Drop den der mindreværds-lov!

Livet bliver ikke bedre af at brokke sig!
Det bliver til præcis det møg, man brokker sig over!

Der er bare ingen gødning i, at se alt det sure. Det der mangler. Ikke er nok af. Er for meget af. Mangler. Det de andre har, det man også selv vil ha´. Og tror man ikke kan få.

I går hos FysioUlla, fortalte jeg hende om mit store fremskridt. At kunne løfte benet op, når jeg tager bukser på. Og jeg strålede, dyrkede det. Nød det.
Før ville jeg ikke blive imponeret over at kunne løfte benet cirka ti centimenter over gulvet.
Men det var før! Mit sygdomsforløb gør mig til et mere nydende menneske. Jeg ser storhed og skønhed. Og jeg er så taknemmelig! For jeg lærer så meget ! Udvikler mig enormt. Og udvikler tanker om hvordan, jeg kan arbejde med dette universelt. Med andre, når jeg er gennem mit forløb.

 - Mange andre der kommer her, de taler om alt det de ikke kan. Det der ikke fungerer. De overser deres fremskridt! forklarer Ulla sin begejstring over at se, hvordan jeg dealer med min genoptræning.
(Så fedt! at hun deler min begejstring! Heldige mig at have fået præcis en så engageret og nærværende fysioterapeut, som jeg bad i mine tanker om!)

Vi kender alle til syge mennesker, som nærmest sidder og trumfer med flest antal operationer!
Eller undersøgelser. Eller piller dagligt. Alt det der. En måde at fastholde sig selv i at være syg.
Have sin identitet.

Det nægter jeg! For jeg ved, at jeg skal være rask. At jeg bliver rask ved at se min egen udvikling.
Se! hvor jeg kommer videre. Nyde mit eget store arbejde. Droppe Janteloven om at man ikke må være glad for sig selv.

For netop ved at være i stand til at se sit eget lys. Elske sig selv. Være stolt!
Så kommer der mere kraft. Saft. Juice. Til hjernen. Sindet. Det er ren gødning.

At tale sig ned i bekymring. Se alt det jeg ikke kan, det jeg ikke dur til.
Hvordan skal jeg kunne blive rask så? No way - det avler blot mere fattigdom. I krop og sind.

Det vi tænker på, det skaber vi.
Når jeg tænker på alt det i mit liv, som er tungt. Svært. Umuligt. Øv og jeg vil det ikke! Så får jeg mere af det.
Når jeg tænker på fremskridt. Sprækker med lys. Glæde i små øjeblikke. Så får jeg mere af det.

Det hænger sammen! Vores frygtelige Jantelov. Mindreværdsloven - den gør ikke andet end at gøre alt mindre! Intet kan vokse - leve, når man følger den!


Tænk vi er så lovlydige, at vi overholder den så stramt!

- Jamen det er svært! si´r  folk, konfronteret med fattigdomstænkningen. At skifte den ud med at tænke overflod.
Ja, det er det, hvis man er bange for at udvikle sig!

Den der med at være et dyr i bur. Når dyret lukkes ud, finder det hurtigt tilbage til buret igen - hvor det er trygt. Jamen, skal det så ikke bare blive der?

Hvorfor skal man forlade det man ved man har, når man ikke ved hvad man får?
Selvfølgelig ikke! Men hvis man er utilfreds og ked af sit liv. Synes det hele er sort.
Hvorfor så ikke vove at blive uden for buret?

Men hvordan gør man så?

Jeg øver mig hver dag. Skubbe sure tanker væk. Proppe de søde ind. Se alt det smukke omkring mig. Nogle dage brager det mig i møde. Andre skal jeg kigge efter det.
Og hvad så? Det er her jo - skønheden! Hvis! jeg vil se det! Ha´ det.

Jeg skaber selv, hvad mit liv skal bestå af. Det er mit eget ansvar, at få det jeg har brug for. 
Og lukke ned for det, som er i vejen.


Jeg synes, du skal give det nogle tanker:
Har du det du ønsker i dit liv?
Hvis ja, så nyd det! Dyrk det! Se det! Elsk det!

Hvis nej, så gå det i møde du vil have! Bed om det. Find mennesker, der kan hjælpe dig på vej.
Om det så er selve det at træne at se og mærke rigdom. Eller det er konkrete handlinger for at få opfyldt en drøm, du har godt lys på.

Just do it!
Nu!