Op at gå på de gyldne stjerner!

Det er når jeg ser i jeres blikke, at jeg forstår alvoren af min tilstand.

Eller jeres ord. Eller ikke nogen ord - tavsheden.

Ellers tænker jeg det anderledes.

Jeg kan selvklart, som den eneste mærke, dybden af smerterne.

Eller holde styr på, hvor meget medicin, jeg tager i løbet af dagen.

Men det bliver også en illusion. På en måde.

Ikke fordi jeg er skæv. Tror mit system har vænnet sig til morfinen.

Bare trætheden og behovet for en lur i løbet af dagen.

Men det bliver urealistisk, når smerterne kun når op på måske en tiendedel af, hvad de er uden medicinen.

Måske er jeg også urealistisk, når jeg undgår alvoren. Undgår jeg den? Ved ikke.

Inden jeg blev indlagt, da troede jeg hver dag; I morgen er det bedre.

Indlagt var jeg sølle, meget. Men holdt stadig operation holdt i straks arm foran mig.

Umuligt. No way.

Til jeg holdt op med at drikke også, fordi jeg måtte undgå at bevæge mig. Af hensyn til, hvor meget smerte jeg kunne rumme.

Nu er det tre måneder siden.

Smerterne er her. Operationen har været. Genoptræningen er i gang. Jeg er bare ligesom.. bagefter.

'Du skal tilbage til hospitalet' - sagde fyssen forrige uge. Praktiserende læge kom forbi i sidste uge; 'Ja, du skal tilbage til hospitalet, og snakke med dem.' sagde han.

Havde de undladt at konfrontere mig med min manglende udvikling, ville jeg være fortsat uforandret.  'Du skal ikke tænke din træning som nyttesløs, selvom du skal på snakke med dem på hospitalet.' Forklarede fysioterapeuten mig i går. 'Hvis du ikke havde trænet, så tror jeg ikke du ville kunne komme ud af dig seng! Så selvom de måske tilbyder en re-operation, så er du i meget bedre form, til at klare det.'

Jeg bliver nødt til, hver dag at tænke, at jeg nok skal klare det. At jeg klarer det. Som jeg har klaret alt.

Måske er det urealistisk. Naivt.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, bestilte jeg de høje sko, med guldstjernerne på. Fordi jeg vil gå  på høje sko igen!

Men for første gang i går tænkte jeg på, hvad nu, hvis jeg faktisk ikke kommer til at gå med de sko? Nogensinde? Hvad hvis jeg aldrig kommer til at køre bil igen? Hvordan lærer man at leve med så voldsomme smerter, resten af sit liv?

Naaarrh!No way! No way!

Det vælter jeg ligeså hurtigt UD af mit hoved, som det fik møvet sig derind!

No way! Jeg klarer den! Med hjælp. Alt muligt forskelligt slags hjælp!

For jeg SKAL klare den. Andet er ikke en option. Helt enkelt!

Det er en vej. KUN een vej.

Og det er op på de gyldne stjerner at gå!