Wear it like a crown trailer - Cirkus Cirkör

Jeg fik den smukkeste gave i går.

Her midt i min kæmpen for at få min førlighed tilbage.
Kunne gå uden krykker.
Hvilken frihed!
Tænk at ku' købe en soft ice. Tage imod den med egne hænder. Holde den mens jeg går og spiser den!
Have hænderne frie til at bruges. Fordi de ikke skal bære min krop længere.

Min genoptræning går godt! Vi er på rette spor. Der er små forbedringer. Nej, de er sg' ikke småt! Jeg kan ikke forklare hvad det er der går godt. For det er ikke store skridt, som man plejer at måle med. Når man har sin førlighed. Mine mål har ændret sig markant de sidste seks-otte måneder. Mål for hvad der er succes.

I aftes skulle jeg på Østre Gasværk for at se forestillingen 'Wear it like a Crown'.
Kære BM stod og ventede på mig i døren til stuen. Hun skulle hente mig, og vi havde en dejlig aften foran os.
Uden krykker går jeg gennem stuen, med små skridt.
 - Mor! du er ligesom en baby, der ikke kan gå! udbryder Karla, fra hvor hun sidder i sofaen og tegner.
- Ja, det er jo.. ja, sådan jeg er for tiden.
- Jamen du ved da godt hvordan man går! Du er voksen og har gjort det i flere og fyrre år.
 Hun tegner videre mens hun skal have samlet brikkerne i det her puzzle.
- Nå ja. Men nu skal jeg finde ud af det forfra. Min hjerne og krop har lært sig et andet mønster, mens jeg har været syg.

 - Åh, skynd dig nu lidt! fniser Niels bag mig. Og jeg trisser videre. Alt tager meget længere tid.

Jeg elsker at være omgivet af de mennesker, jeg har i mit hjerte! Som hver på deres måde, giver mig inspiration og støtte. Og kærlighed,

En halv time forinden har vi haft en højtbragende konflikt i familien, over et par Converse sko, der ikke passede. Og når vi står i de konflikter, hvor alle døre brager og smælder. Råb og tårer. Så hader jeg det! Og synes jeg er den største fiasko.

Men når vi så bagefter lander i en god snak om, hvad der er i spil, så blusser kærligheden op igen.
Som den evige flamme. Min stolthed over at have to børn, der er så emotionelt begavede, at de kan sætte ord på deres indre psykologiske oplevelser og mekanismer, brager gennem mig.
Deres kæmpe temperament - som mit eget - farver vores liv. Dagene. Udfordrer og udvikler os. Skærper os. Gør os mere og mere facetterede.

Alt andet sættes da i relief. Ja, selv scenariet med mig, som kronisk handicappet er ubetydeligt.
For familiens indbyrdets kærlighed & liv er det største. Bedste og allermest ærlige. Altid.

Jeg vil Wear it like a Crown!
Alt det vi er.

BM og jeg kører ind til Østre Gasværk, og væltes bagover i dyb benovelse!

Foran os tryller seks artister med; musik, billeder, kroppe, klassiske cirkus-ikoner, akrobatik, humor, frygt, kærlighed, lys og mørke, disharmonier som samles til harmoni.
I en cocktail af overmenneskelig karakter! Alligevel er det hele så eksistentielt. Og universelt.

Sprechttalmeisteren der er alt for genert til at tale foran et publikum, prøver at forklare os om hjernen, rygsøjlen og kontakten ned - hele vejen til storetåen. Han magter det ikke og lader artisterne vise med deres ekstreme kropsbevidsthed og -kontrol, hvordan krop og hjerne skal være i harmoni.
De kan kunst med deres fysik, som jeg aldrig har set mage!

Det gav så meget mening at sidde der, med min manglende førlighed! Som hver dag gør, jeg arbejder med 'kontakt hjerne - krop'. Med balancen mellem krop-hjerne. Med at få overbevist hjernen om, at jeg godt kan gå! Igen.

Det var en gave fra universet; at blive beriget, inspireret og bekræftet i, at ingen kan leve uden krop. Eller hoved. Ingen fungerer med en ubalance. Men at man skal finde balancen i sig selv.

 Hver dag modtager vi gaver.

Hvis vi vil modtage, selvsagt!
Jeg si´r ja tak! Bring it on!