Overstået! Træk vejret!

Så er det slut!
Tirsdag er ovre.
Jeg trak vejret dybt ind i en gennemsigtig maske, men inden den landede om min næse og mund, var jeg allerede langt væk. Øjeblikket inden, det øjeblik der forsvandt på en måde, min bevidsthed slet ikke begriber, var jeg så nervøs, skræmt. Forskrækket.
Gående på mine krykker, ned ad gangen. Ind på operationsstuen. Vil ikke se de blanke instrumenter. Kig væk. Lægger mig op på operationslejet. Få den varme dyne fyldt af varmt luft omkring mig. Søde operationssygeplejerske, der kvidrer; 'ja nervøsitet er noget mærkeligt noget! Selvom du prøver, kan du jo ikke holde op med at være bange. Men vi skal nok passe på dig. Hele vejen!'
 - Ja pas på mig, vil I ikke nok? råbte jeg nede for enden af den lange lange tragt, der pludselig var opstået hele vejen nede fra mig på operationsbordet. Helt op til hendes venligt smilende ansigt. Trygt med bløde rynker hele vejen om hendes blå blik. Mascara. Og lidt tungt sort på øjenlåget. Kvinder med grønne badehætter og varm blød hud på underarmene. Kan mærke den, som deres bevægelser svæver rutinevant rundt over mit ansigt og min overkrop. 'Vi klistrer lige dem her fast!' Jeg prøver at fastholde dem. Kvinderne. Letheden, alt er normal. Men jeg er alt for langt væk. Og jeg ved ikke længere hvad der sker med min krop. Og hvor jeg er henne?

Hov, det er Niels! Hans ansigt derhenne! Nede ved fodenden. Jeg må være vågen. Det er ovre. Hvor er jeg? Er jeg mig? Igen?

Jeg vågner. Er vågen.
- Operationen gik godt!
- Ja?
- Ja! Det er hende opvågningssygeplejerske, som passer på mig. I dag.
- Må jeg gå på toilettet?
-Ah, vi vil helst have du venter en time til efter operationen..
 - Hvor længe siden er det nu?
 - Hm næsten en halv... Vil du have et bækken?
Kan ikke overskue et bækken. Operationssåret er lige i den nederste 4/5 lændehvirvl. Så jeg vil skulle ligge oven på operationssåret. Det kan jeg ikke overskue. Så tisser jeg måske ud i sengen også. Kan slet ikke overskue.

Hvor længe er det gået nu? Min stærke tissetrang holder mig vågen af de narkotiske døsende fangarme.
- Kvarter. Lad os bare få dig ud!

Næste billede sidder jeg tissende. Som jeg lettes for presset, bliver jeg mere nærværende.
- Det er nok den liter væske der er blevet droppet i dig, der bare skulle ud! griner 'min' sygeplejerske.

Jeg er tilbage i sengen. Kan ikke mærke noget. Christian som har opereret mig ser forhåbningsfuldt på mig. Ved det ikke. Meget dopet.
- Når jeg træder føles det som før - ved det ikke....'
- Vi må håbe! smiler han. Lover ikke noget han ikke kan. Derfor kan jeg stole på ham.

Dagen forsvinder. Kroppen har fået et chok. Kan ikke sove, trods jeg er drænet så min vrang hænger ud og bagefter mig. Døser i ti minutter ad gangen.

Børnene kommer forbi efter skole. De vil bare hænge på en stol. Være i nærheden.
- Må jeg ikke sove her? Kan godt tage et tog ind til skolen? Lukas mener det. Besnæret som jeg er, med en realitetssans påvirket af narkotika, er jeg lige ved at sige JA! Bliv hos mig! Vær her! Men gør det heldigvis ikke.

Prøver at få sovet. Men sovemedicinen kæmper forgæves mod stresset krop der jorder adrenalinen rundt, som var det i æresrunder. For hvem? For min trang til ikke at vide noget? Mærke noget?

Vågner onsdag morgen, uigenkaldeligt. Skal hjem i dag. Som at være tjekket ind på et hotel.
Stuen har været som et hotelværelse. Og jeg har været fuldstændig uforstyrret og privat, som havde jeg ligget på et hotelværelse. Fantastisk.

Tager al medicinen, al ekstra morfinen.
Prøver at lave de øvelser fysioterapeuten viser mig. Den der smukke kvinde. Igen med blide rynker, overskud i smilet og en stolthed ved sit arbejde. Hvor er det her langt væk fra at være indlagt på et offentligt hospital!
Men jeg kan ikke lave øvelserne. Mangler stadig kontrollen i foden. Vil ellers ikke skuffe hende. I første omgang handler det om, at jeg ikke kan rumme at se deres skuffelse. Kirurgens. Fysioterapeutens. Niels´. Børnenes. Siden må jeg tage mig af min egen.
- Det kan være det kommer med træningen! Med tiden! Det kan være det kommer!
 Siger jeg igen. Og igen. Det kan være det kommer!

En mærkelig tilstand af en top-speeded krop hele dagen. Blandet med en følelse af at den ville kollapse hvert øjeblik.
Men friheden ved at være ude i forårsluften! Ahh! Være midt i min elskede by, var meget mere end jeg kunne sige nej til! De sidste fem måneder med en verden begrænset til vores hjem og genoptræning - det er bare... Det går fint nok i hverdagen. Men en dag som i går, hvor luften er lun og jeg er midt i byen. Så er savnet efter mit liv overvældende!
Jeg måtte forbi den nyopdagede blomsterhandel og fylde adskillige vaser med hyacinter og tulipaner. Kom forbi boghandelen og fik en særlig god bog til Karla. Fik en macchiato og friskpresset appelsinjuice på en tilfældig cafe.
Måtte så give efter for fornuften. Dikteret af Niels og føje mine begrænsninger.

Hjemme kunne jeg endnu ikke få ro, men fik derimod snuset solens stråler ind, styltet op af puder i ryggen.
Inden min kære veninde kom, havde jeg prøvet at sove. Men kroppen lå som svævede den ti centimeter over sengen.
Min elskede veninde kom med al sin forståelige bekymring, måtte vide alt om hvad der var sket! Jeg talte i tykke tåger. Om mine syn i meditationer. Hun sagde det lød klart. Men i dag har jeg tabt tråden igen....

Al den snak med min veninde, om mig, og kun mig; dét fik sønnen til at eksplodere! Senere alene. Sent. Hvorfor alting altid handlede om mig? Hvorfor skulle jeg kun tale om mig selv? Ku' jeg ikke have hørt om hendes liv? Og han havde for længst (!) opgivet at tale med mig, for jeg var slet ikke interesseret i ham!

Så frygteligt at se, mærke, høre ham tro det! Og så selvklart, at han troede det!
Med al den sygdom. Medicinen. Krykkerne. Den gamle kone krops bevægelser, frem for en mor i midt-fyrrerne. Al den snak om mig, sygdom. Bla bla bla. Alle der spørger til mig hele tiden. En dominerende diva-mama. Så bliver det svært at komme og finde plads til at tale om de situationer man kan lande i.  Som 11 årig. Eller 8 årig. Øv.

 - Jeg er så stolt af dig! At du siger det til mig! hviskede jeg i hans øre. Ordene var sagt, havde givet hans krop ro. Gjort ham blød og modtagelig for en 'mor-krammer'. Selv en rystende mor, der helt havde mistet overblik over tid. Og resten af familien.
Da Lukas og jeg først dukkede op i stuen, landet fint. Holdende hånd, lå Karla med smalle sprækker hun lige kunne se lidt ud af. Godnathistorien! Fuck! Også dén havde jeg misset! Det er kun mig der kan 'simultant'-oversætte hendes Monster High bog fra amerikansk. Inden jeg kom gennem et par sider, var spækkerne lukket til.

Og det er først her til morgen Karla reagerer. Ondt i maven. Kvalme. Er blevet hjemme fra skole og prøver at finde sin måde at være i det på. Bare helt fysisk tæt på mig. Måske er hun virkelig bare smittet af min venindes dreng? Måske tåger jeg for meget i analyser, når der intet er at analysere?

Og i dag. Torsdag. Nu føltes det bedre!
Fysisk. Har mindre smerter. Går friere end jeg gjorde efter første operation. Jeg er tydeligt ved bedre kræfter end første gang. Genptræningen de sidste måneder har gjort mig bedre klar til en 'ny skade' som en operation er. Og jeg er tydeligt meget vant med at klare mig i min hverdag. Som handicappet. Har næsten glemt hvordan jeg bevæger mig uden at være handicappet.

Men meget, meget påvirket. Forvirret. Ustabil.
Nu har jeg besluttet at udgive det her indlæg. Som et usminket billede af, hvordan her ser ud cirka to døgn efter operationen. Hvor intet vides. Kun at det jeg frygtede, operationen, er vel ovre!
At jeg er her. Ikke i stand til at tænke klart. Føle klart.
Men jeg er her. Og det er mit eneste udgangspunkt lige nu!