Hjælp! Min datter er måske som jeg!!! - tanker om mainstream.

Mainstream er en stærk strøm. Stærkere end de fleste gør sig bevidst.

Man drukner i at agere efter strømmene omkring en. Man kommer til at ligge og plaske i alle retninger, foranderlige som strømmene er. Og ens kræfter slipper op.
Hvis man derimod mærker sin evige indre strøms bevægelser, kender den ud og ind, kan man lade sig drive på den. Uanset hvor oprørte vande der måtte opstå, vil man altid lande inde på bredden.

Det jeg så for tyve år siden i Miami Beach - at det kunstige blev dyrket til fordel for det ægte. Silikone som den ny tids største status, ønskværdigt for enhver anstændig kvinde. Og mand - er også blevet helt comme il faut hos os.

Falske øjenbryn, vipper, læber, bryster, talje, numser. Selv-eksponering som superstjerner med super-egoer og luksus-livsstil. Stå på tv med hvad som helst, for at overbevise alle om, at man er noget særligt. Klatre rundt på diverse tv-kanalers forskellige reality-programmer og date med de andre man konkurrerede med i sidste program. Sælge porno og strip, med samme selvfølgelighed som man sælger leverpostej, og så køre Mercedes rundt i storbyen, som en Linse-lus for det vedhægtede beundrende kamera (og publikum). Være en konstant underholdningsfaktor for alle os andre. Og helst med så meget seksuel aktivitet som muligt. At være 'Paradiso Stjerne' kræver en seksuel kynisme, som selv en prostitueret må studse over. Udskifte selvfølelse med egen-værdi i kraft af seertal og sidste restylane-indsprøjtninger. Leve på 1. klasse, mens ens selvværd end ikke har råd til at følge med på 3. klasse.

Mainstream er, når der popper en besked ind fra min datters Frit:
 Kor stopper! For få tilmeldte!
Det hele hænger sammen! Værdierne er udskiftet fra ægthed til plastik. Du får mere i kroner og øre for din plastik, end hvis du tropper op med din ægthed. Målt i tv-tække.

Der er ikke nok der gider synge i kor. For alle vil være solister og superstjerner.
At synge i kor med ægte guitarlyd og klaver, lære sin stemme at kende - lære musikkens grundstene at kende, er ikke sjovt! Eller hurtigt. Glitrende. Solo. Eller sådan 'på'-agtigt.

Men det er X-factor.
X-factor er in.
Det er meget sjovere at agere X-Factor deltagere og dommere. Sno sig til engelske sange (jeg simpelthen ikke tror på den gennemsnitlige 9-årige fatter hvad handler om! På erfaringsplanet. Håber jeg sandelig heller ikke!!)

Plastik og selviscenesættelse som kopi af nogen andre, er bare sjovere. Mere hipt. Og meget mere opmærksomhedsskabende.

Mainstream´en er stærk. Og det er selvklart en strøm der ikke lader sig stoppe, bare fordi Fru Poulsen synes det er sååå tomt.

Jo, vi kan da godt slukke for tv´et fredag aften, eller en hvilken som helst aften, hvor plastikken skinner om kap i primetime. Og hive guitaren frem sammen med Karla.
For Karla er anderledes. Hun si´r det selv.
 'De andre piger kan rigtig godt lide pop, men jeg er ikke så vild med det. Jeg er mere til gamle sange, Frede Fup og Kim Larsen og sådan'.

Det kan jeg glædes over. Sidde med mine gamle dyder og forsøge at fastholde en barndom i min 9-årige datter, mens resten af verdens ni årige ræser afsted i tweenstyle og næsten med hormoner som en rigtig teenager.
Hvorfor så problematisere det?
Øh, ja ved sgu ikke - det er bare - er man 'lonely rider' hvis man ikke synes om pop og plastik?
Går i farver, når andre foretrækker at gå i sort, gråt, brunt, beige?

Basicly, er jeg nok bekymret over, om min datter gør for meget, som jeg.
Mig i mit evige røde tøj. Mine meninger. Mit menneske-og verdenssyn.
Mig, der sidder og brokker mig på min lille blog om mainstreams unoder.
 - Åh! Nej, er hun som mig!? Skal hun opleve sig selv som anderledes altid? Ikke at høre til?

Så derfor bliver jeg nødt til at gå tilbage til mit udgangspunkt:
Plastik fremfor ægthed? Hvad vil du helst ha´? Og hvad ønsker du mest for dine børn?

Ja, så glædes jeg over at hun bevare ægtheden, og ikke vil være en kopi (måske en kopi af sin mor?! - men så er det jo bare almindelig identitetsdannelse. Eller hvad?).
For det at bevare sig selv, må altid være at foretrække frem for at være en kopi af noget, man måske endda ikke selv kan identificere.
Jo, jo, jeg ved da godt Anthony Robbins storsmilende sælger, at vi skal gå ud og kopier de andres succes, for selv at få den. Successen. Men hallo, det er Anthony Robbins! Jeg ville få meget større skader end brandsår, hvis jeg lavede kurser, hvor folk sku' gå på gløende kul. Anthony Robbins er nok startet med at inspireres af andre - men han er ingen kopi. Han har skabt sig selv som konceptet 'guru'. Det kan ikke gøres efter. Det kan kun gøres - hvis det i det hele taget skal gøres? (dog en helt anden debat) - med ægthed og den tilpas karismatiske personlighed, der kan tiltrække et så stort verdens-publikum.

Og hvad fanden er der galt med at være Fru Poulsen fra Kommunen. Eller Banken. Eller Brugsen?
Nej, man tjener ikke boxen på det. Og man er ikke feteret. Ikke ret meget i hvert fald.

Så konklusionen er som starten på min tankerække: Damn for plastik-mainstream! Ku´ det dog bare være ægtheden, der var in og mainstream.

Og så satser jeg på, at det kommer igen.
Ægtheden i vor kultur.
Inden der er for mange der er druknet i mainstream-plastikken.
Eller restylanen......

Hey, er der en Gud tilovers et eller andet sted?

Hallo? Halloooo?! Jeg mener det? Er der ikke bare en - et eller andet sted? Tilovers? En gud.
Som vil tale gennem mig? Må godt være brugt. Eller er de alle taget?
Af en tidligere hjemløs i USA. En irsk forhenværende husmor. Eller et engelsk barn der blev groft vanrøgtet, men nu laver empowering hypnoser. Eller en tysk (eller schweizisk?) ung mand, som murer sig inde i nu´et et par år.  En anden amerikansk midtvejskrise-kvinde, som oplevede vold og seksuelle overgreb som barn, voksen og oven i, fik en livstruende sygdom.

Lorna Byrnes, Louise Hay, Abraham - Esther Hicks, Glenn Harold, Tolle, etc, etc. .
Alle går de ud og bryder verdenslogikken, med deres nye tilgængelige viden. Vælter deres budskab ud i insisterende strømme, som vi lapper i os. Fordi der er intet! så dejligt som sandheder. Vi sulter efter dem - alle af slagsens.

Det er ikke fordi jeg er bitter!
Altså o.k. jeg føler mig nok en kende overset, her i det kolde Nord. Mangler vi egentlig ikke et skandinavisk mirakel af samme kaliber, som de andre her? *Bitter* Hm - det har bare sådan en grim eftersmag. Og efterlader rynker - på den forkerte måde! Og rynker vil jeg ikke have flere af, for det minder mig blot om hvor mange jeg har fået, mens jeg har været syg. Og hvor slidt jeg er blevet at se på.

Nå, men det er de dér Mirakelmagere.

Man hører, læser og oplever og læser mere om, hvordan de store spirituelle lærere, har gennemgået adskillige helveder på jord! Mistet alt, prøvet alt, gjort alt og mere til.
Og på et tidspunkt var de så mishandlede på krop og sjæl, at de indså, de intet havde og intet kunne gøre mere. Kun give slip på det allersidste. Håbet. Lade sig give efter. Lade sig læne tilbage. Overgive sig til at være - blot. Og de gjorde det! For der var intet andet de kunne gøre!

Det lyder tiltrækkende. Og ret let, at overgive sig til 'blot at være'. Utroligt let! Man skal vel bare trække vejret, glemme at skifte underbukser, sidde og nyde et eller andet og altings skabelse, springe en hårfarvning over og lade børnene rode på deres værelser?

Men det er afmægtigt svært! Det sværeste jeg nogensinde har forsøgt (forsøger..) at lære.
Og de gjorde det, fordi alle ligegyldigheder endelig var blevet ligegyldige.

At slippe sit egocentriske ego - slippe alt! hvad man er opdraget til at tro på af værdier. Slippe alt og springe! Vide at nettet er spændt godt ud, selvom man ikke kan se det, dér højt oppe fra, hvor man står.

At slippe sin frygt, er det sværeste et menneske kan gøre.
Men det har de jo gjort. De dér Mirakelmagere.

Og da de gjorde det, begyndte Gud at tale gennem dem! Eller det guddommelige.

Eller også er det lyset, der skinner pludseligt. Ubestridt og indlysende klart, så de får sandheden leveret. Som appelsiner i en lind strøm ned i turbanen.

Så skriver de en fantastisk bog, dikteret af en større bevidsthed end dem selv. Som straks løber verden over i millioner af eksemplarer. De rejser verden rundt og taler og fortæller, og forbliver altid ydmyge. Taknemmelige. Fantastiske 'egocentriske-fri' og helt igennem forbilledlige. Wauw. Sikke nogle mennesker! Det er næsten ikke til at tro, de stadig blot er mennesker.

Så er det jeg tænker på, om der mon er en gud tilbage? En der står og mangler et menneske at tale gennem? For jeg ku´ virkelig godt tænke mig, at være det talerør! Virkelig!

Jeg er parat til at være ydmyg og smide alt! mit ego. Og jeg har mistet alt, der er ikke mere for fogeden at komme efter. Her er så tomt, at ekkoet af mine forliste drømme, bener rundt som ildere i mine hjertekamre. Jeg er så klar/ så klar/ så klar/ så klar.....Men mon en gud er klar til mig?

Jeg tager imod en hvilken som helst af slagsens – jeg bærer ingen fordomme! Han må være en hende og hun må være en ham. Det er lige meget hvilken religion Den/Hun/Han/ Det tilhører, når bare Den Allerhøjeste Bevidsthed er mig tro. Og jeg skal love at være det, så meget i lige måde.

No shit-talking! Ingen laven grin med!
 – jeg taler fra min inderste kerne af desperation. Og uforløste væsen. Det er ingen X-factor drøm eller femten minutters knaldperle. Det er the real  deal. Alt det jeg har at byde på. Alt det livet har budt mig, som skal outsources.
Jeg laver ingen sjov!
Selvom det skal være sjovt! Livet. Det nye liv.

Jeg har ingen problemer med at skulle være guru istedet for feteret diva (medmindre man kan være begge samtidig?) Men jeg ved godt jeg bare er et menneske, og at jeg skal lære at tøjle alle mine menneskelige downfalls. Og jeg skal nok gå til stemmetræning og få mig en agent. Og en meget bedre website end den jeg har nu! Og jeg vil helt sikkert fungere perfekt, som en evig loyal og altid renskuret sekretær. Med en svag duft af Chanel nr 5.

OM!
jeg bare kan få lov. Få lov til at få min drøm opfyldt. Få lov til at leve det liv, jeg altid har længtes efter.

Kære Allerhøjeste Bevidsthed,
jeg er klar.

 

PS.

Remt praktisk er først fra i morgen!
For mit nye liv starter først, helt præcist imorgen. Når kirurgen er færdig med sin del af arbejdet!

Kan man være lykkelig trods tyndt hår?

(klumme til Oestrogen.dk, fra 2011)

 - Jeg vil fandme ikke ha’ den grimme cykelhjelm på! brøler min meget smukke syv-årige datter, og drøner gennem stuerne ind på sit værelse. Gulvene dundrer stadig efter hendes hæle. Jeg suser stille ind efter hende.

- Jeg ligner en idiot med den hjelm på! Nu er der også tårer med. Nogle arrige nogle.

- Hvorfor?

- Den har en latterlig form!

- Øh....

 - Og den ser åndssvag ud, fordi mit hår er så tyndt!

Stor selvindsigt  af en syv-årig. Men som syv-årig, står hun også uden erfaring med at rumme den!

Hun elsker det hår, hun ikke selv har og aldrig får, og kan svømme væk i venindens vilde krøller. Da hun var mindre, sagde hun til frisøren, at hun gerne ville klippes langhåret. Og hun kommer til at kæmpe med det hår, hun har. Tykt langt hår er lykken. Hun ville først være rigtig smuk, hvis håret var tykt!

Selv var jeg over fyrre, før jeg accepterede at mit hår er supersølle, når det har længde 'ned-over-ørerne'. (Ja, det er pænt pinligt at indrømme, at det sku´ ta´ så længe, at se det i øjnene!)

I bund og grund handler det rigtigt meget om, at skulle se ud på en bestemt måde. Være smuk (altså smuk på en meget bestemt måde!), for at føle sig lykkelig. 

Det er jo mainstream, for børn og unge i dag, at skulle have X-factor og berømtheds-identitet. At man vil kigges på i en grad, hvor man skiller sig ud – for at føle man har en eksistensberettigelse!

I mit arbejde møder jeg rigtigt mange kvinder, som ikke kan lide deres udseende. De føler sig altid for tykke eller decideret grimme. Men det er de ikke – de er smukke!  Kvinder med kvaliteter, som jeg ville ønske jeg havde! Lækkert tykt hår, store eller brune øjne, mellemrum mellem fortænderne, smukke hænder, former.. Jeg kan blive ved!

Hvordan kan vi blive ved med at tro, at smukke mennesker må være mere lykkelige? Vi bruger enormt meget energi og tid på at føle os forkerte, og ønske os noget andet end os selv! I stedet for at gøre os selv små, ku´ vi søge at glæde os (over os) selv!

Jeg har tit stået i krise, som min datter gør. Alligevel tror jeg på, at bare et par sekunders glæde og lykke over sig selv om dagen, giver masser energi til at leve.

Også selvom man har tyndt hår. Eller korte ben. pæreform. Eller.....