Ingen kan forhindre min frihed!

Når de si´r,
at jeg ikke skal regne
med
at blive som rask som før.


Så svarer jeg, at
jeg ser mig selv på mine høje Louboutin´er.
Jeg ser mig selv som den jeg var før.
Bare klogere.
Stærkere.

Når de så si´r,
'at det er da også et godt billede at have
Det skader da
ikke.
Men du må også forholde dig
til realiteterne!'

Så ved jeg godt, deres realiteter
på ingen måde
også er mine.

For
hvad de intet ved om,
er ingenlunde min begrænsning.
Hvad de mangler at tro,
er ingenlunde mit udgangspunkt.
Hvad de fokuserer på,
er ingenlunde hvad jeg ser.

Penge tilbage i skat = Louboutin.

                         Og så kan man jo selv se hvor meget Louboutin man kan fordøje

                               

                                Uden at nå kvalme eller bræk-grænsen!

                                Personligt har jeg en meget. Meget, meget høj tærskel!

Og så handler det så meget om - for mig - at få en masse glæde koblet på, når jeg ser på mine fødder og ben!



Det er langt fra alle der påskønner min vision om at ku gå på høje sko igen. Læs her:
Ingen kan forhindre min frihed!

Læs også om pailletballerinaer; 
De er godt nok ikke røde! Men wauw, hvor er de søde!

Årets sidste skoleskema!

Nøjr, hvor jeg g.l.æ.d.e.r.
mig til ungerne har
sommerferie!!

Jeg er næsten som ungerne selv. Har den samme barnlige total glæde over; Jubii!! Fri i 6-7 uger.

Nå ja det er vist 6 uger. Men derfor kan jeg godt tænke de fylder som 7!

Jeg har det så tungt med, at skulle stå op og hele familien skal svinge sig i gang med, at skynde sig ud af døren!
Skynde sig i skole.
Skynde sig på job.

Skynde sig at arbejde.
Skynde sig at lære.
Skynde sig at lege.

Skynde sig hjem.
Skynde sig at handle.
Skynde sig at slappe af, så vi kan
skynde os i seng.
og sove 'skyndsomt'.

Hahahha, nu tænker jeg heldigvis livet meget mere end det!

Men grundlæggende kan jeg sagtens forestille mig et samfund, hvor vi venter med at starte skole og job til kl 10. Og så slutter dagen det senere. (Noget mange teens ville profitere af rent fysiologisk; vi ved de har brug for mere søvn fordi deres hjerne udvikler sig giga i de år. Ikke fordi de er nogle dovne ungdommer, der ikke gider.)

Nå, men jeg ville bare udtrykke min umådelige glæde over, at nu er ferien her om lidt! Det er ungernes sidste skema for i år!

 Foran venter uendelige tid med frihed. Med sol. Sommerhus. Musikfestival. Bif-film. Bål. Grillmad. Nye jordbær. Nye kartofler. De største is. Timer og timer og timer med de skønneste mennesker!
UH! det er så fedt! Jubii!

Jeg holder ferie sammen med ungerne, og har gjort det mens der har eksisteret skoleliv i vor familie. Fordi jeg bare elsker det!

Og vi må gøre det vi elsker!
Ikke sandt?

Beskidt racisme blandt kvinder.

Jeg har ikke skænket det en tanke, at vi i svømmehallens omklædning & bad, er både kristne, ikke kristne og muslimer.

Men det kom jeg til forleden dag, til sidste bassintræning, hvor  racisme kom meget tæt på.

Måske har jeg været så optaget af min egne processer (blufærdighed og fysiske handicap/smerte), når jeg skulle klæde om, bade etc., at jeg ikke har tænkt videre over, at der på mit genoptræningshold også er muslimske kvinder.
Eller at der svømmer mennesker rundt i bassinerne, som langt fra alle er blonde.

Eller også tænker jeg bare ikke så meget over muslim. Ikke muslim. Ligesom jeg ikke tænker over om folk er kristne.
Gør du? Tænker over det? Jeg mener, behøver man gå og tænke over det?

Det er klart jeg er opmærksom på det,  når jeg er sammen med mennesker, hvor vi har sprogvanskeligheder. Hvor det påvirker samtalen. Og selvklart jeg bemærker om folk er lyse, mørke, tykke, tynde. Spændende, kedelige, Fredelige, aggressive. Sjove, anstrengende. Givende, 'sugemaller'. Og alt det der.

- Du er da muslim, ikke? Og vasker du dig ikke? spørger en af damerne i saunaen, hende jeg er i bassintræning med. Jeg hører det ved siden af en samtale jeg har med Ulla-fys. Minder mig selv om, at jeg ikke skal gå ind i, hvordanspørgsmålet opfattes.

Jeg taler videre med Ulla.
Og lytter alligevel til brudstykker af samtalen mellem de to kvinder.









Samtalen fortsætter. Det viser sig, at efter jeg havde forladt badet, var der kommet to kvinder med badetøj på ind under bruserne. Og en lille pige, som var uden badetøj og som blev vasket grundigt.
Det havde nogle af de faste svømme-kvinder overvåget, og blevet vrede over.

Vrede nok til at mene, det var på sin plads at fortælle personalet;
- Der  er to muslimske kvinder, der ikke vil vaske sig!
Personalet var trådt til og korrekset dem!

Hvor ydmygende er det ikke!! At udstille kvinderne på den måde!
Opfatte dem, som nogen der ikke er rene! Ikke forstår sig på, at vaske sig!

Jeg følte mig så tung om hjertet med eet!
Hvordan kunne de selvsamme kvinder, der lige forinden - helt uopfordret!  - havde sat en badestol hen til mig, stå og holde øje med de muslimske kvinder? For så at hente personalet?
Hvorfor?

Da jeg gik i bassinet den første gang, var det jeg der havde taget badebukserne på ind i badet. Og vasket mig i ført dem. For det kan man jo godt!
Lige som de to kvinder havde gjort. Men der kom ingen personale, hidkaldt af svømmekvinderne.

De to kvinder havde så fået arrangeret sig, med store håndklæder som skjul, mens de skiftede til at vaske sig.

På det helt lavpraktiske plan, ligner det fuldstændig den samme problematik, som en klassisk incestoverlever har
Man kan/vil/må ikke vise sig nøgen for andre.
Hvorfor skal man tvinges til nøgenhed?

Da jeg kom til svømmehallen første gang, var jeg chokeret over at der ikke findes et privat omklædningsrum. En lille privat boks. Eller en bruser med et forhæng for. Bare noget privat!
Ville det ikke være en service, der let installeres; privathed i svømmehallen?

Hvis man altså ville.....

Det har ofte provokeret mig, at man i skolerne skal gå i bad efter gymnastik. Eller lærerne forlanger og overvåger børnene der bader. Som jeg bl.a. så det her i den lokale svømmehal, en af de første gange jeg selv var i varmtvands bassinet.
http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/05/fokus-centrering-det-vigtigste-som.html

Fordi det er o.k. for mange, er det ikke o.k. for alle!

Well, jeg vil ikke bruge min tid og kræfter på politik længere.
Men jeg blev godt nok ramt, lige der. Over at mærke søstres både omsorg for mig. Og distance mod andre.

 - Man bli´r ked af det, sagde min 'bassin-veninde', da hun forlod saunaen, med et blik lige ind i mit.
 - Ja, det gør man.

Intet er for helligt til at blive bedre!

Fik dagens første lære om praktiske liv kombi spirituel udvikling,
kom tidligt her til morgen.

Vågner og beslutter i mine Morgensider, at være bevidst om at blive hos mig selv.
Og i kontakt med mit højere selv.
http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/05/morgensider-har-guld.html

Det holdt cirka en time til første konflikt trådte ind. Teen & tween kriser over hår & penge.

Og jeg røg lige ud af min ambition for dagen. Slap mig selv.
Driblede ind i en bekymring og trang til kontrol.
Selvom jeg ku´ ha´ holdt mig ude af deres frustration! ;-)

H.v.o.r. tit er jeg ikke faldet i den?
Og hvor klassisk er det ikke, for vor relationer; at vi pisser hinanden af?
Ryger i hinandens konflikter, bekymringer? Vil have kontrol?
Jeg ved alle kender det.
Og jeg ved det er det grimme, vi ikke må tale om. Slet ikke offentligt!

Anyway, jeg røg i den med teenageren, der vil bruge penge og jeg vil vide hvad pengene skal gå til.
Hvilket udløser et skrig af modstand.
Og det er modstanden der får mig til, at vippe ud af mig selv.
Jeg ku' være blevet.
I mig selv.

Tweenen knalder ud over håret der skal have mere tid, førend det er klart til at komme ud i verden.
Skrig, kast med skoletasken. Til sidst gråd.

Manden er for længst gået ud af døren med et; jeg magter ikke det her!






De kommer afsted. Noget er forsonet, nogen er ikke.
Det er sådan livet er; det praktiske fysiske liv!

Og lige nu kan jeg vælge to spor (ud fra den jeg er):

1. Være skyldbevidst/-og tynget over, dels ikke at være rolig og have givet familien en bedre start på dagen. Dels over at jeg mistede mit fokus, og svigtede min ambition.

 Eller

2. Vide at jeg kan slippe 'hele morgenen', med et dybt åndedrag! Helt ned i bunden af mit underliv. Slippe og slippe. Og blive i den bevidsthed det skaber. Være i bevidstheden om at mit fysiske jeg og mit højere jeg, er i kontakt.


Jeg ved præcist hvad jeg vælger!
Og jeg kan kun sige, det er et godt valg, som jeg ønsker for alle andre også!

Have fun!

Glo ud i luften & gå i spirituel udvikling!

Jeg gør store. Hurtige fremskridt. Rent fysisk.
Smerterne stiger tilsvarende, men!
Jeg begynder at få en smidighed tilbage, jeg i lang tid har været uden.
Derfor kan jeg nu løfte mit venstre ben op, nok til at ku´nå at vippe foden ind i buksebenet, mens jeg står på højre. Jeg kan næsten tage strømper på igen! En god stund kan jeg.

Så jeg gør store og hurtige fremskridt.

Det betyder også jeg må være i ro. Hvile. Ligge. Strække muskler og sener. Sove.
Mere end jeg altid lige har lyst til.
Det er hér, jeg skal holde fast i, at min spirituelle udvikling kun benefitere af, at jeg er i ro.
Fordybelsen.

Hvorfor blev det nogensinde et sygdomstegn, at ville fordybelse?
Sidde og være i et med et eller andet? Eller intet?
Så skal folk have anti-depressiver. Jeg plejede at sige, til mine klienter, at det er sundt. Noget af det sundeste for sindet, at få lov at holde retreat.

Altid ikke nemt at gøre det man prædiker. Men jeg gør meget for at være i min spirituelle proces. Og jeg har det godt med det jeg gør.

Godt nok nævnte jeg mine healer evner forleden.
http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/06/over-easy-over-nemt-og-sa-fik-jeg-endda.html
Og healing er bestemt en af de tilgange jeg bruger.
Og som jeg vil gøre mere af i fremtiden.

Men der er også meget, meget mere.

Spiritualitet er så stort, bredt, uendeligt.
Og hvad jeg tager fat om i ud i det spirituelle, kan meget vel være anderledes, end hvad du tager fat om.

Egentlig er det blot et ønske om udvikling og bevidsthed, der sætter igang.

Hvad er dette? Spø´r Piet van Deurs

Stemninger fra en frisørsalon......

Noth´ remains the same. Ikke engang hyldeblomstsaften...

Hvad der skete med hyldeblomstsaften i år, aner jeg not!

Eller også har jeg glemt, hvordan det er den plejer at smage? Den hb-saft jeg selv laver!

I år smager den nemlig mest af sukker. Og brun farin. Uden den dybe bund af hyldeblomsten.
Nu er det blot som strejft af hyldeblomst over tungen.
Trods ekstra mange hyldeblomsskærme. Rigtig mange ekstra.

Til gengæld var der ingen tung sukker/brun farin masse i bunden af gryden i år - som at der plejer.
Og som at jeg plejer at gøre en sirup ud af. Mums, til ost især!

Hvad si´r du?
Er det kemi?
Eller er det fordi blomsten ikke bærer samme smag hvert år/ i år?
Husker jeg bare nada fra år til år?
Er det i det hele taget noget at bruge tid på?

De er godt nok ikke røde! Men wauw, hvor er de søde!

Jeg ved det godt!
Sko! Kvinder & sko.
Og det er ikke så længe siden jeg flashede mine leoparder her. Til stor begejstring for mange!:-)

http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/06/danser-med-lepoparder.html

Så i dag, ku´ jeg ikke lade være.
Købte de her sportdanse-sko. Fordi jeg har svært ved at finde fodtøj jeg kan have på.

Og selvom de ikke kunne fås i røde
(hos Dixie Grey),
så er de jo vældig søde.
I pink.

De har desuden den fantastiske bivirkning, at jeg bli´r så glad i skralden, når jeg ser ned på mine fødder! Og dét, ladies & gents, er i den grad positiv genoptræning!
Hjernen får positive impulser ang. foden - ikke kun smerte!

Jubiii!!

Dagen med adskillige heftige tegn! Ja, tak!

Jeg fik bedt om et tegn i dag.
Og fik dét!

http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/06/overeasy-genoptrningsdagbogen-fortstter.html

Så kom et tegn mere!
http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/06/over-easy-over-nemt-og-sa-fik-jeg-endda.html

Afsted og hjem igen; varmt vandsbassinet & genoptræningen tur/retur.
Hjem til endnu et tegn!

På vores gamle gasbord i entreen, står et glasfad.
På det fad, der står på gasbordet. I entreen.
Ligger en masse englekort.
Det har jeg skrevet om før, under indlægget Englekort med styrke.

Jeg har ikke vendt dem de sidste par dage.
Men i dag var de vendt.
To styks.
Da jeg kom hjem efter træningen, lå de der og lyste.

Huset havde været alene hjemme, mens jeg var væk.


Tak!:-)

Over-easy = Over-nemt. Og så fik jeg endda en gave mere!

Fik en ny besked.
Havde bedt om et tegn;
'Hvordan kommer jeg videre med min spiritualitet?'
http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/06/overeasy-genoptrningsdagbogen-fortstter.html

Det var bare lige inden jeg skulle til genoptræningen i det varme bassin.
http://www.blogger.com/blogger.g?blogID=4507772700828910660#editor/target=post;postID=6513492359884149704

Ret hurtigt voksende en kraftig hovedpine sig vej frem, gennem mine kringlede nervebaner.


Da der tikkede en sms ind.

Fra en kvinde jeg har sendt healing, de sidste par dage. Hendes krop er gået i gang med en kraftig udrensning. Som slet ikke er spor behageligt. Eller noget man umiddelbart tænker jubii! over. Men hun skal frigøre sig af gammelt, heavy stof.

Hun gav mig det stærkeste tegn! Ved at sms´ mig, fortalte hun mig præcist, hvad jeg manglede for at få mig selv på mit rette spor igen!

Nemlig at jeg selvklart skal forblive i min igangsatte proces! Min stærkt spirituelle proces. Som nok er meget indadvendt, og måske kun interessant for mig (?).
Og som min intuition fortæller mig, vil indeholde mange nuancerede budskaber siden hen. Til alle, der ønsker det.

En langsommelig proces. Så langsom at det kan synes næsten ubetydelig. Som står jeg stille, når man kigger på mig ude fra. Ingen vilde armbevægelser. Store skridt. Høje hyl. Ingen mediedækning eller flashing shows. Bare mig, i mit Kongeskib. I det varme vand. Hos min familie. I konflikt. I kærlighed. I alenehed.
Her er så stille ind i mellem, at selv jeg tror -  jeg som er inden i mig og derfor ved hvad her sker! - at intet sker!

Når tvivlen kommer ind, går jeg selv ud af en pludselig åbnet bagdør.
Kender du sikkert også. Man mister pludselig følingen af, hvor man skal hen!

Dét er dér jeg griber efter tegn! Og de kommer!
Som gaver fra himlen. Himlens regn, der vander alle de frø, der er sat til spiring!

I dag kom dråberne som tikkende sms´er. Og som en krytisk kode i et it-system jeg nada fatter.
Men budskabet er gået rent ind.
Så jeg holder på med min både ret fysiske. Og dybt spirituelle proces!
Selvom den strider mod al fornuft. Videnskab. Trendyness.
Og what ever!

*Overeasy* (Genoptræningsdagbogen fortsætter)

Jeg har gennem årene brugt meget, at bede om tegn.
Hvis jeg er usikker på et eller andet.
Vedr mig selv, andre.
Eller trist og skal tilbage til glæden.

Det er en del af min spirituelle hverdagspraksis.

 Fx. bad jeg her til morgen under mine Morgensider om et tegn.
'Hvordan arbejder jeg videre med min spiritualitet?'

(kender du ikke morgensider? Så tjek her:)
http://www.blogger.com/blogger.g?blogID=4507772700828910660#editor/target=post;postID=5368554669763041624










Jeg har haft nogle meget krævende dage, som syg og handicappet alene-mor.
Kræfterne er brugt op, og jeg må finde upload igen. Det gør jeg ved hvile og meditation.
Ganske enkelt.
Det tager oftest et døgn, så er jeg klar igen.
Døgnet oprandt til morgen, og jeg var stadig low på kræfter! Når jeg er low på kræfter, mangler jeg bevidst kontakt til min spiritualitet. Ganske enkelt.

Tegnet kom, da jeg skulle fikse noget web-noget, som jeg nada har forstand på.
Noget som blot virker endnu mere trættende! At gøre noget som helt fremmed for en.
Omvendt vil jeg gerne lære. Så jeg tager endnu et skridt ind i tågen af forvirrende koder og it-fagsprog.

Nå, korte af det lange; fik sendt den mail afsted som skal få mig videre ind i 'website-skabelse-junglen'.
Op popper en adgangs-tegn:
*overeasy*

WoW! Dét slog ned i mig, som latter! Hvad fa´n? Et humoristisk tegn! 'Over-easy'.

Well, det ord vil jeg klamre mig til!
I dag. I morgen. I min tilgang til livet. Mig. Andre.
The works!
For det er *over-easy*.



Tak!:-)

Mit site på facebook; Himlen ned på Jorden

Jeg har dage, hvor jeg længes.
Efter dage hvor det næsten kun er solen
der bærer mig.
Hvor min egen kraft flyder sammen med.
Lethed. Kærlighed. Varme.

Det er længslen, der skaber drømme.
Og taknemligheden, der træder vejen.
Til alt hvad et menneske ønsker!
I.
For.
Med.
Livet.

Nogle mennesker hader at
længes.
Det minder dem om det, de ikke har.
Sir de.

Allerede fra barn.
Og.
Som bundet.
Slået ned.
Som voldtaget.
Tortureret
Længtes jeg
i mit inderste lukke.
Vidste solen altid
ville mig! En dag.

Så jeg begyndte at følge den.
Inden i. Uden for.
Jeg standser aldrig.
Og jeg takker for hver dag i mit liv.
Med kærlighed.

Og hver dag gives jeg
min drøm.


♥

Ord

Ord som forløser.
Ord som giver ro.
Ord som sætter i bevægelse.
Ord som lægger sig.
Eller sætter sig.
Ord som trives.
Ord som får latteren frem.
Ord som kærtegner.
Ord der følger kærlighed.
Ord.

Du kan sende ord ud med kærlighed.
Og samme ord kan modtages med vrede. Frygt. Enddog had.

Vi vælger selv, hvad vor hjerter er fyldt af.
Hvad vi vil lade dem opfylde af.
♥

I morgen bliver jeg rask!

Jeg er ved at blive rask!
Jeg går på leoparderne - snart! Og til da tager jeg gigantiske giraf-skridt!

Da jeg rejste mig af bassinet i går, var det som havde jeg gennemstået en transformation!
Ja, no kidding!
Inden jeg gik i det varme vand, tog jeg noget extra p.n. medicin, da min fod smertede. Kombinationen med det varme vand gjorde, at jeg meget hurtigt fik effekt og smerterne forsvandt - trods jeg gik rundt.

Altså tager den lige igen - jeg gik rundt!
På landjord, kan jeg det ikke. I vandet kan jeg! Med støtte (de der slanger/pølser/whatever de hedder)

http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/06/go-for-it-om-at-lre-at-ga.html



Men jeg kan udføre bevægelsen med foden! Uden smerte.

Det betyder at hjernen får en positiv oplevelse med at gå. Med at få signaler op, når foden bevæger sig på specifikke måder.
Når hjernen får en positiv feedback, opvejer det de smertefulde.
Og til sidst, dominerer de negative!

Nå, nu kom jeg til at skrive en hel masse - det´jo bare det her, jeg vil sige;
jeg havde min bedste dag siden jeg blev syg!

I går.  Efter bassinet.
Jeg fløj rundt.


Gik fra bassin til længere sauna-tur. Mine muskler må simpelthen have været så gennemvarmet. Kombineret med medicinen, havde jeg så meget førlighed og lethed i kroppen, at jeg pludselig kunne mærke hvordan det var før!

Jeg bliver aldrig som før. Bliver bedre. Stærkere. Klogere. Sundere.
For det som jeg lærer nu, er så vigtigt at jeg fastholder. Det er derfor jeg er her!

Mit allervigtigste arbejde i min genoptræning, er mine drømme og visualiseringer.
Jeg kan se mig selv ude i fremtiden: gå rundt på leoparderne. I mit røde tøj. Lave mit elskede arbejde. Være sammen med min elskede familie. Leve, arbejde, slappe af i mit elskede hjem.


Alt hvad jeg gør, er nøje visualiseret!
Drømme bliver i morgens virkelighed.
Når du kan forestille dig dem - men især når du kan mærke dem! Føle dem!

Den positive tænkning er meget kraftfuld! Og du kan få alle dine drømme til at opfyldes! Når du føler glæde! 
Glæden i dig, i dit liv, bringer dig alt hvad du ønsker!


Derfor ved jeg, at jeg snart er rask.
Og glad!
Som jeg er nu!
For jeg har ikke sluppet glæden under mit sygdomsforløb

Himlen ned på jorden - site.

Hov - kender du det her - mit  nye Facebook site?


https://www.facebook.com/HimlenNedPaJorden

Lige oprettet dette site.
Om spiritualitet.

Til deling.
Til udveksling.
Til begejstring.
Til glæde.
Til sjov.
Til kærlighed.
Til bevidsthed.
Til udvikling.

Til..?

Kommer du med? Smmider gode ting ind? Om det er fra et
'I Like' til en kommentar. Til at fortælle om dine spirituelle oplevelser. Erfaringer. Events. Og alt muligt sjovt!

♥

Vil du være min veninde?

Nogle af jer har nok læst min status på fb i dag. Den jeg lavede efter bassintræningen


'Faldt i snak med en ældre kvinde i svømmehallens sauna i dag. 
Ku´ godt høre hun troede jeg var yngre end jeg er. 
Da hun så spørger:
- Studerer du? 
bliver jeg noget overrumplet, men får forklaret: 
- Jeg er altså 44...:-) 
- Guuud! Jeg troede du var et par og tyve! 

                 (wow!) 

Fand´me i orden klogt stykke kvindefolk, sir jeg bare! 
Og herefterdags er vandtræning og svømmehal mit absolutte foretrukne træning og sted!´

Det var selfølgelig en skidesjov oplevelse! 
Og hun var bare en meget inspirerende kvinde. 
Ja, ja , ikke (kun) fordi hun synes jeg var så ung, hihihi. Hun var bare meget åben, nysgerrig og ærlig! En kvinde henved 70-75 år vil jeg tro. Og så cool! Fortalte hun har jobbet med unge i mange, mange år. Hvilket bestemt gav mening, med hendes store smil, farverige temperament og en 'lige her og nu; hvad sker der? attitude'.


Hun er sådan en kvinde, jeg har lyst til at møde igen. Lære bedre at kende. Måske blive veninde med?


Da hun hørte jeg bla. er psykoterapeut, fortalte hun hvordan hun nogen gange bare skældte sin mand ud. Over at han er syg. At han er gået fra at være mega-aktiv; kunne hjælpe hendes single veninder med alt muligt handy-praktisk-mand. 
Til bare at ligge og stirre. Intet at kunne.

Så skælder og smælder hun. Græder bagefter og får så det hele ud af systemet, som hun forklarede.

- Hvordan kan du sige sådan til mig? havde han sagt.
- Men det bliver jeg da nødt til, for ellers kan jeg ikke holde livet ud!


Åh, sikke en skøn kvinde! Jeg kender det så godt! Det er så skidesvært med sygdom ind i mellem, og krykkerne flyver ind i døren. Ungerne er pisseirriterende bare de vipper med øjenbrynene. Og manden fatter nada. Så skal der lige renses ud. Trækkes vejret dybt. 
Og så på igen!


Jeg ta´r bestemt mine low-ture. Lader dem dog ikke vare længe. Kommer op igen. 
Hurtigt nok, så jeg ikke lader livet. Ikke så hurtigt, at jeg får dykkersyge.

Kan man mon skrive sådan et veninde-brev?
                           Vil du være min veninde?
                               
                                   Sæt kryds
                            Ja......   Nej...... Måske...... 


Nå, ja jeg er jo blot et par og tyve! Ikke for gammel til den slags ungdommeligt fjant!

Hey, Røde dame! - Må jeg lige spørge dig om noget?

 - Går du kun med rødt?

 - Hvorfor går du kun med rødt?

 - Ej, dine krykker er også røde?!

Mange spørger. Selvsagt.


Jeg har altid elsket at male med den dyb, fløjlsbløde røde.
Måtte på hvert maleri, arbejde den røde farve ind i billedet. Uden at kunne forklare hvorfor. Bare den inderlige kærlighed til dyb rød.


Da jeg boede som single, år tilbage, malede jeg mit soveværelse i dyb, dyb rød.
Jeg måtte bare have røde vægge!


Da jeg så lavede min egen praksis, fik jeg af et par søde kvinder, foræret en rød London sofa med tilhørende stole. Betrukket med dybrødt plys!



Egentlig havde jeg inden jeg besluttede mig for 'kun rødt', en glæde med leopard. Tiger. Gepard. Og gik med sko. Veste. Tørklæder. Bælter. Pakkede  mine skrammelcykler inde i stof med dyreprint.

Det var først for fem - seks år siden, jeg overgav mig til at blive 'Hende i rødt!'.
Jeg havde holdt oplæg for et par hundrede kvinder. Om prostitution. Jeg var dengang meget aktiv i debatten og mediebilledet. Lavede mange foredrag, udgav bøgerne. Lavede teater og havde meget politisk arbejde på Christiansborg.

Jeg talte om den røde farve, som den farve vi alle kender fra film. Tegninger. Teatret. Medier. Når man vil gengive en prostitueret. Som en hores farve.


Så tog jeg den til mig. For at vise at jeg ingen skam bærer.
Tværtom bærer liv. Kærlighed. Lidenskab.

Det er mit røde tøj for mig.


Nu er mit samfundstjenende ærinde er opnået.
Jeg har fortalt til hele Danmark om mine erfaringer om prostitution, og prostituerede.
Og jeg har med ro, kunnet trække mig fra problemfeltet, da andre nu gengiver mine ord.


Men det røde tøj? Det bli´r!  Dét elsker jeg!
Forestillingen om at udskifte rødt med alle mulige farver.
Eller een anden farve. Er rent no-go!
Det er som mine tatoveringer; det er mig, en del af mig.


Nu kalder leoparderne dog igen! Jeg havde ikke troet det.
Men livet er uforudsigeligt! Der sker pludselig noget, som forandrer en. Og ens liv markant.
Giver en mulighed for at få nye vinkler. Indsigt. Viden.

Læs også indlægget Danser med leoparder
  hhttp://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/06/danser-med-lepoparder.html

De røde sko kommer at vente i skabet til andre tider.
Jeg har brug for leoparderne.
Og med de røde såler underneden, kommer de at passe mig fint!:-)

MIn højre fod!

Sidder her.
Med de nye leoparder. Can´t walk th´. So I talk (about) th´.

Kan kun have den ene på. Min højre fod.
Som er den der er rask. Uden handicap.
Så derfor tager jeg den på.
Den ene leopard på min højre fod.
For at nyde. Indtage. Sanse.

Lære dem at kende.
Foden lærer leoparden at kende - og vice versa.





Og allervigtigst;
ved at min højre side (fod, ben, hofte, bækken) fungerer normalt. Og jeg hele tiden holder den aktiv.
Så viser den vej for venstre!
Ja, helt bogstaveligt!

Dels bliver venstre side iltet gennem blodcirkulationen, når højre side trænes.
Men det smarte, dét som jeg synes er særlig ekstra smart er, at hjernen ser den velfungerende side.
Og kan 'snydes' til at tænke, at det er den venstre! Altså at der er velfungerende! (Også).

Så en TedTalk om det her emne.
Og nu skulle det være tjekket om jeg linkede videoen her. Men...
En professor, der forsker i nerveskader og -smerter. (Fantomsmerter, manglende førlighed, nerveskader som det jeg oplever, m.m.)

Som summarum, superkorte version:
(se videoen! Jeg lover at lede efter den, når Mac er blevet rask igen! &linke den herinde!):

Ved at bruge et spejl og lade forsøgspersonen/patienten udføre nogle almen praktiske funktioner foran spejlet, med sine raske side, selvsagt. Så tror hjernen det er den modsatte side (dvs. den handicappede/syge side), der udfører funktionerne.
Og dermed må hjernen nødvendigvis konkludere, at den syge/handicappede side er rask/uden handicap!
Hvis jeg fx. ikke kan løfte venstre fod. Så sidder jeg foran et spejl, og løfter min højre. Mens jeg selvklart følger processen visuelt. Så sker der ting og sager i min venstre side.

Smart, ikk´?
(Se videoen! Jeg lover at lede efter den, når Mac er blevet rask igen! & linke den herinde!)

Så her gør jeg mit eget lille eksperiment.
Højre fod kan godt arbejde sammen med leoparden.
Lader venstre kopiere kunststykket!
Resultat = Jubii!!

Og så behøver leoparderne heller ikke ligge og samle støv.. øh.. på de dersens 'støvposer' (?), der hører med skoene.













Hav en smuk dag!
Jeg mener, sgu da bedre end at have en lorte dag.
Ikk´?
Ja, jeg ved godt der er folk som synes det er både religiøst, tåbeligt og naivt! Men tænk lige efter! Hvem skaber dine tanker?
 O.k. Så hvorfor tænke noget møg om sig selv og sit liv, når man kan tænke noget modsat?
 - Det er ikke bare så enkelt, Odile!
Jo, det er præcis, hvad det er! Enkelt!

Jeg vælger mit eget humør. Efter hvad jeg tænker om mig selv. Mit liv, verden, mennesker.

Så, ja, jeg behøver ikke være nede over smerter og handicap. Jeg vælger at være oppe over skønhed. Lys og kærlighed.

Senere i dag skal jeg i bassin. Og jeg er træt. For træt til det i dag. Og kraftesløs efter den sidste tids ekstrem hårde genoptræning.
Men allligevel tvinger jeg mig selv til at glædes over muligheden!
Jeg får den hjælp jeg har ønsket mig!

Se! Livet byder på meget! Når vi tør tage imod! Og stole på vores inderste!

Love!

Rør din kærlighed!

Jeg er bare så træt. Træt. Træt.

Men kan række hånden ud og røre.
Min ny store kærlighed.

 

Så gør det ikke noget jeg er træt.

Jeg tror stadig på, at jeg kommer til at gå. Danse. Hoppe. Løbe.

I min nye love.

Jeg har brudt med mit røde look.

For som jeg har skrevet i Danser med Leoparder, så har jeg brug for dem. 

Leoparderne.

Deres smidighed. Mod. Extreme hurtighed. Lethed. Instinkter. Intuition. 

Når jeg smider krykkerne, så vil jeg kun gå med leoparder.

Pumps, støvler, ballerinaer.

                                              De vil give mig det jeg har brug for,
                                    til jeg igen har stærke ben. Stærke fødder. Led. Hofter.
                                                      Kunne gå frit. Igen.


                                    Måske vil jeg bruge dem længere endnu.
                           Det er aldrig helt til at vide, hvor langt, de der leoparder stikker hen.

Drop den der mindreværds-lov!

Livet bliver ikke bedre af at brokke sig!
Det bliver til præcis det møg, man brokker sig over!

Der er bare ingen gødning i, at se alt det sure. Det der mangler. Ikke er nok af. Er for meget af. Mangler. Det de andre har, det man også selv vil ha´. Og tror man ikke kan få.

I går hos FysioUlla, fortalte jeg hende om mit store fremskridt. At kunne løfte benet op, når jeg tager bukser på. Og jeg strålede, dyrkede det. Nød det.
Før ville jeg ikke blive imponeret over at kunne løfte benet cirka ti centimenter over gulvet.
Men det var før! Mit sygdomsforløb gør mig til et mere nydende menneske. Jeg ser storhed og skønhed. Og jeg er så taknemmelig! For jeg lærer så meget ! Udvikler mig enormt. Og udvikler tanker om hvordan, jeg kan arbejde med dette universelt. Med andre, når jeg er gennem mit forløb.

 - Mange andre der kommer her, de taler om alt det de ikke kan. Det der ikke fungerer. De overser deres fremskridt! forklarer Ulla sin begejstring over at se, hvordan jeg dealer med min genoptræning.
(Så fedt! at hun deler min begejstring! Heldige mig at have fået præcis en så engageret og nærværende fysioterapeut, som jeg bad i mine tanker om!)

Vi kender alle til syge mennesker, som nærmest sidder og trumfer med flest antal operationer!
Eller undersøgelser. Eller piller dagligt. Alt det der. En måde at fastholde sig selv i at være syg.
Have sin identitet.

Det nægter jeg! For jeg ved, at jeg skal være rask. At jeg bliver rask ved at se min egen udvikling.
Se! hvor jeg kommer videre. Nyde mit eget store arbejde. Droppe Janteloven om at man ikke må være glad for sig selv.

For netop ved at være i stand til at se sit eget lys. Elske sig selv. Være stolt!
Så kommer der mere kraft. Saft. Juice. Til hjernen. Sindet. Det er ren gødning.

At tale sig ned i bekymring. Se alt det jeg ikke kan, det jeg ikke dur til.
Hvordan skal jeg kunne blive rask så? No way - det avler blot mere fattigdom. I krop og sind.

Det vi tænker på, det skaber vi.
Når jeg tænker på alt det i mit liv, som er tungt. Svært. Umuligt. Øv og jeg vil det ikke! Så får jeg mere af det.
Når jeg tænker på fremskridt. Sprækker med lys. Glæde i små øjeblikke. Så får jeg mere af det.

Det hænger sammen! Vores frygtelige Jantelov. Mindreværdsloven - den gør ikke andet end at gøre alt mindre! Intet kan vokse - leve, når man følger den!


Tænk vi er så lovlydige, at vi overholder den så stramt!

- Jamen det er svært! si´r  folk, konfronteret med fattigdomstænkningen. At skifte den ud med at tænke overflod.
Ja, det er det, hvis man er bange for at udvikle sig!

Den der med at være et dyr i bur. Når dyret lukkes ud, finder det hurtigt tilbage til buret igen - hvor det er trygt. Jamen, skal det så ikke bare blive der?

Hvorfor skal man forlade det man ved man har, når man ikke ved hvad man får?
Selvfølgelig ikke! Men hvis man er utilfreds og ked af sit liv. Synes det hele er sort.
Hvorfor så ikke vove at blive uden for buret?

Men hvordan gør man så?

Jeg øver mig hver dag. Skubbe sure tanker væk. Proppe de søde ind. Se alt det smukke omkring mig. Nogle dage brager det mig i møde. Andre skal jeg kigge efter det.
Og hvad så? Det er her jo - skønheden! Hvis! jeg vil se det! Ha´ det.

Jeg skaber selv, hvad mit liv skal bestå af. Det er mit eget ansvar, at få det jeg har brug for. 
Og lukke ned for det, som er i vejen.


Jeg synes, du skal give det nogle tanker:
Har du det du ønsker i dit liv?
Hvis ja, så nyd det! Dyrk det! Se det! Elsk det!

Hvis nej, så gå det i møde du vil have! Bed om det. Find mennesker, der kan hjælpe dig på vej.
Om det så er selve det at træne at se og mærke rigdom. Eller det er konkrete handlinger for at få opfyldt en drøm, du har godt lys på.

Just do it!
Nu!

Wear it like a crown trailer - Cirkus Cirkör

Jeg fik den smukkeste gave i går.

Her midt i min kæmpen for at få min førlighed tilbage.
Kunne gå uden krykker.
Hvilken frihed!
Tænk at ku' købe en soft ice. Tage imod den med egne hænder. Holde den mens jeg går og spiser den!
Have hænderne frie til at bruges. Fordi de ikke skal bære min krop længere.

Min genoptræning går godt! Vi er på rette spor. Der er små forbedringer. Nej, de er sg' ikke småt! Jeg kan ikke forklare hvad det er der går godt. For det er ikke store skridt, som man plejer at måle med. Når man har sin førlighed. Mine mål har ændret sig markant de sidste seks-otte måneder. Mål for hvad der er succes.

I aftes skulle jeg på Østre Gasværk for at se forestillingen 'Wear it like a Crown'.
Kære BM stod og ventede på mig i døren til stuen. Hun skulle hente mig, og vi havde en dejlig aften foran os.
Uden krykker går jeg gennem stuen, med små skridt.
 - Mor! du er ligesom en baby, der ikke kan gå! udbryder Karla, fra hvor hun sidder i sofaen og tegner.
- Ja, det er jo.. ja, sådan jeg er for tiden.
- Jamen du ved da godt hvordan man går! Du er voksen og har gjort det i flere og fyrre år.
 Hun tegner videre mens hun skal have samlet brikkerne i det her puzzle.
- Nå ja. Men nu skal jeg finde ud af det forfra. Min hjerne og krop har lært sig et andet mønster, mens jeg har været syg.

 - Åh, skynd dig nu lidt! fniser Niels bag mig. Og jeg trisser videre. Alt tager meget længere tid.

Jeg elsker at være omgivet af de mennesker, jeg har i mit hjerte! Som hver på deres måde, giver mig inspiration og støtte. Og kærlighed,

En halv time forinden har vi haft en højtbragende konflikt i familien, over et par Converse sko, der ikke passede. Og når vi står i de konflikter, hvor alle døre brager og smælder. Råb og tårer. Så hader jeg det! Og synes jeg er den største fiasko.

Men når vi så bagefter lander i en god snak om, hvad der er i spil, så blusser kærligheden op igen.
Som den evige flamme. Min stolthed over at have to børn, der er så emotionelt begavede, at de kan sætte ord på deres indre psykologiske oplevelser og mekanismer, brager gennem mig.
Deres kæmpe temperament - som mit eget - farver vores liv. Dagene. Udfordrer og udvikler os. Skærper os. Gør os mere og mere facetterede.

Alt andet sættes da i relief. Ja, selv scenariet med mig, som kronisk handicappet er ubetydeligt.
For familiens indbyrdets kærlighed & liv er det største. Bedste og allermest ærlige. Altid.

Jeg vil Wear it like a Crown!
Alt det vi er.

BM og jeg kører ind til Østre Gasværk, og væltes bagover i dyb benovelse!

Foran os tryller seks artister med; musik, billeder, kroppe, klassiske cirkus-ikoner, akrobatik, humor, frygt, kærlighed, lys og mørke, disharmonier som samles til harmoni.
I en cocktail af overmenneskelig karakter! Alligevel er det hele så eksistentielt. Og universelt.

Sprechttalmeisteren der er alt for genert til at tale foran et publikum, prøver at forklare os om hjernen, rygsøjlen og kontakten ned - hele vejen til storetåen. Han magter det ikke og lader artisterne vise med deres ekstreme kropsbevidsthed og -kontrol, hvordan krop og hjerne skal være i harmoni.
De kan kunst med deres fysik, som jeg aldrig har set mage!

Det gav så meget mening at sidde der, med min manglende førlighed! Som hver dag gør, jeg arbejder med 'kontakt hjerne - krop'. Med balancen mellem krop-hjerne. Med at få overbevist hjernen om, at jeg godt kan gå! Igen.

Det var en gave fra universet; at blive beriget, inspireret og bekræftet i, at ingen kan leve uden krop. Eller hoved. Ingen fungerer med en ubalance. Men at man skal finde balancen i sig selv.

 Hver dag modtager vi gaver.

Hvis vi vil modtage, selvsagt!
Jeg si´r ja tak! Bring it on!

Da Post Danmarks Kundeservice knaldede røret på!

Atter engang skal jeg have fat på Post Danmarks Kunderservice, da der er gået noget galt med en levering.

Allerede i de første toner mærker og hører jeg, at denne Frk. Kunderservice, er født til noget meget større end at servicere kunder.
Hendes indre diva hvæsser kløer på hende headset-mic.

Jeg ligger øre til cirka flere minutters modvillig hjælpsomhed fra
Frk. Kundeservice, hvor hun taler til mig i en vranten, irritabel tone.
Jeg skal presse hende til at tage kontakt til det pågældende postkontor, da hun ellers vil krænge mig af, med en information jeg selv havde fundet frem vha. trackingnummeret. 




Da jeg egentlig bare ikke orker at få tværet andres negative energi over på mig, har jeg ofte bare sagt fra. Sidste gang jeg oplevede noget lignende besluttede jeg mig for, at det bestemt var den sidste gang!

Jeg er virkelig træt af curling-generationen! Seriøst!
Hvor er det synd for de børn, der opdrages til at tro de er verdens navle. For alle.
For de forstår intet af, hvorfor deres selvoptagede adfærd fører dem lige lukt til verdens røvhul.

Nå, men Frk Kundeservice - hun bliver bare for meget!


Så jeg si´r helt roligt, men bestemt:

- Prøv at høre! Jeg bryder mig ikke om din måde at tale til mig på!

Hun svarer ikke. Men jeg kan selvsagt fornemme, at hun bliver vred.
Jeg prøver igen at få den hjælp jeg har brug for. Og som hun får løn for at give mig.

- Jeg ringer til dig for at få en service. Ikke for at give en. Du er på arbejde og jeg forventer en vis professionalisme.
Mere tavshed. Hun ignorer mig simpelthen!

 Så råber hun! Ja, hun råber:
- Hvad er postnummeret?
- Jeg har lige sagt til dig, at jeg ikke vil tales til på den måde!
- Jamen, jeg skal bruge postnummeret! bjæffer hun hidsigt.

Det bliver helt tydeligt, at hun no way, vil behandle mig med respekt! WTF!
Derfor siger jeg. Vredt.

- Det her gider jeg ikke være med til! Hvad hedder din overordnede? En eller anden? Dig vil jeg ikke betjenes af!


Linien cuttes af. Frk. Kundeservice knaldede røret på!


Hvor langt ude er det ikke?
Men smart nok, selvfølgelig,  eftersom de kun præsenterer sig med deres fornavn.
Så der er no way, jeg vil kunne klage over hende. Hun kan sidde ved hvilken som helst telefon i deres landsdækkende Kundeservice. Og hedde Susanne. Lisbeth. Lene. Charlotte. Dorte. Lone.





Ret kogende tastede jeg nummeret igen, og fik hurtigt en anden kvindestemme i røret. Et dyb, meget dyb indånding, for at få vreden ud. Få en ordentlig tone og forvente en god behandling.

- Hvor groteskt! udbrød denne Frk. Kundeservice, da jeg havde forklaret hvordan hendes kollega havde knaldet røret på.

Hende her viste sig så,  at være den ægte Frk. Kundeservice.
Således blev en dårlig energi ændret til en smilende.
Problemet blev løst.
På under fem minutter!

Je ne regrette rien...

Der var engang. det var før i tiden.
Før september 2011.
Da havde jeg aldrig tid nok. Til at tænke. Til at læse alt det jeg ville. Til at meditere. Til at være i ro.
Til at være alene.

Så savnede jeg så meget tid.
Alene-hed.
Være på stranden alene. Gå på Arken eller Louisianna alene. Biffen. Bare sidde og glo ud i luften. Alene.

Og jeg anede ikke hvordan jeg skulle sikre mig dét, jeg savnede!

Sommerferien  2010 tog jeg hul på sommerferien, ved at være tre dage alene i sommerhuset, inden la familia came rushing in. Det var skønt. Frit som engang fra inden jeg blev mor og kone. Og fik mig til at vansmægte efter mange flere, af den slags dage

Nu kan jeg kun huske i et teoretisk foto i min hjerne, hvordan det var.
At savne så stærkt, at have tid alene.

Er nu blevet oploadet i mig selv. I min trang til plads og tid. Alene.

Det er nu blevet muligt, bare at nyde! familiens nærvær.
Nyde at savne dem.
Glæde mig til ar se dem igen.
Lade mig lyse op af deres energi.
Mærke deres forgængelighed. Om lidt er de borte igen.

Mens jeg er her. Med tid. Alene.
Så lærer jeg. Opdager. Ser.
Forstår alt dét, der før ikke var rum, tid eller plads til.
Fordi jeg var presset ud af mig selv.

Selvsagt at jeg bruger mange kræfter på at blive rask!

Men uanset hvad alle måtte tro. Forestille sig.
Så er der intet jeg vil have anderledes. Eller ville have haft anderledes.
Intet!

Ingen kan sætte sig ind i, hvad jeg gennemgår. Eller hvad det kræver for en kraft,
at vende vrangen ud på den hjælpeløshed jeg er i. For at se det positive.

Og selvom ingen kan sætte sig ind i det. Og jeg derfor går vejen alene.
Mister den ingenlunde sin mening.

For det er endnu en dimension i det liv,
jeg har bestemt mig for.
Sådan er det hele tiden.
Vi lever det liv, vi beslutter os for, at leve.

Danser med leoparder!

Altid. Kan intet andet erindre, end at jeg altid har været en drømmer.
Stærke billeder for mit indre. Billederne fremstod virkelige. I bevægelse.
Med dufte. Smag. Følelser.
Det gør de stadig.

For nogle år siden dukkede 'The Secret' op for os alle.
Den positive tænkning. Verdens nye tendens.
Visualiseringen.
'Hvad du ønsker skal du få.'

Bogen landede i mine hænder. En kær veninde gav mig den.

Jeg havde næsten lige lært hende at kende. I virkeligheden.
Men kendte hende allerede som teenager. Fra ugebladene.
Vidste jeg en dag ville møde hende.

I dag er vi hinandens valgte søstre. I det første virkelige møde vi havde, faldt vi i hak, i favnen på hinanden. Lukkede vores hænder om hinandens.
For vores sjæle havde fulgtes parallelt til det var tid at mødes, in real life.

Om en tid, vil vi starte vores professionelle samarbejde! Uh, så spændende!

Alt er baseret på at turde drømme.
Vide at hvad vi tænker, er det vi får.
At turde modtage sine største drømme.
Da jeg læste 'The Secret', var det største at opdage, at andre gjorde som jeg altid havde gjort! Og de havde stor succes! Wow! Første gang det blev anerkendt at være som mig.

(Det var i øvrigt også sådan jeg mødte min elskede mand! Fra første øjeblik, vidste jeg, det var ham! Det tog fire år, før vi endelig! var klar til hinanden. Mit hjerte og mine tanker var for distraherede af fortiden. Så jeg skulle rydde op, før der blev plads til ham.)

Den største (op)gave vi kan give os selv er, at blive bevidste om, hvad vi tænker!
Vælge at tænke og drømme om præcist dét vi vil ha´! Og være parat til at modtage.
For det kommer! A.l.t.i.d. No doubt!

Jeg er, som mange andre, opdraget til at tænke fattigt. Småt. Om mig selv og min fremtid.
'At drømme om en luksus, tilhører ikke os almindelige!' si'r vores kultur.
Janteloven sørger for, at holde drømmene nede:
- 'Flyv ikke højere end vingerne bærer!' flød ud af radioen i Giro 413, da vi var børn.
'Rigdom er udnyttelse af andre. Rigdom på bekostning af andre. Rigdom er skidt!'
En tåbelig kulturel filosofi, som blot holder os selv nede.

Hvorfor skal vi tænke alt er umuligt? Når alt virkelig er muligt?

Livet har nok lært mig, at være mig. Også selvom andre kan synes det er 'for meget!'
For mærkeligt! For skørt! Eller bare; det kan man da ikke!
Jeg har det bare sådan; jeg gider bruge mit liv på glæde. På at nyde.

Kender bare alt for godt de mennesker, der er bitre. Mennesker som fortæller de; 'ville ønske de kunne... Men det er umuligt!'  De mennesker der taler nedgørende om andre; med humor fx.
Eller med en bedrevidende hovedrysten.
Alt det med 'dem/os', for at vi kan føle os trygge.

Drømme kan blive virkelige på måder og i tempi, der ikke altid er til at forstå.
Vi kan blive utålmodige. Tvivlrådige.
Men du skal bare holde på! Blive ved at gå efter præcist det!, som er det rigtige for dig.
Uanset om det ikke kommer samme dag, du sendte bestilling ud!
Eller det kommer til dig i en form eller på en måde, du ikke troede skulle være.
Eller lige først kan forstå.

I dag sad jeg og ledte efter et par særlige Louboutin sko.
Da jeg var teenager så jeg første gang de røde smukke såler.
- Sådan nogle vil jeg have en dag! tænkte jeg. Uden anelse om at det var et design mærke. Så bare en kvinde i en film bære t par sorte klassiske stilletter. Med røde såler! Saft, kraft, liv, kreativitet, rigdom. Det er de såler for mig. I mit minde.
Well, forleden så jeg så et par sko for mig. Som jeg synes de skal være. Med røde såler.
I dag blev det - at jeg bestilte dem.

Først kunne jeg ikke finde dem. De helt rigtige. Ledte flere steder rundt i verden. Fandt nogle der næsten var de rigtige. Blev heldigvis smidt af websitet, da jeg ville købe dem. Der blev lukket, hver vej jeg ville ind. Men jeg blev ved, og bling!

Dér var de! De helt rigtige! Præcist dem jeg havde set for mit indre blik. Tænk, de fandtes faktisk!






(Sammen med sko-bestillingen, bestilte jeg også bækken, ryg, hofte og ben, der fungerer igen!)



Alt i alt en lettere crazy ide - ikke kun rent økonomisk - at bestille sådan et par skønheder.
Ku' man tænke.
For hvorfor nu, når jeg ikke kan gå i dem?
For hvad nu hvis jeg aldrig kommer til at gå igen? Vil de så blive en genstand & et symbol, på al min bitterhed?

Men!
Jeg bestiller dem, fordi jeg vil bruge dem som de sko, jeg skal slide op, når jeg går igen! Løber. Hopper. 'Come rain, come shine'. Hver dag!

De bærer leopardens skind. Den hurtigste løber på jorden! Symbolet på min sejr!

Jeg nærmer mig. Trods tilbagefald.
Jeg nærmer mig min drøm. Ad veje jeg ikke selv havde troet.
Det lærer mig blot, at jeg udelukkende skal tage mig af at vide præcist hvad jeg vil opnå!
Hvordan det skal lade sig gøre? Det tager universet sig af.

Som alt andet, der er skabt. Skabes.
Jeg behøver ikke forstå alt, for at det kan fungere. Eller lykkes.
Det minder jeg mig selv om, når jeg synes det er svært at være syg.
Så jeg er sikker på, at alt er som jeg ønsker.
Nu og fremover.

Så hvad ønsker du dig?
Ved du det?
Inderst inde?

I dag blev jeg ramt.

Pludselig, uden jeg havde set det komme, gik lyset ud. Eller var det mit lys, der gik ud? Det hele blot pga. en is, jeg ikke ku' få.Som var jeg et barn igen. Jeg vælger bevidst hver dag, at fokusere på det positive. Konstruktive. Udviklende. Glædelige. Nuet. Fordi hvis jeg ser på mig selv. Nøgternt. Vil jeg samle alt det jeg ikke kan, en brik for hver umulighed, til et hæsligt puslespil.Af handicap. Smerte og håbløshed. Det er ingen lunde hvad jeg ønsker. I dag røg en brik dog uforvarent ned i min hånd. Jeg gennemvædede den med mine tårer. I mit slørede blik så jeg hele puslespillet. Der var ingen vej uden om. I dag. Det er første gang siden jeg blev syg, at jeg er faldet i gråd over mit store afsavn. Alt det jeg mangler. Længes efter. Mennesker. Ting. Oplevelser. Bevægelser. Handlinger. Gøremål. Selvom jeg savner, mangler, længes er jeg her stadig. Lærer så meget. Når så langt. Opnår nye indsigter. Udvikler mig på måder jeg ellers aldrig ville nå. Så meget at være taksam for. Måske er min sorg i dag, et led i den smukke blomsterkrans jeg binder for mit nye liv. For herfra er der ingen vej tilbage. Odile som før jeg blev syg, kommer aldrig igen. Odile som jeg er lige nu, er forbigående. Den Odile jeg gerne vil være; hende ved jeg ikke hvornår kommer. Men hun er undervejs. Og trives bedst med solen.

Go for it! - om at lære at gå.

Jeg har skrevet det flere gange. Her. Der. I brudstykker.
Om at jeg er så taknemlig for, at være syg.
Fordi jeg får en indsigt, jeg ellers ville have været foruden.

Jeg var i bassin igen i tirsdags.
Det slår kæmpe sprækker ind i min bevidsthed. Opvågning til bevidsthed. Kighuller ind i en forståelse jeg bliver åndeløs af, at komme i kontakt med.

Når jeg forlader det opvarmede bassin, trækker mig op i mine armes kraft. Holder fast om det kontrast-stærke iskolde stål, lander der flere hundrede kilo oven på mig.
Swung!
Lige så magisk vandet og varmen er for mine muligheder. Bevægelser i og med kroppen. Lige så hurtigt som den kraftigeste tryllestav kan smide tyngdekraften over mig. Indser jeg, at jeg igen! har fået en gave. En begyndelse.
En ny start. I vandet.
Det tryllebinder mig. Og forbinder mig med mig selv.
Jeg bliver det foster i modermavens vand, der ruller rundt i rytmer, som kun er mulige i den tilstand.

'Genfødsel!' Det var det stærke ord min gennem-mange-år-latter-og-tårer-veninde Ulla skrev, efter at have læst mit blogindlæg, om den første bassintur.
Hendes skarpe intellektuelle hjerne, der er trænet gennem år til at analysere tekster, har den umådelige sjældne gave, at være usnobbet. En litterær akademiker, der ikke er litterært elitær. Ja, selvfølgelig er hun min kære veninde!
Hun ser mig, læser mig blog. Og ser min genfødsel. Vandet. Bevægelsen. Den enorme power der er i at være, hvor jeg er.




Da jeg nede i vandet, skal gå rundt i bassinet, med to lange flydende 'slanger. En gul. En lilla.

Jeg rammes af usikkerheden på, om jeg tør?
Tør prøve at sætte foden ned. Have tilliden til at benet kan bære. Samtidig støttes jeg af de varme skvulpende masserende stråler. Som vandet hvisler det vil bære mig. Giv bare slip på bassinets kant! Kom nu!
Jeg mærker det hele på een gang!

Mine hænder griber om de to farvestrålende slanger foran mig, som en høg om dets bytte.
De skal bare ikke glide ud af mine hænder! For så vælter jeg. Dykker ned.
Og jeg kan ikke selv komme op igen.
Det gør ondt i foden, når der kommer vægt på. Bare lidt vægt kan vække nervesmerterne.
Og nu mærker jeg det. Stående der i vandet. Forsøger at komme fremad.
Men smerterne dæmpes betydeligt af vandet. Det er bestemt til at holde ud. Jeg holder på med, at ville gå.
Benet er knapt bæredygtigt, men følger alligevel tappert det mønster højre ben har automatiseret. Jeg fniser og mærker allerede stoltheden skvulpe i en indre cocktail med usikkerheden. Og et bitte skvæt af frygt.

Tænker mig væk fra frygten. Nægter at lade den styre mig. Bremse mig.
Finder fokus. Centrering. Bag min pande. Retter den derefter ned om min rygsøjle. Trækker musklerne sammen. I et tæt, stramt korset, der skal bære mig gennem vandet.

Nu kan jeg lade venstre fod ramme flisebunden med hælen først. I en glidende bevægelse, som en jolle der vugger. Op mod tæerne, som jeg vipper op på. For så at slippe flisebunden igen.
Højre fod gør det uden min opmærksomhed. Det betyder bare at det med samme igen er venstre fod, der skal gøre bevægelsen. Noget i mig vil trække ind til bassinkanten og hvile. Sige det er for hårdt. En anden del vil lære det. Kunne det. Forstå det. Komme i dybden i min egen krop.

Jeg gentager og gentager. Trækker vejret. Holder mit korset af muskler. Har hofterne i vatter.
Og så: Går jeg! Jeg går faktisk i vandet!

O.k. langsomt. Tøvende. Usikkert. Men vigtigst! jeg fandt bevægelsen igen! Med hele min krop, fik jeg foden og benet til at gå!

Det er forrygende! Alle kræfter-ædende! Hjernen lyser op som i et fyrværkeri over at have genopdaget læren at gå! Det er det sværeste jeg har været præsenteret for. Så meget jeg skal holde fokus på i kroppen, for at gå!

Og det er dét, som er så stort!
At lære at gå igen. Som voksen.
Forstå hvilken utrolig proces det er, når babyer rejser sig, slipper og går. Vi gør det uden den voksnes udviklede hjerne. Og har ingen erindring om det siden hen. Nu gør jeg det igen. Mærker det hele. Forfra. Lærer det på ny.
Så fedt! Så stort! Så fantastisk!

Hvorfor? Spørger du hvorfor?

Jamen,  det er jo fordi, at ved at have en voksens bevidsthed koblet på (mig selv),  kan jeg tage min egen krop tilbage! Og jeg kan vælge forsat at have stor bevidsthed i min krop. Fremover.
Stor fokus på hvad der ellers er helt banale detaljer. En normal automatik!

Ved at bevare min centrering. Mit fokus på det helt banale.
Det ellers så selvfølgelige, lærer jeg, at bruge min krop meget mere bevidst/ved at du har fokus på det helt banale, det ellers så selvfølgelige, lærer du, at bruge din krop mere bevidst!

Ved at lære nye mønstre, gives hjernen nye baner at rutchje rundt i.
Udvikle den. Udvide den. Give mig/dig selv større ram. Bedre kapacitet. Højere livskvalitet.

Jeg kan også helt banalt sige, at ved at oplære min krop og min hjerne til at samarbejde på ny.
I nye sammenhænge. Så får jeg en frihed, jeg aldrig før har haft.
Og aldrig ville kunne have fået ellers.

Derfor træder jeg i bogstaveligste forstand babyskridt i denne tid. Og vil ikke bytte det for noget i verden! Jeg oplever den største succes. Jeg er en enorm succes. Og har aldrig før været så tilfreds med mig selv og mine præstationer!

Det her handler ikke om at være incestoverlever kun. Det gør det også. Jeg skal ikke udelukke den del af mit liv. For selvklart var jeg dengang jeg lærte at gå, allerede skadet af overgreb.
Derfor blev min krop programmeret til at følge et mønster jeg ikke selv fastlagde.
Dengang.
Friheden til at bevæge min krop var ikke min.
Dengang.
Da var den ejet, i alle dens bevægelser af min far. Og hvem han ellers bød ind over.

Men! Og det er sindsygt vigtigt for mig, at råbe ud; det her er så universelt! Den dybe respektfulde kontakt med sin krop!

Jeg møder så mange mennesker, for hvem livet foregår oppe i hovedet. Og kontakten til kroppen allerhøjst eksisterer gennem sport. Ved at træne sin krop til enten at præstere i gennem sport. Eller få kroppen til at se ud. Så den kan vises frem.

Jeg tror bare ikke på det!
Men jeg tror på et dybt samarbejde, krop og hjerne.
Dyb kærlighed.
Ikke ensrettet, men respektfuld brug af den viden vi har om kroppen.
At vi kan få kroppen til alt vi vil!
For jo, kroppen kan godt tvinges til at følge hjernen. Og det kan udløse endorfiner at presse kroppen. Lykke over at slå sine rekorder. Noget jeg har yndet meget!

Glæde og øget selvtillid over sixpac-maven, som man stolt kan vise frem på Facebook fotos.

Vi kan også gennem meditation og mindfullness, gå ned i kroppen. Mærke dens chakra. Jordforbindelsen. Kærligheden. Noget jeg også ynder.

Jeg har så mange års  erfaring med at træne min krop. Præstere med den. Og lige så mange års erfaring med at meditere.
Begge dele har været vigtige dele af mit liv, siden jeg var stor teenager.


Men det er ikke nok for mig! Det giver mig ikke livskvalitet.
Og mange har brug for, som jeg, at finde en dybere kontakt til sin egen krop. Og det kan gøres uden at miste sin førlighed først. Jeg kommer til at skrive og tale meget mere om dette.


Det jeg taler om, rækker længere end til at hjernen har magten over kroppen.
Her hvor jeg er, lader jeg kroppen tale til hjernen. Hjernen taler tilbage.
Der skal opstå en kommunikation, så jeg kan gå. Stå. Løfte benet. Ja, alt det, jeg kunne før den her lærdoms-tid.

Bare i en meget bedre.
Respektfuld. Fri. Kærlig kontakt.