Jeg, en stramaj-pude. Hvem fa´en har også sagt broderi ikke er en kunstart?

Min ryg er lige nu en stramaj pude.

Bulner frodigt. Har sting der laver dybe huler ned midt i den hævede ryg.

Blå farver der boltrer sig over lænden.

Et kunstværk? Bare makværk?

Tegn på kirurgen har haft godt fat?

Første operation efterlod mig også med smerter. Men ingen stramaj-pude-ryg. Kun hævelse. Dengang fjernedes en meget stor, meget fed diskusprolaps, som havde lagt sig mageligt på iskias/nerven.

Ved anden/sidste (?) operation var der ingen diskusprolaps. Nå jo, en lille bitte smule, men ubetydelig. Ingen smerte-udøver. Kirurg tog lidt knogle og sene, der lå for tæt på/ved nerven. Har fjernet alt så nerven ligger frit.

Jeg bare håber min rygs dekoration er udtryk for kirurgs grundighed.

Og at nerven er uden kronisk skade.

Men jeg har nu aldrig været så begejstret for stramaj-puder.

Med lidt held, vil det nu ændres. Og jeg vil elske dem fremover. Se det som kunst.

Siden jeg var ti- elleve år har min ryg gjort ondt. Været gjort ondt.

Som netop blevet voksen (teenageårene officielt afsluttet) startede behandlingerne. Og træningen. Jeg har været igennem et hav af behandlinger og behandlingstyper. Et hav af træningstimer og træningsmetoder. Alt sammen for at forhindre det som så nu er en realitet.

Realitet er noget helt andet end realityshow. Der er langt fra min Jammerbugt hvor jeg i mit Kongeskib flyder rundt på morfin. Til det liv der skal forestille reality på tv.

Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt? Den selvoptagne kvindelige blogger? Realityshows?

Faktum er at vi lever i en verden hvor vi er optagne af os selv. Og i at udstille os selv. Vise os selv til verden. Eller udtrykke os - med os selv som værktøjet og det udtrykte.

For mig er skulpturen kroppen. Min krop er mine skulpturer. 

- Louise Bourgeois.

'Louise Bourgeois' virke er selvbiografisk, hvor hun går ind i menneskets kompleksitet og hendes relationer til andre. Kunsten og livet er således ikke to adskilte størrelser - værket og egen historie er uløseligt forbundet med hinanden. Hun tror på kunstens magiske kraft, hvor kunsten på en eksorcistisk måde kan uddrive følelserne.'
Anita Frank Groth, Kvinfo.

 

Spiral-kvinde, 1984 Foto: Christopher Burke, Courtesy Cheim & Read, New York

Balancen er selvklart tæske-tynd. Kunst. Makværk. Selvudstillende reality. Iscenesat. Kommercielt. Kliché.

´Art is what you can get away with.´ Warhole. Ja?

Min far blev opereret mindst tre gange i sin ryg. For diskusprolapser. 

En læge sagde til en kvindelige patient, der lå ved siden af mig; 

- Der er ca 80 % arvelighed ved diskusprolapser. Det er skrøbeligt bindevæv.

Kvinden var kommet ind en times tid før. Nåede knapt at varme sengen op før hun forlod hospitalet iført en recept til et par dages morfin. Og udsigt til at komme på arbejde dagen efter. 

Smadrede rygge er hvermands ret. En overlæge fortalte at tog han ti tilfælde mennesker ind fra gaden og MR scannede dem, ville adskillige af dem gå rundt med diskusprolaps. Uden at ane det. Det synes jeg er tankevækkende.

Jeg tænker meget over det med ryg. Selvklart. 

Hvad ligger der i at ryggen går ned? Knækker sammen/over. Giver efter.

For stor belastning over for lang tid?

Er ryggen symbol for livets rygrad?

Skæbne?

Genetik?

Karma?

Ulykke eller fysisk skadet på anden vis?

Universets spejl/det du tænker på, får du?

En større lærdom?

Har de sidste parogtyve års behandlinger og træning været en venden ryggen til den realitet, at min ryg ikke stod at redde?

Eller har de omvendt udskudt, hvad jeg grundet generne altid har været tvungent til at ligge mig på ryggen for? 

I hvert fald har jeg lagt ryg til meget. Også for meget. Både fysisk og psykisk. Selvklart er der kontakt mellem fysik og psyke. 

Jeg har længe frygtet hvad der skete bag min ryg. Overså jeg noget i min kamp for at  gemme mine børn væk? Beskytte. Mod vold, dødstrusler, chikane. Indbrud. Tyverier. Ulovlig indtrængen i hjemmet for at tage min søn. 

Og i alle de år der gik, fra jeg så min far i hospitalssengen, klar til endnu en gang at blive skåret op i ryggen, har jeg frygtet netop det. At få kniven i ryggen.

Jeg kan ikke sige præcist hvad der gjorde, at jeg endte her. I mit Kongeskib. Liggende på ryggen. Nok noget af det hele.  Men jeg ved at det lærer mig meget. Og skifter retning på min livsbane. For altid.

Min fremtid begynder at dukke op. I nye billeder.

For jeg kan ikke vende tilbage, ryg eller front, til det som var før. Mit arbejde vil fremover være anderledes. Som mange andre gange før, skal jeg tegne en dramatisk bue i mit liv. Gøre en om-alt-sig-gribende-vending. Et voldsomt ryk, som når man hiver en stærk og genstridig uønsket plante op. Rygsøjlen trækkes op. Der er intet andet at gøre.

Det tager tid at heale den. Gøre den nye stabil og stærk. Til at bære det nye liv der er derude.

At skabe nyt liv, i en brugt krop og hjerne = et kunststykke. 

Smukt eller grimt. Udstillet eller udtrykt = et kunststykke.

Realisme eller show......