Tag din krop - den taler til dig!

Det si´r sig selv, at når man rammes så hårdt og massivt fysisk som jeg er, så sker der en masse psykisk. Med en.
Man tvinges til at reagere på at være sat i smerte-land. Eller handicap-land. Hvordan er op til en selv. Vores reaktioner på en hvilken som helst given situation er vores eget ansvar.
Uanset vi ikke er selvforskyldte i, hvad vi står i.


Jeg tillader mig selv både gode og dårlige dage. Men flest af de gode. For hvis ikke, vil jeg suse ad en nedadgående spiral, hurtige end jeg kan nå at standse mig selv og mærke mit ansvar. Det er nemt at blive vred. Ked. Magtesløs. Opgivende. Offer. Bitter. Og det er jeg også. Bare langt fra hele tiden.

Så for mig, er det at være fysisk handicappet, med massivt stærke smerter, meget en psykisk balance. En stærk disciplinering af mig selv. For ikke at falde bagover i at have selvmedlidenhed og ynk.

I går var en af de dage. Hvor jeg ynkede. Over alt det jeg mangler og savner i mit liv. Og som jeg ikke ved om jeg nogensinde får tilbage.
Jeg ved, at når de tanker får plads, så er det fordi jeg tænker for langt frem. I stedet for at holde mig til i dag. Nu´et. Allerhøjst i morgen med. Så bliver smerten og handicappet uendeligt.
Og uendeligt er meget lang tid.




Selvom det meget er et spørgsmål om min egen selvdisciplin, så giver jeg mig også lov til at komme af med det, som bliver for tungt. Svært. Snævrer sig om mig.

Jeg kan ikke forklare, hvad det er jeg gør - hvis jeg som psykoterapeut skulle videregive en vejledning. For det er en indre balance jeg mærker knivskarpt. Optrænet gennem mit mange-års arbejde med selvindsigt og -udvikling.
Men jeg mærker tydeligt hvornår jeg skal have grædt. Tømt mig. Holdes om. Tale med nogen om det svære. I en mængde der er lige akkurat tilpas til at give mig kræfter til, at jeg kan fortsætte. Finde den nødvendige indre ro jeg er fæstnet i, for at klare det, jeg skal. For klare det, skal jeg. Det er min beslutning.

Måske er det her det ligger; at jeg har taget beslutningen at jeg skal klare mig? Jeg har ofte hørt klienter sige; 'jamen jeg har taget beslutningen om at klare det/jamen jeg tager ansvar/jeg er ansvarsfuld' med en lidt fornærmet eller 'jeg føler mig angrebet af dig lige nu!'-tone. Når jeg har sat spørgsmålstegn ved, hvor bevidste de er om ansvar og valg. For selvfølgelig reagerer de med at blive vrede på mig! Det er ekstremt konfronterende at se sig selv som en, der ikke tager ansvar.

Og det er også utroligt let at sige: Jeg tager ansvar for mig selv, og dermed alle mine valg!
Men meget, meget svært at udleve i praksis. Hvis ikke man vitterligt har taget det på sig!

Har man det, er det dejligt enkelt! Det kan nok være ens byrde er tung. Men man skal ikke samtidig gå og bruge kræfter på at kaste skyld, føle sig ofret, finde nogen at være vred på etc. Man kan koncentrere sig om være i præcist dét, som byrden udfordrer en med i dagligdagen.
For mit vedkommende fx. når jeg skal overveje om jeg har kræfter til at gå ud til ungernes værelser. Eller om jeg skal droppe det/bede nogle andre gøre det/udskyde det til senere etc.

For det jeg grundlæggende skal klare er, at være i min krop, selvom den ikke længere bærer mig hid og did. Som en tro følgesvend.

Og alligevel... Jeg mener, jeg er sikker på min krop ikke forråder mig. Jeg bærer ingen vrede mod den for at give op. Eller givet efter. Hvis det er det, den har gjort? Jeg elsker min krop. For alt det 'den har stået model til' gennem vores fireogfyrre år. For dens kærlighed til mig. Trods den aldrig blev gengældt førend for små tre -fire år siden. Og for at den holder ved mig. Stadig.

I går nat vågnede jeg ved en meget stærk knugen ved mit bryst.  Først mærkede jeg det i drømme.
Da jeg vågnede ved smerten, opdagede jeg at den var virkelig. Jeg kunne ikke trække vejret ned under brystet. Standsede lige der, som var min brystkasse med eet halveret. Ud fra midten af mit bryst sad en dump, tung smerte.

Da jeg havde sports-bh på troede jeg det var den, som pressede en remme om mit luft og hjerte.
Men smerten tog bare til efter jeg fik revet bh´en af. Som pressede smerten mig ned at ligge med dens stålnæve.
Jeg sagde til mig selv at jeg godt kunne trække vejret, selvom det føltes modsat. Andet kunne jeg ikke gøre.
Smerten fik min brystkasse til at lukke sig om sig selv.

Og selvom jeg ledte i mit erindringsregister efter lignende oplevelser, fandtes der intet. Det var mere end de gange hvor en trykken for brystet gjorde det svært at trække vejret. Eller hjertet der røg for hurtigt/langsomt af sted. Eller den der stikken  og jagen man kan få.


Mens jeg lå der, vidste det var mit hjerte som ville fortælle mig et eller andet, koncentrerede jeg mig om at trække mit vejr. Være i ro. Ingen panik.
Jeg ved ikke hvor længe der gik. Men smerten slap mig. I en noget forvirret tilstand.

Om morgenen tjekkede jeg det forskellige stærkt smertestillende medicin ud. Og rigtigt nok. Der kan være hjerteanfald som bivirkning.




Det vigtigste jeg kan gøre for mig selv for tiden er, at holde mig rolig. Psykisk. Min krop fortæller mig en masse, som jeg for første gang er tvungent til at lytte til.

Kroppe taler altid! Og vi kan behandle dem som vores fjender eller venner. Eller som et selvfølgeligt entourage nærmest. Men de taler stadig til os. Trofast. Med kærlighed og ønsket om, et samarbejde.

Kunsten er at forene kroppen med vores tanker. Vide at ved at gøre det, får vi det mest optimale med os.

Og hvad er optimalt?
Jeg ville nok for et år siden have haft selvsikkert svar på det. Nu ved jeg det ikke længere.
Måske er det optimale at være i den situation jeg er i?