Solen

Så smukt alt er. Her om morgenen hvor himlen slipper sit mørkeblå. Og husenes tage træder frem. Snart helt oplyst af solen. Den kommer. Troligt. Sikkert. Altid.

Jeg har den på min skulder. Solen. I form af det kinesiske tegn for sol.
Fik den som cirka tyve-årig til at minde mig om, at solen altid står op. Altid.

Det er nu. I denne stund jeg føler mig mest fri. Mest spirituel. Mest mig selv.

Når her er stille.

Stilhed er så forskelligt - alt efter hvilken tid på døgnet det er. Efter sindsstemning.
Og stille som nu, er et særligt stille. Som jeg elsker.

Ikke fordi jeg elsker at stå op om morgenen.
Eller jo!
Efter at være begyndt at måtte tidligt op (der kom børn, der kom hund, der kom mig der stod tidligere og tidligere op, for at nå min-egen-alene-for-mig- selv-tid!), har jeg lært at påskønne solopgange. De isende kolde gåture med hunden, hvor jeg vågnede til den smukkeste himmel.

Jeg har oplevet at morgenerne har et særligt stille. Som nætterne havde dengang i mine unge år, hvor der ingen børn var. Kun mig og mine malerier.

Spiritualitet er mange ting. Forskelligt hvordan vi oplever det. Hvordan vi bærer det. Og hvordan vi lever med det.

Jeg har startet et ny rejse med min spiritualitet. Hvor jeg altid har gemt den som en gave. Mest for mig selv. Og de nærmeste venner.

Tiden er inde til at se hvad der sker, når jeg lader gaven udfolde sig.