Når et hippiehjerte gøres ondt.

Jeg er sådan en, med et hippiehjerte. Det kan flyde over på vegne af andre. Og det dunker faretruende. Hurtigt & højt, når jeg hører og ser, børn & kvinder blive mishandlet/-brugt/solgt/voldet. For hvad er mere umenneskeliggørende? Jeg har aldrig forstået hvorfor det at være kvinde eller pige, ja bare at være et barn. At det skulle give en mindre ret til end mænd.
Så jeg er blevet kendt for at være 'Odile; hende med omsorg & vilje'.

Jeg tror nogen gange folk tror, at sådan en som mig, ikke har et ego. Eller en egen-beskyttelse mekanisme, der hele tiden er aktiveret. Men selvfølgelig har jeg det! Jeg er kunstner, og mit ego er som alle andre kunstneres.

Det hænder at folk misbruger den tillid, jeg viser dem. Og efteråret og vinteren i år, ja under hele mit sygdomsforløb, har jeg oplevet at blive taget ved næsen i en grad, der smager så meget af selvtilstrækkelighed, narcissisme, borderline-struktur og måske endog psykopati.  Af tre forskellige kvinder. At jeg bare har fået nok!
Fx hende som jeg hjælper med kontakt til en psykolog, ifm. hun skal i retten. Kampen står om at få sin datter væk fra en meget psykopatisk mand. Manden kender jeg desværre kun alt for indgående.
Psykologen skal lave en udtalelse til brug i retten. Den kommer til at koste 4200 kr.
 Ad mærkelig omveje er det blevet til, at betalingen af psykologen, tilfalder mig. Min x-veninde formulerer det klart; 'det er ikke mit ansvar!'

Jeg har rykket hende flere gange i løbet af efteråret. Men hun har været overordentlig tavs.
Da jeg ryger i operation & siden har ligget her i Kongeskibet (dvs. siden midt oktober), har jeg ingen kræfter til andet end at forsøge at blive rask.

Men uanset om jeg har kræfter eller ej, så er der en verden uden for Kongeskibet, som kræver mig.
Regningen er d.d. ENDNU ikke betalt! WOW!

Konfronteret med min vrede (og jo den er også stor!), reagerer min x-veninde med, at jeg er syg i hovedet. & jeg bliver chikaneret af hende og en veninde de næste par dage. Både offentligt og pr tlf.
Det bliver psykologen jo ligesom ikke betalt af, vel?

I går fik jeg seneste nyt; moderen er nu den, der taler med psykologen.
Hun fortæller at hendes (ca. 35 årige) datter, kun kan afdrage med 50 kr pr mdr. (!!!!)
Selvom psykologen ikke har tilbudt afdragsordning!
At moderen vil betale 2000 kr. pr. 18.1.12.
Og om de ikke bare kunne glemme de sidste 2200 kr? (!!!!!)
WOW! Jeg tror slet ikke jeg behøver sige mere. 

Men når alt kommer til alt - så er der stadig en lille pige på 8 år. Hvis far er ekstrem voldelig og psykopatisk. Og hvis mor er, ja... hende har jeg lige fortalt lidt om.
Det er tydeligt, hvem der er taberen i det her. Og det er det værste, og det som gør mest ondt. At skulle vende den tøs ryggen. Og ikke have været i stand til at hjælpe hende overhovedet!

Nok om hende!

Så den næste:
Jeg har i går måtte træffe en meget ubehagelig beslutning. Ekskludere et menneske fra en organisation. Lidt af det samme tema. At mens jeg har været syg, ude af stand til at være en del af livet uden for Kongeskibet, har vedkommende forsøgt, via manipulation & bagtalen, pressen på de andre medlemmer, at ændre organisationen i en retning, jeg slet ikke kan være med til. Heller ikke hun, har  villet svare mig, når jeg har kontaktet hende. Ikke engang gidet sige ja/nej til at komme til næste møde. Så alt hvad jeg hører, er fortrolige/ andre. Og kan bare ligge her og se, hvordan det hele er ved at splittes ad.

Den sidste:
Og et par måneder tilbage, udtrykte jeg min skuffelse over en tæt veninde, som ikke valgte at bruge tid til bare superkort, at besøge mig på hospitalet. Da jeg virkelig havde brug for hende. Da jeg så valgte at fortælle, at det gjorde mig så ked, blev jeg fyret! WOW!!! Jeg blev lige dér mindet om min veninde da jeg var 6 år, som truede med at smide vores veninde ring væk!

Voldsomme dramatiske tre måneder, mens jeg har ligget med de største smerter, nogen sinde.
Og jeg har ikke villet holde kæft, men udtrykt det jeg var fyldt op af.
Med det resultat, at der har været skrigen, råben, smadren, sværten til, dæmonisering i svimlende mængder.

Det kan godt gøre mig trist.

Alligevel bliver jeg nødt til at tænke positivt. Lære. Forstå. Acceptere.

Så for nu, opfatter jeg det som en tid, hvor jeg, uanset hvor mange lammetæv der tildeles mig - om det så sker i det offentlige rum - så må jeg fastholde mig selv!Være mig, skrælle fra, smide ud. Være ærlig og aldrig give op.

Jeg tænker, at for at få plads til det jeg/man drømmer om, bliver jeg/man nødt til at smide ud af det, som ikke fungerer. Eller ikke bliver brugt.

Derfor ønsker jeg mig nogle skønne veninder.
Som vil være ærlige og kærlige. Tør udvikles og konfronteres sammen med mig.

Alt andet er so last year!!