Hvorfor al den vrede?

 
-->

Kære venner.

Der er noget jeg tænker meget på, og som jeg så gerne vil dele med jer.

Jeg ved ikke om jeg rækker særligt langt ud her på min noget forsømte blog. Og jeg ved at det ikke er comme il faut at sætte samme tekst flere steder på nettet.

Men der er så meget af hvad vi må og skal og bør!

Det her, vil jeg bare tillade mig at gentage igen og igen!

Der er så meget vrede i dag. Vrede som kommer ud i grimme og nedgørende ord. Debat bliver hurtig til krig. Man bekriger hinanden for at mene noget forskelligt! Det er som om vi har glemt, at vi alle blot er mennesker, og alle har brug for at blive respekteret.

Hvad skal vi med al den vrede mod hinanden?

Hvorfor er det blevet så vigtigt at være vred?

I ved, at jeg har haft et voldsomt liv. At jeg er vokset op med seksuelt misbrug og tortur. Siden et ungt voksent liv med voldtægter og prostitution.

Nogle af jer har læst Sirenesang, og fulgte mig gennem den lukkede afdeling, hvor jeg var forsvundet for mig selv.

Siden engagerede jeg mig stærkt i debatten om kvinders og børn ret til at være frie, på krop og sind. Tog prostitutions-debatten på mig, og de fleste af jer kender mig nok herfra.

En  konsekvens af volden og overgrebene var bl.a., at min ryg bukkede under for et par år siden. Jeg blev sat stille. Den ene dag stod jeg på Østre Gasværk og talte for et publikum. Dagen efter lå jeg på operationsbordet, og måtte lukke mit professionelle liv, sætte mig i en kørestol. Læger har sagt og gjort deres, og ingen mener jeg kommer til at være smertefri og gå igen.

Jeg tror man meget kort kan sige,  at jeg har levet i mange ekstremer.

Overlevet og oplevet meget. Alt er taget ind for at finde ud af, hvordan man som menneske kan bevare sig selv. Eller skabe sig på ny.

Men allervigtigst for mig, i alt hvad jeg har oplevet, har været trangen til frihed!

Frihed til at være mig. Få lov at gå rundt uden at blive lagt hånd på.

Være fri til at formulere mine tanker, og bryde de tabuer som spærrer for frihed. Skabe min egen virksomhed, og være fri til at tale højt på vegne af mange andre.

I min søgen efter frihed opdagede jeg på et tidspunkt, at jeg havde låst mig selv fast! Min krop og mit sind sad fast i fortiden. Det var frygten for hvornår døden eller voldtægten ville gribe fat i mig næste gang, der havde sat sig til at æde af mine kræfter.

Jeg prøvede med tilgivelse af fortidens personer, men jeg sad alligevel fast i at de havde gjort mig uret. De havde forbrudt sig mod mig, og fordi de havde det, var mit liv hårdt. Så gik det op for mig, at jeg havde meget at tilgive mig selv!

Så kliché og grænseoverskridende at skulle elske mig selv, når der nu var så meget galt med mig.

Men det kom, skridt for skridt – kærligheden og tilgivelsen. Smerten smuldrede, vreden også. Og efter det kom tilgivelsen af andre, og alt det som var hændt.

Det gav mig frihed, at tilgive.

At tilgive betyder på ingen måde at man accepterer uret, grænseoverskridelser eller forbrydelser.  At tilgive er at give fred; til sig selv og andre.

At tilgive betyder på ingen måde, at man skal stille sig i farezone for nye krænkelser.

Tilgivelsen rummer læren af vor fortid, og kan beskytte os i vor nutid. Uden at vor nutid er ødelagt af fortiden.

Ingen måde er mere rigtig end en anden, når det kommer til hvordan vi lever vort liv. Tilgivelse er rigtigt for nogen, men forkert for andre. Jeg er blot ude på at dele mine livserfaringer med jer, for jeg under alle at få et frit liv.

Det er derfor vi har lavet ’Powerminutes’ om tilgivelse. Jeg bruger det selv i min egen proces til at blive helt fri, også for fysiske smerter og handicap. Hvis du har lyst at prøve Powerminutes, så tast linket her:

Powerminutes 

Gradbøjninger af ytringer.

Det der med ytringsfrihed, er noget jeg er et sindssygt pernittengryn over for.
Aner ikke hvorfor. Nok bare noget med frihed i det hele taget.

Men nu sådan en søndag her, har jeg ligget hele formiddag og halv eftermiddag, i mit Kongeskib. Med Mac´en på maven. Skrevet og læst indlæg på fb. Afbrudt af diskussioner med Niels om, hvad jeg har læst & skrevet.  (Niels er så fed at diskutere med. Ikke nok er han skarp. Han blotter hurtigt, og uden at ryste på hånden, skelettet. Fremlægger logisk, nye vinkler og tilgange til et problem. Men han er også altid klar til et tage et emne med mig! Love it!)

Emnet er sagen med journalist, blevet anklaget af politiet, for at have kriminelt materiale (både sin arbejds- og hjemmecomputer) af pornografisk karakter.


Så har jeg forsøgt mig med at spise lidt banan, hente en kop kaffe, se en film. Gøre noget for at distrahere mig selv fra debatten.
No luck! Jeg vender tilbage. Blot for at erfare, at lige meget hvordan jeg skriver min indlæg/kommentar, så opfattes det på samme måde. Jeg kan ikke vinkle det hen til det jeg mener. Eller folk lader ikke til at opfatte hvad jeg mener. Men derimod en masse andet.

Facto;
- ingen navnebeskyttelse (rettens afgørelse)
- han deltager i interviews, hvor han siger han har materialet
- han troede grænsen for 'børneporno'  var 12 år
- han debatterer selv sagen på sin fb profil (dog fjernet det sidste døgn)

Alligevel
skriver folk det ene indlæg efter det andet om, at man ikke skal dømme før domstole. At det at skrive om sagen på fb, er at dømme ham.
Dét forstår jeg ikke! Jeg mener, at havde sagen været for lukket døre!Var sagt i fortrolighed til en journalist!At han ikke selv deltog i medierne! Så ville det være at udstille ham til fordømmelse.

Dertil
undrer det mig, hvorfor man i sager med overgreb, har en tendens til at sige, man ikke må debattere sagen, inden en dom.
Men i sager som fx. Anni Fønsby var folk meget grove, med ydmygende og udstillende kommentarer bla. i fb-status, om hendes bryst, læber, intelligens. Og at hun selvklart var bordelmama. INDEN der kom dom. Hvorfor?
Og fx sagen med den alt for ivrig fodboldfan, som væltede en kamp: Han blev da forhadt af hele DK (næsten), før han fik sin dom. Hvorfor?

Hvorfor skelnes der? Den debat kan jeg ikke få i gang. Og den debat synes jeg er vildt interessant.

Hvorfor denne gradbøjning af do´s & dont´s?

Jeg mener at det er nødvendigt for et samfund, der vil udvikles, at vi kan debattere det offentlige tilgængelige. Uden at noget er mere forbudt/tilladt end andet.

Og jeg mener min ytringsfrihed bliver gradbøjet alt efter, efter emne. Hvis ikke jeg må sige/skrive hvad jeg tænker om en sag, der er offentligt tilgængelig, har jeg så stadig min ytringsfrihed intakt?

Og jeg tror at det handler om, alt for stærke følelser når vi debattere overgreb - herunder mistanke om.
Der kommer de her kløfter, hvor hver kløft mistænker den anden for det værste!
Enten mistænkes man for at ville man korsfæste og kastrere de anklagede eller dømte seksuelforbrydere.
Eller for at selv at være seksualforbryder, hvis man mener der ikke må debatteres.

På den måde for vi sat hinanden i limbo. Ingen udvikling.
Ytringsfriheden sættes i limbo. Hvis vi sætter hinanden i skruestik og sætter os til doms overfor hinanden om, hvem der må sige hvad, om hvem?

Hvor fantastisk ville det ikke være, om ku bruge sådan en sag til at debattere:
- hvordan kan vi passe på vores børn og unge, så de ikke optræder i pornografisk materiale?-
- hvordan kan vi spore den kriminelle adfærd?
- hvordan kan vi spore materialet?
- hvordan kan vi spotte personer med pædofil trang?

Og et hav af andre spørgsmål?

I stedet prøver vi at lukke munden på hinanden.
Selvom det er en offentlig sag.. Som manden selv udtaler sig i & debatterer...

Gæsteindlæg fra Thea (hun kunne ikke skrive det som en kommentar, så her kommer det)

 "Kære Odile
Jeg syntes det er ulykkeligt at du er holdt op med at tale.
For mig viser det hvor overfladiske vi i DK er blevet og hvor berøringsangste.
"uha træder vi nu på den ene prostituerede, der råber højt om hvor lykkelig hun er ved at sælge sin krop? Så må vi hellere tale om det vi kan enes om; den handlede kvinde fra øst eller syd.."
og det er rædselsfuldt synd for de kvinder, men i dk har vi stadig en stor dansk mundfuld vi kan tage fat på.
Jeg har ikke været i prositutionsmiljøet, men jeg lytter til dig og du er ikke den eneste jeg kender der har været i nærheden af det miljø, men du er den eneste der har talt højt.


Jeg ved at det måske er et totalt sidespor, men for et par år siden sad jeg med en gruppe kvinder der talte om et eller andet banalt parforholdsproblematik ala ”du hjælper til = du får sex.”
 Det var karikeret men jeg udbrød spontant; "og der gjorde du dig lige til prostitueret!"
Jeg beklager virkelig; det kan naturligvis ikke sammenlignes, men for mig kalder det til debat.
Er sex med et andet menneske en vare vi kan handle med?!


Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
 Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
 Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea