Je ne regrette rien...

Der var engang. det var før i tiden.
Før september 2011.
Da havde jeg aldrig tid nok. Til at tænke. Til at læse alt det jeg ville. Til at meditere. Til at være i ro.
Til at være alene.

Så savnede jeg så meget tid.
Alene-hed.
Være på stranden alene. Gå på Arken eller Louisianna alene. Biffen. Bare sidde og glo ud i luften. Alene.

Og jeg anede ikke hvordan jeg skulle sikre mig dét, jeg savnede!

Sommerferien  2010 tog jeg hul på sommerferien, ved at være tre dage alene i sommerhuset, inden la familia came rushing in. Det var skønt. Frit som engang fra inden jeg blev mor og kone. Og fik mig til at vansmægte efter mange flere, af den slags dage

Nu kan jeg kun huske i et teoretisk foto i min hjerne, hvordan det var.
At savne så stærkt, at have tid alene.

Er nu blevet oploadet i mig selv. I min trang til plads og tid. Alene.

Det er nu blevet muligt, bare at nyde! familiens nærvær.
Nyde at savne dem.
Glæde mig til ar se dem igen.
Lade mig lyse op af deres energi.
Mærke deres forgængelighed. Om lidt er de borte igen.

Mens jeg er her. Med tid. Alene.
Så lærer jeg. Opdager. Ser.
Forstår alt dét, der før ikke var rum, tid eller plads til.
Fordi jeg var presset ud af mig selv.

Selvsagt at jeg bruger mange kræfter på at blive rask!

Men uanset hvad alle måtte tro. Forestille sig.
Så er der intet jeg vil have anderledes. Eller ville have haft anderledes.
Intet!

Ingen kan sætte sig ind i, hvad jeg gennemgår. Eller hvad det kræver for en kraft,
at vende vrangen ud på den hjælpeløshed jeg er i. For at se det positive.

Og selvom ingen kan sætte sig ind i det. Og jeg derfor går vejen alene.
Mister den ingenlunde sin mening.

For det er endnu en dimension i det liv,
jeg har bestemt mig for.
Sådan er det hele tiden.
Vi lever det liv, vi beslutter os for, at leve.