'I'm much too tall, to feel that small!'

Eet er hvad vi er født ind i.
Et andet er hvad vi (fortsat) lever i. Og med.

Valget er altid eksisterende. For den som gør. Friheden eksisterer også altid. For den som tør!
Tage ansvar.

Det sidste halve år, har givet mig tid til mere refleksion.
Og jeg har gjort op med meget. For at give plads til nyt. Men også beholdt det som til stadighed holder.

Ansvar holder. Også når det gør ondt. Når jeg har lyst til at sige at det er de andres skyld. 'Hvis bare de ville gøre eller sige noget andet, så..... '
Holder nada.

Man sir til unge; 'det er frihed under ansvar'! Jeg si´r at når man bærer ansvaret har man også friheden. Man er aldrig fri, hvis man ikke tager ansvar for sig selv. Man forbliver offer. Offer for det liv man er født ind i. For hvad andre si´r til og om en. Eller gør mod en.

Jeg forestiller mig de fleste vil nikke genkende til det med at tage ansvar. For i teorien kender alle til ansvar. Også i praksis?

Meget af mit liv har jeg omgivet mig med mennesker, der på ingen måde tager ansvar. Som født ind i et liv, hvor ansvar er et rent teoretisk begreb, har jeg lært mig hvad det betyder i praksis.
At se mine egne skæve sider. Fx: Drama´en. Kynismen. Dominansen. Jalousien. Vreden. Og en masse mere. Noget er her stadig. Work in progress.
Andet er long gone. Sammen med de mennesker der lærte mig de forkerte ting i livet.

Jeg har gemt min ærlighed. Retfærdighed. Troen på ægtheden. Viljen. Dybden. Analytiske tankegang.
For nogen er jeg som en elefant et glashus, når jeg ikke holder mig til samtaler på Se&Hør niveauet. Nægter at fake en tilfredshed, når grunden underneden smuldrer. Men stiller krav. Spørgsmål. Er så umanerlig utålmodig.Uhøflig, at jeg ikke gider bruge tid på at kede mig i selskab med andre mennesker.

Så får jeg råt for usødet. Og det tager jeg gerne! Vrede eller ked-af-det-hed. Alt kan tales om.
Der er bare en ting jeg ikke tager! Og det er andres gæld! Den får de ta´ selv.
Også selvom/når de mener, de ingen har.

Jeg er måske nok en elefant i et glashus. En Pippi til kaffeslabaras med de fine damer.

Men jeg bløder trods min påståede tykke hud, når skærerne rammer. En stor blødende elefant.
Ramt af skarpe skær. Projektioner. Hadet der kyles efter mig. Erklæret skyldig i al ulykke.
Ikke Se&Hør niveau. Slet ikke.

Det må jeg leve med. Og videre fra. For jeg ved!  At: If you fake it, no way you´ll make it!
Sorry, men jeg tror ikke på det!

Verden ser nok overfladisk ud. Med dets livsstilsbøger skrevet i løbet af fjorten dage på et arbejdsværelse.

Ikke fordi jeg tror på smerte. Og alt det med at det kun rimer på hjerte.
Jeg tror på glæde. Frihed. Ansvarlighed. Sorg. Lykke. Ægthed. Sammenhold. Autencitet. Konflikter. Løsninger. Samtaler. Kærlighed. Blandt meget andet.

Jeg ved vi udvikler os bedst, når vi er sammen. Også når det ikke er kønt.
Udvikling kræver egenansvar. At tage ansvar for sine egne følelser. Bl.a. ved at sige dem højt. Vise dem.

Som psykoterapeut har jeg igen og igen trænet klienter i det faktum, at ingen kan læse deres tanker. Og følelser! Det kommer som et chok for mange. Ja virkelig! For at få af verden hvad man ønsker, må man sige hvad man vil/ikke vil.

Mange tier. Forventer det er indlysende hvad de vil ha´. Ikke vil ha´. Bliver forsmåede, vrede, bitre, kede af det. Bliver ofre. Fastholder en ide om, at et skænderi eller en konflikt er uigenkaldeligt for relationer. Destruktivt for relationer! Så uheldigt, når det netop kan udvikle! Gøre os klogere på hinanden!

Hvordan skulle et ægteskab kunne overleve til guld, hvis man aldrig må være uenige? Skændes? For at blive venner igen. Samle sine hænder om den anden, for at gøre alt hvad man kan, for at rumme ham/hende.
Jeg mener, selvfølgelig findes der masser af ægteskaber, hvor man er sammen uden at vise hvem man virkelig er. Men hvor ønskeværdigt er det?

Vidste du i øvrigt, at børn der vokser op i familier, hvor man ikke (må) skændes, meget ofte udvikler depressioner som voksne? De har aldrig lært at håndtere konflikter som en naturlig del af et liv.

Men der er selvfølgelig mennesker, hvor man må indse forskelligheden er for stor. Hvor ens ansvar er at gå sin vej. Vende ryggen til.

Jeg er ikke ved at gøre 'inventory status' her de sidste dage inden operationen. Det er lige for dramatisk. Selv for en dramaqueen som jeg.
Det gør jeg ofte. Altså laver livsstatus.
Mærker min puls. Hvor er jeg i livet. Hvad vil jeg gøre bedre? Anderledes? Hvem vil jeg bruge mit liv med? Hvad mangler jeg? Og hvad har jeg til overflod? Faktisk kan jeg ikke forestille mig livet ret meget anderledes. End et inkluderet løbende status.

Jeg giver gerne nogle mennesker en chance mere. Mange chancer. Nogle gange for mange.
Men selv en elefant har begrænset mængder af blod. En dag vil elefanten være tømt.
Og dét! venter jeg ikke på.

Jeg render rundt med plaster på de her dage. Og har følt mig lidt dum. At min smukke naivitet alligevel blev brugt forkert.

Men så havde jeg en fantastisk drøm i nat.

Kender du det med tilbagevendende drømme? Dem man har over mange år?
Jeg har haft en, om en fyr jeg var forelsket i for mange år siden. Hvor jeg aldrig fik taget ansvar for mig selv. Det var umuligt fra starten af. Og jeg prøvede alligevel med største iver! at gøre det muligt. Det endte med en abort. Og hans 'jeg-vil-ikke-mere' i bybussen hjem fra hospitalet. Lige før hans stoppested.

I årene efter har jeg drømt jeg fik lov til at tale med ham. Sige det jeg ikke fik sagt dengang.

Til i nat.
Der kom jeg drønende på mine helt nye rulleskøjter. Nogle meget langskaftede nogle. De svang sig op ad mine ben for at snøres fast midt på låret.
Jeg grinede og grinede. Vinden susede i mit lange hår. Jeg var ung, højst tyve år. Fri. Fri. Fri!
Pludselig stod han dér. Prøvede at holde fast i mig.

- Hey, kom og kør sammen med mig! grinede jeg.
- Nej, jeg vil bare sige, at jeg tror du skal have hjælp. Til at komme dig over mig...
- Hvad?! boblede jeg af iver. Lykkelig over mine fantastiske rulleskøjter. For jeg var lige ved at lære at køre på dem! Farten. Bevægelse. Friheden. Ahhhh!

Så vågnede jeg! Lykkelig! Helt ned til bunden af min venstre fod. Som jeg ikke kan kontrollere.

Sikke en drøm. Hvilken power! En fantastisk drøm. Lige her, nu i mit liv! Lykke som gyldne bobler alle steder i mig! Tak!

Så i dag tager jeg plastrene af igen. Lader det være som må være. Ved jeg er o.k.
Selvom andre prøver at gøre mig meget lille.

Og selvom jeg må tage afsked.
Hvorfor holde fast i noget som gør ondt? Når jeg kan være ansvarlig, sætte mig selv fri. Og køre ud i det uvisse på mine drømme rulleskøjter!

Mens jeg nynner med på Annie Lennox´stemme:
'I´m much too tall, to feel that small!'