Morgen stund og maveondt...

Natten gjorde ondt. Ryggen følte som et bredt stykke træ. Stift, ubøjeligt. Og smertefuldt.

Troede ikke jeg kunne bevæge mig, så lå stille i mange timer.

Så hørte jeg lydene af Niels,der var vågnet, og i færd med at sætte en ny ild i brændeovnen.

Lidt efter, de tunge fire bens skridt, med kradsen af hundeklør. 

Gandhi var også vågnet ved lydene af Niels. 

De er blevet morgen-gå-tur partnere. Og nu på begyndte fjerde måned, tror jeg Gandhi helt har glemt, at det engang var mig. Mig og ham, ham og mig, som at der gik sammen.

Det gir et trist stik. Og så skynder jeg mig også, at huske på alle de gange, hvor jeg har trukket min krop, tung af modstand, ud af sengen kl. 5, kl. 5.15, kl. 5.30, kl. 5.45 og kl. 6, senest! For at nå turen med hunden. 

Det er en særlig status at have. At være en, der i ser bakspejlet,og tænker med taknemmelighed. 'Husk den taknemmelighed, Odile. Husk den altid!'

Men jeg gider ikke være trist. Jeg vælger at glædes. Over at jeg har den dejligst mand i verden, som sørger for her tændes op i stuen. Så det er varmt for børnene, og mig, når han kommer tilbage, og vi alle står op.

Og glædes over at hunden er så smuk, og trofast. Og som med glad kold snude, kommer logrende tilbage fra turen. Stikker sit glade, kæmpe store hoved ind under dynen, for at mærke om jeg ikke nok vil sige hilse godmorgen.

Og glædes over de to smukke børn, lige langhårede. Nej, sandt skal være sandt - hans er længere end hendes. 

De vil komme tumlende med smalle sprækker til øjne, og uglet hår. Han svajer ud mod badekarret, og hun vælter om ved siden af mig, der ligger i Kongeskibet (min stue-seng), hvor jeg må give slip på hende, og hendes varme lille krop. Vriste os ud af søvnen, og op til endnu en dag. 

'Kom skat, du skal have dine strømpebukser på. Og så din trøje'. Hun falder ikke i søvn igen, men i staver. Hele tiden, dagen lang. 

Så jeg må støtte og guide hende, hvis vi ikke alle skal ende med morgen-stresset, at råbe ad hinanden, fordi tiden pludselig forsvandt.

Mærkeligt med de visere! Før var uret da gavmildt, men pludselig tog det alt det tilbage, det havde givet ud. Og vi har travlt.

Sådan er det tit gået, så nu vil jeg hellere hjælpe hende, step by step.

Det er også hyggeligt.

Og det er det eneste jeg kan. Niels må gøre alt andet. Vores liv er helt forandret. Jeg har erkendt jeg intet andet kan, end fragte mig selv rundt på krykkerne.

Nogle gange må jeg bede dem alle bringe eller hente ting for mig. 'Lukas, kan du ikke lige tage min kop kaffe med ind i stuen', råber jeg ude fra køkkenet. Han kommer straks løbende. Eller hun gør.

'Det er egentlig mærkeligt', sagde han en dag.

'Man har stille, og roligt bare vænnet sig til, at have en mor, der spiser en masse medicin hver dag!'

Det var et chok for dem, at blive hentet i skolen, og finde ud af, at jeg var blevet indlagt.

Derfor har Karla bedt mig, om jeg ikke nok vil sige, inden de ta´r i skole, hvis jeg bliver rask i løbet af dagen. Så de ikke skal have den overraskelse.

Her til  morgen, var det ikke kun min ryg, som ikke ville. Min mave havde også på forhånd opgivet, at skulle modtage den store morgendosis af morfin, epilepsimedicin og diverse håndkøbs-smertestillere. 
Det var som om, det ville være en umulig bedrift, at få pillerne til at lande roligt i maven.

Men der er intet valg. Hvis ikke kroppen modtager medicinen, vil jeg ligge skrigende, og grædende af smerter. Uden at kunne bevæge mig. Med pillerne kan jeg bevæge mig rundt på krykker i hjemmet.

Nå, jeg er træt nu.

Det kræver kræfter at skrive, og nu vil jeg ligge mig ned.

I dag bliver jeg i sengen - i Kongeskibet hele dagen.

Jeg er gigatræt her efter julen og nytåret. Og har haft en ret kraftigt tilbageskridt. 

Men det må jeg skrive om en anden dag. I dag skal jeg holde fri, og bare ligge i sengen.