I broke my back

 - Jeg har ligesom vænnet mig til det. At vi lever i blokke.
Vi står ude i køkkenet. Det som nu er hverdagen er Niels der står og laver mad. Mig der fumler rundt med at få den rette medicindosis hældt i mig. Det kommer lidt bag på mig. At han sir det.
- Ja?
- Ja, fortsætter han mens han gør et eller andet i gryden foran ham. - Jeg kan ikke planlægge mere end en dag frem.
 - Timer, afbryder jeg hjemmevant. - Nogle gange er det timer!
Niels nikker.

Det var en lettelse. At høre ham sige han har vænnet sig til det. Også frygteligt.
Men her er ikke plads til Frygteligt.
Frygteligt er et truende sort, der kan åbne sig til et kæmpe gab. Suge mig ind uden at vise mig exit skiltet.

Så Frygteligt må være i en blok for sig selv. Eksistere ved siden af. Parallelt med nuet.

Når jeg kommer for tæt på Frygteligt, er det som om kroppen giver et sæt. Som en opvågning et fremmed sted. I en fremmed krop. Chok. En misforståelse.

'Det her passer bare ikke!' drøner en tanke gennem mig og jeg nægter at lade den lande. Nægter at blive her i Frygteligt. Det er jeg slet ikke stærk nok til. Det er jo ikke meningen! Det er en fejl!
Jeg lukker boksen ned, som lukker jeg en fysisk box. Tankerne bliver trukket baglæns tilbage ned under låget. Forbliv dernede! Jeg vil ikke være de tanker!
For hvis jeg er de tanker - i den boks - har jeg intet tilbage.
Så er alt tabt. Og det er jeg slet ikke stærk nok til.

Så jeg river mit røde slør af skønhed ned over mit øjes felt. Min hørelse. Hell ja! Alle mine sanser!
Tvinger mig til at se. Være. Lige her! Mine fingre skal finde til ro ved at drøne over tasterne. For mine fingre lever! Uden handicap eller smerte. Mine tanker lever! De kører af sted med en evig ungdom. Og jeg vil have dem ud i cirkulation. I det virtuelle space. Endnu en dimension jeg slet ikke forstår. Men bruger!
Alle de her bokse/dimensioner. Jeg forstår dem ikke, men lever i dem. Bruger dem. Er afhængig af dem. Som jeg er afhængig af morfinen. Af at skrive. Af Niels.

Jeg hører vores børns latter og fletter den ud over alle vore hverdags blokke. Handicap. Medicin. Træning. Smerte. Fletter det smukke ind mellem alt det svære. Håber jeg snart er dygtig nok til at holde det smukt flettede tæppe op foran det Frygtelige.

Skønheden ved at sidde med tøsen. Vi har de nye tuscher og fede malerbøger. Hun er startet før mig. Faktisk været i gang aftenen før. Da hun vågnede om morgenen, styrtede hun hen og greb grejet igen. Hun havde fået en ide, hun straks måtte ud med!
Fantastisk at være vidne til hendes trang til at udtrykke sig. Frit. Naturligt. Ukompliceret.
- Har du ikke også bare glædet dig til at prøve at tegne med den? spørger hun. Kan mærke hun er mættet af tilfredshed. Vi er landet sammen. Hun spørger mig opfyldt af den uskyld jeg prøver at spole mig tilbage til.
Og jo! Det er præcist hvad jeg har! Glædet mig til at prøve tuscherne af. Glæden er lækker. Sprød. Ny. Glat. Fantastisk at lade tuschen glide hen over papiret.
Vi er i en smuk blok af Fantastisk. hvor jeg mærker hende. Får lov at lyse op i hendes renhed. Og store begejstring.

Begejstring!

Det skal være en ny blok jeg vil indtage og bruge bevidst. Jeg vil lade mig begejstre. Overvældes af et øjeblik. For eksempel når jeg ser hvordan ungerne er til stede i deres liv. Får en lille stund med intens nærhed med Niels. En veninde som deler sine tanker med mig. Giver omsorg.
Jeg vil være bedre til at blive begejstret. Udvikle mig øje til at se det, jeg aldrig så før. Da jeg havde så travlt altid - min krop susede rundt. Tog kroppen som en selvfølge. Alt var en selvfølge.
Intet er lige nu en selvfølge.

Måske bliver det sådan igen. Som før. Måske bliver intet nogensinde som før.
Måske bliver jeg sted mellem før og nu.

Amerikanerne har det der udtryk 'I broke my back...'. Når de forklarer hvor ihærdige de har været for at opnå et eller andet. For mig rammer og runger det. For jeg ved 'I broke my back' ved at bære et liv der ikke var mit.
Nu vil jeg begynde at skabe mit liv.