Det er ikke for at være krukket - det med mig og krykkerne....

Jeg ved godt at jeg fremstiller mig selv fra den absolut bedste side.
Som når jeg fx. flasher mig og mine Leoparder siddende i kørestolen.

Og debatten kører i heden, om hvorvidt vi skaber fejlagtige billeder af os selv, som blot snyder vor omverden til at tro, alle andre må være lykkelige. Og hvis man ikke selv er lykkelig, 'like all the time', ja, så har man så sandelig misforstået livet.

Well, den debat gider jeg ikke gå ind i.
Slet ikke her.




Jeg er jo kommet til at sidde i kørestol, eller hænge i krykker, eller være gang-handicappet (?) med alle de forskellige hjælpemidler det udløser.

Og hvorfor?
Jeg fik en diskus prolaps for 2 år siden.
De næste 12 måneder fulgte tre operationer.
Tre genoptræningsforløb. Et hav af morfin & det løse. En masse håb, der rendte panden mod en mur.

Nu er genoptræningen afløst af livslang vedligeholdelses-træning hos fysioterapeut. Jeg tager en masse medicin. For konklusionen er, at jeg ikke blev opereret tidsnok ved 1. operation.
Derved er rodnerven kronisk beskadiget. Med korte ord, det gør ondt som intet andet. Nervesmerter er umenneskelige. Og jeg kan ikke bruge mit venstre ben & fod.
Dvs. når jeg står op, ligges al vægten på mit højre ben.
Så for at blive et menneske, tager jeg store doser stærk medicin. For så kan jeg rent bogstaveligt komme ud af sengen hver morgen, og fungere.
Hjælpemidlerne hjælper mig.

Det er min virkelighed. Nu er det juli, og jeg fik lægernes endelige svar i maj.

Så ja, det er hårde odds.
Men når det er sagt, så vælger jeg stadig at fokusere og leve med, alt det smukke jeg også har i livet! For hvordan skal jeg ellers kunne holde smerterne ud?

Bl.a. kan jeg med min meget fancy sporty kørestol, opleve en frihed, som ellers ikke er mulig.
Som at sidde ved stranden, have kæmpet mig vej hen til badebroen for kørestols-brugere, så er det så smukt! (Læs her om min tur på stranden)
For ja, endelig kom jeg på stranden! Og så sidde der, og nyde alt det jeg kan, en smuk sommers sol, som vender bugen opad. Ungerne løber ud i det kolde vand, og enten hviner eller brøler. Aftenen er vor, og vi kan gøre hvad vi vil. Ja, så føler jeg mig mere fri end jeg nogensinde har gjort før.
No kidding!

Mine venner sir, eller de fleste af dem sir: 'Læg sag an! Kør sagen, og få en erstatning!'
Jeg sir: 'Ja, det ville være godt for en masse patienter, der kommer efter mig. Men jeg orker ikke bruge måske 5-7-10 år af mit liv, med at fokusere på alt det negative. På at jeg blev gjort skade, og skaden er uoprettelig. Hvad skal jeg så med skide 100.000 eller hvad et liv kan gøres op i?'

For mit liv er lige her og nu! Og jeg kan ikke vente 5-7-10 år med at leve, trække vejret, føle mig fri. Se på det positive. Jeg behøver finde det positive og smukke, for at leve. Sådan er jeg sammensat.

Så nok vil jeg ku´ købe et par Louboutiner for sådan en erstatning. Men, jeg er nu godt tilfreds.
For jeg har så meget - lige her, lige nu!

Hvordan kan jeg ikke elske mit liv?

Penge tilbage i skat = Louboutin.

                         Og så kan man jo selv se hvor meget Louboutin man kan fordøje

                               

                                Uden at nå kvalme eller bræk-grænsen!

                                Personligt har jeg en meget. Meget, meget høj tærskel!

Og så handler det så meget om - for mig - at få en masse glæde koblet på, når jeg ser på mine fødder og ben!



Det er langt fra alle der påskønner min vision om at ku gå på høje sko igen. Læs her:
Ingen kan forhindre min frihed!

Læs også om pailletballerinaer; 
De er godt nok ikke røde! Men wauw, hvor er de søde!