Giv plads til de ventende, tak!

I går blev jeg vækket til en chokerende smertende krop. Til en fremtid med et kun spinkelt lys. I dag er jeg nødt til at handle. Midt i uvishedens sump, prøver jeg om jeg skal padle med armene. Holde mig flydende. Eller råbe efter et tøjr. Uvidende om der er kontakt. Til kroppen. Til nogen inde på land. Måske skal jeg gøre sætte flere ting i gang? Nu? På een gang? En 'tre-i-eners' funktionalitet.
Spørger jeg.

Håbet knækker gennem det umulige. Når jeg tør tænke det umulige til ende.
Som et worst case scenario. In case.

Hvor andre lammes. Bliver angste. Isner til. Ofres. Når de tænker i det værste tænkelige.
Dér begynder jeg at trække vejret. Se spor. Exits. Horisonter der aldrig var der før.
Det er ved at vide hvad jeg ikke kan få. Forvente at få. Kende systemets begrænsninger. Lægernes. Min egne. Kroppens. Så kan jeg bedre navigere.
Alt mens jeg venter.

Vi ved alle at ventetid er det værste. Når ventetid handler om store afgørelser i vor liv. Det er bedre at vide for at kunne handle. Også selv når det er værste-værste-værste skuffe. De døende på hospice.
De får håb og styrke ved at vide, de kan forlade livet i rolige og trygge omgivelser. Fået sagt farvel til dem, de har behov for. Fået sagt alt der skulle siges. Accepteret at have gjort hvad der var muligt.
Frem for at kæmpe mod det uigenkaldelige. Ikke have plads til tale om det værste tænkelige.

Vi misforstår ofte hvad den ulykkelige har brug for. Negligerer den værste tænkelige tanke. Fordi, siger vi, det vil tage håbet fra den ulykkelige. I virkeligheden er det fordi vi ikke selv kan rumme den værste tænkelige tanke. Vi har behov for projicere det over og lade det være den ulykkeliges behov. Ubevidst selvsagt.

Håbet spirer først når der er frit. I tanken og talen. Når den ulykkelige kan tale sin tanke fri.
Og når der også er lyttere. Modtagere. Giver det styrke til at klare det umulige.
Den ulykkelig har også brug for at omgivelserne tør tale om deres tanker. Følelser. Uanset forskellige fra hinanden.

Min tid er endnu for ung til at kunne fortælle om, hvad jeg kan forvente.
Der er to veje. Den ene er at jeg kommer til at bevæge mig frit. Som før.
Den anden er jeg skal lære hvordan jeg kan leve frit. Selvom jeg ikke kan bevæge mig som før.
Jeg behøver se begge veje strakt ud foran mig. En blok for sig. En æske jeg kan åbne låget for. Kigge ind. Vide hvad der er. Stille væk igen, til en anden dag. Måske.

Hvis ikke, lader jeg mit nu forkrampes. Bliver et offer. For min fortid. I min nutid.

Jeg bygger stadig med mine blokke. Dagen bygges op. Visuelle legoblokke.
Fordi tiden ikke længere er langstrakt, foranliggende. Sådan som vi altid forestiller os den.
Vi glemmer at den nogle gange standser. Laver en skarp kurve. Smider os af. Kører væk. Sætter os i en tidslomme eller en anden dimension. At der kan komme så meget i løbet af tiden, som vi intet aner om. Vi plotter selvfølgeligt planer ind i iPhonen. Som er det en garanti for, at vi kommer til at gennemføre dem. At vi aldrig bliver syge. Standset. Chokeret. Sendes i krise. Udsat for ulykker. At det aldrig er os. Kun de andre det sker for.

Mine blokke er fantastiske. Nødvendige. Praktiske.
En blok er; at lukke tankerne. Hvis de overvælder nu´et. En anden blok; ikke mærke for meget af smerten. En tredje; at tænke mig uden om den( altså smerten). Fjerde; at sanse her og nu. Femte; at skrive min blog. Hele tiden fra en blok til en anden. Nogle gange ser jeg dem i farver. Highlightede; pink, gul, blå grøn, rød, orange, lilla. Former og farver. Modens blokfarver.

Nej, ikke som at hoppe fra en isflage til en anden! Det er ikke døden jeg kæmper mod. Det er jeg for stolt til. At give slip.

Nu slutter jeg denne blok af. Uden at vide hvad den næste er.
Men at i min store 'Vente Blok', har jeg formået at skabte masse andre blokke. I farver. Med funktioner. Og det lærer mig meget om livet. Om mig.
Og så er der vel ikke meget andet at forvente sig. Er der?