02 03 04 ODILES BLOG: Bloggerliv i Hollywood-diva nattøjs-stil. 05 13 14 15 16 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 22 23 Bloggerliv i Hollywood-diva nattøjs-stil. 24 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

tirsdag den 17. januar 2012

Bloggerliv i Hollywood-diva nattøjs-stil.

Det er de her morgener, hvor alt stadig ligger i blåt, uden for vinduet.
Inden solen er stået op.
Freden er her endnu, jeg er alene. Alle er taget afsted.
Det er her, jeg begynder at tømme mit hoved for tanker.
Ned i Mac´en. Noget sender videre ud, i flow. Ude på nettet.

Hvad kan og vil jeg vil dele ud af, på min blog?
 Der er masser at tage af; emner, tanker.

Det med at være så syg, gør selvsagt at min verden er forandret. Mine oplevelser er så meget anderledes, end hvad jeg ville opleve, hvis jeg var i fuld vigør. Stæsende afsted i Chrystler Cruiseren - ind mod Nyhavn. Eller over mod Jylland. For at arbejde. Lave møder, holde foredrag. Snakke.

Mit arbejde er meget at snakke.
Ord.
Mit arbejde er ord, ord, ord, ord, ord. Talte, skrevne, læste.
Og jeg elsker det!


Når jeg så går alene det meste af tiden, her i min 'syge-tilværelse' (ikke at forveksle med 'syge tilværelse'), kommer jeg til at være indestængt med ord.
Ligesom når man er på barsel. Specielt inden fødslen - der hvor man går og venter.
Og er tilstrækkeligt besværet til, at ens indkøb er begrænsede. Og alligevel finder man særligt opsigtsvækkende opdagelser i Netto. Som igen kan nydes, fordi man også kan sætte sin partner ind i dagens oplevelse. Med frydefuldt nyopfundne detaljer, selvsagt.

Ordene hober sig op inden i. Og jeg skal virkelig -  og gør virkelig!  - en dyd ud af, at lade manden være når han kommer ind ad døren. Medbringende varer, børn og en hel dags arbejde i sit hoved.
(Hans arbejde er så lyde. Han er proppet af lyd og musik, når han lander om aftenen.)

Jeg øver mig, så at sige i, at kunne rumme alle ordene.

Men hold da kæft, det er svært!
Jeg er skriver. Jeg udtrykker mig. Meget - som i konstant. Og jeg savner at snakke med voksne.
Om dagen. Som med oplevelser fra deres liv, puster nyheder, drama, grin, smerte - hvad som helst - ind i mit hoved. Som måske nok er proppet med mit eget. Men som trænger til at vige pladsen - og gør gerne - for variationens skyld. Letheden. For uanset hvad andre kan fortælle, så er det altid lettere, mere ukompliceret, at høre om deres liv.

De voksne jeg møder, sådan som mit liv er nu, er alle relaterede til det, at være syg. At jeg er syg.
- De meget søde handicap-bus chauffører (hvad hedder sådan en bus? Det er vel politisk ukorrekt at kalde det en handicap-bus?)
- De meget søde ældre mennesker, som også kører med bussen. Og er til genoptræningen.
- De meget søde fysioterapeuter, som hjælper mig med min genoptræning.
- De meget søde yngre borgere, som er til genoptræning.
- De meget søde HK´ere (tror jeg de er), som sørger for at jeg får den kørsel, jeg skal have.
  På det rigtige tidspunkt.
- Den meget søde sagsbehandler på jobcenteret, som sørger for, at jeg har ro til at blive rask.

Der er masser at skrive om her! For den nye verden, er værdig til at blive fortalt om. Den gør indtryk. Stort!

Men jeg får også trang til, at være vildt overfladisk. Trække væk fra min fysiske smerte. Fra de bekymringer der også hører med. Tanker om fremtiden. Det sidste der blev sagt af lægen/fysioterapeuten/hospitalet.

Jeg har lyst til at skrive, om de rynker der er dukket op, mens jeg har været syg.
Eller alle de grå har, der i samme periode, er begyndt at myldre frem.
(WHAT?)
Eller om de silkeundertrøjer, jeg har købt.
Om den nyeste serum, nu også er så god som de siger?
Eller om at gå rundt i silke- og satin nattøj hele dagen. Som var jeg en Hollywood-diva. Bare minus et glas vodka.

Det at skrive om noget meget overfladisk, let, og helt uden bekymringer knyttet på. For det vil måske gøre det lettere, at blive rask?

Anyway, Mac og jeg kommer tilsyneladende til at udvikle vores lange venskab. Bestige nye bjerge sammen. Finde ny græsgange i bloggerland. Opdage *do´s and dont ´s* herinde.
For det kommer til at tage noget tid, før den Hollywood-diva´ske inspirerede stil ryger ud.
We are in for the long run, Mac og jeg.
Hvis mit ægteskab skal bevares, mine veninder ikke skal være her 24/7, og jeg skal blive rask.
Så må der erstatning til.

Det må blive bloggerlivet. Mac og jeg - og alle ordene. Det er også nemmere. På nogen måder.
Jeg kan skrive uforstyrret. Behøver ikke tage hensyn til om nogen er trætte. Eller bliver trætte.
Måske kan jeg endda få gode råd tilbage om den serum dér? Eller hvad der er politisk mest korrekt?

Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

2 kommentarer:

  • Klokken 17. januar 2012 kl. 09.29 , Blogger Liselotte sagde ...

    Fnis... Kan lige se dig i silkepy siddende i alle farverne i kongestolen med kaffe og tastaturet inden for rækkevidde. Et syn der der både glæder og tynger. Ville ønske jeg havde kræfterne til at komme og gøre dit liv lidt lettere. Knus og varme tanker L <3

     
  • Klokken 21. januar 2012 kl. 08.40 , Blogger Odile sagde ...

    Tak søde Liselotte!
    Kærligst, O

     

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start