en udtalelse til brug i retten. Den kommer til at koste 4200 kr.
 Ad mærkelig omveje er det blevet til, at betalingen af psykologen, tilfalder mig. Min x-veninde formulerer det klart; 'det er ikke mit ansvar!'

Jeg har rykket hende flere gange i løbet af efteråret. Men hun har været overordentlig tavs.
Da jeg ryger i operation & siden har ligget her i Kongeskibet (dvs. siden midt oktober), har jeg ingen kræfter til andet end at forsøge at blive rask.

Men uanset om jeg har kræfter eller ej, så er der en verden uden for Kongeskibet, som kræver mig.
Regningen er d.d. ENDNU ikke betalt! WOW!

Konfronteret med min vrede (og jo den er også stor!), reagerer min x-veninde med, at jeg er syg i hovedet. & jeg bliver chikaneret af hende og en veninde de næste par dage. Både offentligt og pr tlf.
Det bliver psykologen jo ligesom ikke betalt af, vel?

I går fik jeg seneste nyt; moderen er nu den, der taler med psykologen.
Hun fortæller at hendes (ca. 35 årige) datter, kun kan afdrage med 50 kr pr mdr. (!!!!)
Selvom psykologen ikke har tilbudt afdragsordning!
At moderen vil betale 2000 kr. pr. 18.1.12.
Og om de ikke bare kunne glemme de sidste 2200 kr? (!!!!!)
WOW! Jeg tror slet ikke jeg behøver sige mere. 

Men når alt kommer til alt - så er der stadig en lille pige på 8 år. Hvis far er ekstrem voldelig og psykopatisk. Og hvis mor er, ja... hende har jeg lige fortalt lidt om.
Det er tydeligt, hvem der er taberen i det her. Og det er det værste, og det som gør mest ondt. At skulle vende den tøs ryggen. Og ikke have været i stand til at hjælpe hende overhovedet!

Nok om hende!

Så den næste:
Jeg har i går måtte træffe en meget ubehagelig beslutning. Ekskludere et menneske fra en organisation. Lidt af det samme tema. At mens jeg har været syg, ude af stand til at være en del af livet uden for Kongeskibet, har vedkommende forsøgt, via manipulation & bagtalen, pressen på de andre medlemmer, at ændre organisationen i en retning, jeg slet ikke kan være med til. Heller ikke hun, har  villet svare mig, når jeg har kontaktet hende. Ikke engang gidet sige ja/nej til at komme til næste møde. Så alt hvad jeg hører, er fortrolige/ andre. Og kan bare ligge her og se, hvordan det hele er ved at splittes ad.

Den sidste:
Og et par måneder tilbage, udtrykte jeg min skuffelse over en tæt veninde, som ikke valgte at bruge tid til bare superkort, at besøge mig på hospitalet. Da jeg virkelig havde brug for hende. Da jeg så valgte at fortælle, at det gjorde mig så ked, blev jeg fyret! WOW!!! Jeg blev lige dér mindet om min veninde da jeg var 6 år, som truede med at smide vores veninde ring væk!

Voldsomme dramatiske tre måneder, mens jeg har ligget med de største smerter, nogen sinde.
Og jeg har ikke villet holde kæft, men udtrykt det jeg var fyldt op af.
Med det resultat, at der har været skrigen, råben, smadren, sværten til, dæmonisering i svimlende mængder.

Det kan godt gøre mig trist.

Alligevel bliver jeg nødt til at tænke positivt. Lære. Forstå. Acceptere.

Så for nu, opfatter jeg det som en tid, hvor jeg, uanset hvor mange lammetæv der tildeles mig - om det så sker i det offentlige rum - så må jeg fastholde mig selv!Være mig, skrælle fra, smide ud. Være ærlig og aldrig give op.

Jeg tænker, at for at få plads til det jeg/man drømmer om, bliver jeg/man nødt til at smide ud af det, som ikke fungerer. Eller ikke bliver brugt.

Derfor ønsker jeg mig nogle skønne veninder.
Som vil være ærlige og kærlige. Tør udvikles og konfronteres sammen med mig.

Alt andet er so last year!!