Mændene i mit liv. Og en tøs.

(Skrevet som et indlæg til en kærlighedsantologi, 2009. Antologien blev droppet. Ikke pga mig, men desværre:/)

Jeg elsker Lyve Lovett.

Jeg elsker min mand.

Jeg elsker mine børn.

Jeg elsker min hund.

Jeg elsker mit hjem .

Jeg elsker mit liv.

Jeg elsker mine kære, alle som een.

Jeg elsker min næste.

Jeg elsker alle. Jeg elsker også dig.

Jeg elsker også dem som ikke kan gøre for det.  Eller ved det.

Eller vil det.

’I love everybody' - synger Lovett

’Especially you.

So if you feel lonesome

Remember this truth

I love everybody

Especially you!’

Jeg elsker Lyve Lovett, men jeg elsker især hans musik! Den der sælsomme finurlighed, twistet med enten stor lykke eller dyb tristesse, der kommer ud af hans næsten nedadvendte mundvige. Sangene nærmest flyder over, så snart han åbner munden, som var det ikke meningen.

Jeg elskede hans musik, før jeg elskede nogen. Som hans navn er dobbelttydigt, Lovett = Lov´it,  er hans tekster og musik.

Han pranger aldrig, men bare flyder over. Han kan ikke gøre for det. Eller lade være.

Min eksmand var ham, der åbnede døren ind til Lovetts univers.

Jeg ved ikke om jeg elskede min ex – troede det dengang. Elskede han mig? Ved ikke. Som man elsker sit dyrebareste privateje? Ved det ikke. I dag betyder det ikke længere så meget. Ikke som dengang, hvor det betød alt.  Måske fordi jeg i så mange år gav så meget, igen og igen, og slet ikke havde lært mig, at tage imod. 

Det er svært at se, når man ikke tager imod.

Da jeg ikke turde kigge ind bag det tæppe af ødsel omsorgssvigt jeg var svøbt i allerede fra spæd, kastede jeg mig ind mod hans bryst, uvidende om hvilke klipper, der gemte sig bag det.

Men jeg fik også gevinst for min hengivenhed; store lunser af musik! Åh -  jeg lod mig drive på dets strømme og fortættede længsler. Væk fra ham og hen mod, hvad der skulle udvikle sig til at blive mig.

Da de første skridt var taget og flyttekasserne læsset af i den nye fjerdesals lejlighed, hvorpå der kun stod mit navn!! -  flød Lovett ud af de små højttalere der var købt for egen SU!! Han hang som en hvisken i de sprøde timer ud på morgenen, hvor jeg stod og malede om alt det sindssyge. Og jeg trak ham dybt ned i mine lunger samstemmende med røgen fra de mange daglige cigs. Ku´ ikke vriste mig ud af min dårlige samvittighed over, at være holdt op med at lægge krop og sjæl til. At have brudt mit ord, sagt højt foran Gud og hvermand.

Jeg prøvede at få  andre til at se, at jeg da måtte gå fra ham, hvis jeg skulle overleve. Og messede med på Lovetts´: ’She wasn´t good, but she had good intentions’, da jeg skrev skilsmisse-papirerne under.

Siden blev jeg, for en tid, hver mands eje. Hvor jeg før havde jeg hørt til hos een mand, røg jeg nu i flæng. Selv var jeg sikker på, at der ikke længere var nogen der ejede mig. Endelig. Det faktum, at de betalte for mig, var ikke et køb af mig. Blot en erkendelighed for at nyde min arbejdsindsats for en time eller mere. Eller mente jeg de havde mig til låns?

Lyle var der stadig. Han var de små åndehuller, jeg kneb mig op til overfladen for at snappe ind. Til tider sad jeg på bunden uden evne til at komme op. Jeg blev god til at holde vejret. Rigtigt længe. Men også til at udnytte hvert et lille løft op i friheden. På en eller anden måde må jeg have trukket vejret ind på det rigtige tidspunkt.

Ind i mellem gav jeg op.

Det nyttede ikke. En skam af forspildt liv. Prøvede at få kroppen til at makke ret, falde død om.

Det ville den ikke – i stedet kom den bare igen. Og igen. Jeg var så bange for det satans liv, som blev ved med at forfølge mig og insistere på jeg skulle tage det ind.

Lovett  prøvede at hjælpe til.

’It´s just the morning, nothing here to be afraid of’. Hvad snakker du om? Som han kendte til dagslysets kramper af modvilje. Så jeg smed ham ud. Eller væk. Eller helt faktuelt, lod jeg ham bare stå på en hylde, presset ind mellem de andre cd ´er, mens jeg søgte tilflugt på den lukkede afdeling. Her kunne jeg være, som en patient koplet på en respirator. Mine lunger var sprængt.

Der var ingen kærlighed. Uanset hvor jeg spottede hen, fandt jeg kun skygger af misbrug, mistillid, aggression og had, i de lukkede grønmalede vægge blandt de andre sindssyge. Tvang, opkast, skrig, selvmord, blod. Ingen kærlighed. 

Kun den indbildte i sindet på en skizofren:

’Der du jo Buddha, hvor har jeg savnet dig!’ sagde hun betaget og opløftet, med blikket sat på long-distance out of this world.

’Du Solens datter!’ sagde hun og lagde sin kolde hånd med sorte neglerander, på min kind. For at kærtegne. Jeg troede hun lagde den for at slå.

Mit indre lys var slukket og jeg turde ikke fortælle om det, for måske havde det været en hallucination, at det fandtes. Jeg lukkede alt mit udsyn og så ikke længere ind, mens jeg forbandede ham Satan og alt hans yngel, når de rendte cirkulært om mig. Bed mig i knæhaserne, som uvorne hvalpe.

Det lykkedes mig til sidst at sparke dem af med mine tunge militærstøvler og facede endelig Satan selv i Guds hus. Han vandt den runde og jeg trak mig fra at sluge nadveren. I stedet slugte jeg endnu en overdosis. Måske var det Gud der trak giften retur op gennem min hals, og lagde mig i en hospitalsseng med udsigt over København.

Der var gået nogle år fra jeg forlod min eksmand, og jeg havde kun lært at jeg ikke kunne leve videre. Det smøg sig forræderisk om min bevidsthed, at jeg havde levet kærlighedsløst på en løgn med ham i årevis. Og nu kunne jeg ikke engang leve!

På trods af jeg havde mødt den mand som jeg vidste, var manden for mig....

I samme øjeblik jeg så ham første gang, slap jeg al had og vrede længe nok til, at hans blik og karisma, landede dybt ind et sted i mig, hvor ingen nogen sinde før havde fundet ind. Han gjorde intet, han var bare og jeg lod mig forføre vel vidende, at han aldrig ville finde vej ud fra mit inderste igen.

Han var min første. Min aller aller første. Og han var den første mand, hvor jeg vidste han ikke krybe over min krop, uden at jeg var med. Derfor tog jeg ham med hjem, den aller aller første nat og lagde mig til ro ved siden af ham. For aller aller første gang vidste jeg, at dét var kærlighed. Jeg vidste ikke hvordan en sådan skulle forvaltes og føres ud i praksis. Vidste kun, at det ikke kunne være anderledes.

At kaste mig ud i at elske ham, var som at alt kød faldt fra mine knogler og blotlagde mine nerver. Samtidig med at jeg svimlede i en nirvanisk tilstand i hans nærhed. Jeg lod mig flå igen og igen, for at lære at forstå, hvad kærligheden var for noget. Jeg vred mig som en orm på krogen, når han sendte blikke mod andre kvinder, for jeg fattede ikke hvorfor han kunne udstå lugten fra mit rådnende kød. Jeg tror ikke jeg dengang vidste, at også han fandt tilstande af Nirvana, med mig, sammen.

’Kender du Lyle Lovett?’

’Nej.. har vis hørt navnet, men...’

’Det er nok ind under country, men fedt, virkelig fedt! Prøv at hør´!’

Vi udvekslede musik og erfaringer, tonsede og faldt mod hinanden.

Nu sad han her, ved siden af hospitalssengen, hvor jeg lå. Jeg med resterne af endnu en mislykket overdosis. Han med rynkede bryn og en vilje sat på: ’Jeg kan ikke være med mere!’

Vi havde forsøgt at være kærester, to gange. Sluppet ud af den magnetiske irrationalitet, som hang om os som parfumestøv. Forladt hinandens drømme om, at ku være kærester.

Blev venner. For en tid, så hang vi ved hinandens læber igen.

Men nu var det slut....

’Jeg kan ikke være ven med dig. Du er en joker. Du har hele tiden døden som en udgang!'

Udsigten over København, gjorde sig til for ingens nytte.

’Nobody knows me like my baby’ græder Lovett ud i min tomhed. Min aller aller første og aller aller eneste kærlighed, er gået ud af rummet, jeg ligger tilbage i en seng på hospitalet med et tomrum så eksistentielt som efter en abort.

I tomrummet råder ingen kærlighed, men jeg opdager herefterdags, et rum bagved. Blødt, varmt, rødt som havde det ligget der altid. Forsigtigt lader jeg min hånd hvile på den skylette velour, rummet er tapetseret med, og jeg finder, at her er jeg. 

Mig selv, mit sande, mit jeg. Og jeg ved, at det er herfra kærligheden skal oprinde.

Så beslutter jeg mig for at leve. I stedet for at søge de åbne vinduer på fjerde sal og sandsynlighedsregne på konsekvenserne af et spring, falder jeg tilbage til mit bløde, røde velour. Og jeg lander – hver gang. 

 

Han vedbliver at være manden i mit liv, det vil aldrig være anderledes, og jeg begræder hans exit. Med nøgent maveskind mod mit kølige plankegulv, sender jeg skrig og jammer i fri cirkulation, sendt ud af mine lunger og mund. Jeg havde troede jeg ikke kunne leve uden ham, for mit eget værd var ikke levedygtigt. Men jeg lærte, at mit liv skulle banes selvom han ikke var med.

                

Der gik et lille år, så bulnede mit maveskind af liv – inde fra. Pludselig var der er lille væsen som trængte sig på, som ville mig og ville gives liv. Da kvalmen havde tvunget mig i knæ, fattede jeg ansvar og besluttede, at tiden var inde til at blive mor. Det barn jeg aldrig troede ville være muligt, i min så ødelagte krop, blev min virkelighed.

Jeg var blevet toogtredive, havde godt fat om mig selv, om hjem og penge. Jeg havde ikke længere nogen grund til at afvise et barn. Og jeg var lykkelig!

Og behøvede ingen mand for at jeg forestille mig selv i et godt liv.

Barnets fader ville jeg gerne skylle ud med badevandet. Han viste tidligt klare tegn på karakterafvigelse. Men han havde åbnet mine øjne for min frugtbarhed. Og rent etisk og juridisk havde han ret til barnet. Og barnet ret til at kende sin fader. Trods hans insisteren på, at jeg skulle elske ham, fordi min mave tilhørte ham, gav jeg ham i stedet ryggen og holdt fast i mig selv. I mit røde velour rum.

Her kom min store kærlighed tilbage, for at se mig. Og pludselig landede han og jeg atter ved hinandens læber. Denne gang for good. Intet var mere selvfølgeligt. Og han fik både mit og mit barns hjertelyd i sine hænder.

Endelig forstod jeg Lovett, når han sang sin:  If you were to wake up, would you still love me?’

Vi overgav os til kærligheden. Nu var parfumestøvet endnu mere fortættet end nogensinde, og det voksede i takt med min mave.

Han tog imod min smukke søn, gjorde ham til sin.

Han holdt ham i de mange timer på hospitalet, da hans babysize-nyrer sendte ham ud på smertedrevne feberhav. Da læger og sygeplejersker pressede babysønnen ned at ligge, for at stikke hul i de små årer som gang på gang klappede sammen. Han gjorde alt det som en far gør, når han elsker.

Den biologiske far holdt sig væk fra i de syge perioder, af had til mig.

I dag er vores søn fri af nyrebetændelse og en betændt far. Han klarer sig fint trods nyrefejl og hjertesmerte affødt af sin blods-far.

Næste krise blev udløst da jeg fik at vide jeg havde en hjernetumor. Hjernekirurgen mente han kunne operere, men mente ikke der var nogen garantier for livet. Eller for døden.

På operationsdagen sendte vi sønnen i børnehave. Jeg sagde farvellet som ingen vidste, om skulle holde for nogle timer eller for en evighed.

Min mand holdt sit åndedrag, og da jeg lå i respirator efter operationen, pustede han det endelig ud og videregav mig det, til jeg igen trak vejret selv. Han holdt min hånd i al den tid, som en mand der elsker sin hustru.

Det første jeg så da jeg vågnede, var de to; ham med vores søn på armen  - smurt ind i sæsonens første sodavandsis, et undrende blik over alle slangerne i mit ansigt. Og et stort smil!

Alt var på sin plads, både inde i mit hoved og uden for.

Igen valgte jeg livet.

Lukas og jeg kort inden operationen. 

                            

Præcis fjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter. Endnu engang gav min ødelagte krop efter for en større velvilje, og selvom bækkent gled af led og datteren måtte skæres ud, så blev endnu et liv sat klar.

                                                    Karla lige kommet til.

Der var nogle år, hvor Lyle stod og samlede støv, hvor viskestykker blev brugt til at tørre grød og babygylp op med, og hvor børnenes lyde og skrig, fyldte rummene alt rigeligt op.

Indtil for et kort øjeblik siden, da vi flyttede ind i parcelvillaen af samme årgang som os selv. Lyle Lovett lever igen!

Lige så intenst og nærværende som for sytten år siden – her  i mit hjerte og min hjerne. Han har været med, selvom jeg glemte ham undervejs eller ind i mellem.

’Here I am, take my hand and you see. Yes it´s me!’

Og enklere kan det ikke siges;. uden kærlighed udviskes jeg, men opfyldt af den, finder jeg mig selv. Og tør vise mig for dig.

Fordi jeg elsker, er jeg.

Og fordi du elsker, er du.

Fordi vi elsker, ophører frygt og angst.

Bloggerliv i Hollywood-diva nattøjs-stil.

Det er de her morgener, hvor alt stadig ligger i blåt, uden for vinduet.
Inden solen er stået op.
Freden er her endnu, jeg er alene. Alle er taget afsted.
Det er her, jeg begynder at tømme mit hoved for tanker.
Ned i Mac´en. Noget sender videre ud, i flow. Ude på nettet.

Hvad kan og vil jeg vil dele ud af, på min blog?
 Der er masser at tage af; emner, tanker.

Det med at være så syg, gør selvsagt at min verden er forandret. Mine oplevelser er så meget anderledes, end hvad jeg ville opleve, hvis jeg var i fuld vigør. Stæsende afsted i Chrystler Cruiseren - ind mod Nyhavn. Eller over mod Jylland. For at arbejde. Lave møder, holde foredrag. Snakke.

Mit arbejde er meget at snakke.
Ord.
Mit arbejde er ord, ord, ord, ord, ord. Talte, skrevne, læste.
Og jeg elsker det!


Når jeg så går alene det meste af tiden, her i min 'syge-tilværelse' (ikke at forveksle med 'syge tilværelse'), kommer jeg til at være indestængt med ord.
Ligesom når man er på barsel. Specielt inden fødslen - der hvor man går og venter.
Og er tilstrækkeligt besværet til, at ens indkøb er begrænsede. Og alligevel finder man særligt opsigtsvækkende opdagelser i Netto. Som igen kan nydes, fordi man også kan sætte sin partner ind i dagens oplevelse. Med frydefuldt nyopfundne detaljer, selvsagt.

Ordene hober sig op inden i. Og jeg skal virkelig -  og gør virkelig!  - en dyd ud af, at lade manden være når han kommer ind ad døren. Medbringende varer, børn og en hel dags arbejde i sit hoved.
(Hans arbejde er så lyde. Han er proppet af lyd og musik, når han lander om aftenen.)

Jeg øver mig, så at sige i, at kunne rumme alle ordene.

Men hold da kæft, det er svært!
Jeg er skriver. Jeg udtrykker mig. Meget - som i konstant. Og jeg savner at snakke med voksne.
Om dagen. Som med oplevelser fra deres liv, puster nyheder, drama, grin, smerte - hvad som helst - ind i mit hoved. Som måske nok er proppet med mit eget. Men som trænger til at vige pladsen - og gør gerne - for variationens skyld. Letheden. For uanset hvad andre kan fortælle, så er det altid lettere, mere ukompliceret, at høre om deres liv.

De voksne jeg møder, sådan som mit liv er nu, er alle relaterede til det, at være syg. At jeg er syg.
- De meget søde handicap-bus chauffører (hvad hedder sådan en bus? Det er vel politisk ukorrekt at kalde det en handicap-bus?)
- De meget søde ældre mennesker, som også kører med bussen. Og er til genoptræningen.
- De meget søde fysioterapeuter, som hjælper mig med min genoptræning.
- De meget søde yngre borgere, som er til genoptræning.
- De meget søde HK´ere (tror jeg de er), som sørger for at jeg får den kørsel, jeg skal have.
  På det rigtige tidspunkt.
- Den meget søde sagsbehandler på jobcenteret, som sørger for, at jeg har ro til at blive rask.

Der er masser at skrive om her! For den nye verden, er værdig til at blive fortalt om. Den gør indtryk. Stort!

Men jeg får også trang til, at være vildt overfladisk. Trække væk fra min fysiske smerte. Fra de bekymringer der også hører med. Tanker om fremtiden. Det sidste der blev sagt af lægen/fysioterapeuten/hospitalet.

Jeg har lyst til at skrive, om de rynker der er dukket op, mens jeg har været syg.
Eller alle de grå har, der i samme periode, er begyndt at myldre frem.
(WHAT?)
Eller om de silkeundertrøjer, jeg har købt.
Om den nyeste serum, nu også er så god som de siger?
Eller om at gå rundt i silke- og satin nattøj hele dagen. Som var jeg en Hollywood-diva. Bare minus et glas vodka.

Det at skrive om noget meget overfladisk, let, og helt uden bekymringer knyttet på. For det vil måske gøre det lettere, at blive rask?

Anyway, Mac og jeg kommer tilsyneladende til at udvikle vores lange venskab. Bestige nye bjerge sammen. Finde ny græsgange i bloggerland. Opdage *do´s and dont ´s* herinde.
For det kommer til at tage noget tid, før den Hollywood-diva´ske inspirerede stil ryger ud.
We are in for the long run, Mac og jeg.
Hvis mit ægteskab skal bevares, mine veninder ikke skal være her 24/7, og jeg skal blive rask.
Så må der erstatning til.

Det må blive bloggerlivet. Mac og jeg - og alle ordene. Det er også nemmere. På nogen måder.
Jeg kan skrive uforstyrret. Behøver ikke tage hensyn til om nogen er trætte. Eller bliver trætte.
Måske kan jeg endda få gode råd tilbage om den serum dér? Eller hvad der er politisk mest korrekt?