Lad kirurgens hænder slå gnister! Pleze!

Det er først nu jeg mærker en alvor.
Alvoren i det uigenkaldelige. Det forliste. Det som aldrig kan gøres. Perlekæden der ramte gulvet og aldrig igen lod sig samle.
Hvorfor er det først nu jeg mærker alvoren?

Lige nu vil jeg skrige. Men rummet er helt tomt. Og rekyllet fra mit eget skrig, vil slå mig for hårdt.
I stedet slår jeg på tasterne. Beder mit hoved give slip, lade ordene trille ud. Som perler. I kaos.

Familien er taget af sted til deres hverdag. Og luften presser sig fra neden under mine lunger. Luft vil bevæge sig frit, det vil ud. Men jeg er bange for at græde foran fysioterapeuter. De ældre borgere der træner deres ny-installerede knæ. Eller ham chaufføren, der har ruten forbi mig i dag.

Jeg kan udholde meget. Til tider alt for meget.

Overlægen ringede i går.
 - Undskyld jeg har været så sen til at ringe. Men der har været problemer med at se billedet. Nu har jeg det.
Jeg genkender hans stemme. Den første læge, som hurtigt fangede hvad jeg har brug for.
 - Ja.
- Altså, jeg kan ikke rigtig se noget. Måske er der lidt. Har du samme smerter som da du var her?
- Ja.
- Og det var samme sted inden operationen?
- Ja.
- Hm. Der kan godt sidde noget at klemme lidt. Måske. Men jeg kan ikke se det med sikkerhed.
- Okay.
- Jeg ved jo du ikke så gerne vil opereres. Men jeg vil stadig gerne tilbyde dig en operation. Men jeg kan ikke love noget.
......
 - Jeg skal lige forstå. Siger du at du først skal åbne min ryg førend du ved, om der sidder noget og trykker på nerven?
- Ja.
- Og at du ikke ved, om jeg kan blive rask? At det først er tiden efter en operation, der vil vise det?
- Ja.
- Okay.
- Hvis der sad en stor fed discus prolaps ville jeg ikke være i tvivl.
.........
- Jeg vil gerne opereres. Der er intet at vælge mellem. Som jeg lever nu... Det må prøves!
- Ja, du kan ikke leve sådan.. det jo.... Der bliver ringet til dig imorgen mht. en tid. Jeg kan måske i næste uge.
- Okay. Tak.

De røde sko med store gyldne stjerner står endnu fremme. Pryder hygge-læse-krogen. Den spot jeg endnu ikke har kunne indtaget. Skoen som jeg købte for at minde mig om: Hey! Kom ud og gå! Lad dine smukke sko flashe i solens stråler!

Lige efter min første operation kunne jeg kun rumme den virkelighed jeg havde kendt indtil da. Og det skulle bare gå hurtigt med at komme tilbage til den.

Efter nogle måneder kom de forbudte tanker.
- Har du da givet op?
- Nej da!
Omgivelserne har brug for at jeg bliver ved med at tro på mig selv, i den udgave 'mig selv' var.
Før operationen.

Lige nu prøver jeg at forstå, hvad jeg behøver forstå. For at klare det jeg skal.
Der er aldrig nogen garantier.  Heller ikke nu.

Og jeg har stor respekt for en kirurg, som mærker han skal være helt ærlig over for mig.
Den første kirurg sagde jeg ville blive helt rask. Forlade hospitalet uden krykker. Dagen efter operationen. Som de fleste andre ryg-opererede gør.

Jeg har brug smide et klæde af drømme over min virkelighed.
Måske vil den næste operation lykkes? Netop fordi han ikke lover den vil gøre mig rask?

Og jeg vil gå derfra. Uden krykker.
For snart at gå et forår i møde. På mine drømme sko med gyldne stjerner på.