Happy New Year, Happy New Year!

Nå, så er det man står her på den sidste dag i 2011, og kigger tilbage og lidt frem.
Hm. Ja, okay det kan jo være både en storslået, som en nedslående oplevelse:-)

Jeg vælger så, at tage de store, smukke highligts - dem der sætter spor, og dem som jeg skal lære af. Blive større af, klogere af, bedre af.
Måske bare blive mere mig selv af, egentlig.

Det bliver et hop ind i det nye år på bare tæer, og et hop med krykker, 'rent fysisk sagt', for mit vedkommende. Men det er også lige meget.
Jeg kan huske, da jeg hoppede ind i 2000. Da havde jeg tømt ca. en falske Stolichnaya (noget som jeg drak meget dengang), og med tynde ben på høje stilletter indtog jeg det årtusind, uvidende om, at jeg bar på min søn.
Dét år, ændrede alt! Mit liv vendte sig.

Så nu her 11 år efter, er det igen en ny lære, af de store jeg står med. Og jeg elsker det! Nu hvor børnene bliver store, er det igen tid for mig, til at kigge indad, for at leve det ud ad.

Jeg har fået tilbudt at blive tattoveret her i eftermiddag - min drømme fugl Fønix. Da jeg ringede til ham for to dage siden, lød det som en umulig opgave, at få lagt en tusch ind 31.12. Men så åbnede hans dag sig, og jeg fik plads!

Vi får altid - ALTID - det vi beder om! Uanset om vi beder om noget godt, eller noget skidt. Men det sker. Og jeg oplever det igen & igen. Det gør vi alle. De er bare ikke altid, vi er bevidste om det.

Så mit nytårsforsæt, men også råd til alle (som evt. skulle ønske sig et) det er; ønsk dig det smukkeste år nogensinde! Ønsk dig alt det vildeste, du drømmer om!
Ønsk, at du skal få det bedste, uanset hvor umuligt det må se ud lige nu!
Ønsk det! Det er med garanti din største chance for, at få præcist det bedste år! Og det bedste i dit liv!
Altid at ønske og forestille dig, det ultimative bedste for dig selv.

Og når det vi ønsker kommer, er det ikke altid det først kommer i den form, vi troede det ville. Så vent og se. For det kommer! Det du allermest ønsker, af fuldt hjerte.
Det sker hele tiden. For mig. Og for dig.

Vi ses i 2012! Kære smukke mennesker - tak for i år! Jeg glæder mig til det næste!
Big love.

Meditation

Laver nogle fantastiske & stærke meditationer i disse dage.

Jeg har meget længe vidst, at jeg var nødt til at meditere dagligt, for at holde fast i mig selv.
Og lige så længe, har jeg undladt at gøre det.
Hvorfor? Almindeligt sjuskeri ift. at udvise omsorg for mig selv.

Men her hvor jeg er i mit liv, her hvor jeg ikke kan rejse mig, og hurtigt gå ud af døren, har min hjerne mere end nogensinde før, brug for at udfordres.
Jeg står et sted i mit liv, hvor jeg aldrig før har stået. Dog har jeg nok ofte drømt om, at turde stå her.

Ved sgu ikke om jeg tør stå her nu, men jeg gør det.
Og meditationerne hjælper mig til at rumme. Mig selv. Min situation. Mine drømme. Og min fremtid.

Det er svært at vente, og slippe kontrollen. Men jeg bliver ikke rask, før jeg giver slip. Helt slip, også på den sidste lille del, som jeg endnu holder på.
Og jeg kommer ikke derhen hvor jeg vil, førend jeg har helt tomme hænder.

Så når i morgen kommer, laver jeg endnu en meditation. Og i overmorgen. Og dagen efter.

Efter juleaften

Det var en fin aften, juleaften dér.

Med store følelser, der skulle rummes i os alle, for sådan er livet i en familie, som vores, hvor temperamenterne er farverige, og følsomheden er stor.
Alt fandt deres leje, julefreden sænkede sig, og manden og jeg måtte sande, at vi igen i år, havde givet vores børn i overflod. De jublede i overraskelse, og dagen i går er gået med, at de undersøger, leger, prøver og tilpasser alt det nye.

Jeg kunne være med hele juleaften. Med bare tæer, da jeg (endnu) ikke kan have sko på;) Og det var en gave! For jeg havde ikke troet jeg var stærk nok!
I dag er jeg så på to krykker igen, men helt ærligt, det var så meget det værd! :-)

De næste par dage, går med mere julebord, et guldbryllup og Frede Fup koncerten i morgen aften. Ungerne skal til rock´roll med deres faster og onkel, så de kan nyde deres far på job.

Jeg bliver hjemme, for at give min krop fred. Den har tjent  mig altid & jeg er kun taksam over, at jeg stadig har en krop, der bærer mig rundt. Så den skal have noget hvile, så den kan styrkes.
Der skal være mange julestunder, der skal fejres endnu! Og til næste år bliver det ikke på bare tæer igen - men på stilletter igen!

Jeg håber også I alle har haft en dejlig juleaften. Nydt den og gjort den til jeres. Vidst at julen er favnrig, og ikke kun skal op- & udleves på een måde.
Lige som vores liv er favnrige, og kan op- & udleves på alle mulige tænkelige måder.

Glædelig jul!

Juledag

Så mærkeligt, hvad der er hændt i nat, mens jeg sov. Forstår det ikke, men jeg er vågnet op med (og til!) et varmt, bankende julehjerte inden i mig!

Så blev det jul. Endelig!

Endelig blev børnenes mor juleglad, og så er alt andet ophævet. Juleaften er magisk, og sætter tiden i stå i børnenes sind.
I dag og i aften, der bader vi os i lysene og duftene, og fokuserer på glæden.

Der er masser at være ked af, have ondt af. Men det er også o.k., at sætte det hele på pause, og nyde en aften, lande i fred, og med de mennesker, man er sammen med. Sætte alt i stå.
Lade tab være tab, savn være savn, fortid og hårde ord får lov at slippes fra bevidstheden. Og være her nu.

Jeg ønsker mig til jul, at leve i nuet. Så smerten fra fortiden slipper mig, og bekymringen for fremtiden ikke eksisterer. Hvilket menneske ville jeg ikke være så?! Hvilken åbenhed og livsglæde. Tænk en verden sådan - wow!
Dét er dét, livet og mennesket handler om.

Glædelig jul, alle! Jeg glæder mig til at høre fra jer. Pas på jer og hinanden i aften ♥

Julen

OMG! Det er JULEAFTEN (!) imorgen..jo. Puha, det er det bare slet ikke i min tidszone!!

Jo, jo, gaverne er da købt (via internettet). Og vi er dejligt inviterede til blot at sætte os ved et overdådigt veldækket julebord, hvorfra vi kan stråle os i lyset fra et stort, smukt juletræ.

Alligevel har jeg det som om, jeg slet ikke er dér. Endnu.
At jeg ikke har været med i december! Ikke fået julehygget, eller spist risengrød. Måske er det fordi jeg ikke har kunnet deltage i juletam-tam ift med ungernes dagligdag, kunnet bage eller lave konfekt. Sende julekort som jeg plejer. Jeg ved det ikke, jeg er bare ikke med. Måske mangler der bare den vanlige stressen-rundt-for-at-nå- det-hele, for at komme i stemning?

Men no matter what, så skal jeg dælendylme skynde mig, at være juleglad i morgen, for det har ungerne brug for.
Og jeg skal spise, selvom jeg ingen appetit har.
Jeg ved, at meget vil gøre mig glad i morgen; se børnenes spænding, se mine kære nyde den gode mad, ungerne være utålmodige og endelige åbne alle gaverne. Og lade roen sive ind med kaffen, når alle gaverne er åbenbaret.

Måske er det bare en særlig jul i år, ligesom det har været et særligt efterår. Og nogle gange må jeg acceptere, at livet ikke altid gør, som jeg troede det ville. Og hvem ved, måske bliver det faktisk meget bedre?

Jeg håber I alle får en dejlig jul. Husk jul kan aldrig bare udtrykkes i een form. Der er et hav af gode måder, at være i juletiden på. Og i stedet for, at vi lader os tynge af sorg eller smerte, så kan vi hjælpe os selv ved at glædes over det, som rent faktisk er, det som eksisterer lige nu. Lige her.

(Og netop som jeg sidder og skriver denne status, ringer det på døren - en smuk julebuket venter mig der! Sikke rørt jeg blev, sikke en overraskelse! Så blev jeg juleglad!)

Nye vaner

Jeg har båret på, så meget gennem livet. Når jeg har troet, at nu var mine hænder fulde, så kom blot endnu mere på.

Men pludselig en dag, så bøjede jeg mig ned, og lagde det hele på jorden. Som det mest selvfølgelige!
Så indlysende blev det med eet, at det slet ikke var nødvendigt, at jeg fortsat bar på fortidens forbrydelser!

I alle årene troede jeg, at der var en eller anden slags mening i eller med, at når man oplevede noget slemt, så ville det præge én lang tid efter.
Eller når mennesker lider rundt i verden, kan jeg ikke tillade mig at nyde.
Eller rigdom er forbudt, for tænk på dem som intet har. Eller at dyrke mine talenter, er for egoistisk (for en mor). Eller dårlig samvittighed var et udtryk for ansvarlighed.

Pludselig indså jeg; hvorfor tale om det, som får mennesket til at få det dårligt? Hvorfor ikke finde glæden og lade den heale et menneske op? 
Og hvorfor ikke nyde livets overflod, uanset hvordan andre lever?
Og jeg kan vælge at tænke penge er energi, og i stedet lade dem cirkulere frit.
Den dårlige samvittighed tynger og hjælper ingen. Ditto med Janteloven.


Vi er opvokset med en tradition for, at blive i mørket, frem for at stille os i lyset. Og det tager tid at bryde sine vaner og beliefs. Nogle siger det tager 6 uger at bryde en vane. Jeg ved det ikke - men jeg prøver hver dag, at gøre op med hvad vores kultur har opdraget os til.
For det gir ingen mening, at bruge sit liv på at være skræmt over finanskrise, om børnene spiser sukker, om der nu også er nok chefstillinger tilbage eller popscener at fyre den af på. Om røven er blevet for stor eller lille, om vi får hvid jul. Hvad skal det blive til med de unge og deres drikkeri? Og hvad nu med den regering?

Nogle gange (og de nogle gange skal blive til mange nogle gange, flere end mange nogle gange) skal man bare stå stille trække sit vejr og vide; 'ah, jeg er i live!'

Lys

Uanset om du selv kan se dit eget lys eller tør tro på dets eksistens,
så ses det altid ude fra.
Det er det måske mest berigende ved lyset. Det skinner, uanset hvad du tror eller ved. Om verden, dig selv og andre.

Det er et valg du gør; at erkende lyset eller ej.
Uanset om du tror på, at vi har et eneste liv eller det uendelige liv, så har du eneretten til, at styre dine egne tanker.

Du kan træne dig mere og mere bevidst om dine tankers lys eller mørke,
og vælge dem du ønsker.
Begynde at tro på dit eget indre lys.
Give det lov til at være.
Give dig selv lov til at være -  i lyset.

Drømme er virkelighed.

Jeg vil drømme i dag.
Dagdrømme som jeg altid har gjort siden barnsben.

Dengang jeg var barn, kunne jeg drømme mig langt væk fra det helvede, jeg var i dengang.
Jeg var mange fantastiske steder. Og jeg vidste godt, at det var en fejl, at jeg skulle vokse op blandt de mennesker, som kaldte sig for min familie. At en dag ville min rigtige mor & far komme og hente mig.

Det gjorde de ikke, men det afholdt mig ikke fra at vide, at jeg var passet på af en engel. Og hun er her stadig

Bøgerne blev også mit get-away. Jeg åd bøger, og vidste, at når jeg blev voksen, skulle jeg selv skrive bøger.
Mine drømme har altid ført mig derhen, hvor jeg skal være i mit liv.

Det vil de gøre til min tid er slut.
Jeg har meget at nå endnu. Så jeg bruger dagen i dag - måske også imorgen og mange flere - til at drømme om det hele.

Forskellen på dengang og nu, er mange. Væsentligst er nok, at jeg i dag er så taksam for alt det jeg har opnået, og er blevet givet.

Husk at drømme! Og tro på dine drømme. Altid! Ligegyldigt hvad andre mener!
Drømmene er dine. Dem du sandt tror på, de bliver virkelige.
Jo stærkere du kan mærke dem, jo hurtigere går det med, at de virkeliggøres.

Det er forståeligt med bekymring. Men vær sød ikke at have medlidenhed, tak ;-)

Kære alle.

I må ikke have ondt af mig. Altså, det kan jeg jo ikke bestemme, men jeg ønsker ikke, at I skal tænke det er synd for mig :)

Jeg synes ikke det er synd! Jeg ved, at alt hænger sammen, alt har en mening. Og jeg ved, at jeg selvfølgelig kommer ud på den anden side af det her.

Og den anden side, er mig i en meget stærkere, sundere, levende, og fuldt- ud-værende-det-menneske-jeg-er.
Jeg bryder fysisk sammen, for at bryde ud, og ind til mig selv.

Selvfølgelig kan der ikke undgås kompromisser, men jeg vil leve som den spirituelle Odile jeg er, hvor spiritualiteten altid vil strømme tydeligt frem, i ALT, hvad jeg gør.

Som en understregning af meningen med alt, blev jeg opsagt fra mit praksis lejemål forleden. Jeg har ikke længere en fysisk praksis, at udøve terapi i. Og det hænger fint sammen med, at jeg ændrer min måde, at arbejde på fremover.

Hvad jeg skal lave, hvordan helt konkret, er endnu ikke fastlagt, ud over de aftaler, jeg allerede har indgået.

Men det bliver spændende, og jeg glæder mig!

Så i denne tid gør jeg mig klar.
Min genoptræning- uh, jeg elsker at mærke min krop. Og gu´ bliver jeg fortvivlet, når jeg ikke kan løfte mit ben. Men det betyder jo ikke, at jeg måske kan gøre det imorgen, vel?

Jeg er glad for, at dele min proces med jer herinde, som læser med.
Og jeg håber, I vil fortsætte med at følge mig, kommenterer og tænke højt.
Og at vi også ses på den anden side:-)

Bare til jeg kan gå igen.....

Efter flere uger med genoptræning one2one med fysioterapeut, er jeg nu startet på et ryghold. Det er rigtigt fedt!

Selvom der er øvelser, hvor jeg slet ikke kan løfte mit ben.
Nerven nægter at snakke med - jeg taler til en dør. En lukket en.

Jeg elsker at træne, også selvom jeg ikke kan bygge muskler op i mit understel.

Til gengæld er jeg så stærk i mit korset, at de andre ikke kan følge med på mit niveau. Så jeg træner hårdt med de dele af min krop, som stadig fungerer. Det gi´r iltning og endorfiner - og helbreder min krop, som helhed.
Fysioterapeuterne må igen sige, at de ikke er vant til sådan nogle som mig.

For lige så stærk jeg er, lige så lidt kan jeg, ift. andre på et ryghold.
De kan sidde på en stol og modtage undervisning i 45 min.
De kan cykle. Køre bil. Tage en bus. Gå.
Jeg er den eneste, som transporteres med handicapbus.

De smertestiller sig med Panodil eller Ipren. Jeg har fast depotmorfin, epilepsimedicin og løs morfin efter behov. Udover Panodiler og Iprener.

Så når man er, sådan en som mig, så atypisk, så kan folk have svært ved at tro, at jeg nu også har så ondt. Eller er så skadet på nerven.

Jeg har en enorm høj smertetærskel pga. de ting jeg har måtte overleve og ligge bag mig. Og min ryg blev ødelagt, da jeg var en lille pige.
Men det kan systemet ikke forstå.

Så en stor del af min helbredelse er, at kæmpe for at blive set.

Min mand synes det er uretfærdigt jeg skal have så stor smerte og være så handicappet (pt!), i forhold til de andre på holdet. Kan godt forstå det må være svært at se på - være magtesløs over for.
Men jeg sir, 'det er o.k. - for jeg har jo bedt om det. Ellers var jeg ikke her. Så lad os fokusere på, hvad jeg skal lære af det? Og hvordan jeg bliver rask!'

For selv om jeg er stærk, har jeg også brug for hjælp. Måske er den hjælp jeg har brug for anderledes, end de flestes. Derfor må jeg tydeliggøre, hvad mit behov er.
Så systemet bliver bedre til at rumme 'sådan nogen som mig':-)

For jeg har brug for professionelle til at stå omkring mig, til jeg selv kan gå igen.

Lotus

'En blomstrende lotus opfordrer dig til at åbne dit hjerte og sind og huske at hver øjeblik rummer en ny begyndelse. Den symboliserer dit uendelige potentiale og minder os om, at alle mennesker rummer en hellig kerne. Hvert blad er skabt i hånden og hver enkel blomst er derved unik.'

Sådan står der, om den smukkeste ring, jeg netop har bestilt. Den ring symboliserer så meget af den lære, jeg pt gennemgår. Og jeg vil elske, at se på den. Røre den. Nyde den. Lade mig hjernevaske af dens positive mantra:-)

Jeg gider ikke længere tænkte negativt, tungt og afvisende. Men vil åbne mig, mere og mere. For al den overflod universet består af.

Hvorfor spilde sit liv med at tro det værste og forvente det værste?
Hvorfor ikke tro det bedste og forvente det bedste?
Vide man gør sit bedste, og er den bedste?
Elske sig selv, for at være præcist dén, man er.
Jeg vil gerne lære det.

Og det er ikke læren om at være narcissist, jeg taler om.
Det er læren om at elske alt hvad der er skabt.

Lotus ringen

Har købt det smukkeste smykke. Til min pegefinger. Til at minde mig om det, jeg så gerne vil lære. Og som jeg øver mig i.
Falder i. Rejser mig igen.

Min bankdame vil ikke synes det er en god ide.
Men så minder jeg hende bare om, at de alle sir: -Danskerne skal sætte forbruget op! NU!

Eller også sir jeg; - Ja, men du må nok kunne forstå, at du og jeg, vi lever i hver vores tids sfære. Ja, dimension! Det skal nok gå:-)

Og jeg vandt en 698 kroners-parfume i en advents-lodtrækning.

Da jeg jeg satte mit lod i spil, tænkte jeg:- Kære Univers! Så er det nu, det skal bevises, at alt hvad vi beder om, det får vi.
Jeg vil have den parfume, jeg vil vinde 1. præmien.
Fordi det skal være tegnet til mig om, at jeg er præcis på rette spor!

Så hvordan kan jeg andet end være taksam! ♥

Kropsudsmykning.

Siden jeg var i midt tyverne, har jeg fået lavet en tattoo, for hver vigtig/stor beslutning eller ny lære i mit liv.

Min første blev det kinesiske tegn for sol. At den altid står op igen, selv den går ned. Det var efter at have klaret den første alvorlige sygdom i mit liv.

Senere kom det kinesiske tegn for kærlighed, efter at have været voldtaget for mange gange. Til reminder af, at der altid findes kærlighed.

Så kom mit kinesiske tegn for blod på håndledet; at i blodet flyder livet. Og at jeg ikke måtte tage det.

I forsøg på at holde mig på rette vej, fik jeg under min venstre fod, tegnet for Tao (som betyder vej).

Mens jeg var indlagt på lukket psyk., 'kom jeg til' at skære i mig, fordi jeg havde glemt mig selv. Derfor måtte jeg have en stor skorpion på andet håndled. Til at skjule arrene og til at minde mig om, hvem jeg er.

Efter en hjerneoperation, kom min datter til.
Og nogle år efter kom der, længere op ad underarmen, et yin/yang tegn med børnenes forbogstaver i. 

For et par år siden, begyndte jeg at generhverve min spirituelle forbindelse. Og den Røde Engel er klistrer på min underarm, over skorpionen. Den engel, jeg som barn, brugte som min beskyttelse. Hvordan kunne jeg glemme hun stadig passede på mig?
Englen fik jeg i julegave for et par år siden af børnene.

Og nu er tiden inde igen. Mit fysiske sammenbrud, og gennembrud til en anden måde at leve på fremover, skal fejres med en ny tusch.
Denne gang er det Fugl Fønix, i dominerende rødt  & orange ild. Den skal pryde min underarm, den modsatte side af englen.

Og jeg glæder mig, hysterisk!

Fugl Fønix bliver også en juletattoo. Tattovøren som skal lave den er 'tilfældigvis' hjemme i DK nu, hvor jeg har brug for ham.

Life er sødt, og jeg elsker at læse det via min kropsudsmykning.

Adventsmorgen

Vågner op til unger, der jubler over advents -& kalendergave.

En mail i indbakke, om at leve med spiritualitet.
En anden mail om at leve med en krop, der smerter, og lade ens hjerte styre uden om, hvad lægerne siger. Tak I kære kvinder, som lagde kloge ord i min indbakke! ♥

Her er også en legesyg (60 kg) hund & julemusik for fuld drøn.
Morfinen gør sit, jeg gør mig, så der findes en vej uden om smerterne. Om lidt.

Kaffen er mørk og varm, manden laver sin kop nu.

I morgen er der træning igen. Men i dag, bare lige i dag, holder vi fri.
Fra det hele. Jeg gider ikke være bekymret. Bekymringer gør alligevel ikke at jeg undviger dét, jeg bekymres over. Tværtom.

Her kommer gæster hele dagen, det er rart. Og jeg kan ligge/tusse rundt i med mit usminkede ansigt og i min One Piece, og stadig være pakket ind i kærlighed.

Med kræfter

I går havde jeg, den der tyngde liggende over min krop fra morgenstunden af, og vidste jo, at kroppen ikke ville slippe den.


Så jeg tog stille af sted til genoptræningen, og gik forsigtigt fra den ene maskine til den anden.


Det var ikke en træningsdag i går, og fysioterapeuten sagde; 'Det skal du ikke lade dig slå ud af!'


Ude i omklædningen mødte jeg en kvinde på min egen alder, tror jeg.
Hun var opereret samme sted i ryggen som jeg, bare kun for 14 dage siden. Hun gik rundt uden krykker! Kunne samle sko op fra gulvet!
Og jeg sidder her, 1 1/2 mdr efter operationen, og kan endnu ikke komme uden for huset. Mit hovedmåltid består af morfin og epilepsimedicin og de bedste dage er dem, hvor jeg går næsten en hel dag, og kun har brugt den ene krykke.


Well, jeg tog hjem med handicap-transporten, tvang mig selv til at være stolt og tilfreds. I bussen foreslog chaufføren og en af de ældre damer - nej, de insisterede faktisk på -  at jeg skulle få mig en rollator, for at komme uden for hjemmet.
Hvor er det syret! At opleve det! Jeg er 44!


Hjemme igen er jeg Odilemor, og ungerne roser mig, hvis jeg går med oprejst ryg. 
- Hey, mor, nu går du med ret ryg! Det har du ikke gjort længe!
Og jeg føler mig næsten normal igen.


Så kom beskeden om Niels, der tog sit liv. Og jeg tog en tur ned i sorgen.


Så selvoptaget det er, at blive så ked. Prøv at tænk, hvor frygteligt han havde det, siden han ikke ville leve længere. Jeg var et lys for ham, men ikke stærkt nok til, at han kunne holde sig varm.


Min ryg blev ødelagt som barn. Ligesom så mange andre skader fra dengang. Og jeg har måtte fikse dem, one by one, i mit voksne liv. Nogle gange kan man bare komme dertil, hvor man ikke har kræfter til at fikse mere. Som Niels.


I dag er jeg atter stået op.
Og i dag vil jeg bede min mand køre mig til Arken. Derude er Andy Warhol. Jeg har aldrig mødt ham. Men det vil jeg i dag.
Om det så kun bliver en halv time, kroppen kan klare. Inden det er for sent. Det skal gøres, mens vi kan.
Når kræfterne endnu er unge.

Selvom det er et gensyn, ta´r det lige tid at forstå.

Igen i dag, har jeg fået besked om et menneske, som valgte at tage sit eget liv.
Det er altid så svært at rumme. Og nok alligevel ikke så svært at forstå.

Jeg har kendt mange mennesker med liv, heller ikke andre kunne rumme, at kende til.
Og mange gange, har de sagt til mig, hvor godt det er, at jeg fortæller om mig selv, mit liv. Og bringer håb.

En dag som i dag, så føler jeg ikke jeg har bragt håb. I hvert fald ikke nok. Der findes liv, som ingen af os vil leve i. Nogle af os gør det alligevel.
Jeg ved ikke hvad forskellen er.

Eller jo, det tror jeg at jeg gør. Jeg er heldig at kunne se, høre og mærke min engel. Altid kunnet. Siden jeg var barn. Stadig som voksen.

Det tror jeg ikke, han kunne.
Eller de andre kære jeg mødte hen ad vejen. Derfor døde de.

Så nu, hvor det er tid til at tænde lys, så tænder jeg i aften for dig, Niels. Jeg håber at mit lys denne gang, kan følge dig længe nok på vej, til at du føler dig i sikkerhed.

RIP. Og kom godt igen. Vi ses på den anden side. ♥

Kroppens nej.

Jeg har hele mit liv, indtil 29. september i år, trynet, knægtet og forventet at min krop, skulle følge alle mine luner. Den har strukket og bøjet sig, været brændt & isnet, blevet trænet med vægte flere kilo højere end dens egen vægt. Været udhungret til skelettet trådte frem med al tydelighed.

Den har været overdoseret flere gange, og vækket sig selv fra de døde. Hjernen har været blottet af kirurgens kniv. Den modtager morfin og slipper morfinen igen, uden at kny.

Børn er kommet ud af dens arne. Andre børn måtte dø, inden de voksede sig stærke nok, til at klare en fødsel.

Så mange hænder har berørt den. Med kærlighed. Med ondskab.

I dag skulle jeg til genoptræning. Det ville den ikke. Den ville bare ikke! Engang var der ikke noget der hed: Det vil jeg ikke! Så lagde jeg bare mere vægt på.

Men denne gang si´r den nej! Så (selv) jeg kan godt forstå.
Den viser mig nu, at det ikke er nok med en intellektuel forståelse af, 'at passe på sin krop'. Som når min fod ikke kan træde skridt, sådan som skridt skal trædes. Eller nerven smerter hele vejen gennem, så jeg må ligge musestille, for at holde det ud. Eller jeg ikke kan sidde op.

Jeg er lidt langsom, som du nok kan regne ud. 44 år før jeg begynder at lære, at jeg skal tjene min krop. Som den har tjent mig alle årene.
Tjene den med kærlighed.

Det er en del af min ny begyndelse. Det føles meget langsomt.
Og samtidig, når jeg glemmer hvad jeg er ved at lære, og farer tilbage i tidligere tænkning, bliver jeg forskrækket! Heldigvis!
For jeg vil ikke tilbage til at være, som inden jeg blev banket brat ned.

Jeg vil forandres og forandre. Jeg vil forsat en ny begyndelse. ♥

At komme ind til mig selv.

Der er bare de dage, hvor det er et ramasjang at vågne og stå op. Hvor det hele gør ondt, og tankerne er fæle, dybe og klistrende. Så kan jeg ikke se mig selv i øjnene, for alt hvad jeg ser, er alt det, jeg ikke vil se.

Jeg ved ikke hvad andre gør ved de morgener?
Måske er der kvinder, som sminker det væk, og ta´r af sted med krig i hjertet. Måske mændene gør det samme, bare uden makeup?
Men jeg ved, vi alle kender de morgener.

Jeg har lært mig (omend det tog længe), at sige: 'Det gider jeg fand´me ikke! Fokusér! NU!' Og så begynder jeg at se alt det smukke, midt i ramasjangets øje.

Her til morgen startede det smukke, da jeg pludselig så den gul/hvide honning, smøres ud i brede baner over knækbrødet. Mærke varmen og kaffens mørke, ristede smag. En par tunge støvler, der løb gennem stuen, og så stod tøsen dér, med armene om mig. Brændeovnen med sine knagende lyde og orange flammer. Elefantgræsset der ruskes hårdt fra side til side, uden for mit vindue. Og jo, jeg kan se naboen henter sig en kop kaffe i køkkenet.

Gu har jeg ondt, allerhelvedes ondt fra ryg og helt ned til tåen.
Og jeg er lukket inde i mit hjem længe endnu.
Men når jeg igen og igen minder mig selv om, at se det smukke dér hvor jeg er, så føler jeg mig ekstremt heldig over, at være mig, lige her.
For ellers ville jeg have halset af sted, med mig sig i en snor hængende bagefter mig. Som jeg har gjort det, de sidste mange år. Opfylde billedet på en succesfuld kvinde; tjene mange penge, tage sig godt ud, høje sko, fede cafebesøg og dukke op i mediebilledet fra tid til anden.

Det er der nu ikke noget galt med, al den succes. Men jeg skal lære at have mig selv, inden i mig selv, og ikke stryge ud i en hængende snor af stres, mens jeg har succes.

Så en ny tid er begyndt. Og jeg nyder det. Og jeg ved, at jeg vil kunne nyde det hele vejen fremover.