På tirsdag
Jeg har så få ord. I disse dage.
Prøver at beslutte mig for at skrive for at udgive. Skrive her til bloggen. Men. Jeg har ingen ord.
Der er intet galt med at have ingen ord.
Jeg tænker meget på, om kunst altid handler om smerte.
Er der ikke andet? Kan det ene kun eksistere med det andet?
Så vil jeg ikke være kunstner.
Som var det et valg...
På tirsdag skal jeg opereres igen.
Det gør mig ordløs. Det er der ingen kunst i. Jeg er langt fra kunst her, nu.
Jeg ved ikke hvorfor jeg opereres.
Kun at der bare ikke er andet at gøre.
Livet som nu, er ikke livet.
Alligevel forholder jeg mig til, at livet efter på tirsdag er livet. Uanset hvad.
Og mit gamle sortsind træder i karakter. Forbereder mig på det værste. Når jeg egentlig kan gøre det modsatte. Tænke; ja jeg bliver rask!
Men det klassiske - være forberedt på det svære. Som om det svære skulle blive lettere af det.
Jeg ved ikke hvad kirurgen ser, når han åbner min ryg på tirsdag. Ikke engang mit klarsyn kan se ind gennem min hud, muskler, sener, knogler, nerver, celler. Måske skal det ikke.
Når klokken er sytten, på tirsdag. Så ved jeg det. Måske er jeg rask. Og fatter slet ikke hvordan jeg kunne tro andet.
Pudsigt som man tænker på sin fremtid, når det er nutiden der kræver en allermest.
Jeg har altid tænkt for meget.
Lige nu vil jeg helst bare være.
Prøver at beslutte mig for at skrive for at udgive. Skrive her til bloggen. Men. Jeg har ingen ord.
Der er intet galt med at have ingen ord.
Jeg tænker meget på, om kunst altid handler om smerte.
Er der ikke andet? Kan det ene kun eksistere med det andet?
Så vil jeg ikke være kunstner.
Som var det et valg...
På tirsdag skal jeg opereres igen.
Det gør mig ordløs. Det er der ingen kunst i. Jeg er langt fra kunst her, nu.
Jeg ved ikke hvorfor jeg opereres.
Kun at der bare ikke er andet at gøre.
Livet som nu, er ikke livet.
Alligevel forholder jeg mig til, at livet efter på tirsdag er livet. Uanset hvad.
Og mit gamle sortsind træder i karakter. Forbereder mig på det værste. Når jeg egentlig kan gøre det modsatte. Tænke; ja jeg bliver rask!
Men det klassiske - være forberedt på det svære. Som om det svære skulle blive lettere af det.
Jeg ved ikke hvad kirurgen ser, når han åbner min ryg på tirsdag. Ikke engang mit klarsyn kan se ind gennem min hud, muskler, sener, knogler, nerver, celler. Måske skal det ikke.
Når klokken er sytten, på tirsdag. Så ved jeg det. Måske er jeg rask. Og fatter slet ikke hvordan jeg kunne tro andet.
Pudsigt som man tænker på sin fremtid, når det er nutiden der kræver en allermest.
Jeg har altid tænkt for meget.
Lige nu vil jeg helst bare være.
indsendt af odile @ 17.48
2 kommentarer:
Klokken 7. marts 2012 kl. 21.23 ,
Ea Christensen sagde ...
Kære Odile,
Kan så meget følge dig i at tænke for meget, når man helst ikke vil tænke. Sådan har jeg det også i øjeblikket, og har på fornemmelsen at det desværre ikke bliver anderledes, da vi består i at stille spørgsmål til livet, og prøve at finde de rigtige svar.
Jeg har i de sidste måneder, efter et hårdt fysisk og psykisk ophold på hospitalet, lært at intet er som vi tror i livet, og at der ikke er en facitliste, selv om det bare ville gøre alt meget nemmere.
Mine tanker går til dig søde. KNUS
Klokken 8. marts 2012 kl. 08.09 ,
odile sagde ...
Kære Ea.
Ja det med at tænke og stille ? ved livet, mennesker, erfaringer, oplevelser - alt - ja, det er jo bare sådan.:-)
Men hvad er det med dig og indlagt på hospital? Det lyder ikke godt. Du kan også skrive til mig i en mail, hvis det er ...?
Kh O
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start