Vingeskudt? Hvem? Mig? Nej, for ind i himlen da!

Selvfølgelig kan jeg godt se at jeg ser vingeskudt ud. Ude fra.
På krykker. Morfin. Og er der nogen ende på smerterne? Kommer du til at gå igen?

Men det er ikke sådan det er for mig. Inde fra.

Jo, jo det er klart jeg har lortedage. Møgdage. Timer hvor jeg synes det bare er uoverkommeligt.

I de timer trækker jeg muligheden ind for an mig, der hedder: 'I morgen kan det se anderledes ud!'
Der gør jeg faktisk det modsatte af hvad jeg ellers gør! Her i min proces.
Som er at tage en dag ad gangen. Tage timer ad gangen.
Ikke af armod. Men som en rigdom der er blevet mulig.
Noget jeg tidligere mest af alt, kunne referere til som en eller anden bestseller-livsstilsforfatter havde talt om. Leve i nuet. Det hellige. Vores tid mantra.

Men det er dét jeg gør.
De blokke jeg tidligere har talt om.
Det giver mening. For det lærer mig at opleve det fede i mit liv. I stedet for at martres med mit handicap. Og smerten. Det altid eksisterende valg: Vil du tage himlen eller helvede? Nu hvor du er på jorden?

Jeg mener bogstaveligt at jeg er i en proces. En proces som noget levende. Igangværende. Modsat af det endegyldige. Færdige.

I min igangværende proces bliver jeg opmærksom på meget. Lærer meget.
Jeg ved derfor her er mening med det som kan synes meningsløst. En god ven sagde til mig, at jeg er blevet så rolig (hans kone (min hjerteveninde) mente dog, at det har jeg altid været, hahahaha!).

Bl.a. mærker jeg at frihed ikke ligger i min fysik. I menneskets mobilitet. Men i sindet. Tanken.

Tanken er større end fysikken. Det får jeg i den grad manifesteret nu.
Jo for satan jeg savner mit cafeliv!
Mine elskede stiletter!
Køre min Cruiser rundt i landet!
Meget!
Men jeg oplever et stærkere indre liv. I form af større nærvær. Eller større selvindsigt. Bedre kontakt med min spiritualitet. Større åbenhed for andet end hvad jeg tror og ved. Meget større opmærksomhed på at holde mig hos mig selv. Øvelse i tålmod. Slippe grebet om at være for meget for andre. Passe på mig selv.

Den sværeste lære for mig er nok, at jeg har været økonomisk selvstændig siden jeg var atten.
Nu er jeg nødt til at mærke omhyggeligt efter, hvordan jeg vil tjene mine penge fremover.
For jeg er forandret, for altid. Og kan ikke gøre det jeg gjorde. Før.

Friheden er inden i. Ikke uden for mennesket.
Jeg tror på at alt skabes her, i sindet. Tanken. Psyken styrer fysikken.
Også min nuværende situation. Hvis ikke jeg sad her, ville jeg ikke lære hvad jeg lærer. Og som jeg er overbevist om vil give mig meget mere. Et større og bedre liv. End hvis ikke jeg kom hertil.

Og anyway - fortsætter jeg med at sidde som handicappet, må vi flytte hen og blive nabo med en cafe!