Tidsblokken vs Bryllups-blokken.

Mens jeg trak op i rullegardinet forventede jeg at se en gryende himmel. I stedet så jeg den smukkeste tåge. Gråt-blåt. Uigennemsigtigt som en akvarel. Alligevel transparent.
Som en lethed, men med tyngde nok til at lægge sig. Jeg kan dårligt se naboens hus. Bare som en mørk silhuet hvor der plejer at stå klare aftegninger af røde mursten. Og himlens dybe blå. Så smuk! Undslipper et suk.
Kan høre fuglene kvidre. Synge. Er det dét, de gør? Rigtigt? Synger? Eller snakker de bare sammen? 'For fanden, hvor er her tåget! Kan ikke se en pind!'

Jeg elsker tågen til morgen. Det er præcist den tilstand jeg befinder mig i!
Blødt. Du kan læne dig tilbage, vidende tågen løfter sig op i mod dig. Holder fast. Eller du kan trippe med små skridt fremad. Forsigtigt! Til du kan se hvor du sikkert kan sætte din fod. Du kan se i millimeter. Centimeter. Uden at det er farligt. Det er blot .. pakket ind!
Mine tanker er pakket ind. Mine følelser også.

Jeg oplever tiden i blokke. For den fulde tid magter jeg ikke overskue. Det er for tidligt. 'Fuck human time!' hendes stemme kører ind over mine tanker som en voice-over, mens jeg prøver at formulere mig. Min gamle veninde, som er tabt for omverdenen. Eller også har hun smidt omverdenen af. Afhængigt af hvem du spørger. Trist er det. At miste hende til galskaben.

Jeg er stadig meget påvirket efter operationen. Stadig i mit eget univers. Der findes ikke meget andet, der kan komme gennem tågen.

Kun børnene. Niels. De kommer forbi mit Kongeskib, ligger til. Kort eller langt. Jeg ved det ikke.
Kan ikke fornemme tiden nok. Savner dem hele tiden. Og kan samtidig ikke passe på dem. Niels må være her. Jeg er for uansvarlig i min tilstand. Men ansvarlig nok til at passe mig selv.  I dag skal jeg være alene første dag efter operationen.

Mærkeligt nok føler jeg mig meget lidt syg!
Kroppen er her, men jeg mærker den ikke rigtigt.
Kun den lidt våde forbinding på ryggen. Følelsesløsheden er ved at slippe lænden. Så kan jeg mærke huden er klistret til med plaster, når jeg bevæger mig.

Det er i dag fredag og jeg blev opereret i tirsdags.
Stadig i min umådelige besynderlige tilstand. Af ubekymrethed. Har ingen følelse af at det er mig, det her handler om. Blot en konstatering i hjernen. Indtil jeg lader hjernen dvæle længe nok ved den konstatering. Så bliver jeg stærkt bekymret. Sidste chance for at blive rask.

I blokke.
Alt er i blokke. Kan ikke tage tankerne helt ind. For det vil betyde jeg også skal tage alle følelserne med. Dem er her ikke plads til. Har tabt mig for meget til det.
Kroppen er skrumpet ind - der er vitterlig ingen plads tilbage! Se selv!
Det som skulle være min mave, er nu en hård håndbold, der er poppet godt ind i rummet under mine ribben. Lille, hård, rund. Skyder ryg ud mod verden. Morfinen sætter min krops naturlige funktioner i stå. Laver tåge i min krop også. Min mave puster sig op. En 'mavepuster'....he.

Kroppens morfintåge er årsagen til jeg intet rigtigt mærker. Derfor kan jeg også gå rundt. Selvom jeg ikke kan gå for smerter.

Børnene?
Sønnen fik landet. Han hørte mig. Mærkede og accepterede, at jeg er vildt optaget af hans liv!
Som jeg er af hans søsters. Som de fleste forældre er af deres børns ve og vel.
Han har trygt parkeret mig med et 'Reserveret til en anden gang' -skilt om halsen. Vendt tilbage til at at leve sit liv. Og jeg er lige så tryg. Ved han nok skal kræve mig i den varme stol, hvis han synes jeg er for langt væk/dum/selvoptaget/latterlig/crazy/mor-agtig/tudefjæs/...

Tøsen fik ondt i maven i går.
- Sådan ondt her... hun læner sine mørke øjne ind mod mit ansigt, mens hun cirkulerer sin ene hånd løseligt rundt over sin størrelse lille mave og brystkasse.
- Det  gør ondt her. Og jeg har kvalme!'
 Det kender jeg godt; når hun har det sådan. Som regel er det fordi hun er nervøs.
- Lad os prøve med lidt morgenmad. Yoghurt?
- Mmm
...
- Det gør stadig ondt.
- Tror bare du skal være hjemme i dag. Nu er jeg kommer hjem fra hospital. Og du har måske brug for at se jeg er o.k. Så behøver du ikke gå og tænke på om jeg er o.k.

Niels havde også på forhånd booket sig fri af arbejdet i går. Ingen af os vidste på forhånd hvilken tilstand jeg ville være i.

At jeg ville være i blokke, vidste vi slet ikke. Blokfarver.
Moden si´r blokfarver. Smukke. Rene. Klare. Meget enkelt.
Mine blokke er også enkle. Adskilte. Ingen blandinger. I nogle af tidsblokkene er jeg grænsende til maniske ind i mellem. Tror jeg. Eller det er den der enorme rastløshed der opstår, når man vil løbe sig væk fra virkeligheden.
Jeg føler mig som et højspændings-tårn. Et kæmpe felt af højspændt energi. Samlet i et. Vibrerende. Og alligevel helt rolig på hånden.

Opdagede min morfindosis er fordoblet ifm. operationen. Det gik først rigtigt op for mig i går, at det var så meget. Er ved at trappe ud igen, over et par dage.
- Når man har fået morfin så længe som du, så bliver ens smertetærskel lavere. Så skal der mere morfin til, forklarede den venligt udseende anæsti-læge. Det var nok en times tid inden operationen.
Betyder det bare at jeg er vænnet så meget til morfinen, at jeg skal have mere, for at få lukket ned for smerten?

Henvendt til den lige så venligt smilende sygeplejestuderende forklarede han videre om hvor meget og hvordan. Jeg stak hurtigt fingrene i ørerne. Instinktivt. Og kiggede op i loftet.
 - ...Det er fordi vi intuberer patienten under narkosen...  Anæsti-lægen trængte sig vej i sprækkerne mellem mine fingerspidser. Jeg pressede dem endnu længere ind i øregangene. Mere! Undlod at nynne højt. Pludselig stod både både lægen og den yndige studerende igen mit synsfelt. Under loftet. Storsmilende. Nikkende. Jeg tog fingrene ud.
- Ja, det er okay! sagde anæsti-lægen, smilende. Så gik de. Mødte vist yndigheden igen på operationsstuen.

Men det var i tirsdags. Og i dag er det fredag. Og jeg har ikke overblik over med hvilken fart tiden løber. Andet end jeg ikke er med i tiden. Lige nu. I denne tid.

I dag vil jeg stikke fingrene i min bevidsthed. Vil ikke vide. Mærke. Tænke. Føle. Forstå.
Vil være, men ikke her. Ikke hvis det er med smerte. Manglende førlighed.

Det er også min bryllupsdag!
Jeg kan være i min bryllupsdag. I bryllups-blokken! Hele dagen. Selvom jeg ikke ved hvor længe det er. Niels kom med en gave. Guldsløjfe bundet om en weekend. Bare ham og jeg. Havet? Berlin?
- Vi må se hvordan det kommer til at gå med dig, svarede han mens han prøvede at undgå at tænke på det.
- Jamen, men hvad så med os? Hvor skal vi så være?
- Jamen, Karla. I skal da være et eller andet sted. Måske i en kuffert? Så grinede vi lidt. En blok af grin.

Mens jeg har skrevet, forvandlede himlen sig.
Fra tåget, over i mælkehvidt. Med en næsten kvart hvid måne over naboens tag.
Til nu. Sol. Dens stråler spejler vinduerne hvidt. I striber og snavs.
Så ved jeg det er forår. After all.

Tiden vil gå. Uanset hvor jeg er. Foråret vil altid komme igen. Solen vil stå op. Igen og igen.
Det er op til mig, hvad jeg vælger at se. Hvilken blog jeg vil være i.