Død & Kritte!

Død og opstandelse. Hm.

Altså her i la familia, bliver det ikke nævneværdigt fejret, at det er den kristen påske.
Overskriften er mere FERIE - FERIE - FERIE!
Og ja selvfølgelig P.Å.S.K.E.Æ.G!

Sidste år var vi i sommerhus. Vejret var smukt. Hot på terrassen (i gården), som Poulsen vælger at kalde den...
Vi gik rundt med bare ben, arme og højt humør. 
Jeg fik mine solstråler, som jeg uanset hvad alle andre gør, stadig ta´r utildækket imod.

Den årlige jagt på påskeæggene skulle afprøves ude i sommerhus-verdenen.
Og det var på denne jagt at Lukas trådte et søm op i foden! Og det var langfredag - det ku´ ikke være mere kristent, altså!

Så helt utraditionelle er vi ikke. Vi taler om at det er Jesus´ død og opstandelse.
For det synes vi skal fortælles.
En dag snart, skal der tages stilling til konfirmation/nonfirmation/dåb.


Anyway, denne påske har vi været hjemme. Koldt de fleste af dagene. Jeg der tøffer rundt på krykker. Kan ikke have kulden, fordi jeg har tabt mig.

Men wauw, det er en tid for oprydning!
Død og opstandelse! Død og kritte!
Der bliver lagt det ned, som ikke kan er levedygtig.
Eller som står i vejen for det som kan. Det som ikke er rent. Er forkert.
Eller bare forpasset. Brugt færdigt.

Og der opstår nyt. Liv. Kreativitet. Ideer. Lyst. Lys. Kærlighed. Indsigt.

Det er som om puppe-tiden er slut.
Der åbnes op og ses ud på verden.

Ingen påske har nogensinde været bedre!
Tak!
Jeg takker højt op i Universet til det allerhøjeste og lysende jeg kan se. Og mærke.

Og forsat smuk sidste dag i påsken! :-)

Farvel til fornuften. Altså de andres, ikke min!

Kan slet ikke følge med. Tiden.
Når jeg skriver dagens dato, er jeg næsten hver dag ved at skrive en for længst oprunden. Afsluttet. Kan ikke huske at jeg var til stede. I tiden. Dengang da den oprandt.
- Er vi ikke i oktober? hvisker jeg inde bag egen hjerneskal.

Det er ret surrealistisk at have været i denne 'syge-tilstand'. Siden oktober.
At jeg så har været syg siden sommeren, men undlod at ligge mig ned...
Måtte have den session med klienten som ikke kunne klare sig særligt godt.
Der var det job på Østre Gasværk, som jeg bare elsker at lave.
Til jeg to dage efter blev indlagt akut.
Er det ikke ofte sådan vi lever? Af sted, af sted, af sted.

Så når det går op for mig, at jeg har været her siden oktober, får jeg lidt et chok.
På den ene side.
Som om sindet og kroppen per automatik  er på vej ud ad døren; 'For jeg må jo se at komme i gang! Jeg misser hele livet derude. Hos jer! Med arbejde! Klienter. City-kørsel med cyklister der gi´r mig fuck-fingeren. Hente børnene på skolen. Smile. Storme foran med længere ben end Tøsen. Rende i Netoo og Superbrugsen. Holde møder. Være klar. Åben! Promovere mig,vise jeg eksisterer. Sige højt hvad jeg vil ha´! Og kan du give mig det? Gå til fester! De private. Og dem der gavner karrieren.
Skrive på en bog.  Lave sjove fb-opdateringer som folk godt gider læse. Gøre hvad jeg kan for at sikre der er mange der besøger mig. På min fb timeline. Her på min blog. Fordi jeg lever for at udtrykke mig. Det er det jeg gør. Det er det alle kunstnere gør.

På den anden side.
Er jeg helt rolig. Læner mig tilbage ved visheden om, at jeg er det sted i mit liv, jeg skal være.
Det sidste halve år har lært mig meget af det, jeg længtes efter at kunne. Det er kun ved at stille mig skakmat. Rent fysisk, at jeg er i stand til at åbne mig for den lære. Uden at kunne løbe af sted. Gøre en masse der nok til en start var helhjertet.
Og at hjertet falmede lidt undervejs: 'Bevares. Jeg tager mig af det i morgen!' Til i morgen passerede gang på gang på gang. Og i morgen pludselig standsede mig med et: 'Tilbage til start! Hvis De passerer fængsel på vejen, gå da i fængsel!'

En ny drøm begyndte at forme sig selv. Ved at gå tilbage til 1991.

Mødet med en clairvoyant/klarseer åbnede mig for mit livs tema. Og mine tidligere liv af betydning.
Hun gjorde mig tryg ved mig selv som clairvoyant. Klarseer (kan bedre lide den betegnelse).

Tiden er inde til at jeg tør nærme mig en sand forståelse af den lære, som jeg dengang fik forelagt mig. Højt oppe fra.
 Det betyder et farvel til fornuften. Det velkendte. Almene. 'Det man gør'.
For længst sagde jeg farvel til den biologiske familie. Vidende at familie skabes af kærlighed, ikke af blod. Og mærkeligt nok er det først nu jeg er parat til at sige farvel til samfundets fornuft.
For i stedet at lytte på mine drømme.
Som barn drømte jeg om at blive forfatter og psykolog. Det lykkedes. Stolt. Jeg er fandeme stolt.
Nu vil jeg gå videre med resten af drømmen fra dengang. Gå min helt egen veje.

af væver og tekstildesigner Grethe Sørensen.

Mødet i 1991 blev en opvågning til en bevidst spiritualitet. Hun gjorde mig tryg ved mig selv som clairvoyant & healer. Jeg fik at se og høre fra det smukkeste menneske jeg nogensinde havde mødt, hvem jeg var. Hvorfor jeg var det. Og hvad jeg skulle bruge mig selv til.

Aldrig før havde jeg mødt en kvinde som hun. Aldrig siden. Endnu?
Hun lukkede mig ind med kærlighed. Så på mig med de klareste øjne. Så vildt!
Det var endnu inden jeg fik min første computer og clairvoyancen blev optaget på kassettebånd.
Det ligger stadig i min skuffe. Har flyttet med rundt fra lejlighed til lejlighed. Blevet, når alt muligt andet røg ud. Hendes stemme og blik forblev altid inde i mig.

- Pas nu på, Charlotte! advarede hun mig. Men jeg misforstod. Eller nægtede at forstå? Og overså en hver afkørsel, mens jeg stormede med vild hastighed fremad
.
Charlotte var det navn jeg blev givet af mine biologiske forældre.
For cirka ti år siden, smed jeg navnet ud. Tog Odile i stedet. Og fik Poulsen af min mand.
Igen et nyt liv. Farvel til rock ´n´roll- livet som for mange synes besnærende. Vildt. Uhæmmet. Sjovt.

Mit liv som Odile Poulsen har givet så meget godt med sig. Nå, ja, også fjender. Uvenskaber.
Dem som ikke bryder sig om kompromisløshed & ærlighed.

Ærligheden indhenter mig selv. Det afkræver tårer og skuffelser på vejen. Kræver jeg sadler om. Skifter hest. 'Ikke alle rider samme dag de sadler' siger man. For mig er det snarere at jeg rider inden jeg når at sadle. Men wow, det er det værd!
For målet lyser større end noget andet jeg nogen sinde har kendt til. Og med den der magnetiske kraft der gør, at det er uundgåeligt. På den sødeste måde. Indsmurt i Lyle´s Sirup glider jeg hen mod solens opgang.

Tiden er inde nu. Til next level. Næste udfordring. Min største lære. Sværeste nogen sinde.
Min fuldstændige overgang til spiritualiteten kræver bl.a. at smide alt det af, som står i vejen for indgangen.

Når du kigger ind til mig her. Hvor huset er så stille, set i forhold til det hurtigt accelererende liv udenfor. Derude hvor du (måske?) er.  Hvor kroppen bevæger sig ved egen naturlige fremdrift.
Kan det synes så uretfærdigt, at jeg skal sidde her. Standset fysisk.
Og ja, det er også en sindssygt hård lære. Men knap så hård som tvivlen! På om man kan lykkes. Om man er god nok. Smuk nok. Klar nok. Dygtig nok. Interessant nok. Kunstner nok. Klog nok.
Det hårdeste vi kan opleve er altid tvivlen, synes jeg. Når den får lov at gnave, magter vi ingenting.
Og jeg ville aldrig komme her til, i mit indre syn, hvis ikke jeg blev sat fast rent fysisk. Helt bogstaveligt.

Det syn jeg fik fortalt i 1991, den lære jeg blev sat overfor. De muligheder. Det lys.
Det overvældede mig!
Jeg var for umoden til at forstå det helt ind. Først nu - tyve år senere - har jeg levet meget af det gennem. Og tør tage synet længere ind. Har tiden nu. Stilheden til at høre, at dér ligger lyset. Ikke noget helligt. Ikke som den eneste sande sandhed for alle. Ingen ophævelse til en eller anden overjordisk skikkelse. Eller en prædiken.


Så det er godt, jeg er her.
Hvor jeg begynder at se, hvor dørene befinder sig. Til alt det jeg længe har sukket efter.
Når tiden er inde, kan jeg gå ind gennem dem.
Og så håber jeg. Drømmer om. Visualiserer. At du også gerne vil høre hvad det er, jeg ser.







'Dristighed rummer genialitet, kraft og magi.
Begynd - og begynd nu!'
 Goethe.

Bloggerliv i Hollywood-diva nattøjs-stil.

Det er de her morgener, hvor alt stadig ligger i blåt, uden for vinduet.
Inden solen er stået op.
Freden er her endnu, jeg er alene. Alle er taget afsted.
Det er her, jeg begynder at tømme mit hoved for tanker.
Ned i Mac´en. Noget sender videre ud, i flow. Ude på nettet.

Hvad kan og vil jeg vil dele ud af, på min blog?
 Der er masser at tage af; emner, tanker.

Det med at være så syg, gør selvsagt at min verden er forandret. Mine oplevelser er så meget anderledes, end hvad jeg ville opleve, hvis jeg var i fuld vigør. Stæsende afsted i Chrystler Cruiseren - ind mod Nyhavn. Eller over mod Jylland. For at arbejde. Lave møder, holde foredrag. Snakke.

Mit arbejde er meget at snakke.
Ord.
Mit arbejde er ord, ord, ord, ord, ord. Talte, skrevne, læste.
Og jeg elsker det!


Når jeg så går alene det meste af tiden, her i min 'syge-tilværelse' (ikke at forveksle med 'syge tilværelse'), kommer jeg til at være indestængt med ord.
Ligesom når man er på barsel. Specielt inden fødslen - der hvor man går og venter.
Og er tilstrækkeligt besværet til, at ens indkøb er begrænsede. Og alligevel finder man særligt opsigtsvækkende opdagelser i Netto. Som igen kan nydes, fordi man også kan sætte sin partner ind i dagens oplevelse. Med frydefuldt nyopfundne detaljer, selvsagt.

Ordene hober sig op inden i. Og jeg skal virkelig -  og gør virkelig!  - en dyd ud af, at lade manden være når han kommer ind ad døren. Medbringende varer, børn og en hel dags arbejde i sit hoved.
(Hans arbejde er så lyde. Han er proppet af lyd og musik, når han lander om aftenen.)

Jeg øver mig, så at sige i, at kunne rumme alle ordene.

Men hold da kæft, det er svært!
Jeg er skriver. Jeg udtrykker mig. Meget - som i konstant. Og jeg savner at snakke med voksne.
Om dagen. Som med oplevelser fra deres liv, puster nyheder, drama, grin, smerte - hvad som helst - ind i mit hoved. Som måske nok er proppet med mit eget. Men som trænger til at vige pladsen - og gør gerne - for variationens skyld. Letheden. For uanset hvad andre kan fortælle, så er det altid lettere, mere ukompliceret, at høre om deres liv.

De voksne jeg møder, sådan som mit liv er nu, er alle relaterede til det, at være syg. At jeg er syg.
- De meget søde handicap-bus chauffører (hvad hedder sådan en bus? Det er vel politisk ukorrekt at kalde det en handicap-bus?)
- De meget søde ældre mennesker, som også kører med bussen. Og er til genoptræningen.
- De meget søde fysioterapeuter, som hjælper mig med min genoptræning.
- De meget søde yngre borgere, som er til genoptræning.
- De meget søde HK´ere (tror jeg de er), som sørger for at jeg får den kørsel, jeg skal have.
  På det rigtige tidspunkt.
- Den meget søde sagsbehandler på jobcenteret, som sørger for, at jeg har ro til at blive rask.

Der er masser at skrive om her! For den nye verden, er værdig til at blive fortalt om. Den gør indtryk. Stort!

Men jeg får også trang til, at være vildt overfladisk. Trække væk fra min fysiske smerte. Fra de bekymringer der også hører med. Tanker om fremtiden. Det sidste der blev sagt af lægen/fysioterapeuten/hospitalet.

Jeg har lyst til at skrive, om de rynker der er dukket op, mens jeg har været syg.
Eller alle de grå har, der i samme periode, er begyndt at myldre frem.
(WHAT?)
Eller om de silkeundertrøjer, jeg har købt.
Om den nyeste serum, nu også er så god som de siger?
Eller om at gå rundt i silke- og satin nattøj hele dagen. Som var jeg en Hollywood-diva. Bare minus et glas vodka.

Det at skrive om noget meget overfladisk, let, og helt uden bekymringer knyttet på. For det vil måske gøre det lettere, at blive rask?

Anyway, Mac og jeg kommer tilsyneladende til at udvikle vores lange venskab. Bestige nye bjerge sammen. Finde ny græsgange i bloggerland. Opdage *do´s and dont ´s* herinde.
For det kommer til at tage noget tid, før den Hollywood-diva´ske inspirerede stil ryger ud.
We are in for the long run, Mac og jeg.
Hvis mit ægteskab skal bevares, mine veninder ikke skal være her 24/7, og jeg skal blive rask.
Så må der erstatning til.

Det må blive bloggerlivet. Mac og jeg - og alle ordene. Det er også nemmere. På nogen måder.
Jeg kan skrive uforstyrret. Behøver ikke tage hensyn til om nogen er trætte. Eller bliver trætte.
Måske kan jeg endda få gode råd tilbage om den serum dér? Eller hvad der er politisk mest korrekt?