Vi så en ulykke. Og beder håbet være generøst.

Det føles som er det mastodonter, der rokerer rundt med mine to hjernehalvdele. Og indhold.
Ikke at det gør ondt, intet som det, slet ikke. Det er oplevelser, indtryk, overskridelser, frygt, kamp, smerte.
Billeder der ikke kan sættes i hak, med følelser og ord. Eller ord. Tanker der løber forvildet rundt som i en labyrint af gange, med masser af mulighed for at åbne døre. Men hvor ingen leder ind til dét.
Dét som får alle indtryk og tankeværk sat sammen i en smuk collage. En af dem der både render over af sorg og meningsløshed, men som også kan tippe det hele på plads, i en brusende kurve af liv og håb. En sammensmeltning af nødvendighed. Som kommer i tider, der ellers ikke er så mange ord for.


Mastodonter flytter rundt med min lille hjernes indhold, og jeg mangler lige den ramme der sætter det hele i perspektiv.
Livsfuldt perspektiv.
Jeg har oplevet så meget på en lille uges tid, at min hjerne er gået ind i sig selv. Tror jeg....

Hvis du har læst det her blogindlæg Min indre pitt bull så er du med på, at den oplevelse ikke særlig everyday-ish. Det er en uges tid siden nu, og nu er der kommet lidt komisk ind, når jeg fortæller hændelsen videre. Du ved, sådan som det er, når man får crazy oplevelser lidt på afstand.
Selvfølgelig var det ikke komisk da det skete, og min berørthed kredsede meget om, at have to piger på bagsædet af mig bil. For hvor er det lige børn putter de der oplevelser hen, af voksne der truer ens mor/en venindes mor/et andet voksent menneske?
 Uanset hvor meget jeg  - og du - kan ville. Kan ønske. Vil kunne. Burde være i stand til.
Jamen, så oplever børn også verden, når den synes meningsløs.

Det fik jeg selvsyn for i tirsdags.Så den mærkelige grænseoverskridende oplevelse, står nu som nærmest en ligegyldig perle i en uægte kæde.

Men tirsdag, da Karla og jeg kørte på vej ud af byen, røg vi lige i en stor var den ulykke. Dagen efter forstod jeg først, at det var den hvor en pige på Karlas alder døde.

Onsdag lod jeg noget tikke ind på Facebook;

I går skulle jeg køre gennem det store lyskryds ved Damhussøen.
Der var hændt en ulykke. Stor lastbil, nogle tæpper lå på jorden. Et par meter fra sad en kvinde ned, med to personer om sig - de synes at udrette 1. hjælp.
Så hører jeg hende skrige!

Aldrig har jeg før sådan et skrig. Jeg skynder mig at få lukket bilruden, kigger over på Karla ved siden af mig. Nej hun har vist ikke hørt noget.
...See More

Da Ekstra Bladet ringer, fortæller jeg det hele for første gang. Og det går op for mig - ja tænk! først dér! at jeg har været vidne til en grim ulykke.
Jeg havde ikke tænkt på at jeg kunne være påvirket, heller ikke selvom jeg læste folks kommentarer på min Facebook update.

Igen kredser mine tanker, som ørne der hviler på vinden, om Karla der oplever meget mere end jeg synes hun skal.

Jeg havde nået at lukke  bilruden lukket til, for at undgå hun skulle høre skrigene.
Stakkels mor - hun lød som kastet ud af sin verden. Væk fra sin datter. Væk fra alt hvad der føltes rigtigt og trygt.

Karla havde ikke hørt skrigene og var mest optaget af den stakkels chauffør. Og sagde da vi kørte væk fra ulykken: 'Han må have det forfærdeligt, siden han holder sig sådan på hovedet.'



I går kører vi igen i bilen. Alene. Bare Karla og jeg (hvad er det med Karla og jeg i bilen, og grimme ting sker?!) Mastadonterne rykker rundt og laver afspærringer inden i min hjerne, så alt står stille, og sitrer på én gang.
BANG!
Der var heldigvis intet sket med nogen af os, eller med bilerne. Men min hjerne stod stadig stille, jeg holdt i et lyskryds, og vidste ikke hvad jeg skulle!! Der gik vel sekunder, men det var de lange af dem. Dem der er lange som timer. En masse dytteri, og biler der kørte inden om, til jeg fandt ud af, bare at køre bag nogen.
Karla sad musestille, for jeg havde råbt Vær stille!, (og sikkert også noget mere grimt, som jeg ikke tør fortælle), da hun prøvede at snakke, mens jeg så mastodonterne lægge min hjerne i krukke til henkogning.

Lige nu har jeg det sådan, at jeg ikke føler mig overbevist om, at min hjerne klarer den kogning.

Midt i al det her forfærdelige ulykke, og mig sat fysisk stille, kom min fysioterapeut i onsdags, med en artikel hun havde læst. Om en operation hun aldrig før har kendt til, men som kan være en mulighed for mig. Hvor man kan minimere måske endda fjerne, mine kroniske rodnervesmerter.

 

Det er en overjordisk åbning! Det er Solens kraft. Det er Gud der opdagede en tog fejl, som nu sender mig en ny chance! Det er: 'Nej du skal ikke sidde i kørestol eller gå med krykker og æde morfin, som bolcher resten af dit liv alligevel!
Hurraaaa! Hurraaaa!

Jeg jublede da jeg fik fat på hospitalet. Og igen da jeg i dag modtog pjecen, og kan se at jo! det er sandt - jeg er prototypen på den slags patienter de opererer. Håber jeg..

Side om side med min jubel, står skuffelsen og triller tommelfingre. Venter på, om den skal i gang. For hvad nu hvis...? Der er mange hvis´er førend jeg får lov at få den operation. Og hvis jeg får den, er der stadig hvis´ er.


Min hjerne ligger i den glaskrukke. Med glaslåg på. Venter på nogen eller noget.
I  mandags rådede en kær veninde mig til at komme til psykolog - tale med nogen, for man bliver ikke bare handicappet, og så er livet bare still going on. Og jeg fortstår hende til fulde.
Jeg vil bare ikke tale med nogen om, hvad jeg ikke kan. Hvad de ikke kan. Hvad der ikke er muligt.
Hvordan jeg kan lære at nøjes. Mangle. Bide i mig. Gå glip af. Lide afsavn.

- Jeg vil kun tale med den person, der kan sige jeg bliver rask! meddelte jeg min veninde. Noget knapt.


Så mens min hjerne er i hænderne på mastodonter, og venter på noget. Så tager jeg lige en lille stund.
Prøver om jeg kan samle min collage.
Og priser mig lykkelig for, at min Karla er hos mig, stadig. Ved siden af mig i bilen. Igen og igen.
Jeg sender tanker, lys og medfølelse til den mor, der mistede sin pige i tirsdags.
Det gør Karla også.