Hvad..eh.. går du sådan rundt og er lidt småspirituel?

Jeg tænker meget over begrebet 'spiritualitet'.
Ud fra hvordan jeg selv lever med det. I kontrast til hvordan andre tænker det.

Fx. har jeg altid følt at det jeg kan se ind i fremtid, fortid. Andre liv, og andre dimensioner og sfærer. Og det at jeg kan heale; det har for mig altid været min spiritualitet.
(I hvert fald siden jeg lærte at sætte ord på det, jeg oplevede.)

Nu er det så blevet grænsende til trendy, at være spirituelt orienteret. Og jeg opdager at man kan lave spirituelle uddannelser uden at man selv praktiserer fx. meditation, healing, klarsyn eller andet. Men at det at tænke positivt og at man tror på filosofien i The Secret, er spirituelt. Og spirituelt nok til at lave uddannelses-forløb.

Jeg mener ikke det her ironisk eller nedsættende! Tværtom er jeg enormt nysgerrig efter at forstå hvad der sker i tiden.


Så bliver jeg vildt nysgerrig - hvad er spiritualitet?
Og er det mere korrekt at spørge, hvad er spiritualitet for dig? At det er noget vi selv definerer, mere end det er et fælles begreb.

Jeg ved her er mange her blandt mine venner, som praktiserer alternativ behandling fx. Eller lever efter en alternativ livsfilosofi etc. Og selvom det er et stort spørgsmål, så vil vildt gerne høre hvad du tænker om det!;-)

Farvel til håbet.

Jeg har brugt det sidste år, til at aflægge mig lag på lag på lag, af tillærte funktioner.
Funktioner som vi alle lærer i vor opvækst og som er fornuftige nok. For eksempel ambitioner om hvad vi skal. Og hvordan vi skal det.
Det har været een lang bevægelse, som et næsten evigt slør, der roligt blev afviklet min krop.
Til en start var sløret dybrødt, som jeg. Og et smukt ydre til at møde verden med. Det både glædede mig, og verden.
Og pudsigt nok var det ikke smerteligt, med nærmest ynde, at løfte et lag. Så et lag mere og endnu et lag. Og hele tiden, flere lag. Det var ikke det, at tage det smukke slør af, der smertede mine knogler.
Det var det, at jeg havde rendt rundt, som i al for hårdt ridt. Uden at kunne standse mig selv. I tide.

Efter nogen tid, blev sløret mindre, mindre, mindre rødt. Det blev aldrig lyserødt. Bare mindre rødt og jeg slap alt det, jeg troede jeg skulle være. Eller nej, jeg tror nok jeg slap alt det, som jeg som barn havde drømt om at blive. Og også var blevet.

I et langt stykke af mit voksne liv, fandtes ingen modstand mellem dén kvinde jeg som barn drømte om at blive og den jeg blev: forfatter og psykolog.
At leve et liv med ord. Skrive, skrive, skrive. Bøger, klummer, indlæg, debat. Skriv for dit liv! Det var og er, min største drøm.
Og jeg blev psykoterapeut, præcist som jeg så jeg skulle, som barn.


Men det ændrede sig.Ved ikke hvornår det ændrede sig.
Jeg holdt op med, at ville være den kvinde, jeg havde ønsket at blive som barn. Den spirituelle udvikling jeg er midt i, har ændret (mig) meget.


Min spiritualitet er altid med. Uanset om jeg bruger den bevidst eller ej.
Folk kan blive raske ved at være i samme rum som jeg, uden at jeg sætter fokus mod dem eller det. Jeg ved, når ubehagelige hændelser skal ske - ind i mellem bliver jeg fysisk dårlig, mens jeg afventer det sker.
Jeg har ingen magt til at ændre noget som helst. Blot afvente.
Jeg kan være i mange verdener og jeg kan være i denne udelukkende, svært begrænset til min rationalitet kun.

Dén spiritualitet blev sat i *highspeed-udvikling*, i samme øjeblik mine fysiske rygsmerter blev så ulidelige, at jeg skreg mig ud af mig selv, for cirka et år siden.

De sidste dage inden den første operation, hvor jeg havde droppet mad og væske, bad jeg til mit højeste Selv, om at blive reddet. Om at en kirurg ville dukke op, for at hjælpe mig. I min bøn fik jeg det syn, at kirurgen var en kvinde. En time efter, kom en kvindelig kirurg for at operere mig.

Efter operationen, aflagde jeg flere og flere slør. Næsten uden farve var de.
Og jeg kom længere ind i mig selv. Og længere ud i universet. Jeg mistede ingen jordkontakt.
Fandt ingen luftige dimensioner, der kunne holde mig deroppe.
Men blev blot liggende. Sejlende i mit 'Kongeskib'. Min nye seng som blev installeret her midt i stuen, for at jeg kan være i kontakt med familien, når de kommer hjem fra deres skole og arbejde.

Næsten et helt år i isolation. Her. Tid til tanker. Meditationer. Syn.

Den tid jeg havde manglet før, ligger nu foran mig, som et nystrøget damaskdug. Mine 'klodselige' bevægelser er en stærk kontrast til den smukke vævning.
Men jeg stryger let hen over himlens skiftende farveglans, i mine daglige meditationer.

Jeg lærte, for hvert lag der gled af, den lære jeg var blevet vist for over tyve år siden.
Dengang jeg besøgte en anden Seer. Hun havde på selv samme damaskdug dækket op for mig, så jeg kunne se mine evner. Hvordan jeg kunne tage dem i brug.Træne dem op. Acceptere dem i mig og mig i dem. Og især, og sværest af alt, give afkald på mit menneskelige egocentriske ego.

- Det kan man da ikke, Odile! Det er umenneskeligt! får jeg som svar igen og igen, her i den fysiske verden.
Ja! det er det, u-menneskelig lære. Uanset er det den lære, jeg er stillet over for. Hvorfor mig? Mig, som har så alt for meget af det latterlige, krumspringende ego. Hvorfor ikke et andet menneske, som bærer større kærlighed og ydmyghed i sig end jeg? Jeg ved det ikke. Oprigtigt? - så forstår jeg det ikke.


Da jeg mistede min førlighed sidste efterår, var det intet problem. For jeg havde så meget at udforske, både fysisk og spirituelt. Genoptræningen; at lære at gå som et lille barn. Det var magisk - også selvom jeg ikke lykkedes. Mine besøg i det varme bassin blev dybt symbolske og guddommelige.

Min sidste bassintur var i tirsdags. Og selv dér, hvor jeg allerede var helt udmattet, og havde givet slip på mere end jeg anede muligt, fandt jeg i glimt, præcis den følelse.
Som, at hvis bare jeg holder fokus på hvad vandet, kroppen, bevægelserne og spiritualiteten gør i eet, så finder jeg det! Dét! der skal være i stedet for slørets tusinde lag.

Jeg har ingen slør tilbage. De sidste blev trukket af. Det gjorde ondt. Meget.
For i det var håbet.

Ulrik Janzen

- Hvilket håb? Du kan da ikke slippe håbet?! Uden håb kan man ikke leve! si´r du nok oprørt
Men det var håbet knyttet til det liv, jeg havde. Dét jeg ingenlunde ønsker.

- Hva´så?
- Ved ikke...
- Hvad mener du med 'Ved ikke..'
- Ved ikke....

Ved ikke hvaffor håb der så er.
Det er de sidste dage inden den tredje operation i dette mærkværdige år.
Ved du hvad? Faktisk bryder jeg mig så lidt om at tale om smerte længere.

Førstedelen af mit liv blev brugt på at nedbryde mig, torturere mig og seksuelt misbruge mig.
Jeg brugte derfra mange timer, penge og kræfter på, at blive m.i.g.! Odile Poulsen.
Da det var lykkedes, begyndte jeg at fortælle Danmark om hvilke skader der gøres mod børn, i det usagte. Det gik den næste del af mit liv med. Jeg talte og talte, men lyttede også. På alle de kvinder og teenagers, der havde lidt så umenneskeligt.

Jeg ønsker at skrive & tale om andre ting. Nu.


Om et par dage, skal jeg have skiftet en lændehvirvel.
Jeg har brugt alle mine jordiske og alle mine spirituelle kræfter på at blive rask.
Men jeg fejlede. Jeg kan ikke mere. Har intet mere i mig.

Lige meget hvad der sker, vil min drøm altid være, har altid været,
 at skrive.
At få lov at skrive ud til hele verden.
Om alt det jeg ved. Om spiritualiteten i mig.
Om det spirituelle uden om mig.
Alt det jeg har set, erfaret. Forstået, levet.
Oplevet. Mistet, tabt. Strabt efter.
Om hvordan jeg øver mig i at slippe, det egocentriske ego der spærrer for spiritualiteten.
Skrive om min lære.
For hvor meget den end har sit udspring i mit levede flesch & mine åndelige svipture, er læren ingenlunde forbeholdt mig. Kun.

Jeg har ingen anden drøm.
Ingen anden drøm.

Aldrig nogen sinde før, har jeg været så stille.

 'Det er langt fra
altid
vi forstår hvad vi ønsker.
Det kommer i
en anden form
et andet udtryk
end vi troede.

Vi bliver utrygge
'Hvad gør jeg nu?'
'Hvorfor skulle dette ske?'
'Hvis bare...'

Vi fanges i
hvad vi tror er tryghed:
Behovet for at planlægge livet.

Jeg si´r:
Slip det!
Sæt det fri
Og du bliver fri!

Vor største frihed
er blot
at være'

Sådan lyder min status på Facebook  i dag.

Og den kommer selvfølgelig af min egen situation pt, hvor jeg funderer på om jeg skal sige ja til en tredje ryg-operation inden for et år.

Det er sindssygt voldsomt at tænke på - bare de to første har været svære at sige ja til.
Jeg skulle helt derud hvor jeg blot lå, uden at kunne række ud efter glasset med væske, fordi bevægelsen gjorde sindssygt ondt, før jeg tillod en operation at komme ind i mit liv.

Jeg husker jeg lå på 14. dag på hospitalet, med stigende dosis smertestillende. Og det blev blot værre og værre. Jeg befandt mig i et smertehelvede jeg kun kan sammenligne med at være i den værste del af en fødsel. Blot stod det på over uger.
Til smerterne lagde mig stille.

Skulle jeg der have visualiseret mig ud af smerterne og blevet rask?
Ja, måske. Det ville være en smuk fortælling. Et mirakel.

Men det evnede jeg ikke. Min fysiske krop, skreg på at jeg skulle mærke den. Efter alle de år, uden at mærke den overhovedet. At have ladet den knægte, kontrollere og knække, for at føje min trang til kontrol og flygten væk fra en opvækst, ungdom og starten af voksenliv, som blot var .. Ja, var alt andet end normalt, trygt, glædeligt.

Så kom anden operation i spil. Smerterne var ikke som ved første. Men slemme. Og mit handicap var vedholdende. Som et greb mere fat om krykkerne end mine egne hænder. Jeg løb ind i en massiv mur af; 'det her er større end dig Odile! Her står du for første gang i dit liv, hvor du ikke kan fixe det! Du kan ikke ordne det her!'
Efter at have overlevet alt, og fået et godt liv. Alle som kender mine bøger og hørt/læst interviews ved, hvad jeg har klaret.
Så stod jeg nu der. Helt stille! Alrig nogen sinde før, havde jeg stået så stille.

Så jeg lagde mig til næste operation. Og hvad der havde været en slem oplevelse på et offentligt hospital, blev i den grad opvejet af et utraumatisk forløb på et privathospital.

Og noget hjalp.
En smidighed kommer igen, et ben der kan løftes så jeg kan få bukser på.
Strømper. Endog sko også.

I takt med min fysiske genoptræning, har jeg opdaget en spirituel og mental udvikling.
Eller afvikling.

Alligevel holder smerterne fat i mig, som et skruestik.
'Hvad er det jeg skal forstå?!' Har jeg stået og stirret mig blind ind i et vandfald af forvirring.
'Har jeg ikke givet nok slip på mit liv?'

Når smerterne er for slemme, spalter de min hjerne så den ligger spredt over stuegulvet og jeg kan ikke engang svare på om jeg er sulten. Eller mæt. Da ved jeg intet. Kan intet. Da ønsker jeg blot at nogen skal hjælpe mig. Bringe min krop til ro.
Da ved jeg, at jeg skal tage mod den hjælp lægerne kan tilbyde.

Og det føles som at give slip.
Slippe en sidste del af min gamle identitet. Afvikle endnu et lag. Det lag jeg først kender til nu hvor jeg har lagt de andre lag af.

For jeg afvikler, afvikler og afvikler. Mens jeg ser andre bygge til. Sætte oven på. Tage tilløb til mere.

Skræmmende? Ja, som ind i helvede! For pludselig er syd ikke længere syd, men nord.
Så derfor bliver jeg nødt til at afvikle endnu mere! Afvikle som ind i himlen.

For jeg ved - og det kommer, som den dybeste vejrtrækning helt ned i mellemgulvet, næeh, endnu længere ned  - at jeg skal afvikle og afvikle og afvikle. Stadig. Til jeg er tryg.

Smide hver en egocentrisk tanke.
Hver en narcissistisk ambition.
Slippe forestillingen om hul succes.
Lægge behovet for andres anerkendelse bag mig.
Farvel til at løbe så stærkt ud af døren, at jeg glemmer at tage mig selv med mig.

Vær stille!

Være så stille at jeg frygter for, at min stemme tørrer ind i glemslen!
Slippe alt.
Og lidt til.

Jo mere frygt der kramper sig ind om min rygsøjle, jo mere slip skal jeg give.

Vær stille!

I min stilhed åbner det sig et nyt billede.
En ny verden. Et nyt liv.
Det ved jeg -  i min vejrtrækning.
Når jeg slipper frygten.
For livet.
Døden.

Da står jeg helt stille.
Først da.

Først dér
sker skabelsen.
Ægte.
Sandt.

Handler det hele bare om at være?

Jep. Det er mig.
Med det langt-væk-herfra-blik og lige så slørede tanker.
Jeg er langt væk. På så mange måder.
Og længe siden jeg har været her på bloggen.

Det har jo været sommer.
Hver sommer tager jeg seks -syv  uger ud af kalenderen og er med ungerne i sommerhuset. Primitivt, enkelt. Himmel. Hav. Jord. Sol. Regn. Tid. Tid. Tid.

I år forsvandt sommeren for os. Og jeg mærker et efterslæb. Det er nok det, der ses i mit blik.

Tre dage inden i skolernes sommerferie, fik sønnen høj feber. Han er født med en nyrefejl, og selv vi har været i kontakt med hospital siden han var spæd, har han været godt fungerende de sidste elleve år. I sommer endte han med at ligge tre uger på hospitalet og være så alt, alt, alt for tæt på dét, man som forældre altid frygter mest.

Men han er stærk. Og kom igen. Omend meget ældre på bare et par uger.


Selvom det ligger til nytåret at gøre status, så gør jeg min status nu.
Hvad skete her i år?
Jeg er sat ud af mit professionelle liv. Kan ikke arbejde og er meget handicappet. Stadig. Nu har jeg været syg et helt år....
Bare at gå ind på en cafe, få en latte 2 go. Det kan jeg ikke, for hvem skal så styre krykkerne?
Nu er jeg sådan en Odile, der skal søge om handicap parkerings bevilling. Ellers er det for svært at få ungerne rundt. Komme ind i en butik. Eller til genoptræning.

Mit liv er på så mange måder, så meget, meget langt væk fra, hvor jeg var sidste år.


Også selvom mit liv altid har været markant. Bemærkelsesværdigt ved dets ekstreme prøvelser. Døden. Vold. Vildskab. 'Ondskab'. Jeg har overlevet meget mere end man kan fatte. Ikke kun overlevet, men også skabt mig selv i en udgave som jeg er stolt af. Og som jeg kan hvile i.

Jeg er så meget en 'survivor'. 'Mønsterbryder'. 'Fighter' eller hvad folk kalder mig, at jeg er blevet offentligt kendt, på grund heraf. Mange forventer, at jeg kan klare alt!
At jeg er uden limits for min evne til at komme igen. Lande på alle fire. Det har jeg også altid gjort.
Og jeg har også altid tænkt (engang ubevidst, siden bevidst), at jeg ville klare det.

Nu er det blot anderledes.
Jeg er stadig syg. Handicappet. Og har ingen fantastisk prognose.

Jeg har altid været utroligt fokuseret. Altid kunnet se hvor jeg ville hen. Altid fået det jeg kiggede efter. Som barn var min drøm, at blive forfatter og psykolog, som voksen.



Det sidste år, væk fra mit vanlige liv, har givet mig meget tid. Ro. Alene-hed. Reflektion.
Smerterne har været sindssyge, nuvel. Og er det stadig. Men jeg er jo en fighter, så...

Min spirituelle udvikling har været mit centrale felt. Her har jeg holdt mig selv oppe på de mest krævende dage. Og jeg er fortfarende meget optaget af den spirituelle tanker og oplevelser.

Døden har været en stor del af mit liv. Flere gange har jeg været død, men... 'Det kan ikke lade sig gøre...' har lægerne sagt, og forsøgt at forklare det.Jeg ved blot hvad jeg så. Hvor jeg var og hvad der skete, mens min fysiske krop stod af.
Og det er klart det har forankret mig spirituelt.

Hvor vil jeg hen med al det her sygdom snak, rykkende over i noget spirituelt et-eller-andet?

Jeg vil herhen hvor in forvirring ligger.
Forvirring over de store forandringer i mit liv. Så meget der ændres. Forsvinder. Forandres.

Det er velkendt det er i vores kriser vi udvikler os mest. Og for blot et par år siden, yndede jeg at arbejde som psykoterapeut; tale om smerten. Om traumet. Om eksistens. Svigt. Håb. Skabe nye liv.
Hjælpe mennesker på vej. Set dem udvikle sig og turde deltage i deres liv.

Men jeg vender alt det ryggen i dag. Ikke sådan at forstå, jeg fortryder noget, syntes det var forkert. Jeg vil bare noget andet.

Jeg vender alt ryggen. I hvert fald mit professionelle liv. Jeg siger nej til at optræde i interviews der handler om smerte, svigt og skader. Min praksis er lukket ned, og hvad der først bare var fordi jeg var syg for en tid, er nu blevet tydeligt for mig, meget mere handler om, at jeg ikke længere ønsker det. Min praksis.

Jeg har aldrig i mit liv stået her. Uden at være i gang. Effektiv. Præsterende. Populær. Givende. Succesfuld. Trendy. Bærende. Stemme for alle dem, der ikke kan.

Og det føles langt fra så skræmmende som jeg havde forestillet mig det. Dengang.
Måske fordi jeg ved, at det ingenlunde kan være anderledes?
Det er også skræmmende. Selvklart.

Tænk, hvis jeg finder ud af, at hele mit liv blot handler om at være?

Er det så lidt?Hvad med alle titlerne? Præstationerne? Medierne? Populariteten?
Hvad med at skrive lave den vildeste blog? Være spændende? Debattere med alle de andre. Være aggressiv og alfa-hun? Være kunstner? Politisk? Ytre mig fordi jeg kan? Drøne rundt med mere fart på end jeg selv kan holde rede i. Drikke min kaffe på den rigtige kaffebar. Grine med mine kendte veninder.

Der er intet galt i alt det. Jeg tænker, der intet er galt i det som mit liv har været.  Kun hvis jeg gør det, fordi jeg er bange for at være for lidt.

Mine venner har travlt, og bliver overrasket over alle mine tanker. Men jeg har jo masser at tid til at tænke dem, svarer jeg. Og nyder at have et par hjertesøstre, for hvem det at udforske tanker og følelser med spirituelle strejf er lige så intens, som for mig.

Jeg er heldigvis blevet i stand til at læse igen. Da jeg var inde i Bog og Mystik på Valby Langgade for nogle uger siden, blev jeg anderledes opmærksom på Lars Muhls triologi. 'Gralstriologien'.

Normalt læser jeg ingen spirituel litteratur. Altid haft lidt løs samvittighed over det, for hvordan kan en seer ikke læse sådan noget litteratur. Nå, men jeg tog Lars Muhl med i tasken.
Og nu er jeg noget i vildrede. Forvirring.
Har læst 'Seeren' og er nu i starten af 'Magdalenen'.
Og bliver så trist af at læse.

Fordi han skriver så glædesløst. Trist. Smertende.
Og jeg kan sagtens følge de budskaber han har med i 'Seeren'. Meget stemmer fint overens med mine erfaringer og oplevelser.
Der er bare en stemning af det der med, at skulle gennemgå stor lidelse for at opnå stor fred. Lys.
Hele det klassiske med at man skal opføre sig på en bestemt måde, for at kunne være med i den hellige fest.
Noget som strides stærkt mod mine tanker. Følelser. Liv. Væren.

Jeg tænker alt er frit. At det er u-klogt at opstille regler, ritualer eller dogmer for hvordan vi kan komme til at være i kontakt med os selv. Intet er mere rigtigt/forkert end noget andet. Det er blot. Skabelse er blot.

Jeg ved ikke om Muhl opstiller regler eller noget. Har slet ikke læst færdigt.
Det slog mig blot at det er som om, man skal være ren på en særlig måde, for at være rigtig ren.
Forstå på en bestemt måde, for at kunne sige man forstår. Se på en rigtig måde. Og så videre.

Det er en særlig proces jeg er i.
Det er som om jorden under mine fødder, bogstaveligt talt er smuldret væk. Jeg kan ikke stå, gå. Klare mig selv. Være noget for nogen.
Jeg smider mere og mere ud, hver dag.
Begrænser hver dag alt det, som tager af mine kræfter.
 Og vælger at tage imod.

Jeg ønsker at spiritualitet og liv, skal være glæde. Lys.
Som jeg ser det i 'de andre verdener'.
 

Fysisk lammelse = spirituel vækst

Jeg har før nævnt det med min spirituelle lære. Og igangværende udvikling.

Der sker rigtig meget.
Highlightet: Fysisk lammelse = spirituel vækst!

Når jeg bliver 'lammet' (ikke bogstaveligt talt!) har det krævet et stort arbejde med at søge uden om det, der ikke kunne forklares.
Spørgsmål som: Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Hvad har jeg overhørt? Hvorfor skal jeg straffes?

Jeg har helt fra start nægtet at lade mig overvælde af meningsløshed. Vrede. Bitterhed.
Smerterne i min krop overvældede mig så meget, at tanker blev fragmenteret. Usammenhængende. Kunne ikke huske dem. Eller centrere dem.
Derfor gik vejen helt af sig selv.
Ind ad. Ind i hjertet. Ind i mit spirituelle spor. Intuitivt.

Jeg har altid været åben for den indre kontakt til mit højre selv.
Til det store kollektive bevidsthed. Sjæle på vores højere bevidsthedslag. Kontakt til & adgang til 'andre verdener'.
Men jeg har aldrig for helt alvor været så åben i forhold til offentligheden. Om mit indre spirituelle univers. Om det ydre spirituelle univers.
Som jeg er nu.

Fordi jeg før har tænkt tanker som 'Jeg er ikke dygtig nok! Jeg ved ikke nok! Har ikke en masse forklaringer på hvorfor!, Folk vil sige jeg er skør! At jeg er en fupmager!'

Nu er de tanker væk. Jeg hviler i tillid til mine evner.
Mærker at jeg er lige præcis, hvor jeg skal være.

Desuden; når jeg skriver som nu, flytter jeg mine egne tanker ud på en parkering. Ved siden af den strøm, der kommer til mig. Dels fra min egen større bevidsthed. Og dels fra det fælles bevidste, hvor vi alle er koblet på. En strøm af ord og tanker.
I en hastighed der er umulig at matche her på tasteturet. Men det er sådan der er; vores fysiske form bærer en tyngde end det spirituelle kommunikations spor (og øvrige eksistens) gør.
Det er intet problem, Hver dimension har sine fantastiske muligheder.

Med andre ord: Tiden er inde! Jubiii!

Min fysiske spærrede vej, åbner den spirituelle vej. Der er no return. Heldigvis.
Det er her jeg er. Og her jeg fremover vil træde alle mine skridt.
Jeg vil træde skridtene med fysisk tyngde. Undlade at svæve ud. Forblive her. I mit røde tøj. Min jordforbindelse. Groundingen,
Det er her vi lever. Himlen ned på jorden.

Derfor har jeg mange planer og ideer. Noget er sat i gang. Andet er på vej.
Der ligger mange notesbøger med forskellige titler, på mit arbejdsbord.

Noget handler om at skrive bøger om spiritualitet. Med forskellige vinkler.
Andet handler om et nyt website der skal laves. Workshops. Events. Foredrag. Sessions. Kurser.
Et nyt samarbejde med min søster Pia Nissen
(vi har indtil videre små-åbnet bloggen http://odileogpiasunivers.blogspot.com/)

Utrolig mange muligheder.
I utrolig mange former.
Følg med!
Det bliver så spændende. Givende. Gnistrende. Lysende. Smukt. Stort. Omvæltende. Og sjovt!
Vi skal have det sjovt!
Det er det livet handler om!
At vi ser alt det vi kan. Og tager glæden ind!

Livet uden for Kongeskibet. WoW!

'Jeg har ikke blogget i noget tid'

Det er en klassisk indledning, når man suser rundt på forskellige blogs.
Nu også min. Indledning.

Jeg har haft travlt.
Ja sgu´!

Med livet!
Uden for matriklen.
Uden for Kongeskibet!
U.d.e.n.f.o.r!







Det føles næsten kriminelt. Forræderisk. For jeg elsker jo mit Kongeskib. Som har tjent mig loyalt.  Altid vil.
Men nu stråler lyset uden for dets vinduer (tænk det er muligt! Så beskidte de er!)
Og lokker om nye tider.

Så jeg gik derud.
Ahhhh!
Café latte. Café Macchiato. Er du klar over, hvor eksploderende & fyldigt det smager? Altså for en ægte 'kaffe-elskende-med-dybt-kræsen-&-eksklusiv-smag' efter et halvt år uden?
Som frihed. Som kærlighed. Som en af universets største gaver.

Er du da rask?
Næh. Det er jeg ikke.
Smertefri da?
Næh.
Bliver du det?
Spørger du lægerne eller mig?
Jeg har ingen god prognose.
Men mit hjerte bærer håb. Universet. Jernviljen.
Måske opdager jeg en dag et mirakuløs middel, som nogen har (op)fundet?



Alt i alt så får vi altid hvad vi beder om.
Nogen tænker jeg må være trist. Bitter. Frustreret.Vred. Ked. Uden håb. Knækket.
Men det er jeg ikke.
Jeg ser meningen i et spirituelt perspektiv. Spiritualiteten fylder mere og mere og mere.
Af mig. Mit liv.
(Det skriver jeg om i et andet indlæg.)

I dag vil jeg bare tage imod alt det smukke som gives mig. Om det er i mit Kongeskib. Eller uden for.
Min glæde over livet varmer mig. Lyser mig op.
Og jeg kan kun være sprød af spænding over, hvad der kommer til mig.
Ønsker det samme for dig:
Glæde & lys!

Solen

Så smukt alt er. Her om morgenen hvor himlen slipper sit mørkeblå. Og husenes tage træder frem. Snart helt oplyst af solen. Den kommer. Troligt. Sikkert. Altid.

Jeg har den på min skulder. Solen. I form af det kinesiske tegn for sol.
Fik den som cirka tyve-årig til at minde mig om, at solen altid står op. Altid.

Det er nu. I denne stund jeg føler mig mest fri. Mest spirituel. Mest mig selv.

Når her er stille.

Stilhed er så forskelligt - alt efter hvilken tid på døgnet det er. Efter sindsstemning.
Og stille som nu, er et særligt stille. Som jeg elsker.

Ikke fordi jeg elsker at stå op om morgenen.
Eller jo!
Efter at være begyndt at måtte tidligt op (der kom børn, der kom hund, der kom mig der stod tidligere og tidligere op, for at nå min-egen-alene-for-mig- selv-tid!), har jeg lært at påskønne solopgange. De isende kolde gåture med hunden, hvor jeg vågnede til den smukkeste himmel.

Jeg har oplevet at morgenerne har et særligt stille. Som nætterne havde dengang i mine unge år, hvor der ingen børn var. Kun mig og mine malerier.

Spiritualitet er mange ting. Forskelligt hvordan vi oplever det. Hvordan vi bærer det. Og hvordan vi lever med det.

Jeg har startet et ny rejse med min spiritualitet. Hvor jeg altid har gemt den som en gave. Mest for mig selv. Og de nærmeste venner.

Tiden er inde til at se hvad der sker, når jeg lader gaven udfolde sig.

Begrænser mit udsyn, for at skærpe mit syn ind

O.k. jeg holder stille, og lader alle andre kloge mennesker om, at styre verden i den kommende tid.

De må gerne bekymre sig om finanskriser her eller der. Krige der skal vindes af nogen. Tabes af andre.
Snefnug der var set faldet på Esbjerg Havn. Politiske diskussioner, der frembrøles af de samme politiker; de skifter bare kulør fra tid til anden. Moden skal dyrkes for svimlende kvinder. Og summer. Jobs der ikke kan findes, og ledige der skal forstå, de er nogle sjufter. Royale besøg sder får folk til at juble, andre til at græmmes. Folk der skal grines af, sværtes til og få os til at være glade for, vi ikke er dem.

Der er så meget der skal passe ude i verden. En evindelig strøm uden pauser. Eller retning.
Så meget at frygte, og være bekymret over. Så meget at vi glemmer os selv. Mister grebet om vores inderste kerne, og halser væk uden at opdage det. Til en dag, hvor vi ikke længere er, hvor alt er stille. Og det var så det.

Jeg har fået en chance. Igen. Livet har givet mig flere af dem. Så heldig jeg er! Jeg er her i mit Kongeskib, ude af stand til at forlade mit hjem. Gå ud og fortsætte det liv, jeg før pulserede rundt i.
Bang! Stoppet.

Ligegyldigt hvor mange smerter jeg har. Eller hvor lidt jeg kan. Så er det mit valg , om jeg ser mulighederne her hvor jeg er. Nu.

Hvor jeg skal hen, ved jeg ikke. Men livet bliver aldrig som det var før, uanset det var godt.
Nu er en ny tid, en ny begyndelse. Jeg skal lære noget af at være strandet her, og jeg finder læren, meningen på et tidspunkt.

Det eneste jeg ved, det er at min spirituelle bevidsthed, styrkes hvert øjeblik. Og det er kun i den særlige stilhed, dér hvor man er koblet sammen med sin højere bevidsthed, at jeg kan søge hen. For at blive ledt videre på mit nye spor.

Og mens de kloge mennesker, tager sig af verdens bekymringer, farer og trusler, vil jeg læne mig tilbage her i Kongeskibet og se 'Fame'. Drikke kaffe. Sove. Meditere. Skype. Heale.

Og glæde mig over jeres kommentarer. Indspark ifa. tanker, følelser, meninger, erfaringer. Og alt muligt :-)