Farvel til håbet.

Jeg har brugt det sidste år, til at aflægge mig lag på lag på lag, af tillærte funktioner.
Funktioner som vi alle lærer i vor opvækst og som er fornuftige nok. For eksempel ambitioner om hvad vi skal. Og hvordan vi skal det.
Det har været een lang bevægelse, som et næsten evigt slør, der roligt blev afviklet min krop.
Til en start var sløret dybrødt, som jeg. Og et smukt ydre til at møde verden med. Det både glædede mig, og verden.
Og pudsigt nok var det ikke smerteligt, med nærmest ynde, at løfte et lag. Så et lag mere og endnu et lag. Og hele tiden, flere lag. Det var ikke det, at tage det smukke slør af, der smertede mine knogler.
Det var det, at jeg havde rendt rundt, som i al for hårdt ridt. Uden at kunne standse mig selv. I tide.

Efter nogen tid, blev sløret mindre, mindre, mindre rødt. Det blev aldrig lyserødt. Bare mindre rødt og jeg slap alt det, jeg troede jeg skulle være. Eller nej, jeg tror nok jeg slap alt det, som jeg som barn havde drømt om at blive. Og også var blevet.

I et langt stykke af mit voksne liv, fandtes ingen modstand mellem dén kvinde jeg som barn drømte om at blive og den jeg blev: forfatter og psykolog.
At leve et liv med ord. Skrive, skrive, skrive. Bøger, klummer, indlæg, debat. Skriv for dit liv! Det var og er, min største drøm.
Og jeg blev psykoterapeut, præcist som jeg så jeg skulle, som barn.


Men det ændrede sig.Ved ikke hvornår det ændrede sig.
Jeg holdt op med, at ville være den kvinde, jeg havde ønsket at blive som barn. Den spirituelle udvikling jeg er midt i, har ændret (mig) meget.


Min spiritualitet er altid med. Uanset om jeg bruger den bevidst eller ej.
Folk kan blive raske ved at være i samme rum som jeg, uden at jeg sætter fokus mod dem eller det. Jeg ved, når ubehagelige hændelser skal ske - ind i mellem bliver jeg fysisk dårlig, mens jeg afventer det sker.
Jeg har ingen magt til at ændre noget som helst. Blot afvente.
Jeg kan være i mange verdener og jeg kan være i denne udelukkende, svært begrænset til min rationalitet kun.

Dén spiritualitet blev sat i *highspeed-udvikling*, i samme øjeblik mine fysiske rygsmerter blev så ulidelige, at jeg skreg mig ud af mig selv, for cirka et år siden.

De sidste dage inden den første operation, hvor jeg havde droppet mad og væske, bad jeg til mit højeste Selv, om at blive reddet. Om at en kirurg ville dukke op, for at hjælpe mig. I min bøn fik jeg det syn, at kirurgen var en kvinde. En time efter, kom en kvindelig kirurg for at operere mig.

Efter operationen, aflagde jeg flere og flere slør. Næsten uden farve var de.
Og jeg kom længere ind i mig selv. Og længere ud i universet. Jeg mistede ingen jordkontakt.
Fandt ingen luftige dimensioner, der kunne holde mig deroppe.
Men blev blot liggende. Sejlende i mit 'Kongeskib'. Min nye seng som blev installeret her midt i stuen, for at jeg kan være i kontakt med familien, når de kommer hjem fra deres skole og arbejde.

Næsten et helt år i isolation. Her. Tid til tanker. Meditationer. Syn.

Den tid jeg havde manglet før, ligger nu foran mig, som et nystrøget damaskdug. Mine 'klodselige' bevægelser er en stærk kontrast til den smukke vævning.
Men jeg stryger let hen over himlens skiftende farveglans, i mine daglige meditationer.

Jeg lærte, for hvert lag der gled af, den lære jeg var blevet vist for over tyve år siden.
Dengang jeg besøgte en anden Seer. Hun havde på selv samme damaskdug dækket op for mig, så jeg kunne se mine evner. Hvordan jeg kunne tage dem i brug.Træne dem op. Acceptere dem i mig og mig i dem. Og især, og sværest af alt, give afkald på mit menneskelige egocentriske ego.

- Det kan man da ikke, Odile! Det er umenneskeligt! får jeg som svar igen og igen, her i den fysiske verden.
Ja! det er det, u-menneskelig lære. Uanset er det den lære, jeg er stillet over for. Hvorfor mig? Mig, som har så alt for meget af det latterlige, krumspringende ego. Hvorfor ikke et andet menneske, som bærer større kærlighed og ydmyghed i sig end jeg? Jeg ved det ikke. Oprigtigt? - så forstår jeg det ikke.


Da jeg mistede min førlighed sidste efterår, var det intet problem. For jeg havde så meget at udforske, både fysisk og spirituelt. Genoptræningen; at lære at gå som et lille barn. Det var magisk - også selvom jeg ikke lykkedes. Mine besøg i det varme bassin blev dybt symbolske og guddommelige.

Min sidste bassintur var i tirsdags. Og selv dér, hvor jeg allerede var helt udmattet, og havde givet slip på mere end jeg anede muligt, fandt jeg i glimt, præcis den følelse.
Som, at hvis bare jeg holder fokus på hvad vandet, kroppen, bevægelserne og spiritualiteten gør i eet, så finder jeg det! Dét! der skal være i stedet for slørets tusinde lag.

Jeg har ingen slør tilbage. De sidste blev trukket af. Det gjorde ondt. Meget.
For i det var håbet.

Ulrik Janzen

- Hvilket håb? Du kan da ikke slippe håbet?! Uden håb kan man ikke leve! si´r du nok oprørt
Men det var håbet knyttet til det liv, jeg havde. Dét jeg ingenlunde ønsker.

- Hva´så?
- Ved ikke...
- Hvad mener du med 'Ved ikke..'
- Ved ikke....

Ved ikke hvaffor håb der så er.
Det er de sidste dage inden den tredje operation i dette mærkværdige år.
Ved du hvad? Faktisk bryder jeg mig så lidt om at tale om smerte længere.

Førstedelen af mit liv blev brugt på at nedbryde mig, torturere mig og seksuelt misbruge mig.
Jeg brugte derfra mange timer, penge og kræfter på, at blive m.i.g.! Odile Poulsen.
Da det var lykkedes, begyndte jeg at fortælle Danmark om hvilke skader der gøres mod børn, i det usagte. Det gik den næste del af mit liv med. Jeg talte og talte, men lyttede også. På alle de kvinder og teenagers, der havde lidt så umenneskeligt.

Jeg ønsker at skrive & tale om andre ting. Nu.


Om et par dage, skal jeg have skiftet en lændehvirvel.
Jeg har brugt alle mine jordiske og alle mine spirituelle kræfter på at blive rask.
Men jeg fejlede. Jeg kan ikke mere. Har intet mere i mig.

Lige meget hvad der sker, vil min drøm altid være, har altid været,
 at skrive.
At få lov at skrive ud til hele verden.
Om alt det jeg ved. Om spiritualiteten i mig.
Om det spirituelle uden om mig.
Alt det jeg har set, erfaret. Forstået, levet.
Oplevet. Mistet, tabt. Strabt efter.
Om hvordan jeg øver mig i at slippe, det egocentriske ego der spærrer for spiritualiteten.
Skrive om min lære.
For hvor meget den end har sit udspring i mit levede flesch & mine åndelige svipture, er læren ingenlunde forbeholdt mig. Kun.

Jeg har ingen anden drøm.
Ingen anden drøm.

Tidsblokken vs Bryllups-blokken.

Mens jeg trak op i rullegardinet forventede jeg at se en gryende himmel. I stedet så jeg den smukkeste tåge. Gråt-blåt. Uigennemsigtigt som en akvarel. Alligevel transparent.
Som en lethed, men med tyngde nok til at lægge sig. Jeg kan dårligt se naboens hus. Bare som en mørk silhuet hvor der plejer at stå klare aftegninger af røde mursten. Og himlens dybe blå. Så smuk! Undslipper et suk.
Kan høre fuglene kvidre. Synge. Er det dét, de gør? Rigtigt? Synger? Eller snakker de bare sammen? 'For fanden, hvor er her tåget! Kan ikke se en pind!'

Jeg elsker tågen til morgen. Det er præcist den tilstand jeg befinder mig i!
Blødt. Du kan læne dig tilbage, vidende tågen løfter sig op i mod dig. Holder fast. Eller du kan trippe med små skridt fremad. Forsigtigt! Til du kan se hvor du sikkert kan sætte din fod. Du kan se i millimeter. Centimeter. Uden at det er farligt. Det er blot .. pakket ind!
Mine tanker er pakket ind. Mine følelser også.

Jeg oplever tiden i blokke. For den fulde tid magter jeg ikke overskue. Det er for tidligt. 'Fuck human time!' hendes stemme kører ind over mine tanker som en voice-over, mens jeg prøver at formulere mig. Min gamle veninde, som er tabt for omverdenen. Eller også har hun smidt omverdenen af. Afhængigt af hvem du spørger. Trist er det. At miste hende til galskaben.

Jeg er stadig meget påvirket efter operationen. Stadig i mit eget univers. Der findes ikke meget andet, der kan komme gennem tågen.

Kun børnene. Niels. De kommer forbi mit Kongeskib, ligger til. Kort eller langt. Jeg ved det ikke.
Kan ikke fornemme tiden nok. Savner dem hele tiden. Og kan samtidig ikke passe på dem. Niels må være her. Jeg er for uansvarlig i min tilstand. Men ansvarlig nok til at passe mig selv.  I dag skal jeg være alene første dag efter operationen.

Mærkeligt nok føler jeg mig meget lidt syg!
Kroppen er her, men jeg mærker den ikke rigtigt.
Kun den lidt våde forbinding på ryggen. Følelsesløsheden er ved at slippe lænden. Så kan jeg mærke huden er klistret til med plaster, når jeg bevæger mig.

Det er i dag fredag og jeg blev opereret i tirsdags.
Stadig i min umådelige besynderlige tilstand. Af ubekymrethed. Har ingen følelse af at det er mig, det her handler om. Blot en konstatering i hjernen. Indtil jeg lader hjernen dvæle længe nok ved den konstatering. Så bliver jeg stærkt bekymret. Sidste chance for at blive rask.

I blokke.
Alt er i blokke. Kan ikke tage tankerne helt ind. For det vil betyde jeg også skal tage alle følelserne med. Dem er her ikke plads til. Har tabt mig for meget til det.
Kroppen er skrumpet ind - der er vitterlig ingen plads tilbage! Se selv!
Det som skulle være min mave, er nu en hård håndbold, der er poppet godt ind i rummet under mine ribben. Lille, hård, rund. Skyder ryg ud mod verden. Morfinen sætter min krops naturlige funktioner i stå. Laver tåge i min krop også. Min mave puster sig op. En 'mavepuster'....he.

Kroppens morfintåge er årsagen til jeg intet rigtigt mærker. Derfor kan jeg også gå rundt. Selvom jeg ikke kan gå for smerter.

Børnene?
Sønnen fik landet. Han hørte mig. Mærkede og accepterede, at jeg er vildt optaget af hans liv!
Som jeg er af hans søsters. Som de fleste forældre er af deres børns ve og vel.
Han har trygt parkeret mig med et 'Reserveret til en anden gang' -skilt om halsen. Vendt tilbage til at at leve sit liv. Og jeg er lige så tryg. Ved han nok skal kræve mig i den varme stol, hvis han synes jeg er for langt væk/dum/selvoptaget/latterlig/crazy/mor-agtig/tudefjæs/...

Tøsen fik ondt i maven i går.
- Sådan ondt her... hun læner sine mørke øjne ind mod mit ansigt, mens hun cirkulerer sin ene hånd løseligt rundt over sin størrelse lille mave og brystkasse.
- Det  gør ondt her. Og jeg har kvalme!'
 Det kender jeg godt; når hun har det sådan. Som regel er det fordi hun er nervøs.
- Lad os prøve med lidt morgenmad. Yoghurt?
- Mmm
...
- Det gør stadig ondt.
- Tror bare du skal være hjemme i dag. Nu er jeg kommer hjem fra hospital. Og du har måske brug for at se jeg er o.k. Så behøver du ikke gå og tænke på om jeg er o.k.

Niels havde også på forhånd booket sig fri af arbejdet i går. Ingen af os vidste på forhånd hvilken tilstand jeg ville være i.

At jeg ville være i blokke, vidste vi slet ikke. Blokfarver.
Moden si´r blokfarver. Smukke. Rene. Klare. Meget enkelt.
Mine blokke er også enkle. Adskilte. Ingen blandinger. I nogle af tidsblokkene er jeg grænsende til maniske ind i mellem. Tror jeg. Eller det er den der enorme rastløshed der opstår, når man vil løbe sig væk fra virkeligheden.
Jeg føler mig som et højspændings-tårn. Et kæmpe felt af højspændt energi. Samlet i et. Vibrerende. Og alligevel helt rolig på hånden.

Opdagede min morfindosis er fordoblet ifm. operationen. Det gik først rigtigt op for mig i går, at det var så meget. Er ved at trappe ud igen, over et par dage.
- Når man har fået morfin så længe som du, så bliver ens smertetærskel lavere. Så skal der mere morfin til, forklarede den venligt udseende anæsti-læge. Det var nok en times tid inden operationen.
Betyder det bare at jeg er vænnet så meget til morfinen, at jeg skal have mere, for at få lukket ned for smerten?

Henvendt til den lige så venligt smilende sygeplejestuderende forklarede han videre om hvor meget og hvordan. Jeg stak hurtigt fingrene i ørerne. Instinktivt. Og kiggede op i loftet.
 - ...Det er fordi vi intuberer patienten under narkosen...  Anæsti-lægen trængte sig vej i sprækkerne mellem mine fingerspidser. Jeg pressede dem endnu længere ind i øregangene. Mere! Undlod at nynne højt. Pludselig stod både både lægen og den yndige studerende igen mit synsfelt. Under loftet. Storsmilende. Nikkende. Jeg tog fingrene ud.
- Ja, det er okay! sagde anæsti-lægen, smilende. Så gik de. Mødte vist yndigheden igen på operationsstuen.

Men det var i tirsdags. Og i dag er det fredag. Og jeg har ikke overblik over med hvilken fart tiden løber. Andet end jeg ikke er med i tiden. Lige nu. I denne tid.

I dag vil jeg stikke fingrene i min bevidsthed. Vil ikke vide. Mærke. Tænke. Føle. Forstå.
Vil være, men ikke her. Ikke hvis det er med smerte. Manglende førlighed.

Det er også min bryllupsdag!
Jeg kan være i min bryllupsdag. I bryllups-blokken! Hele dagen. Selvom jeg ikke ved hvor længe det er. Niels kom med en gave. Guldsløjfe bundet om en weekend. Bare ham og jeg. Havet? Berlin?
- Vi må se hvordan det kommer til at gå med dig, svarede han mens han prøvede at undgå at tænke på det.
- Jamen, men hvad så med os? Hvor skal vi så være?
- Jamen, Karla. I skal da være et eller andet sted. Måske i en kuffert? Så grinede vi lidt. En blok af grin.

Mens jeg har skrevet, forvandlede himlen sig.
Fra tåget, over i mælkehvidt. Med en næsten kvart hvid måne over naboens tag.
Til nu. Sol. Dens stråler spejler vinduerne hvidt. I striber og snavs.
Så ved jeg det er forår. After all.

Tiden vil gå. Uanset hvor jeg er. Foråret vil altid komme igen. Solen vil stå op. Igen og igen.
Det er op til mig, hvad jeg vælger at se. Hvilken blog jeg vil være i.

Overstået! Træk vejret!

Så er det slut!
Tirsdag er ovre.
Jeg trak vejret dybt ind i en gennemsigtig maske, men inden den landede om min næse og mund, var jeg allerede langt væk. Øjeblikket inden, det øjeblik der forsvandt på en måde, min bevidsthed slet ikke begriber, var jeg så nervøs, skræmt. Forskrækket.
Gående på mine krykker, ned ad gangen. Ind på operationsstuen. Vil ikke se de blanke instrumenter. Kig væk. Lægger mig op på operationslejet. Få den varme dyne fyldt af varmt luft omkring mig. Søde operationssygeplejerske, der kvidrer; 'ja nervøsitet er noget mærkeligt noget! Selvom du prøver, kan du jo ikke holde op med at være bange. Men vi skal nok passe på dig. Hele vejen!'
 - Ja pas på mig, vil I ikke nok? råbte jeg nede for enden af den lange lange tragt, der pludselig var opstået hele vejen nede fra mig på operationsbordet. Helt op til hendes venligt smilende ansigt. Trygt med bløde rynker hele vejen om hendes blå blik. Mascara. Og lidt tungt sort på øjenlåget. Kvinder med grønne badehætter og varm blød hud på underarmene. Kan mærke den, som deres bevægelser svæver rutinevant rundt over mit ansigt og min overkrop. 'Vi klistrer lige dem her fast!' Jeg prøver at fastholde dem. Kvinderne. Letheden, alt er normal. Men jeg er alt for langt væk. Og jeg ved ikke længere hvad der sker med min krop. Og hvor jeg er henne?

Hov, det er Niels! Hans ansigt derhenne! Nede ved fodenden. Jeg må være vågen. Det er ovre. Hvor er jeg? Er jeg mig? Igen?

Jeg vågner. Er vågen.
- Operationen gik godt!
- Ja?
- Ja! Det er hende opvågningssygeplejerske, som passer på mig. I dag.
- Må jeg gå på toilettet?
-Ah, vi vil helst have du venter en time til efter operationen..
 - Hvor længe siden er det nu?
 - Hm næsten en halv... Vil du have et bækken?
Kan ikke overskue et bækken. Operationssåret er lige i den nederste 4/5 lændehvirvl. Så jeg vil skulle ligge oven på operationssåret. Det kan jeg ikke overskue. Så tisser jeg måske ud i sengen også. Kan slet ikke overskue.

Hvor længe er det gået nu? Min stærke tissetrang holder mig vågen af de narkotiske døsende fangarme.
- Kvarter. Lad os bare få dig ud!

Næste billede sidder jeg tissende. Som jeg lettes for presset, bliver jeg mere nærværende.
- Det er nok den liter væske der er blevet droppet i dig, der bare skulle ud! griner 'min' sygeplejerske.

Jeg er tilbage i sengen. Kan ikke mærke noget. Christian som har opereret mig ser forhåbningsfuldt på mig. Ved det ikke. Meget dopet.
- Når jeg træder føles det som før - ved det ikke....'
- Vi må håbe! smiler han. Lover ikke noget han ikke kan. Derfor kan jeg stole på ham.

Dagen forsvinder. Kroppen har fået et chok. Kan ikke sove, trods jeg er drænet så min vrang hænger ud og bagefter mig. Døser i ti minutter ad gangen.

Børnene kommer forbi efter skole. De vil bare hænge på en stol. Være i nærheden.
- Må jeg ikke sove her? Kan godt tage et tog ind til skolen? Lukas mener det. Besnæret som jeg er, med en realitetssans påvirket af narkotika, er jeg lige ved at sige JA! Bliv hos mig! Vær her! Men gør det heldigvis ikke.

Prøver at få sovet. Men sovemedicinen kæmper forgæves mod stresset krop der jorder adrenalinen rundt, som var det i æresrunder. For hvem? For min trang til ikke at vide noget? Mærke noget?

Vågner onsdag morgen, uigenkaldeligt. Skal hjem i dag. Som at være tjekket ind på et hotel.
Stuen har været som et hotelværelse. Og jeg har været fuldstændig uforstyrret og privat, som havde jeg ligget på et hotelværelse. Fantastisk.

Tager al medicinen, al ekstra morfinen.
Prøver at lave de øvelser fysioterapeuten viser mig. Den der smukke kvinde. Igen med blide rynker, overskud i smilet og en stolthed ved sit arbejde. Hvor er det her langt væk fra at være indlagt på et offentligt hospital!
Men jeg kan ikke lave øvelserne. Mangler stadig kontrollen i foden. Vil ellers ikke skuffe hende. I første omgang handler det om, at jeg ikke kan rumme at se deres skuffelse. Kirurgens. Fysioterapeutens. Niels´. Børnenes. Siden må jeg tage mig af min egen.
- Det kan være det kommer med træningen! Med tiden! Det kan være det kommer!
 Siger jeg igen. Og igen. Det kan være det kommer!

En mærkelig tilstand af en top-speeded krop hele dagen. Blandet med en følelse af at den ville kollapse hvert øjeblik.
Men friheden ved at være ude i forårsluften! Ahh! Være midt i min elskede by, var meget mere end jeg kunne sige nej til! De sidste fem måneder med en verden begrænset til vores hjem og genoptræning - det er bare... Det går fint nok i hverdagen. Men en dag som i går, hvor luften er lun og jeg er midt i byen. Så er savnet efter mit liv overvældende!
Jeg måtte forbi den nyopdagede blomsterhandel og fylde adskillige vaser med hyacinter og tulipaner. Kom forbi boghandelen og fik en særlig god bog til Karla. Fik en macchiato og friskpresset appelsinjuice på en tilfældig cafe.
Måtte så give efter for fornuften. Dikteret af Niels og føje mine begrænsninger.

Hjemme kunne jeg endnu ikke få ro, men fik derimod snuset solens stråler ind, styltet op af puder i ryggen.
Inden min kære veninde kom, havde jeg prøvet at sove. Men kroppen lå som svævede den ti centimeter over sengen.
Min elskede veninde kom med al sin forståelige bekymring, måtte vide alt om hvad der var sket! Jeg talte i tykke tåger. Om mine syn i meditationer. Hun sagde det lød klart. Men i dag har jeg tabt tråden igen....

Al den snak med min veninde, om mig, og kun mig; dét fik sønnen til at eksplodere! Senere alene. Sent. Hvorfor alting altid handlede om mig? Hvorfor skulle jeg kun tale om mig selv? Ku' jeg ikke have hørt om hendes liv? Og han havde for længst (!) opgivet at tale med mig, for jeg var slet ikke interesseret i ham!

Så frygteligt at se, mærke, høre ham tro det! Og så selvklart, at han troede det!
Med al den sygdom. Medicinen. Krykkerne. Den gamle kone krops bevægelser, frem for en mor i midt-fyrrerne. Al den snak om mig, sygdom. Bla bla bla. Alle der spørger til mig hele tiden. En dominerende diva-mama. Så bliver det svært at komme og finde plads til at tale om de situationer man kan lande i.  Som 11 årig. Eller 8 årig. Øv.

 - Jeg er så stolt af dig! At du siger det til mig! hviskede jeg i hans øre. Ordene var sagt, havde givet hans krop ro. Gjort ham blød og modtagelig for en 'mor-krammer'. Selv en rystende mor, der helt havde mistet overblik over tid. Og resten af familien.
Da Lukas og jeg først dukkede op i stuen, landet fint. Holdende hånd, lå Karla med smalle sprækker hun lige kunne se lidt ud af. Godnathistorien! Fuck! Også dén havde jeg misset! Det er kun mig der kan 'simultant'-oversætte hendes Monster High bog fra amerikansk. Inden jeg kom gennem et par sider, var spækkerne lukket til.

Og det er først her til morgen Karla reagerer. Ondt i maven. Kvalme. Er blevet hjemme fra skole og prøver at finde sin måde at være i det på. Bare helt fysisk tæt på mig. Måske er hun virkelig bare smittet af min venindes dreng? Måske tåger jeg for meget i analyser, når der intet er at analysere?

Og i dag. Torsdag. Nu føltes det bedre!
Fysisk. Har mindre smerter. Går friere end jeg gjorde efter første operation. Jeg er tydeligt ved bedre kræfter end første gang. Genptræningen de sidste måneder har gjort mig bedre klar til en 'ny skade' som en operation er. Og jeg er tydeligt meget vant med at klare mig i min hverdag. Som handicappet. Har næsten glemt hvordan jeg bevæger mig uden at være handicappet.

Men meget, meget påvirket. Forvirret. Ustabil.
Nu har jeg besluttet at udgive det her indlæg. Som et usminket billede af, hvordan her ser ud cirka to døgn efter operationen. Hvor intet vides. Kun at det jeg frygtede, operationen, er vel ovre!
At jeg er her. Ikke i stand til at tænke klart. Føle klart.
Men jeg er her. Og det er mit eneste udgangspunkt lige nu!

Mændene i mit liv. Og en tøs.

(Skrevet som et indlæg til en kærlighedsantologi, 2009. Antologien blev droppet. Ikke pga mig, men desværre:/)

Jeg elsker Lyve Lovett.

Jeg elsker min mand.

Jeg elsker mine børn.

Jeg elsker min hund.

Jeg elsker mit hjem .

Jeg elsker mit liv.

Jeg elsker mine kære, alle som een.

Jeg elsker min næste.

Jeg elsker alle. Jeg elsker også dig.

Jeg elsker også dem som ikke kan gøre for det.  Eller ved det.

Eller vil det.

’I love everybody' - synger Lovett

’Especially you.

So if you feel lonesome

Remember this truth

I love everybody

Especially you!’

Jeg elsker Lyve Lovett, men jeg elsker især hans musik! Den der sælsomme finurlighed, twistet med enten stor lykke eller dyb tristesse, der kommer ud af hans næsten nedadvendte mundvige. Sangene nærmest flyder over, så snart han åbner munden, som var det ikke meningen.

Jeg elskede hans musik, før jeg elskede nogen. Som hans navn er dobbelttydigt, Lovett = Lov´it,  er hans tekster og musik.

Han pranger aldrig, men bare flyder over. Han kan ikke gøre for det. Eller lade være.

Min eksmand var ham, der åbnede døren ind til Lovetts univers.

Jeg ved ikke om jeg elskede min ex – troede det dengang. Elskede han mig? Ved ikke. Som man elsker sit dyrebareste privateje? Ved det ikke. I dag betyder det ikke længere så meget. Ikke som dengang, hvor det betød alt.  Måske fordi jeg i så mange år gav så meget, igen og igen, og slet ikke havde lært mig, at tage imod. 

Det er svært at se, når man ikke tager imod.

Da jeg ikke turde kigge ind bag det tæppe af ødsel omsorgssvigt jeg var svøbt i allerede fra spæd, kastede jeg mig ind mod hans bryst, uvidende om hvilke klipper, der gemte sig bag det.

Men jeg fik også gevinst for min hengivenhed; store lunser af musik! Åh -  jeg lod mig drive på dets strømme og fortættede længsler. Væk fra ham og hen mod, hvad der skulle udvikle sig til at blive mig.

Da de første skridt var taget og flyttekasserne læsset af i den nye fjerdesals lejlighed, hvorpå der kun stod mit navn!! -  flød Lovett ud af de små højttalere der var købt for egen SU!! Han hang som en hvisken i de sprøde timer ud på morgenen, hvor jeg stod og malede om alt det sindssyge. Og jeg trak ham dybt ned i mine lunger samstemmende med røgen fra de mange daglige cigs. Ku´ ikke vriste mig ud af min dårlige samvittighed over, at være holdt op med at lægge krop og sjæl til. At have brudt mit ord, sagt højt foran Gud og hvermand.

Jeg prøvede at få  andre til at se, at jeg da måtte gå fra ham, hvis jeg skulle overleve. Og messede med på Lovetts´: ’She wasn´t good, but she had good intentions’, da jeg skrev skilsmisse-papirerne under.

Siden blev jeg, for en tid, hver mands eje. Hvor jeg før havde jeg hørt til hos een mand, røg jeg nu i flæng. Selv var jeg sikker på, at der ikke længere var nogen der ejede mig. Endelig. Det faktum, at de betalte for mig, var ikke et køb af mig. Blot en erkendelighed for at nyde min arbejdsindsats for en time eller mere. Eller mente jeg de havde mig til låns?

Lyle var der stadig. Han var de små åndehuller, jeg kneb mig op til overfladen for at snappe ind. Til tider sad jeg på bunden uden evne til at komme op. Jeg blev god til at holde vejret. Rigtigt længe. Men også til at udnytte hvert et lille løft op i friheden. På en eller anden måde må jeg have trukket vejret ind på det rigtige tidspunkt.

Ind i mellem gav jeg op.

Det nyttede ikke. En skam af forspildt liv. Prøvede at få kroppen til at makke ret, falde død om.

Det ville den ikke – i stedet kom den bare igen. Og igen. Jeg var så bange for det satans liv, som blev ved med at forfølge mig og insistere på jeg skulle tage det ind.

Lovett  prøvede at hjælpe til.

’It´s just the morning, nothing here to be afraid of’. Hvad snakker du om? Som han kendte til dagslysets kramper af modvilje. Så jeg smed ham ud. Eller væk. Eller helt faktuelt, lod jeg ham bare stå på en hylde, presset ind mellem de andre cd ´er, mens jeg søgte tilflugt på den lukkede afdeling. Her kunne jeg være, som en patient koplet på en respirator. Mine lunger var sprængt.

Der var ingen kærlighed. Uanset hvor jeg spottede hen, fandt jeg kun skygger af misbrug, mistillid, aggression og had, i de lukkede grønmalede vægge blandt de andre sindssyge. Tvang, opkast, skrig, selvmord, blod. Ingen kærlighed. 

Kun den indbildte i sindet på en skizofren:

’Der du jo Buddha, hvor har jeg savnet dig!’ sagde hun betaget og opløftet, med blikket sat på long-distance out of this world.

’Du Solens datter!’ sagde hun og lagde sin kolde hånd med sorte neglerander, på min kind. For at kærtegne. Jeg troede hun lagde den for at slå.

Mit indre lys var slukket og jeg turde ikke fortælle om det, for måske havde det været en hallucination, at det fandtes. Jeg lukkede alt mit udsyn og så ikke længere ind, mens jeg forbandede ham Satan og alt hans yngel, når de rendte cirkulært om mig. Bed mig i knæhaserne, som uvorne hvalpe.

Det lykkedes mig til sidst at sparke dem af med mine tunge militærstøvler og facede endelig Satan selv i Guds hus. Han vandt den runde og jeg trak mig fra at sluge nadveren. I stedet slugte jeg endnu en overdosis. Måske var det Gud der trak giften retur op gennem min hals, og lagde mig i en hospitalsseng med udsigt over København.

Der var gået nogle år fra jeg forlod min eksmand, og jeg havde kun lært at jeg ikke kunne leve videre. Det smøg sig forræderisk om min bevidsthed, at jeg havde levet kærlighedsløst på en løgn med ham i årevis. Og nu kunne jeg ikke engang leve!

På trods af jeg havde mødt den mand som jeg vidste, var manden for mig....

I samme øjeblik jeg så ham første gang, slap jeg al had og vrede længe nok til, at hans blik og karisma, landede dybt ind et sted i mig, hvor ingen nogen sinde før havde fundet ind. Han gjorde intet, han var bare og jeg lod mig forføre vel vidende, at han aldrig ville finde vej ud fra mit inderste igen.

Han var min første. Min aller aller første. Og han var den første mand, hvor jeg vidste han ikke krybe over min krop, uden at jeg var med. Derfor tog jeg ham med hjem, den aller aller første nat og lagde mig til ro ved siden af ham. For aller aller første gang vidste jeg, at dét var kærlighed. Jeg vidste ikke hvordan en sådan skulle forvaltes og føres ud i praksis. Vidste kun, at det ikke kunne være anderledes.

At kaste mig ud i at elske ham, var som at alt kød faldt fra mine knogler og blotlagde mine nerver. Samtidig med at jeg svimlede i en nirvanisk tilstand i hans nærhed. Jeg lod mig flå igen og igen, for at lære at forstå, hvad kærligheden var for noget. Jeg vred mig som en orm på krogen, når han sendte blikke mod andre kvinder, for jeg fattede ikke hvorfor han kunne udstå lugten fra mit rådnende kød. Jeg tror ikke jeg dengang vidste, at også han fandt tilstande af Nirvana, med mig, sammen.

’Kender du Lyle Lovett?’

’Nej.. har vis hørt navnet, men...’

’Det er nok ind under country, men fedt, virkelig fedt! Prøv at hør´!’

Vi udvekslede musik og erfaringer, tonsede og faldt mod hinanden.

Nu sad han her, ved siden af hospitalssengen, hvor jeg lå. Jeg med resterne af endnu en mislykket overdosis. Han med rynkede bryn og en vilje sat på: ’Jeg kan ikke være med mere!’

Vi havde forsøgt at være kærester, to gange. Sluppet ud af den magnetiske irrationalitet, som hang om os som parfumestøv. Forladt hinandens drømme om, at ku være kærester.

Blev venner. For en tid, så hang vi ved hinandens læber igen.

Men nu var det slut....

’Jeg kan ikke være ven med dig. Du er en joker. Du har hele tiden døden som en udgang!'

Udsigten over København, gjorde sig til for ingens nytte.

’Nobody knows me like my baby’ græder Lovett ud i min tomhed. Min aller aller første og aller aller eneste kærlighed, er gået ud af rummet, jeg ligger tilbage i en seng på hospitalet med et tomrum så eksistentielt som efter en abort.

I tomrummet råder ingen kærlighed, men jeg opdager herefterdags, et rum bagved. Blødt, varmt, rødt som havde det ligget der altid. Forsigtigt lader jeg min hånd hvile på den skylette velour, rummet er tapetseret med, og jeg finder, at her er jeg. 

Mig selv, mit sande, mit jeg. Og jeg ved, at det er herfra kærligheden skal oprinde.

Så beslutter jeg mig for at leve. I stedet for at søge de åbne vinduer på fjerde sal og sandsynlighedsregne på konsekvenserne af et spring, falder jeg tilbage til mit bløde, røde velour. Og jeg lander – hver gang. 

 

Han vedbliver at være manden i mit liv, det vil aldrig være anderledes, og jeg begræder hans exit. Med nøgent maveskind mod mit kølige plankegulv, sender jeg skrig og jammer i fri cirkulation, sendt ud af mine lunger og mund. Jeg havde troede jeg ikke kunne leve uden ham, for mit eget værd var ikke levedygtigt. Men jeg lærte, at mit liv skulle banes selvom han ikke var med.

                

Der gik et lille år, så bulnede mit maveskind af liv – inde fra. Pludselig var der er lille væsen som trængte sig på, som ville mig og ville gives liv. Da kvalmen havde tvunget mig i knæ, fattede jeg ansvar og besluttede, at tiden var inde til at blive mor. Det barn jeg aldrig troede ville være muligt, i min så ødelagte krop, blev min virkelighed.

Jeg var blevet toogtredive, havde godt fat om mig selv, om hjem og penge. Jeg havde ikke længere nogen grund til at afvise et barn. Og jeg var lykkelig!

Og behøvede ingen mand for at jeg forestille mig selv i et godt liv.

Barnets fader ville jeg gerne skylle ud med badevandet. Han viste tidligt klare tegn på karakterafvigelse. Men han havde åbnet mine øjne for min frugtbarhed. Og rent etisk og juridisk havde han ret til barnet. Og barnet ret til at kende sin fader. Trods hans insisteren på, at jeg skulle elske ham, fordi min mave tilhørte ham, gav jeg ham i stedet ryggen og holdt fast i mig selv. I mit røde velour rum.

Her kom min store kærlighed tilbage, for at se mig. Og pludselig landede han og jeg atter ved hinandens læber. Denne gang for good. Intet var mere selvfølgeligt. Og han fik både mit og mit barns hjertelyd i sine hænder.

Endelig forstod jeg Lovett, når han sang sin:  If you were to wake up, would you still love me?’

Vi overgav os til kærligheden. Nu var parfumestøvet endnu mere fortættet end nogensinde, og det voksede i takt med min mave.

Han tog imod min smukke søn, gjorde ham til sin.

Han holdt ham i de mange timer på hospitalet, da hans babysize-nyrer sendte ham ud på smertedrevne feberhav. Da læger og sygeplejersker pressede babysønnen ned at ligge, for at stikke hul i de små årer som gang på gang klappede sammen. Han gjorde alt det som en far gør, når han elsker.

Den biologiske far holdt sig væk fra i de syge perioder, af had til mig.

I dag er vores søn fri af nyrebetændelse og en betændt far. Han klarer sig fint trods nyrefejl og hjertesmerte affødt af sin blods-far.

Næste krise blev udløst da jeg fik at vide jeg havde en hjernetumor. Hjernekirurgen mente han kunne operere, men mente ikke der var nogen garantier for livet. Eller for døden.

På operationsdagen sendte vi sønnen i børnehave. Jeg sagde farvellet som ingen vidste, om skulle holde for nogle timer eller for en evighed.

Min mand holdt sit åndedrag, og da jeg lå i respirator efter operationen, pustede han det endelig ud og videregav mig det, til jeg igen trak vejret selv. Han holdt min hånd i al den tid, som en mand der elsker sin hustru.

Det første jeg så da jeg vågnede, var de to; ham med vores søn på armen  - smurt ind i sæsonens første sodavandsis, et undrende blik over alle slangerne i mit ansigt. Og et stort smil!

Alt var på sin plads, både inde i mit hoved og uden for.

Igen valgte jeg livet.

Lukas og jeg kort inden operationen. 

                            

Præcis fjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter. Endnu engang gav min ødelagte krop efter for en større velvilje, og selvom bækkent gled af led og datteren måtte skæres ud, så blev endnu et liv sat klar.

                                                    Karla lige kommet til.

Der var nogle år, hvor Lyle stod og samlede støv, hvor viskestykker blev brugt til at tørre grød og babygylp op med, og hvor børnenes lyde og skrig, fyldte rummene alt rigeligt op.

Indtil for et kort øjeblik siden, da vi flyttede ind i parcelvillaen af samme årgang som os selv. Lyle Lovett lever igen!

Lige så intenst og nærværende som for sytten år siden – her  i mit hjerte og min hjerne. Han har været med, selvom jeg glemte ham undervejs eller ind i mellem.

’Here I am, take my hand and you see. Yes it´s me!’

Og enklere kan det ikke siges;. uden kærlighed udviskes jeg, men opfyldt af den, finder jeg mig selv. Og tør vise mig for dig.

Fordi jeg elsker, er jeg.

Og fordi du elsker, er du.

Fordi vi elsker, ophører frygt og angst.