I dag blev jeg ramt.

Pludselig, uden jeg havde set det komme, gik lyset ud. Eller var det mit lys, der gik ud? Det hele blot pga. en is, jeg ikke ku' få.Som var jeg et barn igen. Jeg vælger bevidst hver dag, at fokusere på det positive. Konstruktive. Udviklende. Glædelige. Nuet. Fordi hvis jeg ser på mig selv. Nøgternt. Vil jeg samle alt det jeg ikke kan, en brik for hver umulighed, til et hæsligt puslespil.Af handicap. Smerte og håbløshed. Det er ingen lunde hvad jeg ønsker. I dag røg en brik dog uforvarent ned i min hånd. Jeg gennemvædede den med mine tårer. I mit slørede blik så jeg hele puslespillet. Der var ingen vej uden om. I dag. Det er første gang siden jeg blev syg, at jeg er faldet i gråd over mit store afsavn. Alt det jeg mangler. Længes efter. Mennesker. Ting. Oplevelser. Bevægelser. Handlinger. Gøremål. Selvom jeg savner, mangler, længes er jeg her stadig. Lærer så meget. Når så langt. Opnår nye indsigter. Udvikler mig på måder jeg ellers aldrig ville nå. Så meget at være taksam for. Måske er min sorg i dag, et led i den smukke blomsterkrans jeg binder for mit nye liv. For herfra er der ingen vej tilbage. Odile som før jeg blev syg, kommer aldrig igen. Odile som jeg er lige nu, er forbigående. Den Odile jeg gerne vil være; hende ved jeg ikke hvornår kommer. Men hun er undervejs. Og trives bedst med solen.