Det spirituelle menneske. Dig & mig.

Jeg gennemgår en meget intens. Stærk. Spirituel udvikling.
Den går indad. Og ud til verden. Hele verden.

Intet nyt i at jeg er klarseer. Det fik jeg på plads for cirka tyve år siden. Ved mit første møde med en kollega. Den dygtigste clairvoyante jeg nogensinde har mødt.

Dengang fik jeg så mange beskeder via hende. Så meget afklaring. Så meget indsigt, der satte mig Paf! For hold da op!, det var vilde beskeder. Store tanker. Lysende ord. Fremtid med muligheder hvis jeg ville. Men jeg vidste ikke om jeg ville. Sådan rigtigt.

Jo, jeg vidste godt jeg ville. Det kender alle. At ku´ sige; Jo, dét vil jeg gerne!
Hvem vil ikke have alt det drømme er lavet af?

Vi kender også alle at beslutninger vi ikke fører ud i praksis, ikke er dybtfølte beslutninger.
Dybtfølte beslutninger er så stærke, så 'beslutsomme!' at man gør alt! for at føre dem ud.

Som når jeg for eksempel i denne weekend vælger at ville være fri, rent fysisk.
Træder ud af min sygdom for at være normal. Gøre normale ting. Ta' til et normalt indkøbscenter.
(Nå ja, normalt? Eller shoppepsykotisk?)
Drikke cafekaffe. Spise en af hver kage i cafeen. Og en hjemmelavet flødebolle.
Selvom det ikke kan lade sig gøre, at jeg gør det Jo der var faktisk plads til alle kagerne! Og flødebollen. Inkl.Karla Sols som hun ikke ku lide.)

I dag kan jeg det ikke. Nu er jeg mættet af indtryk og velvære i sindet. Sanserne har festet og ligger på divaneseren i dag.

Men nogle gange træffer jeg beslutninger som er så stærke, at jeg gør det som er umuligt. Det tror jeg vi alle kender.

Fød et barn. Så kender du det. Trodse lægers diagnoser. Dø og kom til live igen.
Og en masse andet, som er i det mindre. I vores hverdag. Men som er lige så stærkt. Grandiost.






Så dengang i 1991, ville jeg det gerne. Men magtede no way at integrere det. I min krop. Sanser. Fysik. Sind. Tanker. Tid.

Det hele, eller det meste. Blev liggende som et gyldent slør om mig. Til jeg ville tage det ind.

Nu blev jeg fysisk så syg, at jeg ikke længere havde mulighed for at gå ud. Bruge min krop til at føre mig ud i verden. Derfor gik jeg ind.

Til en start for at finde meningen. Hvad fa´en er meningen?
Være 44 år, invalid? Mor til to børn, som nok er blevet større men endnu for små til at tage S-toget i skole. Til sport. Venner.
Midt i krisetider? Hvor mandens firma er lige så udsat som alle andre virksomheder.
Lukke min egen virksomhed ned. For at...Hvad? 
Dét var udsigten.

Så kiggede jeg længere ind.
Og forstod at kun ved at kigge ind kan jeg se min spiritualitet.
Og kun ved at være min spiritualitet, kan jeg blive rask.

Så nu går jeg sammen med spiritualiteten. Krykker nogle gange.
Fordi jeg skal lære at blive dér. Her. Her hvor jeg sanser med al min åndelighed.

Min rygsøjle brast sammen. På grund af det liv jeg levede til da.
Det vil den gøre igen. Og igen. Og igen. Som en fremtidsmulighed.
Der er en anden mulighed. For fremtiden. At jeg giver mig selv lov til at overgive mig. Helt. Og aldeles. Til spiritualiteten.
Ser alt levende, og elsker alt hvad der er skabt.

Det er nu min vilje til beslutning mærkes. Tydeligt. Stærkt.
Måske jeg vil være fysisk handicappet længe endnu.
Måske smider jeg krykker i morgen.
Det ved jeg endnu ikke.
Mindre vigtigt nu.
For jeg får de største gaver nu. Hver dag. I mine tanker. For mit syn. Gennem min hørelse. I mine hænder.
En gylden regn.

Tak.

Lotus & Fugl Fønix

Hvordan kunne det ske, jeg kom til at glemme min smukke ring? Som skal minde mig om hvert øjeblik er en ny begyndelse. At hver menneske er helt unikt.

Efter julen, har jeg været så træt. Så træt. 

Min krop er faldet tilbage til stærkere smerter og mindre mobilitet.

Jeg har brug for små tegn, smykker, ord. Også tatoveringer, når jeg står i en ny livslærdom. Som jeg gør nu. Måske synes jeg hver gang, at det er den sværeste lære nogensinde? Det husker jeg ikke lige nu. Altså hvordan det var, sidste gang jeg skulle lære noget nyt. Stort. 

Måske er hver gang, den sværeste. Måske kommer jeg for hver gang tættere på noget der var endnu større, end sidste gang. Her hvor jeg er nu, er meget vanskeligt på én måde. Og meget let på en anden. 

Jeg ved at det, at jeg er strandet fysisk og er i genoptræning for at lære at gå igen, er den eneste måde hvor jeg ku´ standses på. Jeg havde brug for at standse, stoppe helt op! For at give helt slip.

Og jeg havde brug for at give helt slip.

Stadig brug for. Har nemlig ikke sluppet helt. Det er så utroligt svært at gøre. Enormt angstprovokerende. For hvis man slipper alt sit arbejde, al indkomst. Hvad så? Hvordan skal jeg få nyt arbejde, nye indtægter?

Og slippe bekymringerne for om børnene nu klarer sig godt? Ja, det burde være så let. 

Anyway, jeg skal slippe bekymringer. 
Frygten for hvordan det vil gå med det ene, eller det andet. Og være til stede her og nu.

Den der med at tro det hele går galt, hvis man giver slip. 

At forvente det slet ikke kan gå, hvis man; siger sit job op/bliver kunstner/lever efter sin drøm/går fra manden eller konen/ bor i en skurvogn.

Hvorfor blive ved med at tro på det værste vil ske?

Når vi ligeså godt vælge at tænke; der er masser af penge, og det vil der altid være! Der er masser af kærlighed! Masser af alt!

Jeg er træt af, færdig med, at tænke negativt! Jeg vil have det godt, og 'tænke godt'.

For at kunne det, har jeg måtte give slip. Og lade mig føre herhen hvor jeg er nu. Selvom jeg har mange smerter, og ikke kan bevæge mig uden for mit hjem. Så har jeg det godt, mentalt.

Jeg bruger min tid på at træne ikke kun min krop, men også mine tanker. Mit sind. Til den nye tid - som er begyndt.
Timerne er begrænsede, for jeg er træt. At skrive et blogindlæg, gør at jeg må hvile resten af dagen. Meditere. Og øve mig i, at være tryg ved alt det nye. Uvante. Skubbe de gamle tanker væk, når de beamer sig ind til min bevidsthed.

Jeg ved ikke hvordan det er for dig? Om du let kan være i nuet, leve på overflod og vide, at intet dårligt sker? Det håber jeg. 

Der er mange måder at lære på. Mange veje til at nå det søde liv. Og vi må respektere hinandens forskellige måder at nå derhen på.

Som vanlig, følger jeg Fugl Fønix. Så i stedet for at kæmpe imod, må jeg acceptere det. Og slippe kontrol af det ukontrollerbare.