Hvorfor al den vrede?

 
-->

Kære venner.

Der er noget jeg tænker meget på, og som jeg så gerne vil dele med jer.

Jeg ved ikke om jeg rækker særligt langt ud her på min noget forsømte blog. Og jeg ved at det ikke er comme il faut at sætte samme tekst flere steder på nettet.

Men der er så meget af hvad vi må og skal og bør!

Det her, vil jeg bare tillade mig at gentage igen og igen!

Der er så meget vrede i dag. Vrede som kommer ud i grimme og nedgørende ord. Debat bliver hurtig til krig. Man bekriger hinanden for at mene noget forskelligt! Det er som om vi har glemt, at vi alle blot er mennesker, og alle har brug for at blive respekteret.

Hvad skal vi med al den vrede mod hinanden?

Hvorfor er det blevet så vigtigt at være vred?

I ved, at jeg har haft et voldsomt liv. At jeg er vokset op med seksuelt misbrug og tortur. Siden et ungt voksent liv med voldtægter og prostitution.

Nogle af jer har læst Sirenesang, og fulgte mig gennem den lukkede afdeling, hvor jeg var forsvundet for mig selv.

Siden engagerede jeg mig stærkt i debatten om kvinders og børn ret til at være frie, på krop og sind. Tog prostitutions-debatten på mig, og de fleste af jer kender mig nok herfra.

En  konsekvens af volden og overgrebene var bl.a., at min ryg bukkede under for et par år siden. Jeg blev sat stille. Den ene dag stod jeg på Østre Gasværk og talte for et publikum. Dagen efter lå jeg på operationsbordet, og måtte lukke mit professionelle liv, sætte mig i en kørestol. Læger har sagt og gjort deres, og ingen mener jeg kommer til at være smertefri og gå igen.

Jeg tror man meget kort kan sige,  at jeg har levet i mange ekstremer.

Overlevet og oplevet meget. Alt er taget ind for at finde ud af, hvordan man som menneske kan bevare sig selv. Eller skabe sig på ny.

Men allervigtigst for mig, i alt hvad jeg har oplevet, har været trangen til frihed!

Frihed til at være mig. Få lov at gå rundt uden at blive lagt hånd på.

Være fri til at formulere mine tanker, og bryde de tabuer som spærrer for frihed. Skabe min egen virksomhed, og være fri til at tale højt på vegne af mange andre.

I min søgen efter frihed opdagede jeg på et tidspunkt, at jeg havde låst mig selv fast! Min krop og mit sind sad fast i fortiden. Det var frygten for hvornår døden eller voldtægten ville gribe fat i mig næste gang, der havde sat sig til at æde af mine kræfter.

Jeg prøvede med tilgivelse af fortidens personer, men jeg sad alligevel fast i at de havde gjort mig uret. De havde forbrudt sig mod mig, og fordi de havde det, var mit liv hårdt. Så gik det op for mig, at jeg havde meget at tilgive mig selv!

Så kliché og grænseoverskridende at skulle elske mig selv, når der nu var så meget galt med mig.

Men det kom, skridt for skridt – kærligheden og tilgivelsen. Smerten smuldrede, vreden også. Og efter det kom tilgivelsen af andre, og alt det som var hændt.

Det gav mig frihed, at tilgive.

At tilgive betyder på ingen måde at man accepterer uret, grænseoverskridelser eller forbrydelser.  At tilgive er at give fred; til sig selv og andre.

At tilgive betyder på ingen måde, at man skal stille sig i farezone for nye krænkelser.

Tilgivelsen rummer læren af vor fortid, og kan beskytte os i vor nutid. Uden at vor nutid er ødelagt af fortiden.

Ingen måde er mere rigtig end en anden, når det kommer til hvordan vi lever vort liv. Tilgivelse er rigtigt for nogen, men forkert for andre. Jeg er blot ude på at dele mine livserfaringer med jer, for jeg under alle at få et frit liv.

Det er derfor vi har lavet ’Powerminutes’ om tilgivelse. Jeg bruger det selv i min egen proces til at blive helt fri, også for fysiske smerter og handicap. Hvis du har lyst at prøve Powerminutes, så tast linket her:

Powerminutes