02 03 04 ODILES BLOG: juli 2013 05 13 14 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 ODILES BLOG 22 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

lørdag den 27. juli 2013

Mødte en mand i går, der blæste mig bagover!


Ruller ind på det lokale apotek, registrerer kort en mand i en kørestol. En ret fancy kørestol. Sporty. Tydeligvis en letvægter. Lidt spøjs - to små kørestol på samme lille apotek.
Så vender jeg rundt, og ser på manden.

- Hej! ryger det fra mig til ham, eller fra ham til mig, eller fra os begge på samme tid.
 Ikke hej, ligesom når to  2CV´ere passerer hinanden på gaden. Men hej som i; hov, vi har s** da mailet på Facebook om at mødes, har vi ikke?




Jo - det har vi. En fælles bekendt tænkte at linke os, efter jeg satte mig i min kørestol. Min gode bekendte tænkte jeg nok ku´ bruge at tale med en, der har års erfaring med at være afhængig af hjælpemidler - og af at lovgivningen på området også effektueres!
Der er på den ene side hjælp af hente som handicappet - på den anden side kan man ryge ud i kamp, når det gælder om at få de bedre hjælpemidler = de dyrere af slagsens.

Vi får lige talt lidt, der uden for apoteket. Han har nok været inde og hente sin dosis af hverdags-medicin. Ligesom mig. Spørger ham ikke. Men har til gengæld en anseelig mængde andre spørgsmål, som fører os ind i en intenst samtale, meget hurtigt.

Det blev til et kort møde, for vi sad mellem Kvickly poser fyldt med Oreos og Stracciatella is, og selv skyggen dampede af varme  - jeg måtte hurtigt få en cafe aftale på plads!

Mandag skal vi mødes igen. Og så får jeg lov at prøve hans überlækre letvægter, som jeg fik beundrede højlydt -  ikke uden en vis misundelse!
- Jeg vil også ha´!
- Det skal du da også, gav han tilbage.  - Du kan sammenligne det med at køre i en brugt kørestol med at gå i et par sko, der er 2-3 numre for små! Det slider og ødelægger!

Det er så her, det kan væres svært at få de rette hjælpemidler.
Kommunen gi'r hjertens gerne en kørestol til et par tusind. Så er det en absolut standard, der på ingen måde er tilpasset den person, der skal sidde i den!
Når jeg skal have en kørestol, der er målt efter mig, og bygget til at tilgodese mine behov (hvor den skal støtte, og hvor jeg skal have bevægelses-plads mm), så skal jeg have en af samme mærke, som jeg har købt brugt. En TiLite, og der starter vi ved min. 25.000 kr ex moms.
Den smækre jeg skal prøve på mandag, koster 34.000 ex moms.
Man skal huske på, at når man bruger kørestol, er det mange timers brug. Ofte har vi store smerter, og skal aflastes. For slet ikke at tale om det helt basale med at bruge mange kræfter på at træne sig stærk nok til, at transportere sig selv i armene hele tiden. Det siger sig selv, at der let sker skader på arme, skuldre, håndled, albuer etc.





De særligt polstrede kørestolshandsker, som beskytter mine hænder mod de værste knubs.
Men 25-25.000 kr er mange penge. Mere end jeg har.
Spørgsmålet er så bare, hvilket regnstykke kommunen laver;
1.
30-40.000 er alt for dyrt. Vi regner med at Fru Poulsen klarer at sidde i en standard kørestol, og ikke får yderlig rygskader. Eller nye slitage skader i andre led, som følge af forkert position.
Eller:
2.
Vi betaler en stor udgift nu, for at hindre at Fru Poulsen senere skal have lavet flere operationer og behandlinger, som langt overstiger 30.-40.000 kr.
                                                                 


Jeg glæder mig til at møde ham igen! Blev godt nok blæst bagover, da jeg fik hans historie i highlights. Hvis han giver mig lov, vil jeg fortælle jer den her på bloggen.

Til da, vil jeg bare være taksam for, at møde et menneske, der så gerne vil hjælpe mig. Og det på trods af, at han er meget, meget dårlige stillet end jeg er, rent fysisk.

Etiketter: , , ,

onsdag den 24. juli 2013

Det føles som sproget ændrede sig, da jeg blev handicappet.

Bla, bla, bla, bla. bla.
Vi siger utroligt meget med vort sprog, tit mere end vi er klar over.
Ofte får vi sagt det forkerte. Eller for lidt. Eller for meget.

For mig, føltes det som om sproget ændrede sig, da jeg blev handicappet.
(Er det egentlig det jeg er - handicappet? Forleden landede jeg på en anden defination. I mangel af at kunne definere mig selv. Som jeg er nu. Det kan du læse om her!)

Lad mig gi' dig lidt konkret;




'Man går med hat'.
Nej jeg gør ikke, for jeg kan ikke gå.





 'Man går til dans'. Nej, jeg kan hverken gå eller danse.
'Man går til'. Nej, jeg går ingen steder.
'Hvordan går det med..?'
'Det går da slet ikke!'
'Det gik sin gang.'
'Det gik eller så godt...'


'Hun' (/han/det) løber ingen steder' er til gengæld lige en jeg kan bruge!


Gi´r det mening? Kan du følge hvad jeg mener?

Der er så meget der er forandret. Sproget er ikke. Det er mig, der er forandret. Og min måde at opfange sproget. Men det er blot en af mange forandringer.
Ved at være forandret for livstid.

Etiketter:

Altså, jeg g.å.r. ikke med hat - jeg mere så´en sidder.. Eller..

Jeg har hele vinter & forår, siddet og kigget surmulende i modemagazines, på alle de skønne bredskyggede filthatte, der ligger sig i flagrende dybe bølger ned over ansigtet. Og under skyggen, har modellen et par smukke, store ekstravagante 70´er solbriller.
Jeg har surmulet for de fås alle steder i de vanlige sorte eller brune eller grå farver.
Suk. Aldrig i rød!

Til i går!





Jeg fandt den i går! Min Røde Valmue! I en dejlig lokal genbrugs her ude på landet, hvor jeg faktisk ikke tror de bruger ord som 'trendy'...

Det er sådan en hat, som vil få visse folk til at sige;
- Det er jo en Suzanne Brøgger!
(Underforstået at jeg ikke er Suzanne Brøgger... Og de visse folk ku´ godt være min mand...)

Det er sådan en hat, jeg ikke ville have tøvet eet sekund med at gå med, da jeg var yngre.

Ved ikke om modet er falmet med tidens tand. Eller om jeg stadig har bid. (For jeg går i hvert fald ikke til bidet...)


Men ved jeg ikke kan gå med hat længere. Men kan sidde med hat. Rulle med hat. Krykke med hat.

Nå ja, det er da det! Nu ved jeg hvad jeg skal med min Røde Valmue!
Jeg skal være Krukket på Krykker

Vi får se!
(Måske.....)









Etiketter: , ,

tirsdag den 23. juli 2013

Hvad er det så lige jeg er?! ....


Ja, det er mig!
 Jeg syntes der trængtes til et positivt happy, happy foto, skal jeg sige dig.
Et hvor I ser, hvordan jeg klarer mig på en god dag! En jubiiiiii! dag.
Sådan en dag, som i dag.
En sådan helt almindelig ferie-tirsdag. 
 Under en sådan helt almindelig sommer-hed dansk sommersol.



Jeg prøver efter bedste evne, at fremstille et så nøgternt.. nuvel, hvis ikke nøgternt, så i hvert fald et så ærligt billede af mig selv, som muligt. 
Eller meget mere præcist formuleret, et så ærligt billede af mig selv, i den livsforandrede situation jeg er i.

Eller hvad fa´en... jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kalde det for! Ja, hånden på hjertet, hvad er det der er sket med mig? Er jeg syg? Er jeg handicappet? Er det en situation? Eller snarere et livsvilkår? En tilstand eller ... Jeg ved endnu ikke engang hvad jeg vælger at kalde dét, jeg befinder mig i. 
Og hvad jeg opfatter mig selv som. 
Så uafklaret er jeg. 
For jeg står midt i at fatte, hvordan jeg er forandret for livstid.

O.k. ja, det er det jeg vil kalde det for nu. Forandret for livstid.


I fredags blev det her foto taget, hvor jeg sidder i min meget sporty kørestol. 
Men som uanset hvor sporty og lækker den er, er den nu stadig en kørestol.


Det var for fire dage siden. 
I løbet af få dage kan jeg svinge fra at være totalt afhængig af kørestol, til at kunne klare mig med krykker.
Når man viser sig selv, og sin sårbarhed frem, så gør det altid noget ved folk. Der kan opstå fortolkninger der ligger langt fra hvad der var belæg for. Det er en del af hele det, man ikke kan kontrollere. Det jeg kan kontrollere derimod, er hvad jeg sender ud. Og derfor er det af allerstørste vigtighed, at jeg er bevidst om hvad jeg sender ud, hvorfor jeg gør det. Og at det jeg sender ud, er så præcist som jeg evner at gøre det.

For  nogen vil det måske være mærkeligt, at jeg den ene dag sidder i kørestol og den anden 'kun' hænger i krykker. 'Jamen er du da ikke lam, eller hvad? Er det bare sådan noget opmærksomheds trip du har med at skulle sidde i en kørestol, eller hvad?

Det er faktisk ganske enkelt. Jeg har næsten fuld førlighed i mit ben. Men jeg kan ikke bruge det. De konstante nervesmerter er af en styrke der gør, jeg ikke kan tåle berøring. Men slet ikke at bære min egen kropsvægt. Så er smerterne på niveau hvor jeg besvimer. 
Derfor jeg er afhængig af enten krykker eller kørestolen.


Så med de ord og de her fotos, vil jeg bare sige, at jeg er mig selv. Nogle dage er bedre end andre. 
I dag er er rigtig god dag.

                                                             
                                                              Og det skal bare nydes!



Etiketter: , , ,

Det der særlige magiske sted!



Her står jeg så. Bare tæer mod en våd badebro. Vandet der bevæger sig stille under neden. Solen der brænder oven over. Ahh.
Det er her jeg er vokset op. Her jeg gik hen i mine teenage-år, for at tænke.
Jeg elsker havet. Uden det, er jeg ikke hel.




(Se her, hvor du kan få kørestolen med på stranden  http://odilepoulsen.blogspot.dk/2013/07/kretur-pa-stranden.html)





Dengang gik jeg på mine to ben, og i dag er jeg ligesom mere 'fir-benet'. Men jeg elsker stadig at komme på 'min strand'.

Du kender det sikkert selv; du har også dit sted, som andre nok er flittige brugere af.
Men du og stedet har en særlig connection. Og magien vil altid vare ved.

Thanks heaven! for den slags magiske og livsgivende steder.

Etiketter: , ,

lørdag den 20. juli 2013

Det er ikke for at være krukket - det med mig og krykkerne....


Jeg ved godt at jeg fremstiller mig selv fra den absolut bedste side.
Som når jeg fx. flasher mig og mine Leoparder siddende i kørestolen.

Og debatten kører i heden, om hvorvidt vi skaber fejlagtige billeder af os selv, som blot snyder vor omverden til at tro, alle andre må være lykkelige. Og hvis man ikke selv er lykkelig, 'like all the time', ja, så har man så sandelig misforstået livet.

Well, den debat gider jeg ikke gå ind i.
Slet ikke her.




Jeg er jo kommet til at sidde i kørestol, eller hænge i krykker, eller være gang-handicappet (?) med alle de forskellige hjælpemidler det udløser.

Og hvorfor?
Jeg fik en diskus prolaps for 2 år siden.
De næste 12 måneder fulgte tre operationer.
Tre genoptræningsforløb. Et hav af morfin & det løse. En masse håb, der rendte panden mod en mur.

Nu er genoptræningen afløst af livslang vedligeholdelses-træning hos fysioterapeut. Jeg tager en masse medicin. For konklusionen er, at jeg ikke blev opereret tidsnok ved 1. operation.
Derved er rodnerven kronisk beskadiget. Med korte ord, det gør ondt som intet andet. Nervesmerter er umenneskelige. Og jeg kan ikke bruge mit venstre ben & fod.
Dvs. når jeg står op, ligges al vægten på mit højre ben.
Så for at blive et menneske, tager jeg store doser stærk medicin. For så kan jeg rent bogstaveligt komme ud af sengen hver morgen, og fungere.
Hjælpemidlerne hjælper mig.

Det er min virkelighed. Nu er det juli, og jeg fik lægernes endelige svar i maj.

Så ja, det er hårde odds.
Men når det er sagt, så vælger jeg stadig at fokusere og leve med, alt det smukke jeg også har i livet! For hvordan skal jeg ellers kunne holde smerterne ud?

Bl.a. kan jeg med min meget fancy sporty kørestol, opleve en frihed, som ellers ikke er mulig.
Som at sidde ved stranden, have kæmpet mig vej hen til badebroen for kørestols-brugere, så er det så smukt! (Læs her om min tur på stranden)
For ja, endelig kom jeg på stranden! Og så sidde der, og nyde alt det jeg kan, en smuk sommers sol, som vender bugen opad. Ungerne løber ud i det kolde vand, og enten hviner eller brøler. Aftenen er vor, og vi kan gøre hvad vi vil. Ja, så føler jeg mig mere fri end jeg nogensinde har gjort før.
No kidding!

Mine venner sir, eller de fleste af dem sir: 'Læg sag an! Kør sagen, og få en erstatning!'
Jeg sir: 'Ja, det ville være godt for en masse patienter, der kommer efter mig. Men jeg orker ikke bruge måske 5-7-10 år af mit liv, med at fokusere på alt det negative. På at jeg blev gjort skade, og skaden er uoprettelig. Hvad skal jeg så med skide 100.000 eller hvad et liv kan gøres op i?'

For mit liv er lige her og nu! Og jeg kan ikke vente 5-7-10 år med at leve, trække vejret, føle mig fri. Se på det positive. Jeg behøver finde det positive og smukke, for at leve. Sådan er jeg sammensat.

Så nok vil jeg ku´ købe et par Louboutiner for sådan en erstatning. Men, jeg er nu godt tilfreds.
For jeg har så meget - lige her, lige nu!


Hvordan kan jeg ikke elske mit liv?

Etiketter: ,

fredag den 19. juli 2013

Køretur på stranden....

Opdager først nu i ny tilstand (at være blevet kørestolsbruger), at Ishøj Strand har noget så fancy, som en badebro for kørestols-hippier!

Og nej, jeg var ikke under, hverken med eller uden kørestol - det lader jeg den her vanvittigt seje og voldsomt inspirerende kvinde om!!


Etiketter: , , ,

Den dag jeg brændte min fortid af.

Jøsses, hvor jeg smider fortiden ud! Væk og færdig.
Ja, jo, ja, ja! Jeg ved da godt der vil være mange der siger, at 'uden din fortid er du ikke dig selv'. Eller 'vi kan ikke kende lyset, om vi ikke mærker mørket' og alt det der.
Og det er fint. Glimrende. Helt reelt, og ganske fornuftigt.
Det er bare ikke det jeg taler om.

For dét jeg taler om, det er at smide alt! det væk, der sidder og strammer. Eller hænger og slasker om ens udsyn. Det som lægger sig som en tung, tung skygge, der vælter en bagover, hver gang man prøver at komme fremad.Og det der holder dig under vandet, længe efter du har tænkt du ville op og have frisk luft.
Hvorfor pokker holde fast i det? Nej, vel!
Men alligevel er det ofte det vi gør.
Som med vores (dame)tasker; 'det kan jo være jeg får brug for det!'
Jeg gider ikke længere, så jeg løsner alle fortidige greb, og slipper, slipper, slipper.

Nej! Alt hvad der ikke har været i brug inden for det sidste år, hører ikke længere til hos mig. Ud med det!

Og mens den indre software skiftes ud i takt med hvad jeg kan nå at rumme og praktisere af downloads og opdateringer, rager jeg håret af, for at blive befriet for et bestemt syn.
Jeg brænder min iPhone af, ved at komme til at smide den på bålet!, så det nye liv er med ny iPhone og nyt telefonnummer. Mac´en som længe har jamret sig højlydt hver gang jeg bad den komme i omdrejninger, er gået på pension, og ladet en ny finde sin plads. Hjemmet bugner med meget lidt fancy, men allerhelvedes funktionelle hjælpemidler for den gang-handicappede. Og som det seneste klippede jeg dankortet over, da det havde været lidt for gavmildt uden min tilladelse.

Og hvad var det egentlig jeg ville med mit indlæg? Andet end flashe et foto, fra min hidtil længste køretur i min fancy sports-kørestol?
Nå jo, jeg ville bare sige, at ja, livet er så utroligt foranderligt.
Spørgsmålet er blot om vi  tør følge med det?