Du får det du beder om...

Stadig blokke.
Bevidsthed. Ingen bevidsthed.
Bider af tid. Forskudt. Tror jeg. Men ved det ikke for jeg har ikke overblikket.
Kan ikke huske hvad det er, man plejer at nå på en dag.
Hvor lang tid er det nu det tager at gå i bad? Spise frokost?
Solen skinner. I blokke. Vil gerne derud.

Men hvordan? Hvor kan jeg være? Hvad gør man, når man ikke kan bevæge sig, på samme måde som man plejer? Bare gøre det?
Var alt så let før? Gjorde jeg det bare? Nej! Selvfølgelig ikke! Men husker hvor tit jeg har tænkt: 'Jeg burde gå ud/gøre dit/dat. Måske kommer der en dag, hvor jeg ikke kan...' Skyndte mig at pakke den tanke væk i fine folder. Alt for skræmmende.
Er det nu? Den dag?

Tøsen står og kaster storebrors fodbold op ad væggen. I stuen. Stuen? WTF?!
Hvorfor forbliver jeg tavs?

'Tænk kun på det du ønsker. Vi får det vi ønsker!' Det er mig der siger det. Altid mig der siger det. Siger det stadig.

- Hvad er så meningen?
Det er min veninde. Vi var derude. I solen, i går. Jeg var et andet sted. En anden dimension. Men mit hjerte var med hos hende. Os, der i solen. Mig i en masser puder. Det kan godt lade sig gøre, når jeg ikke kan mærke min krop.
Så valget er; være på nok dope til ikke at mærke min krop = sidde ude i solen i en drøm af puder. Og bevidstheden er i drømme-dimensionen.
Eller være klar i tanken men alt for bevidst om kroppen. Som er smerte.

- Hvad er meningen, Odile? Det bliver vi ved med at sige.
Hun ser på mig, jeg kan ikke gengælde hendes blik. For en gangs skyld. - Men hvad så med det her? Det fortsætter?

Hendes store søn havde fødselsdag forleden. Fireogtyve. For ham endnu en fødselsdag der minder ham om alt det, han ikke længere kan. Med sin unge og stærke krop, kan han gå og bevæge sig.
Mere end de havde troet og lovet for et par år siden. Da motorcrossen blev skiftet ud med kørestol og et verdensmesterskab for evigt blev kørt af sporet. Han vil intet. Fordi han føler han intet kan. Og intet er.

- Ja. Det fortsætter...
- Du skal vist også ind og sove igen.
-Ja..

Træt hele tiden. Sover. Vågner forvirret. Drømmer jeg er vågen. Og i vågen tilstand føler jeg mig langt væk.

Det er også kun fire dage siden. Alligevel vibrerer mine fingerspidser rundt på alt omkring mig. Prøver at finde ståsted. Genkendelighed. Viden. Forudsigelighed. Glæde. Eller... Det som var før.
Jeg leder efter det som var før. Som om at jeg nogensinde før vidste, hvad fremtiden ville bringe. Som om jeg var mere tryg.
Hvorfor er det først her som clifthanger, at jeg mærker den usikkerhed der er et universelt livsvilkår?
Først når det er sket! - det vi aldrig troede ville hænde os -  forstår vi at livet aldrig bærer nogen garantier.

Men 'tænk på det du vil have - det er dét, du får!'
Det siger jeg stadig.

Har jeg bedt om at få dette?
Og hvad er det egentlig jeg har fået?

Ved jeg ikke. Endnu.
Lader mine fingerspidser flagre. Søge. Mærke. Røre. Læse. Se. Forstå. Blive tomme. Ligge sig til hvile.
Der er også en dag i morgen. Tror jeg. Behøver jeg virkelig vide det, for at leve det?