Jeg ønsker mig en have, som ikke skal være alt for velplejet

Jeg ønsker mig en have, som ikke skal være alt for velplejet.
Men heller ikke den forladte sorg, som den står som nu.

Vi flyttede i hus for ca fire år siden. Fantastisk med dejligt himmel. Og meget mere privat end at bo i lejlighed. Jeg har brug for det private. Ikke at kunne høre andre menneskers lyde på alle tidspunkter af døgnet.
Det var også i en periode, hvor jeg var meget på tv, i aviser og blade. Det gav mig en stærkere trang til at bo uden at skulle tale med folk i gården eller opgangen. Hos den lokale Fakta eller Brugsen, om min sidste optræden offentligt.
Vi havde nogle år forinden købt et dejligt lille sommerhus.

Alt i alt, var det at få hus, det bedste vi kunne gøre.
Men.
Jeg har altid haft dårlig ryg. Og den kollapsede jo så her i sommer/efterår. Så kunne jeg ikke holde den gående længere. Men bl.a. pga. jeg næsten hele mit liv har haft rygsmerter, har jeg aldrig ku´ lave havearbejde. Jo slå græs!:-)
Sommerhusets have passer næsten sig selv. Der plejer jeg at slå græsset. Nu må vi vist have en mand til at gøre det for os. Der kører en tysker rundt i naboen sommerhushave. Han sidder dér på hans store larmende mini-køretøj og sikre græsset får dets karseklipning. Skægt nok, hans egen grund er belagt med grus. Uber alles! Men konen vil nok ikke have græs. Men den tyske mand ser så tilpas ud når han sidder der på sin larmende maskine. Så ham kan vi nok hyre til at ta´vores også.

Haven herhjemme er derimod ..et suk. Tungt suk.
Vi har intet gjort ved den, siden vi overtog den fra et ægtepar der anlagde den i tresserne. Så der skal fræses. Fjernes stubbe & fliser. Smides nyt græs. Mangolia træer? Valmuer? Kornblomster. Og gerne store vilde planter med store blomster. Men det skal passe sig selv. Jeg kommer aldrig til at kunne det.

Derfor har jeg sendt en bøn ud. Nogen må hjælpe. Hvem er mit mirakel?
Jeg glæder mig så meget, til at se hvad der kan se i den have. For hvor jeg gerne vil kigge ud af vinduet og se noget der minder mig om en dansk sommer. Vild natur. Men på den fede måde. Ikke den sørgelige forladte måde.
Takker universet for at kunne skabe paradis på jord!;-)

Spred, for hulan da!

Kære læser!

Vil du hjælpe mig?
Jeg er på den, for jeg kan ikke sprede min blog ud til så mange jeg gerne vil. Vil du hjælpe?
Sprede ordet, linke, smide flyers ud fra Rundetårn, sende en luftballon op over Kbh, hviske til din bedste ven -  at min blog lever. Og (forhåbentlig) er så meget værd at følge!

Jeg kan ikke lokke med sex eller et extremt aggressivt sprog sådan som jeg ved 2 af landets mest læste bloggere gør (som at det er at der er kvinder, i øvrigt).

En pissealmindelig, ikke særlig sjov, dybt alvorlig, tænksom blog. Ja, det lyder jo ikke særligt sjovt. Så du kan nok se jeg har brug for H.J.Æ.L.P!!!!

Du har alt hvad du behøver for at leve!

Vingeskudt? Hvem? Mig? Nej, for ind i himlen da!

Selvfølgelig kan jeg godt se at jeg ser vingeskudt ud. Ude fra.
På krykker. Morfin. Og er der nogen ende på smerterne? Kommer du til at gå igen?

Men det er ikke sådan det er for mig. Inde fra.

Jo, jo det er klart jeg har lortedage. Møgdage. Timer hvor jeg synes det bare er uoverkommeligt.

I de timer trækker jeg muligheden ind for an mig, der hedder: 'I morgen kan det se anderledes ud!'
Der gør jeg faktisk det modsatte af hvad jeg ellers gør! Her i min proces.
Som er at tage en dag ad gangen. Tage timer ad gangen.
Ikke af armod. Men som en rigdom der er blevet mulig.
Noget jeg tidligere mest af alt, kunne referere til som en eller anden bestseller-livsstilsforfatter havde talt om. Leve i nuet. Det hellige. Vores tid mantra.

Men det er dét jeg gør.
De blokke jeg tidligere har talt om.
Det giver mening. For det lærer mig at opleve det fede i mit liv. I stedet for at martres med mit handicap. Og smerten. Det altid eksisterende valg: Vil du tage himlen eller helvede? Nu hvor du er på jorden?

Jeg mener bogstaveligt at jeg er i en proces. En proces som noget levende. Igangværende. Modsat af det endegyldige. Færdige.

I min igangværende proces bliver jeg opmærksom på meget. Lærer meget.
Jeg ved derfor her er mening med det som kan synes meningsløst. En god ven sagde til mig, at jeg er blevet så rolig (hans kone (min hjerteveninde) mente dog, at det har jeg altid været, hahahaha!).

Bl.a. mærker jeg at frihed ikke ligger i min fysik. I menneskets mobilitet. Men i sindet. Tanken.

Tanken er større end fysikken. Det får jeg i den grad manifesteret nu.
Jo for satan jeg savner mit cafeliv!
Mine elskede stiletter!
Køre min Cruiser rundt i landet!
Meget!
Men jeg oplever et stærkere indre liv. I form af større nærvær. Eller større selvindsigt. Bedre kontakt med min spiritualitet. Større åbenhed for andet end hvad jeg tror og ved. Meget større opmærksomhed på at holde mig hos mig selv. Øvelse i tålmod. Slippe grebet om at være for meget for andre. Passe på mig selv.

Den sværeste lære for mig er nok, at jeg har været økonomisk selvstændig siden jeg var atten.
Nu er jeg nødt til at mærke omhyggeligt efter, hvordan jeg vil tjene mine penge fremover.
For jeg er forandret, for altid. Og kan ikke gøre det jeg gjorde. Før.

Friheden er inden i. Ikke uden for mennesket.
Jeg tror på at alt skabes her, i sindet. Tanken. Psyken styrer fysikken.
Også min nuværende situation. Hvis ikke jeg sad her, ville jeg ikke lære hvad jeg lærer. Og som jeg er overbevist om vil give mig meget mere. Et større og bedre liv. End hvis ikke jeg kom hertil.

Og anyway - fortsætter jeg med at sidde som handicappet, må vi flytte hen og blive nabo med en cafe!

Solen

Så smukt alt er. Her om morgenen hvor himlen slipper sit mørkeblå. Og husenes tage træder frem. Snart helt oplyst af solen. Den kommer. Troligt. Sikkert. Altid.

Jeg har den på min skulder. Solen. I form af det kinesiske tegn for sol.
Fik den som cirka tyve-årig til at minde mig om, at solen altid står op. Altid.

Det er nu. I denne stund jeg føler mig mest fri. Mest spirituel. Mest mig selv.

Når her er stille.

Stilhed er så forskelligt - alt efter hvilken tid på døgnet det er. Efter sindsstemning.
Og stille som nu, er et særligt stille. Som jeg elsker.

Ikke fordi jeg elsker at stå op om morgenen.
Eller jo!
Efter at være begyndt at måtte tidligt op (der kom børn, der kom hund, der kom mig der stod tidligere og tidligere op, for at nå min-egen-alene-for-mig- selv-tid!), har jeg lært at påskønne solopgange. De isende kolde gåture med hunden, hvor jeg vågnede til den smukkeste himmel.

Jeg har oplevet at morgenerne har et særligt stille. Som nætterne havde dengang i mine unge år, hvor der ingen børn var. Kun mig og mine malerier.

Spiritualitet er mange ting. Forskelligt hvordan vi oplever det. Hvordan vi bærer det. Og hvordan vi lever med det.

Jeg har startet et ny rejse med min spiritualitet. Hvor jeg altid har gemt den som en gave. Mest for mig selv. Og de nærmeste venner.

Tiden er inde til at se hvad der sker, når jeg lader gaven udfolde sig.

Tag din krop - den taler til dig!

Det si´r sig selv, at når man rammes så hårdt og massivt fysisk som jeg er, så sker der en masse psykisk. Med en.
Man tvinges til at reagere på at være sat i smerte-land. Eller handicap-land. Hvordan er op til en selv. Vores reaktioner på en hvilken som helst given situation er vores eget ansvar.
Uanset vi ikke er selvforskyldte i, hvad vi står i.


Jeg tillader mig selv både gode og dårlige dage. Men flest af de gode. For hvis ikke, vil jeg suse ad en nedadgående spiral, hurtige end jeg kan nå at standse mig selv og mærke mit ansvar. Det er nemt at blive vred. Ked. Magtesløs. Opgivende. Offer. Bitter. Og det er jeg også. Bare langt fra hele tiden.

Så for mig, er det at være fysisk handicappet, med massivt stærke smerter, meget en psykisk balance. En stærk disciplinering af mig selv. For ikke at falde bagover i at have selvmedlidenhed og ynk.

I går var en af de dage. Hvor jeg ynkede. Over alt det jeg mangler og savner i mit liv. Og som jeg ikke ved om jeg nogensinde får tilbage.
Jeg ved, at når de tanker får plads, så er det fordi jeg tænker for langt frem. I stedet for at holde mig til i dag. Nu´et. Allerhøjst i morgen med. Så bliver smerten og handicappet uendeligt.
Og uendeligt er meget lang tid.




Selvom det meget er et spørgsmål om min egen selvdisciplin, så giver jeg mig også lov til at komme af med det, som bliver for tungt. Svært. Snævrer sig om mig.

Jeg kan ikke forklare, hvad det er jeg gør - hvis jeg som psykoterapeut skulle videregive en vejledning. For det er en indre balance jeg mærker knivskarpt. Optrænet gennem mit mange-års arbejde med selvindsigt og -udvikling.
Men jeg mærker tydeligt hvornår jeg skal have grædt. Tømt mig. Holdes om. Tale med nogen om det svære. I en mængde der er lige akkurat tilpas til at give mig kræfter til, at jeg kan fortsætte. Finde den nødvendige indre ro jeg er fæstnet i, for at klare det, jeg skal. For klare det, skal jeg. Det er min beslutning.

Måske er det her det ligger; at jeg har taget beslutningen at jeg skal klare mig? Jeg har ofte hørt klienter sige; 'jamen jeg har taget beslutningen om at klare det/jamen jeg tager ansvar/jeg er ansvarsfuld' med en lidt fornærmet eller 'jeg føler mig angrebet af dig lige nu!'-tone. Når jeg har sat spørgsmålstegn ved, hvor bevidste de er om ansvar og valg. For selvfølgelig reagerer de med at blive vrede på mig! Det er ekstremt konfronterende at se sig selv som en, der ikke tager ansvar.

Og det er også utroligt let at sige: Jeg tager ansvar for mig selv, og dermed alle mine valg!
Men meget, meget svært at udleve i praksis. Hvis ikke man vitterligt har taget det på sig!

Har man det, er det dejligt enkelt! Det kan nok være ens byrde er tung. Men man skal ikke samtidig gå og bruge kræfter på at kaste skyld, føle sig ofret, finde nogen at være vred på etc. Man kan koncentrere sig om være i præcist dét, som byrden udfordrer en med i dagligdagen.
For mit vedkommende fx. når jeg skal overveje om jeg har kræfter til at gå ud til ungernes værelser. Eller om jeg skal droppe det/bede nogle andre gøre det/udskyde det til senere etc.

For det jeg grundlæggende skal klare er, at være i min krop, selvom den ikke længere bærer mig hid og did. Som en tro følgesvend.

Og alligevel... Jeg mener, jeg er sikker på min krop ikke forråder mig. Jeg bærer ingen vrede mod den for at give op. Eller givet efter. Hvis det er det, den har gjort? Jeg elsker min krop. For alt det 'den har stået model til' gennem vores fireogfyrre år. For dens kærlighed til mig. Trods den aldrig blev gengældt førend for små tre -fire år siden. Og for at den holder ved mig. Stadig.

I går nat vågnede jeg ved en meget stærk knugen ved mit bryst.  Først mærkede jeg det i drømme.
Da jeg vågnede ved smerten, opdagede jeg at den var virkelig. Jeg kunne ikke trække vejret ned under brystet. Standsede lige der, som var min brystkasse med eet halveret. Ud fra midten af mit bryst sad en dump, tung smerte.

Da jeg havde sports-bh på troede jeg det var den, som pressede en remme om mit luft og hjerte.
Men smerten tog bare til efter jeg fik revet bh´en af. Som pressede smerten mig ned at ligge med dens stålnæve.
Jeg sagde til mig selv at jeg godt kunne trække vejret, selvom det føltes modsat. Andet kunne jeg ikke gøre.
Smerten fik min brystkasse til at lukke sig om sig selv.

Og selvom jeg ledte i mit erindringsregister efter lignende oplevelser, fandtes der intet. Det var mere end de gange hvor en trykken for brystet gjorde det svært at trække vejret. Eller hjertet der røg for hurtigt/langsomt af sted. Eller den der stikken  og jagen man kan få.


Mens jeg lå der, vidste det var mit hjerte som ville fortælle mig et eller andet, koncentrerede jeg mig om at trække mit vejr. Være i ro. Ingen panik.
Jeg ved ikke hvor længe der gik. Men smerten slap mig. I en noget forvirret tilstand.

Om morgenen tjekkede jeg det forskellige stærkt smertestillende medicin ud. Og rigtigt nok. Der kan være hjerteanfald som bivirkning.




Det vigtigste jeg kan gøre for mig selv for tiden er, at holde mig rolig. Psykisk. Min krop fortæller mig en masse, som jeg for første gang er tvungent til at lytte til.

Kroppe taler altid! Og vi kan behandle dem som vores fjender eller venner. Eller som et selvfølgeligt entourage nærmest. Men de taler stadig til os. Trofast. Med kærlighed og ønsket om, et samarbejde.

Kunsten er at forene kroppen med vores tanker. Vide at ved at gøre det, får vi det mest optimale med os.

Og hvad er optimalt?
Jeg ville nok for et år siden have haft selvsikkert svar på det. Nu ved jeg det ikke længere.
Måske er det optimale at være i den situation jeg er i?

Bolcher pakket ind i/med kærlighed....

Fik denne her smukke pakke af kærlighed. Med det skønneste gule, røde, pink.

Og inden i var de her helt fantastiske bolcher! Aldrig!Aldrig. Aldrig! Har jeg set så skønne bolcher. Hva´ si´r du? Er det ikke en genialt koncept?!

Det er nok svært at tyde, men der står TRO HÅB KÆRLIGHED.
Man kan få alle mulige bolcher med al mulig ordlyd i.

Måske kan man skælde Facebook ud og sige det er noget overfladiske l... Men den her gave et et udtryk for nærhed gennem cyberspace; det er en pakke sendt mig af en kvinde, Sus, som jeg kun kender gennem FB. Men som jeg har fundet så meget til fælles med. Vi sidder i hver sin ende af landet, uden mulighed for at rykke os fysisk.
Wow, jeg elsker FB. Og jeg elsker at møde nye mennesker, der gir mig nye billeder af verden!
TAK! <3

Farvel til fornuften. Altså de andres, ikke min!

Kan slet ikke følge med. Tiden.
Når jeg skriver dagens dato, er jeg næsten hver dag ved at skrive en for længst oprunden. Afsluttet. Kan ikke huske at jeg var til stede. I tiden. Dengang da den oprandt.
- Er vi ikke i oktober? hvisker jeg inde bag egen hjerneskal.

Det er ret surrealistisk at have været i denne 'syge-tilstand'. Siden oktober.
At jeg så har været syg siden sommeren, men undlod at ligge mig ned...
Måtte have den session med klienten som ikke kunne klare sig særligt godt.
Der var det job på Østre Gasværk, som jeg bare elsker at lave.
Til jeg to dage efter blev indlagt akut.
Er det ikke ofte sådan vi lever? Af sted, af sted, af sted.

Så når det går op for mig, at jeg har været her siden oktober, får jeg lidt et chok.
På den ene side.
Som om sindet og kroppen per automatik  er på vej ud ad døren; 'For jeg må jo se at komme i gang! Jeg misser hele livet derude. Hos jer! Med arbejde! Klienter. City-kørsel med cyklister der gi´r mig fuck-fingeren. Hente børnene på skolen. Smile. Storme foran med længere ben end Tøsen. Rende i Netoo og Superbrugsen. Holde møder. Være klar. Åben! Promovere mig,vise jeg eksisterer. Sige højt hvad jeg vil ha´! Og kan du give mig det? Gå til fester! De private. Og dem der gavner karrieren.
Skrive på en bog.  Lave sjove fb-opdateringer som folk godt gider læse. Gøre hvad jeg kan for at sikre der er mange der besøger mig. På min fb timeline. Her på min blog. Fordi jeg lever for at udtrykke mig. Det er det jeg gør. Det er det alle kunstnere gør.

På den anden side.
Er jeg helt rolig. Læner mig tilbage ved visheden om, at jeg er det sted i mit liv, jeg skal være.
Det sidste halve år har lært mig meget af det, jeg længtes efter at kunne. Det er kun ved at stille mig skakmat. Rent fysisk, at jeg er i stand til at åbne mig for den lære. Uden at kunne løbe af sted. Gøre en masse der nok til en start var helhjertet.
Og at hjertet falmede lidt undervejs: 'Bevares. Jeg tager mig af det i morgen!' Til i morgen passerede gang på gang på gang. Og i morgen pludselig standsede mig med et: 'Tilbage til start! Hvis De passerer fængsel på vejen, gå da i fængsel!'

En ny drøm begyndte at forme sig selv. Ved at gå tilbage til 1991.

Mødet med en clairvoyant/klarseer åbnede mig for mit livs tema. Og mine tidligere liv af betydning.
Hun gjorde mig tryg ved mig selv som clairvoyant. Klarseer (kan bedre lide den betegnelse).

Tiden er inde til at jeg tør nærme mig en sand forståelse af den lære, som jeg dengang fik forelagt mig. Højt oppe fra.
 Det betyder et farvel til fornuften. Det velkendte. Almene. 'Det man gør'.
For længst sagde jeg farvel til den biologiske familie. Vidende at familie skabes af kærlighed, ikke af blod. Og mærkeligt nok er det først nu jeg er parat til at sige farvel til samfundets fornuft.
For i stedet at lytte på mine drømme.
Som barn drømte jeg om at blive forfatter og psykolog. Det lykkedes. Stolt. Jeg er fandeme stolt.
Nu vil jeg gå videre med resten af drømmen fra dengang. Gå min helt egen veje.

af væver og tekstildesigner Grethe Sørensen.

Mødet i 1991 blev en opvågning til en bevidst spiritualitet. Hun gjorde mig tryg ved mig selv som clairvoyant & healer. Jeg fik at se og høre fra det smukkeste menneske jeg nogensinde havde mødt, hvem jeg var. Hvorfor jeg var det. Og hvad jeg skulle bruge mig selv til.

Aldrig før havde jeg mødt en kvinde som hun. Aldrig siden. Endnu?
Hun lukkede mig ind med kærlighed. Så på mig med de klareste øjne. Så vildt!
Det var endnu inden jeg fik min første computer og clairvoyancen blev optaget på kassettebånd.
Det ligger stadig i min skuffe. Har flyttet med rundt fra lejlighed til lejlighed. Blevet, når alt muligt andet røg ud. Hendes stemme og blik forblev altid inde i mig.

- Pas nu på, Charlotte! advarede hun mig. Men jeg misforstod. Eller nægtede at forstå? Og overså en hver afkørsel, mens jeg stormede med vild hastighed fremad
.
Charlotte var det navn jeg blev givet af mine biologiske forældre.
For cirka ti år siden, smed jeg navnet ud. Tog Odile i stedet. Og fik Poulsen af min mand.
Igen et nyt liv. Farvel til rock ´n´roll- livet som for mange synes besnærende. Vildt. Uhæmmet. Sjovt.

Mit liv som Odile Poulsen har givet så meget godt med sig. Nå, ja, også fjender. Uvenskaber.
Dem som ikke bryder sig om kompromisløshed & ærlighed.

Ærligheden indhenter mig selv. Det afkræver tårer og skuffelser på vejen. Kræver jeg sadler om. Skifter hest. 'Ikke alle rider samme dag de sadler' siger man. For mig er det snarere at jeg rider inden jeg når at sadle. Men wow, det er det værd!
For målet lyser større end noget andet jeg nogen sinde har kendt til. Og med den der magnetiske kraft der gør, at det er uundgåeligt. På den sødeste måde. Indsmurt i Lyle´s Sirup glider jeg hen mod solens opgang.

Tiden er inde nu. Til next level. Næste udfordring. Min største lære. Sværeste nogen sinde.
Min fuldstændige overgang til spiritualiteten kræver bl.a. at smide alt det af, som står i vejen for indgangen.

Når du kigger ind til mig her. Hvor huset er så stille, set i forhold til det hurtigt accelererende liv udenfor. Derude hvor du (måske?) er.  Hvor kroppen bevæger sig ved egen naturlige fremdrift.
Kan det synes så uretfærdigt, at jeg skal sidde her. Standset fysisk.
Og ja, det er også en sindssygt hård lære. Men knap så hård som tvivlen! På om man kan lykkes. Om man er god nok. Smuk nok. Klar nok. Dygtig nok. Interessant nok. Kunstner nok. Klog nok.
Det hårdeste vi kan opleve er altid tvivlen, synes jeg. Når den får lov at gnave, magter vi ingenting.
Og jeg ville aldrig komme her til, i mit indre syn, hvis ikke jeg blev sat fast rent fysisk. Helt bogstaveligt.

Det syn jeg fik fortalt i 1991, den lære jeg blev sat overfor. De muligheder. Det lys.
Det overvældede mig!
Jeg var for umoden til at forstå det helt ind. Først nu - tyve år senere - har jeg levet meget af det gennem. Og tør tage synet længere ind. Har tiden nu. Stilheden til at høre, at dér ligger lyset. Ikke noget helligt. Ikke som den eneste sande sandhed for alle. Ingen ophævelse til en eller anden overjordisk skikkelse. Eller en prædiken.


Så det er godt, jeg er her.
Hvor jeg begynder at se, hvor dørene befinder sig. Til alt det jeg længe har sukket efter.
Når tiden er inde, kan jeg gå ind gennem dem.
Og så håber jeg. Drømmer om. Visualiserer. At du også gerne vil høre hvad det er, jeg ser.







'Dristighed rummer genialitet, kraft og magi.
Begynd - og begynd nu!'
 Goethe.

'Fuck human time! sir min veninde. Langt væk i sin egen dimension.

Min engang meget nære veninde, havde sagt til vores børns klasselærer:- Fuck! Human time! da hun dukkede op til det møde de havde aftalt. Og som han havde ventet på hende for i et kvarter. Et arbejdstid kvarter. Hvor han kunne være taget hjem, nydt sin have. Kæresten han stadig er nyforelsket i.

Min veninde skaber sin egen tid. Og eget sprog. Egne normer, værdier. Liv, moral, etik. Krig.
Hun skaber krig til alle. Også mig, når jeg ikke forstår hende. Og ikke uden modstand giver efter for hendes verden.
Dengang da vi var unge. Jeg var seksogtyve, hun var toogtredive. Smukke, vild at hearts. Vilde med hinanden og med det vi skabte. Og som også skræmte os væk. Fra hinanden.
Dengang hvor vi læste sammen på seminar. Det er snart -  men ikke endnu! - tyve år siden. Da talte vi meget om tiden som enten lineær eller cirkulær. Maskulin eller kvindelig tid. Lavede et speciale som var for filosofisk for pædagoger, hvor man skal bevise sin praktiske kunnen.
Vi kunne bare ikke være i de former og kasser, som vores medstuderende længtes efter at være en del af, ude i den pædagogiske praksis. Trods vi ikke havde sex med censor, scorede vi toppen af skalaen. Og blev sat løs af seminariet.

Jeg mistede min forstand. Mig selv. Hende. Og en masse andet. Jeg fandt mig selv igen.
Først cirka fem år efter fandt jeg hende igen. Med hendes nyfødte søn på armen. Jeg havde min liggende i barnevognen. Vi fulgtes ad igen. Nogle år, drengene var peber og salt i deres huds farver. Men legede sammen som mixet krydderi. Senere kom de i parallel klasse sammen. Så kom Karla og min venindes anden søn i klasse sammen.

Og stille og roligt forsvandt min veninde. Ind i sin egen tid. Eget sprog. Egen verden.

Nu er børnene ikke i skolen længere. Ind imellem på klubben eller fritten. Smukke drenge. Højt begavede. Stærke. Meget sociale. Et plus for fællesskabet.
Men desværre er det fællesskab min veninde søger et der går i krig mod det jeg og ungerne lever i.

Anyway, hvem ved hvad tiden bringer. Cirkulær, lineær. Human tid eller hvilken som helst anden tid.
Krig kan afløses af fred. For os, dem. Det håber jeg. Håbet er tidsløst.

Når blomsterne skal vandes.

Blomsterne har brug for vand. Sådan set uanset hvad jeg magter.

 - Jamen kan Niels ikke gøre det? Eller ungerne?
 - Jo, jo. Niels gør så meget, han kan ikke gøre det hele. Og midt i den her omvendte relation ungerne & jeg, skal jeg hele tiden være varsom. Opmærksom på, hvor de er. Hvornår ansvaret hos dem bliver usundt.

Børn må gerne bære ansvar. Det er noget misforstået at vi tror de ikke engang skal bære deres egen skoletaske selv. Eller pakke den. Men selvklart de ikke skal have et voksent ansvar.
Og ja, selvklart der kan opstå livssituationer, hvor børn må konfronteret med viden og ansvar, de ikke er parate til. Hvor det bliver naturstridigt. Og hvor man ikke kan forhindre det. Sådan blev livet.

Det er her vi er. I familien Poulsen. Derfor skal jeg være ekstra opmærksom. Bruge andet end mig selv som mor. Men også som psykoterapeut. Specielt trænet til at hjælpe familier.

Ungerne har hver bedt om at få en særlig opgave for mig. Som jeg ved de pakker ind med omsorg og kærlighed. Lukas vil tænde de levende lys hver dag. Karla sørge for friske blomster. Det er det faste aftalte ansvar. Hvor de kan vise, de så gerne vil passe på mig.

Det emotionelle er sværere målbart. Og umuligt at fra-eller tilvælge. Men ses når det hele knækker over en dum detalje. Bolden der mangler luft. Ingen mad i køleren man gider spise. Håret der ikke lader sig redes gennem. Konflikten på skolen. Manglen på koncentrationen.
Eller når kroppen melder pas, og jeg får selskab her i Kongeskibet. Enten ligger de begge eller en af dem, på en sofa ved siden af. Kvalme, hovedpine, snot, hoste, feber.

Så blomsterne har brug for vand uanset.
Og første udfordring er at få bukket mig ind under håndvasken og fiske den lille Bamse og Kylling Vandekande op. (Hvorfor har jeg gemt den så længe? Aldrig fået købt en lækker designet en, som kunne stå fremme. Oppe på køkkenbordet. I 'til at nå højde'.) Så få fat om håndtagene på krykkerne, samtidig med at jeg holder fat om vandkandens greb.

- Shit, fik fyldt for meget vand i! Nu ligger et splat af det på gulvet. 'Noter dig, mindre vand i næste gang! Og hvad fanden gør jeg med vandet?' Ved jeg kan glide med krykkerne når jeg næste gang skal passerer det her hjørne ind til køkkenet. Altså må jeg have noget papir. Med krykkerne kan jeg glide frem og tilbage med køkkenrullen over gulvet. Så lade papiret ligge efterladt på gulvet. Til jeg senere i dag (?), kan sætte mig ned på bolden. Og så række det sidste stykke ned. Få papiret op.

Jeg får trukket mig hen over gulvet. Blomsterne får vand. I min fantasi nikker de et suk.
- Tak Odile.
- Min fornøjelse.
- Vi vil altid være dig taknemmelige. Når tiden er inde vil vi opfylde et ønske for dig.

Det tager tid, at komme rundt. Selvom der kun er fem. Har aldrig kunne passe blomster.
Jeg bliver opmærksom på min langsomhed, da Niels suser forbi. Gående. I hans vanlige tempo. Engang syntes jeg altid han var så (irriterende!) langsom.

De fem fik deres vand.
Og jeg ved, det var dét værd! Selvom hver lille bevægelse jager og river. Trækker tårerne ind i mellem. De fucking krykker ikke makker ret og jeg kæmper med at få dem op fra gulvet.
Jeg kan ikke give op. Lade være med at bevæge mig. Ofre mig.
For jeg har en helt ny vej at gå.

Det er ikke altid livet viser sig i de billeder vi troede det ville. Det betyder ikke livet er dårligt.
Men måske blot, at vi får nye muligheder for at lære og beriges.
Anyway, jeg vil aldrig overgive mig til smerte og handicap. Når jeg kan overgive mig til livet.

Og jeg nægter at slippe håbet. Visionen. Om at jeg lykkes med det nye der ligger der ude.

Jeg, en stramaj-pude. Hvem fa´en har også sagt broderi ikke er en kunstart?

Min ryg er lige nu en stramaj pude.

Bulner frodigt. Har sting der laver dybe huler ned midt i den hævede ryg.

Blå farver der boltrer sig over lænden.

Et kunstværk? Bare makværk?

Tegn på kirurgen har haft godt fat?

Første operation efterlod mig også med smerter. Men ingen stramaj-pude-ryg. Kun hævelse. Dengang fjernedes en meget stor, meget fed diskusprolaps, som havde lagt sig mageligt på iskias/nerven.

Ved anden/sidste (?) operation var der ingen diskusprolaps. Nå jo, en lille bitte smule, men ubetydelig. Ingen smerte-udøver. Kirurg tog lidt knogle og sene, der lå for tæt på/ved nerven. Har fjernet alt så nerven ligger frit.

Jeg bare håber min rygs dekoration er udtryk for kirurgs grundighed.

Og at nerven er uden kronisk skade.

Men jeg har nu aldrig været så begejstret for stramaj-puder.

Med lidt held, vil det nu ændres. Og jeg vil elske dem fremover. Se det som kunst.

Siden jeg var ti- elleve år har min ryg gjort ondt. Været gjort ondt.

Som netop blevet voksen (teenageårene officielt afsluttet) startede behandlingerne. Og træningen. Jeg har været igennem et hav af behandlinger og behandlingstyper. Et hav af træningstimer og træningsmetoder. Alt sammen for at forhindre det som så nu er en realitet.

Realitet er noget helt andet end realityshow. Der er langt fra min Jammerbugt hvor jeg i mit Kongeskib flyder rundt på morfin. Til det liv der skal forestille reality på tv.

Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt? Den selvoptagne kvindelige blogger? Realityshows?

Faktum er at vi lever i en verden hvor vi er optagne af os selv. Og i at udstille os selv. Vise os selv til verden. Eller udtrykke os - med os selv som værktøjet og det udtrykte.

For mig er skulpturen kroppen. Min krop er mine skulpturer. 

- Louise Bourgeois.

'Louise Bourgeois' virke er selvbiografisk, hvor hun går ind i menneskets kompleksitet og hendes relationer til andre. Kunsten og livet er således ikke to adskilte størrelser - værket og egen historie er uløseligt forbundet med hinanden. Hun tror på kunstens magiske kraft, hvor kunsten på en eksorcistisk måde kan uddrive følelserne.'
Anita Frank Groth, Kvinfo.

 

Spiral-kvinde, 1984 Foto: Christopher Burke, Courtesy Cheim & Read, New York

Balancen er selvklart tæske-tynd. Kunst. Makværk. Selvudstillende reality. Iscenesat. Kommercielt. Kliché.

´Art is what you can get away with.´ Warhole. Ja?

Min far blev opereret mindst tre gange i sin ryg. For diskusprolapser. 

En læge sagde til en kvindelige patient, der lå ved siden af mig; 

- Der er ca 80 % arvelighed ved diskusprolapser. Det er skrøbeligt bindevæv.

Kvinden var kommet ind en times tid før. Nåede knapt at varme sengen op før hun forlod hospitalet iført en recept til et par dages morfin. Og udsigt til at komme på arbejde dagen efter. 

Smadrede rygge er hvermands ret. En overlæge fortalte at tog han ti tilfælde mennesker ind fra gaden og MR scannede dem, ville adskillige af dem gå rundt med diskusprolaps. Uden at ane det. Det synes jeg er tankevækkende.

Jeg tænker meget over det med ryg. Selvklart. 

Hvad ligger der i at ryggen går ned? Knækker sammen/over. Giver efter.

For stor belastning over for lang tid?

Er ryggen symbol for livets rygrad?

Skæbne?

Genetik?

Karma?

Ulykke eller fysisk skadet på anden vis?

Universets spejl/det du tænker på, får du?

En større lærdom?

Har de sidste parogtyve års behandlinger og træning været en venden ryggen til den realitet, at min ryg ikke stod at redde?

Eller har de omvendt udskudt, hvad jeg grundet generne altid har været tvungent til at ligge mig på ryggen for? 

I hvert fald har jeg lagt ryg til meget. Også for meget. Både fysisk og psykisk. Selvklart er der kontakt mellem fysik og psyke. 

Jeg har længe frygtet hvad der skete bag min ryg. Overså jeg noget i min kamp for at  gemme mine børn væk? Beskytte. Mod vold, dødstrusler, chikane. Indbrud. Tyverier. Ulovlig indtrængen i hjemmet for at tage min søn. 

Og i alle de år der gik, fra jeg så min far i hospitalssengen, klar til endnu en gang at blive skåret op i ryggen, har jeg frygtet netop det. At få kniven i ryggen.

Jeg kan ikke sige præcist hvad der gjorde, at jeg endte her. I mit Kongeskib. Liggende på ryggen. Nok noget af det hele.  Men jeg ved at det lærer mig meget. Og skifter retning på min livsbane. For altid.

Min fremtid begynder at dukke op. I nye billeder.

For jeg kan ikke vende tilbage, ryg eller front, til det som var før. Mit arbejde vil fremover være anderledes. Som mange andre gange før, skal jeg tegne en dramatisk bue i mit liv. Gøre en om-alt-sig-gribende-vending. Et voldsomt ryk, som når man hiver en stærk og genstridig uønsket plante op. Rygsøjlen trækkes op. Der er intet andet at gøre.

Det tager tid at heale den. Gøre den nye stabil og stærk. Til at bære det nye liv der er derude.

At skabe nyt liv, i en brugt krop og hjerne = et kunststykke. 

Smukt eller grimt. Udstillet eller udtrykt = et kunststykke.

Realisme eller show......

Giv plads til de ventende, tak!

I går blev jeg vækket til en chokerende smertende krop. Til en fremtid med et kun spinkelt lys. I dag er jeg nødt til at handle. Midt i uvishedens sump, prøver jeg om jeg skal padle med armene. Holde mig flydende. Eller råbe efter et tøjr. Uvidende om der er kontakt. Til kroppen. Til nogen inde på land. Måske skal jeg gøre sætte flere ting i gang? Nu? På een gang? En 'tre-i-eners' funktionalitet.
Spørger jeg.

Håbet knækker gennem det umulige. Når jeg tør tænke det umulige til ende.
Som et worst case scenario. In case.

Hvor andre lammes. Bliver angste. Isner til. Ofres. Når de tænker i det værste tænkelige.
Dér begynder jeg at trække vejret. Se spor. Exits. Horisonter der aldrig var der før.
Det er ved at vide hvad jeg ikke kan få. Forvente at få. Kende systemets begrænsninger. Lægernes. Min egne. Kroppens. Så kan jeg bedre navigere.
Alt mens jeg venter.

Vi ved alle at ventetid er det værste. Når ventetid handler om store afgørelser i vor liv. Det er bedre at vide for at kunne handle. Også selv når det er værste-værste-værste skuffe. De døende på hospice.
De får håb og styrke ved at vide, de kan forlade livet i rolige og trygge omgivelser. Fået sagt farvel til dem, de har behov for. Fået sagt alt der skulle siges. Accepteret at have gjort hvad der var muligt.
Frem for at kæmpe mod det uigenkaldelige. Ikke have plads til tale om det værste tænkelige.

Vi misforstår ofte hvad den ulykkelige har brug for. Negligerer den værste tænkelige tanke. Fordi, siger vi, det vil tage håbet fra den ulykkelige. I virkeligheden er det fordi vi ikke selv kan rumme den værste tænkelige tanke. Vi har behov for projicere det over og lade det være den ulykkeliges behov. Ubevidst selvsagt.

Håbet spirer først når der er frit. I tanken og talen. Når den ulykkelige kan tale sin tanke fri.
Og når der også er lyttere. Modtagere. Giver det styrke til at klare det umulige.
Den ulykkelig har også brug for at omgivelserne tør tale om deres tanker. Følelser. Uanset forskellige fra hinanden.

Min tid er endnu for ung til at kunne fortælle om, hvad jeg kan forvente.
Der er to veje. Den ene er at jeg kommer til at bevæge mig frit. Som før.
Den anden er jeg skal lære hvordan jeg kan leve frit. Selvom jeg ikke kan bevæge mig som før.
Jeg behøver se begge veje strakt ud foran mig. En blok for sig. En æske jeg kan åbne låget for. Kigge ind. Vide hvad der er. Stille væk igen, til en anden dag. Måske.

Hvis ikke, lader jeg mit nu forkrampes. Bliver et offer. For min fortid. I min nutid.

Jeg bygger stadig med mine blokke. Dagen bygges op. Visuelle legoblokke.
Fordi tiden ikke længere er langstrakt, foranliggende. Sådan som vi altid forestiller os den.
Vi glemmer at den nogle gange standser. Laver en skarp kurve. Smider os af. Kører væk. Sætter os i en tidslomme eller en anden dimension. At der kan komme så meget i løbet af tiden, som vi intet aner om. Vi plotter selvfølgeligt planer ind i iPhonen. Som er det en garanti for, at vi kommer til at gennemføre dem. At vi aldrig bliver syge. Standset. Chokeret. Sendes i krise. Udsat for ulykker. At det aldrig er os. Kun de andre det sker for.

Mine blokke er fantastiske. Nødvendige. Praktiske.
En blok er; at lukke tankerne. Hvis de overvælder nu´et. En anden blok; ikke mærke for meget af smerten. En tredje; at tænke mig uden om den( altså smerten). Fjerde; at sanse her og nu. Femte; at skrive min blog. Hele tiden fra en blok til en anden. Nogle gange ser jeg dem i farver. Highlightede; pink, gul, blå grøn, rød, orange, lilla. Former og farver. Modens blokfarver.

Nej, ikke som at hoppe fra en isflage til en anden! Det er ikke døden jeg kæmper mod. Det er jeg for stolt til. At give slip.

Nu slutter jeg denne blok af. Uden at vide hvad den næste er.
Men at i min store 'Vente Blok', har jeg formået at skabte masse andre blokke. I farver. Med funktioner. Og det lærer mig meget om livet. Om mig.
Og så er der vel ikke meget andet at forvente sig. Er der?

I broke my back

 - Jeg har ligesom vænnet mig til det. At vi lever i blokke.
Vi står ude i køkkenet. Det som nu er hverdagen er Niels der står og laver mad. Mig der fumler rundt med at få den rette medicindosis hældt i mig. Det kommer lidt bag på mig. At han sir det.
- Ja?
- Ja, fortsætter han mens han gør et eller andet i gryden foran ham. - Jeg kan ikke planlægge mere end en dag frem.
 - Timer, afbryder jeg hjemmevant. - Nogle gange er det timer!
Niels nikker.

Det var en lettelse. At høre ham sige han har vænnet sig til det. Også frygteligt.
Men her er ikke plads til Frygteligt.
Frygteligt er et truende sort, der kan åbne sig til et kæmpe gab. Suge mig ind uden at vise mig exit skiltet.

Så Frygteligt må være i en blok for sig selv. Eksistere ved siden af. Parallelt med nuet.

Når jeg kommer for tæt på Frygteligt, er det som om kroppen giver et sæt. Som en opvågning et fremmed sted. I en fremmed krop. Chok. En misforståelse.

'Det her passer bare ikke!' drøner en tanke gennem mig og jeg nægter at lade den lande. Nægter at blive her i Frygteligt. Det er jeg slet ikke stærk nok til. Det er jo ikke meningen! Det er en fejl!
Jeg lukker boksen ned, som lukker jeg en fysisk box. Tankerne bliver trukket baglæns tilbage ned under låget. Forbliv dernede! Jeg vil ikke være de tanker!
For hvis jeg er de tanker - i den boks - har jeg intet tilbage.
Så er alt tabt. Og det er jeg slet ikke stærk nok til.

Så jeg river mit røde slør af skønhed ned over mit øjes felt. Min hørelse. Hell ja! Alle mine sanser!
Tvinger mig til at se. Være. Lige her! Mine fingre skal finde til ro ved at drøne over tasterne. For mine fingre lever! Uden handicap eller smerte. Mine tanker lever! De kører af sted med en evig ungdom. Og jeg vil have dem ud i cirkulation. I det virtuelle space. Endnu en dimension jeg slet ikke forstår. Men bruger!
Alle de her bokse/dimensioner. Jeg forstår dem ikke, men lever i dem. Bruger dem. Er afhængig af dem. Som jeg er afhængig af morfinen. Af at skrive. Af Niels.

Jeg hører vores børns latter og fletter den ud over alle vore hverdags blokke. Handicap. Medicin. Træning. Smerte. Fletter det smukke ind mellem alt det svære. Håber jeg snart er dygtig nok til at holde det smukt flettede tæppe op foran det Frygtelige.

Skønheden ved at sidde med tøsen. Vi har de nye tuscher og fede malerbøger. Hun er startet før mig. Faktisk været i gang aftenen før. Da hun vågnede om morgenen, styrtede hun hen og greb grejet igen. Hun havde fået en ide, hun straks måtte ud med!
Fantastisk at være vidne til hendes trang til at udtrykke sig. Frit. Naturligt. Ukompliceret.
- Har du ikke også bare glædet dig til at prøve at tegne med den? spørger hun. Kan mærke hun er mættet af tilfredshed. Vi er landet sammen. Hun spørger mig opfyldt af den uskyld jeg prøver at spole mig tilbage til.
Og jo! Det er præcist hvad jeg har! Glædet mig til at prøve tuscherne af. Glæden er lækker. Sprød. Ny. Glat. Fantastisk at lade tuschen glide hen over papiret.
Vi er i en smuk blok af Fantastisk. hvor jeg mærker hende. Får lov at lyse op i hendes renhed. Og store begejstring.

Begejstring!

Det skal være en ny blok jeg vil indtage og bruge bevidst. Jeg vil lade mig begejstre. Overvældes af et øjeblik. For eksempel når jeg ser hvordan ungerne er til stede i deres liv. Får en lille stund med intens nærhed med Niels. En veninde som deler sine tanker med mig. Giver omsorg.
Jeg vil være bedre til at blive begejstret. Udvikle mig øje til at se det, jeg aldrig så før. Da jeg havde så travlt altid - min krop susede rundt. Tog kroppen som en selvfølge. Alt var en selvfølge.
Intet er lige nu en selvfølge.

Måske bliver det sådan igen. Som før. Måske bliver intet nogensinde som før.
Måske bliver jeg sted mellem før og nu.

Amerikanerne har det der udtryk 'I broke my back...'. Når de forklarer hvor ihærdige de har været for at opnå et eller andet. For mig rammer og runger det. For jeg ved 'I broke my back' ved at bære et liv der ikke var mit.
Nu vil jeg begynde at skabe mit liv.
















 

Du får det du beder om...

Stadig blokke.
Bevidsthed. Ingen bevidsthed.
Bider af tid. Forskudt. Tror jeg. Men ved det ikke for jeg har ikke overblikket.
Kan ikke huske hvad det er, man plejer at nå på en dag.
Hvor lang tid er det nu det tager at gå i bad? Spise frokost?
Solen skinner. I blokke. Vil gerne derud.

Men hvordan? Hvor kan jeg være? Hvad gør man, når man ikke kan bevæge sig, på samme måde som man plejer? Bare gøre det?
Var alt så let før? Gjorde jeg det bare? Nej! Selvfølgelig ikke! Men husker hvor tit jeg har tænkt: 'Jeg burde gå ud/gøre dit/dat. Måske kommer der en dag, hvor jeg ikke kan...' Skyndte mig at pakke den tanke væk i fine folder. Alt for skræmmende.
Er det nu? Den dag?

Tøsen står og kaster storebrors fodbold op ad væggen. I stuen. Stuen? WTF?!
Hvorfor forbliver jeg tavs?

'Tænk kun på det du ønsker. Vi får det vi ønsker!' Det er mig der siger det. Altid mig der siger det. Siger det stadig.

- Hvad er så meningen?
Det er min veninde. Vi var derude. I solen, i går. Jeg var et andet sted. En anden dimension. Men mit hjerte var med hos hende. Os, der i solen. Mig i en masser puder. Det kan godt lade sig gøre, når jeg ikke kan mærke min krop.
Så valget er; være på nok dope til ikke at mærke min krop = sidde ude i solen i en drøm af puder. Og bevidstheden er i drømme-dimensionen.
Eller være klar i tanken men alt for bevidst om kroppen. Som er smerte.

- Hvad er meningen, Odile? Det bliver vi ved med at sige.
Hun ser på mig, jeg kan ikke gengælde hendes blik. For en gangs skyld. - Men hvad så med det her? Det fortsætter?

Hendes store søn havde fødselsdag forleden. Fireogtyve. For ham endnu en fødselsdag der minder ham om alt det, han ikke længere kan. Med sin unge og stærke krop, kan han gå og bevæge sig.
Mere end de havde troet og lovet for et par år siden. Da motorcrossen blev skiftet ud med kørestol og et verdensmesterskab for evigt blev kørt af sporet. Han vil intet. Fordi han føler han intet kan. Og intet er.

- Ja. Det fortsætter...
- Du skal vist også ind og sove igen.
-Ja..

Træt hele tiden. Sover. Vågner forvirret. Drømmer jeg er vågen. Og i vågen tilstand føler jeg mig langt væk.

Det er også kun fire dage siden. Alligevel vibrerer mine fingerspidser rundt på alt omkring mig. Prøver at finde ståsted. Genkendelighed. Viden. Forudsigelighed. Glæde. Eller... Det som var før.
Jeg leder efter det som var før. Som om at jeg nogensinde før vidste, hvad fremtiden ville bringe. Som om jeg var mere tryg.
Hvorfor er det først her som clifthanger, at jeg mærker den usikkerhed der er et universelt livsvilkår?
Først når det er sket! - det vi aldrig troede ville hænde os -  forstår vi at livet aldrig bærer nogen garantier.

Men 'tænk på det du vil have - det er dét, du får!'
Det siger jeg stadig.

Har jeg bedt om at få dette?
Og hvad er det egentlig jeg har fået?

Ved jeg ikke. Endnu.
Lader mine fingerspidser flagre. Søge. Mærke. Røre. Læse. Se. Forstå. Blive tomme. Ligge sig til hvile.
Der er også en dag i morgen. Tror jeg. Behøver jeg virkelig vide det, for at leve det?

Tidsblokken vs Bryllups-blokken.

Mens jeg trak op i rullegardinet forventede jeg at se en gryende himmel. I stedet så jeg den smukkeste tåge. Gråt-blåt. Uigennemsigtigt som en akvarel. Alligevel transparent.
Som en lethed, men med tyngde nok til at lægge sig. Jeg kan dårligt se naboens hus. Bare som en mørk silhuet hvor der plejer at stå klare aftegninger af røde mursten. Og himlens dybe blå. Så smuk! Undslipper et suk.
Kan høre fuglene kvidre. Synge. Er det dét, de gør? Rigtigt? Synger? Eller snakker de bare sammen? 'For fanden, hvor er her tåget! Kan ikke se en pind!'

Jeg elsker tågen til morgen. Det er præcist den tilstand jeg befinder mig i!
Blødt. Du kan læne dig tilbage, vidende tågen løfter sig op i mod dig. Holder fast. Eller du kan trippe med små skridt fremad. Forsigtigt! Til du kan se hvor du sikkert kan sætte din fod. Du kan se i millimeter. Centimeter. Uden at det er farligt. Det er blot .. pakket ind!
Mine tanker er pakket ind. Mine følelser også.

Jeg oplever tiden i blokke. For den fulde tid magter jeg ikke overskue. Det er for tidligt. 'Fuck human time!' hendes stemme kører ind over mine tanker som en voice-over, mens jeg prøver at formulere mig. Min gamle veninde, som er tabt for omverdenen. Eller også har hun smidt omverdenen af. Afhængigt af hvem du spørger. Trist er det. At miste hende til galskaben.

Jeg er stadig meget påvirket efter operationen. Stadig i mit eget univers. Der findes ikke meget andet, der kan komme gennem tågen.

Kun børnene. Niels. De kommer forbi mit Kongeskib, ligger til. Kort eller langt. Jeg ved det ikke.
Kan ikke fornemme tiden nok. Savner dem hele tiden. Og kan samtidig ikke passe på dem. Niels må være her. Jeg er for uansvarlig i min tilstand. Men ansvarlig nok til at passe mig selv.  I dag skal jeg være alene første dag efter operationen.

Mærkeligt nok føler jeg mig meget lidt syg!
Kroppen er her, men jeg mærker den ikke rigtigt.
Kun den lidt våde forbinding på ryggen. Følelsesløsheden er ved at slippe lænden. Så kan jeg mærke huden er klistret til med plaster, når jeg bevæger mig.

Det er i dag fredag og jeg blev opereret i tirsdags.
Stadig i min umådelige besynderlige tilstand. Af ubekymrethed. Har ingen følelse af at det er mig, det her handler om. Blot en konstatering i hjernen. Indtil jeg lader hjernen dvæle længe nok ved den konstatering. Så bliver jeg stærkt bekymret. Sidste chance for at blive rask.

I blokke.
Alt er i blokke. Kan ikke tage tankerne helt ind. For det vil betyde jeg også skal tage alle følelserne med. Dem er her ikke plads til. Har tabt mig for meget til det.
Kroppen er skrumpet ind - der er vitterlig ingen plads tilbage! Se selv!
Det som skulle være min mave, er nu en hård håndbold, der er poppet godt ind i rummet under mine ribben. Lille, hård, rund. Skyder ryg ud mod verden. Morfinen sætter min krops naturlige funktioner i stå. Laver tåge i min krop også. Min mave puster sig op. En 'mavepuster'....he.

Kroppens morfintåge er årsagen til jeg intet rigtigt mærker. Derfor kan jeg også gå rundt. Selvom jeg ikke kan gå for smerter.

Børnene?
Sønnen fik landet. Han hørte mig. Mærkede og accepterede, at jeg er vildt optaget af hans liv!
Som jeg er af hans søsters. Som de fleste forældre er af deres børns ve og vel.
Han har trygt parkeret mig med et 'Reserveret til en anden gang' -skilt om halsen. Vendt tilbage til at at leve sit liv. Og jeg er lige så tryg. Ved han nok skal kræve mig i den varme stol, hvis han synes jeg er for langt væk/dum/selvoptaget/latterlig/crazy/mor-agtig/tudefjæs/...

Tøsen fik ondt i maven i går.
- Sådan ondt her... hun læner sine mørke øjne ind mod mit ansigt, mens hun cirkulerer sin ene hånd løseligt rundt over sin størrelse lille mave og brystkasse.
- Det  gør ondt her. Og jeg har kvalme!'
 Det kender jeg godt; når hun har det sådan. Som regel er det fordi hun er nervøs.
- Lad os prøve med lidt morgenmad. Yoghurt?
- Mmm
...
- Det gør stadig ondt.
- Tror bare du skal være hjemme i dag. Nu er jeg kommer hjem fra hospital. Og du har måske brug for at se jeg er o.k. Så behøver du ikke gå og tænke på om jeg er o.k.

Niels havde også på forhånd booket sig fri af arbejdet i går. Ingen af os vidste på forhånd hvilken tilstand jeg ville være i.

At jeg ville være i blokke, vidste vi slet ikke. Blokfarver.
Moden si´r blokfarver. Smukke. Rene. Klare. Meget enkelt.
Mine blokke er også enkle. Adskilte. Ingen blandinger. I nogle af tidsblokkene er jeg grænsende til maniske ind i mellem. Tror jeg. Eller det er den der enorme rastløshed der opstår, når man vil løbe sig væk fra virkeligheden.
Jeg føler mig som et højspændings-tårn. Et kæmpe felt af højspændt energi. Samlet i et. Vibrerende. Og alligevel helt rolig på hånden.

Opdagede min morfindosis er fordoblet ifm. operationen. Det gik først rigtigt op for mig i går, at det var så meget. Er ved at trappe ud igen, over et par dage.
- Når man har fået morfin så længe som du, så bliver ens smertetærskel lavere. Så skal der mere morfin til, forklarede den venligt udseende anæsti-læge. Det var nok en times tid inden operationen.
Betyder det bare at jeg er vænnet så meget til morfinen, at jeg skal have mere, for at få lukket ned for smerten?

Henvendt til den lige så venligt smilende sygeplejestuderende forklarede han videre om hvor meget og hvordan. Jeg stak hurtigt fingrene i ørerne. Instinktivt. Og kiggede op i loftet.
 - ...Det er fordi vi intuberer patienten under narkosen...  Anæsti-lægen trængte sig vej i sprækkerne mellem mine fingerspidser. Jeg pressede dem endnu længere ind i øregangene. Mere! Undlod at nynne højt. Pludselig stod både både lægen og den yndige studerende igen mit synsfelt. Under loftet. Storsmilende. Nikkende. Jeg tog fingrene ud.
- Ja, det er okay! sagde anæsti-lægen, smilende. Så gik de. Mødte vist yndigheden igen på operationsstuen.

Men det var i tirsdags. Og i dag er det fredag. Og jeg har ikke overblik over med hvilken fart tiden løber. Andet end jeg ikke er med i tiden. Lige nu. I denne tid.

I dag vil jeg stikke fingrene i min bevidsthed. Vil ikke vide. Mærke. Tænke. Føle. Forstå.
Vil være, men ikke her. Ikke hvis det er med smerte. Manglende førlighed.

Det er også min bryllupsdag!
Jeg kan være i min bryllupsdag. I bryllups-blokken! Hele dagen. Selvom jeg ikke ved hvor længe det er. Niels kom med en gave. Guldsløjfe bundet om en weekend. Bare ham og jeg. Havet? Berlin?
- Vi må se hvordan det kommer til at gå med dig, svarede han mens han prøvede at undgå at tænke på det.
- Jamen, men hvad så med os? Hvor skal vi så være?
- Jamen, Karla. I skal da være et eller andet sted. Måske i en kuffert? Så grinede vi lidt. En blok af grin.

Mens jeg har skrevet, forvandlede himlen sig.
Fra tåget, over i mælkehvidt. Med en næsten kvart hvid måne over naboens tag.
Til nu. Sol. Dens stråler spejler vinduerne hvidt. I striber og snavs.
Så ved jeg det er forår. After all.

Tiden vil gå. Uanset hvor jeg er. Foråret vil altid komme igen. Solen vil stå op. Igen og igen.
Det er op til mig, hvad jeg vælger at se. Hvilken blog jeg vil være i.

Overstået! Træk vejret!

Så er det slut!
Tirsdag er ovre.
Jeg trak vejret dybt ind i en gennemsigtig maske, men inden den landede om min næse og mund, var jeg allerede langt væk. Øjeblikket inden, det øjeblik der forsvandt på en måde, min bevidsthed slet ikke begriber, var jeg så nervøs, skræmt. Forskrækket.
Gående på mine krykker, ned ad gangen. Ind på operationsstuen. Vil ikke se de blanke instrumenter. Kig væk. Lægger mig op på operationslejet. Få den varme dyne fyldt af varmt luft omkring mig. Søde operationssygeplejerske, der kvidrer; 'ja nervøsitet er noget mærkeligt noget! Selvom du prøver, kan du jo ikke holde op med at være bange. Men vi skal nok passe på dig. Hele vejen!'
 - Ja pas på mig, vil I ikke nok? råbte jeg nede for enden af den lange lange tragt, der pludselig var opstået hele vejen nede fra mig på operationsbordet. Helt op til hendes venligt smilende ansigt. Trygt med bløde rynker hele vejen om hendes blå blik. Mascara. Og lidt tungt sort på øjenlåget. Kvinder med grønne badehætter og varm blød hud på underarmene. Kan mærke den, som deres bevægelser svæver rutinevant rundt over mit ansigt og min overkrop. 'Vi klistrer lige dem her fast!' Jeg prøver at fastholde dem. Kvinderne. Letheden, alt er normal. Men jeg er alt for langt væk. Og jeg ved ikke længere hvad der sker med min krop. Og hvor jeg er henne?

Hov, det er Niels! Hans ansigt derhenne! Nede ved fodenden. Jeg må være vågen. Det er ovre. Hvor er jeg? Er jeg mig? Igen?

Jeg vågner. Er vågen.
- Operationen gik godt!
- Ja?
- Ja! Det er hende opvågningssygeplejerske, som passer på mig. I dag.
- Må jeg gå på toilettet?
-Ah, vi vil helst have du venter en time til efter operationen..
 - Hvor længe siden er det nu?
 - Hm næsten en halv... Vil du have et bækken?
Kan ikke overskue et bækken. Operationssåret er lige i den nederste 4/5 lændehvirvl. Så jeg vil skulle ligge oven på operationssåret. Det kan jeg ikke overskue. Så tisser jeg måske ud i sengen også. Kan slet ikke overskue.

Hvor længe er det gået nu? Min stærke tissetrang holder mig vågen af de narkotiske døsende fangarme.
- Kvarter. Lad os bare få dig ud!

Næste billede sidder jeg tissende. Som jeg lettes for presset, bliver jeg mere nærværende.
- Det er nok den liter væske der er blevet droppet i dig, der bare skulle ud! griner 'min' sygeplejerske.

Jeg er tilbage i sengen. Kan ikke mærke noget. Christian som har opereret mig ser forhåbningsfuldt på mig. Ved det ikke. Meget dopet.
- Når jeg træder føles det som før - ved det ikke....'
- Vi må håbe! smiler han. Lover ikke noget han ikke kan. Derfor kan jeg stole på ham.

Dagen forsvinder. Kroppen har fået et chok. Kan ikke sove, trods jeg er drænet så min vrang hænger ud og bagefter mig. Døser i ti minutter ad gangen.

Børnene kommer forbi efter skole. De vil bare hænge på en stol. Være i nærheden.
- Må jeg ikke sove her? Kan godt tage et tog ind til skolen? Lukas mener det. Besnæret som jeg er, med en realitetssans påvirket af narkotika, er jeg lige ved at sige JA! Bliv hos mig! Vær her! Men gør det heldigvis ikke.

Prøver at få sovet. Men sovemedicinen kæmper forgæves mod stresset krop der jorder adrenalinen rundt, som var det i æresrunder. For hvem? For min trang til ikke at vide noget? Mærke noget?

Vågner onsdag morgen, uigenkaldeligt. Skal hjem i dag. Som at være tjekket ind på et hotel.
Stuen har været som et hotelværelse. Og jeg har været fuldstændig uforstyrret og privat, som havde jeg ligget på et hotelværelse. Fantastisk.

Tager al medicinen, al ekstra morfinen.
Prøver at lave de øvelser fysioterapeuten viser mig. Den der smukke kvinde. Igen med blide rynker, overskud i smilet og en stolthed ved sit arbejde. Hvor er det her langt væk fra at være indlagt på et offentligt hospital!
Men jeg kan ikke lave øvelserne. Mangler stadig kontrollen i foden. Vil ellers ikke skuffe hende. I første omgang handler det om, at jeg ikke kan rumme at se deres skuffelse. Kirurgens. Fysioterapeutens. Niels´. Børnenes. Siden må jeg tage mig af min egen.
- Det kan være det kommer med træningen! Med tiden! Det kan være det kommer!
 Siger jeg igen. Og igen. Det kan være det kommer!

En mærkelig tilstand af en top-speeded krop hele dagen. Blandet med en følelse af at den ville kollapse hvert øjeblik.
Men friheden ved at være ude i forårsluften! Ahh! Være midt i min elskede by, var meget mere end jeg kunne sige nej til! De sidste fem måneder med en verden begrænset til vores hjem og genoptræning - det er bare... Det går fint nok i hverdagen. Men en dag som i går, hvor luften er lun og jeg er midt i byen. Så er savnet efter mit liv overvældende!
Jeg måtte forbi den nyopdagede blomsterhandel og fylde adskillige vaser med hyacinter og tulipaner. Kom forbi boghandelen og fik en særlig god bog til Karla. Fik en macchiato og friskpresset appelsinjuice på en tilfældig cafe.
Måtte så give efter for fornuften. Dikteret af Niels og føje mine begrænsninger.

Hjemme kunne jeg endnu ikke få ro, men fik derimod snuset solens stråler ind, styltet op af puder i ryggen.
Inden min kære veninde kom, havde jeg prøvet at sove. Men kroppen lå som svævede den ti centimeter over sengen.
Min elskede veninde kom med al sin forståelige bekymring, måtte vide alt om hvad der var sket! Jeg talte i tykke tåger. Om mine syn i meditationer. Hun sagde det lød klart. Men i dag har jeg tabt tråden igen....

Al den snak med min veninde, om mig, og kun mig; dét fik sønnen til at eksplodere! Senere alene. Sent. Hvorfor alting altid handlede om mig? Hvorfor skulle jeg kun tale om mig selv? Ku' jeg ikke have hørt om hendes liv? Og han havde for længst (!) opgivet at tale med mig, for jeg var slet ikke interesseret i ham!

Så frygteligt at se, mærke, høre ham tro det! Og så selvklart, at han troede det!
Med al den sygdom. Medicinen. Krykkerne. Den gamle kone krops bevægelser, frem for en mor i midt-fyrrerne. Al den snak om mig, sygdom. Bla bla bla. Alle der spørger til mig hele tiden. En dominerende diva-mama. Så bliver det svært at komme og finde plads til at tale om de situationer man kan lande i.  Som 11 årig. Eller 8 årig. Øv.

 - Jeg er så stolt af dig! At du siger det til mig! hviskede jeg i hans øre. Ordene var sagt, havde givet hans krop ro. Gjort ham blød og modtagelig for en 'mor-krammer'. Selv en rystende mor, der helt havde mistet overblik over tid. Og resten af familien.
Da Lukas og jeg først dukkede op i stuen, landet fint. Holdende hånd, lå Karla med smalle sprækker hun lige kunne se lidt ud af. Godnathistorien! Fuck! Også dén havde jeg misset! Det er kun mig der kan 'simultant'-oversætte hendes Monster High bog fra amerikansk. Inden jeg kom gennem et par sider, var spækkerne lukket til.

Og det er først her til morgen Karla reagerer. Ondt i maven. Kvalme. Er blevet hjemme fra skole og prøver at finde sin måde at være i det på. Bare helt fysisk tæt på mig. Måske er hun virkelig bare smittet af min venindes dreng? Måske tåger jeg for meget i analyser, når der intet er at analysere?

Og i dag. Torsdag. Nu føltes det bedre!
Fysisk. Har mindre smerter. Går friere end jeg gjorde efter første operation. Jeg er tydeligt ved bedre kræfter end første gang. Genptræningen de sidste måneder har gjort mig bedre klar til en 'ny skade' som en operation er. Og jeg er tydeligt meget vant med at klare mig i min hverdag. Som handicappet. Har næsten glemt hvordan jeg bevæger mig uden at være handicappet.

Men meget, meget påvirket. Forvirret. Ustabil.
Nu har jeg besluttet at udgive det her indlæg. Som et usminket billede af, hvordan her ser ud cirka to døgn efter operationen. Hvor intet vides. Kun at det jeg frygtede, operationen, er vel ovre!
At jeg er her. Ikke i stand til at tænke klart. Føle klart.
Men jeg er her. Og det er mit eneste udgangspunkt lige nu!

'I'm much too tall, to feel that small!'

Eet er hvad vi er født ind i.
Et andet er hvad vi (fortsat) lever i. Og med.

Valget er altid eksisterende. For den som gør. Friheden eksisterer også altid. For den som tør!
Tage ansvar.

Det sidste halve år, har givet mig tid til mere refleksion.
Og jeg har gjort op med meget. For at give plads til nyt. Men også beholdt det som til stadighed holder.

Ansvar holder. Også når det gør ondt. Når jeg har lyst til at sige at det er de andres skyld. 'Hvis bare de ville gøre eller sige noget andet, så..... '
Holder nada.

Man sir til unge; 'det er frihed under ansvar'! Jeg si´r at når man bærer ansvaret har man også friheden. Man er aldrig fri, hvis man ikke tager ansvar for sig selv. Man forbliver offer. Offer for det liv man er født ind i. For hvad andre si´r til og om en. Eller gør mod en.

Jeg forestiller mig de fleste vil nikke genkende til det med at tage ansvar. For i teorien kender alle til ansvar. Også i praksis?

Meget af mit liv har jeg omgivet mig med mennesker, der på ingen måde tager ansvar. Som født ind i et liv, hvor ansvar er et rent teoretisk begreb, har jeg lært mig hvad det betyder i praksis.
At se mine egne skæve sider. Fx: Drama´en. Kynismen. Dominansen. Jalousien. Vreden. Og en masse mere. Noget er her stadig. Work in progress.
Andet er long gone. Sammen med de mennesker der lærte mig de forkerte ting i livet.

Jeg har gemt min ærlighed. Retfærdighed. Troen på ægtheden. Viljen. Dybden. Analytiske tankegang.
For nogen er jeg som en elefant et glashus, når jeg ikke holder mig til samtaler på Se&Hør niveauet. Nægter at fake en tilfredshed, når grunden underneden smuldrer. Men stiller krav. Spørgsmål. Er så umanerlig utålmodig.Uhøflig, at jeg ikke gider bruge tid på at kede mig i selskab med andre mennesker.

Så får jeg råt for usødet. Og det tager jeg gerne! Vrede eller ked-af-det-hed. Alt kan tales om.
Der er bare en ting jeg ikke tager! Og det er andres gæld! Den får de ta´ selv.
Også selvom/når de mener, de ingen har.

Jeg er måske nok en elefant i et glashus. En Pippi til kaffeslabaras med de fine damer.

Men jeg bløder trods min påståede tykke hud, når skærerne rammer. En stor blødende elefant.
Ramt af skarpe skær. Projektioner. Hadet der kyles efter mig. Erklæret skyldig i al ulykke.
Ikke Se&Hør niveau. Slet ikke.

Det må jeg leve med. Og videre fra. For jeg ved!  At: If you fake it, no way you´ll make it!
Sorry, men jeg tror ikke på det!

Verden ser nok overfladisk ud. Med dets livsstilsbøger skrevet i løbet af fjorten dage på et arbejdsværelse.

Ikke fordi jeg tror på smerte. Og alt det med at det kun rimer på hjerte.
Jeg tror på glæde. Frihed. Ansvarlighed. Sorg. Lykke. Ægthed. Sammenhold. Autencitet. Konflikter. Løsninger. Samtaler. Kærlighed. Blandt meget andet.

Jeg ved vi udvikler os bedst, når vi er sammen. Også når det ikke er kønt.
Udvikling kræver egenansvar. At tage ansvar for sine egne følelser. Bl.a. ved at sige dem højt. Vise dem.

Som psykoterapeut har jeg igen og igen trænet klienter i det faktum, at ingen kan læse deres tanker. Og følelser! Det kommer som et chok for mange. Ja virkelig! For at få af verden hvad man ønsker, må man sige hvad man vil/ikke vil.

Mange tier. Forventer det er indlysende hvad de vil ha´. Ikke vil ha´. Bliver forsmåede, vrede, bitre, kede af det. Bliver ofre. Fastholder en ide om, at et skænderi eller en konflikt er uigenkaldeligt for relationer. Destruktivt for relationer! Så uheldigt, når det netop kan udvikle! Gøre os klogere på hinanden!

Hvordan skulle et ægteskab kunne overleve til guld, hvis man aldrig må være uenige? Skændes? For at blive venner igen. Samle sine hænder om den anden, for at gøre alt hvad man kan, for at rumme ham/hende.
Jeg mener, selvfølgelig findes der masser af ægteskaber, hvor man er sammen uden at vise hvem man virkelig er. Men hvor ønskeværdigt er det?

Vidste du i øvrigt, at børn der vokser op i familier, hvor man ikke (må) skændes, meget ofte udvikler depressioner som voksne? De har aldrig lært at håndtere konflikter som en naturlig del af et liv.

Men der er selvfølgelig mennesker, hvor man må indse forskelligheden er for stor. Hvor ens ansvar er at gå sin vej. Vende ryggen til.

Jeg er ikke ved at gøre 'inventory status' her de sidste dage inden operationen. Det er lige for dramatisk. Selv for en dramaqueen som jeg.
Det gør jeg ofte. Altså laver livsstatus.
Mærker min puls. Hvor er jeg i livet. Hvad vil jeg gøre bedre? Anderledes? Hvem vil jeg bruge mit liv med? Hvad mangler jeg? Og hvad har jeg til overflod? Faktisk kan jeg ikke forestille mig livet ret meget anderledes. End et inkluderet løbende status.

Jeg giver gerne nogle mennesker en chance mere. Mange chancer. Nogle gange for mange.
Men selv en elefant har begrænset mængder af blod. En dag vil elefanten være tømt.
Og dét! venter jeg ikke på.

Jeg render rundt med plaster på de her dage. Og har følt mig lidt dum. At min smukke naivitet alligevel blev brugt forkert.

Men så havde jeg en fantastisk drøm i nat.

Kender du det med tilbagevendende drømme? Dem man har over mange år?
Jeg har haft en, om en fyr jeg var forelsket i for mange år siden. Hvor jeg aldrig fik taget ansvar for mig selv. Det var umuligt fra starten af. Og jeg prøvede alligevel med største iver! at gøre det muligt. Det endte med en abort. Og hans 'jeg-vil-ikke-mere' i bybussen hjem fra hospitalet. Lige før hans stoppested.

I årene efter har jeg drømt jeg fik lov til at tale med ham. Sige det jeg ikke fik sagt dengang.

Til i nat.
Der kom jeg drønende på mine helt nye rulleskøjter. Nogle meget langskaftede nogle. De svang sig op ad mine ben for at snøres fast midt på låret.
Jeg grinede og grinede. Vinden susede i mit lange hår. Jeg var ung, højst tyve år. Fri. Fri. Fri!
Pludselig stod han dér. Prøvede at holde fast i mig.

- Hey, kom og kør sammen med mig! grinede jeg.
- Nej, jeg vil bare sige, at jeg tror du skal have hjælp. Til at komme dig over mig...
- Hvad?! boblede jeg af iver. Lykkelig over mine fantastiske rulleskøjter. For jeg var lige ved at lære at køre på dem! Farten. Bevægelse. Friheden. Ahhhh!

Så vågnede jeg! Lykkelig! Helt ned til bunden af min venstre fod. Som jeg ikke kan kontrollere.

Sikke en drøm. Hvilken power! En fantastisk drøm. Lige her, nu i mit liv! Lykke som gyldne bobler alle steder i mig! Tak!

Så i dag tager jeg plastrene af igen. Lader det være som må være. Ved jeg er o.k.
Selvom andre prøver at gøre mig meget lille.

Og selvom jeg må tage afsked.
Hvorfor holde fast i noget som gør ondt? Når jeg kan være ansvarlig, sætte mig selv fri. Og køre ud i det uvisse på mine drømme rulleskøjter!

Mens jeg nynner med på Annie Lennox´stemme:
'I´m much too tall, to feel that small!'

Vil gerne omdøbe Kvindernes Kampdag til Kvindernes Spred Fred dag!

Kære kvinder!

Alle i smukke væsener! Også jer bitches!
I der er forsmåede. Bitre.
Dem af jer, der render rundt på 13 cm stilletter, har ungen på den en arm, kapitalen i den anden hånd. Og en medarbejder på hold i iPhone 4´eren.
Dem af jer der sidder med bøjet nakke fordi I har glemt der er et vindue lige over jeres hoveder.
Jer på den rigtige side af tv-skærmen, som frygter den uigenkaldelige møde med alderen. Fordi rynker på kvinder, bare ikke er som rynker på mandlige tv-værter.
Så dig dér, der har lånt dig til fame. Fanget ind af Se og Hørs lyskegle, men glemmer at livet er tiden i mellem den ugentlig ugeblads-udgivelse.
Mormoren der kaldes for det grå guld. Som spiser avokados og mandler for at klare overgangsalderen. Og læser om hvordan man lærer at leve i nuet. Men hvor blev årene af?
Og også dig ved siden af! På femogtredive, der aldrig fik børn. Du får østrogen tilskud, fordi du gik for tidligt i overgangsalder.
Dig der fik dine børn inden du blev atten & må leve med at blive råbt af på gaden: 'Se at få en hue på dit barn!' af bedrevidende ældre kvinder.
Dig der blogger om alle de andres fejl. Og næste gang du køber sko, køber dig til en centimeter mere i højden.
Dig der nøjes med at tænke det. Uden at udgive det.
Kvinderne der sidder i regeringen. Endelig med magten, som de drømte om allerede da de som teenagere meldte sig ind i partiet.
Jer kvinder der blev valgt fra ved sidste valg. Men gør kamprustningen klar. For en gang minister, altid minister.
Hende der kigger dybt i tarotkortene for at finde stjernerne.
Alle I kvinder der hader kvinder.
I kvinder der ligger jer på lagnet, for endnu en tørn. Ta´r trykket som ingen andre gider kende til. Nogle af jer si´r I gør det fordi I er så er rigtigt frie. I andre tier skamfuldt.
Dig derude på landet, som fra dit køkkenvindue kan se så langt, så langt, så langt over jeres marker. Og helt ind i næste uge, til den madplan du gør klar.
Kvinden der sidder foran pejsen, med fødderne oppe på hunden. Skriver på sin næste page-turner krimi. Fordi hun ved hvad kvinder vil ha´.
Dig der ligger i massagestolen i håb om at få løsnet dine tanker fra dit hjernespind.
Hende der pludselig væltede om, død.
Kvinden der nervøst lægger sidste hånd på sit værk inden udstillingen åbner.
Hende der danser sig fri. Om det så bare er for nu.

                               


Vi er så mange. Så forskellige. Smukke. Grimme. Dygtige. Gamle. Kloge. Ubegavede. Åbne. Kunstneriske. Forsmåede. Omsorgsfulde. Rivalinder. Seende. Selvoptagede. Unge. Lykkelige.
Mange flere end jeg nogen sinde vil formå at beskrive.

I dag er kvindernes kampdag. Eller festdag. Jeg har altid syntes det skulle være en festdag også.
Kampen for at få fokus på hvad vi mangler.
Festen for at huske glæden!

Jeg er færdig med at slås! Kæmpe! Flosklen Godt brølt, løvinde! får mig til at lukke af.

Hele mit liv har jeg kæmpet. Og endda været stolt af at kunne kæmpe. Ikke give efter. Give op.
Men ved du hvad? Jeg er ingen kriger. Ingen amazone. Eller frontfigur. Jeg har forstået at ved at slås, glemmer jeg livet. Ved at blive stillet op som ikon for kvindens kamp, mister jeg mig selv.

For nogle år siden ville en 8. marts dag, være den dag hvor jeg udgav en bog. Havde to-tre foredrag rundt i landet. Gav interviews i medierne. Og hvor jeg elskede at være på. Gøre mit arbejde godt! For det er en fryd at gøre sine ting godt!

Jeg elsker stadig 8. marts. Og elsker at være kvinde. Elsker at gøre opmærksom på, hvad jeg ser der skal til, for at vi kan få fred. I vore hjerter.

Jeg hader ideen om hadet mod mænd. Både det reelle had som ligger hos nogle kvinder.  Såvel som forestillingen om, at alle feminister hader mænd. Og at det at være feminist kun er for kvinder.

Der må være andre veje! Der er andre veje! End den sort/hvide tilgang til kønnene som vi fastholder i dag. Måske handler det blot om at vi holder øje for hinanden som mennesker? Ikke som køn?

Jeg vil gerne leve i fred. Og sprede freden.

På tirsdag

Jeg har så få ord. I disse dage.
Prøver at beslutte mig for at skrive for at udgive. Skrive her til bloggen. Men. Jeg har ingen ord.
Der er intet galt med at have ingen ord.

Jeg tænker meget på, om kunst altid handler om smerte.
Er der ikke andet? Kan det ene kun eksistere med det andet?
Så vil jeg ikke være kunstner.

Som var det et valg...

På tirsdag skal jeg opereres igen.
Det gør mig ordløs. Det er der ingen kunst i. Jeg er langt fra kunst her, nu.

Jeg ved ikke hvorfor jeg opereres.
Kun at der bare ikke er andet at gøre.
Livet som nu, er ikke livet.
Alligevel forholder jeg mig til, at livet efter på tirsdag er livet. Uanset hvad.

Og mit gamle sortsind træder i karakter. Forbereder mig på det værste. Når jeg egentlig kan gøre det modsatte. Tænke; ja jeg bliver rask!
Men det klassiske - være forberedt på det svære. Som om det svære skulle blive lettere af det.

Jeg ved ikke hvad kirurgen ser, når han åbner min ryg på tirsdag. Ikke engang mit klarsyn kan se ind gennem min hud, muskler, sener, knogler, nerver, celler. Måske skal det ikke.

Når klokken er sytten, på tirsdag. Så ved jeg det. Måske er jeg rask. Og fatter slet ikke hvordan jeg kunne tro andet.

Pudsigt som man tænker på sin fremtid, når det er nutiden der kræver en allermest.
Jeg har altid tænkt for meget.
Lige nu vil jeg helst bare være.

Lad kirurgens hænder slå gnister! Pleze!

Det er først nu jeg mærker en alvor.
Alvoren i det uigenkaldelige. Det forliste. Det som aldrig kan gøres. Perlekæden der ramte gulvet og aldrig igen lod sig samle.
Hvorfor er det først nu jeg mærker alvoren?

Lige nu vil jeg skrige. Men rummet er helt tomt. Og rekyllet fra mit eget skrig, vil slå mig for hårdt.
I stedet slår jeg på tasterne. Beder mit hoved give slip, lade ordene trille ud. Som perler. I kaos.

Familien er taget af sted til deres hverdag. Og luften presser sig fra neden under mine lunger. Luft vil bevæge sig frit, det vil ud. Men jeg er bange for at græde foran fysioterapeuter. De ældre borgere der træner deres ny-installerede knæ. Eller ham chaufføren, der har ruten forbi mig i dag.

Jeg kan udholde meget. Til tider alt for meget.

Overlægen ringede i går.
 - Undskyld jeg har været så sen til at ringe. Men der har været problemer med at se billedet. Nu har jeg det.
Jeg genkender hans stemme. Den første læge, som hurtigt fangede hvad jeg har brug for.
 - Ja.
- Altså, jeg kan ikke rigtig se noget. Måske er der lidt. Har du samme smerter som da du var her?
- Ja.
- Og det var samme sted inden operationen?
- Ja.
- Hm. Der kan godt sidde noget at klemme lidt. Måske. Men jeg kan ikke se det med sikkerhed.
- Okay.
- Jeg ved jo du ikke så gerne vil opereres. Men jeg vil stadig gerne tilbyde dig en operation. Men jeg kan ikke love noget.
......
 - Jeg skal lige forstå. Siger du at du først skal åbne min ryg førend du ved, om der sidder noget og trykker på nerven?
- Ja.
- Og at du ikke ved, om jeg kan blive rask? At det først er tiden efter en operation, der vil vise det?
- Ja.
- Okay.
- Hvis der sad en stor fed discus prolaps ville jeg ikke være i tvivl.
.........
- Jeg vil gerne opereres. Der er intet at vælge mellem. Som jeg lever nu... Det må prøves!
- Ja, du kan ikke leve sådan.. det jo.... Der bliver ringet til dig imorgen mht. en tid. Jeg kan måske i næste uge.
- Okay. Tak.

De røde sko med store gyldne stjerner står endnu fremme. Pryder hygge-læse-krogen. Den spot jeg endnu ikke har kunne indtaget. Skoen som jeg købte for at minde mig om: Hey! Kom ud og gå! Lad dine smukke sko flashe i solens stråler!

Lige efter min første operation kunne jeg kun rumme den virkelighed jeg havde kendt indtil da. Og det skulle bare gå hurtigt med at komme tilbage til den.

Efter nogle måneder kom de forbudte tanker.
- Har du da givet op?
- Nej da!
Omgivelserne har brug for at jeg bliver ved med at tro på mig selv, i den udgave 'mig selv' var.
Før operationen.

Lige nu prøver jeg at forstå, hvad jeg behøver forstå. For at klare det jeg skal.
Der er aldrig nogen garantier.  Heller ikke nu.

Og jeg har stor respekt for en kirurg, som mærker han skal være helt ærlig over for mig.
Den første kirurg sagde jeg ville blive helt rask. Forlade hospitalet uden krykker. Dagen efter operationen. Som de fleste andre ryg-opererede gør.

Jeg har brug smide et klæde af drømme over min virkelighed.
Måske vil den næste operation lykkes? Netop fordi han ikke lover den vil gøre mig rask?

Og jeg vil gå derfra. Uden krykker.
For snart at gå et forår i møde. På mine drømme sko med gyldne stjerner på.