Farvel til fornuften. Altså de andres, ikke min!

Kan slet ikke følge med. Tiden.
Når jeg skriver dagens dato, er jeg næsten hver dag ved at skrive en for længst oprunden. Afsluttet. Kan ikke huske at jeg var til stede. I tiden. Dengang da den oprandt.
- Er vi ikke i oktober? hvisker jeg inde bag egen hjerneskal.

Det er ret surrealistisk at have været i denne 'syge-tilstand'. Siden oktober.
At jeg så har været syg siden sommeren, men undlod at ligge mig ned...
Måtte have den session med klienten som ikke kunne klare sig særligt godt.
Der var det job på Østre Gasværk, som jeg bare elsker at lave.
Til jeg to dage efter blev indlagt akut.
Er det ikke ofte sådan vi lever? Af sted, af sted, af sted.

Så når det går op for mig, at jeg har været her siden oktober, får jeg lidt et chok.
På den ene side.
Som om sindet og kroppen per automatik  er på vej ud ad døren; 'For jeg må jo se at komme i gang! Jeg misser hele livet derude. Hos jer! Med arbejde! Klienter. City-kørsel med cyklister der gi´r mig fuck-fingeren. Hente børnene på skolen. Smile. Storme foran med længere ben end Tøsen. Rende i Netoo og Superbrugsen. Holde møder. Være klar. Åben! Promovere mig,vise jeg eksisterer. Sige højt hvad jeg vil ha´! Og kan du give mig det? Gå til fester! De private. Og dem der gavner karrieren.
Skrive på en bog.  Lave sjove fb-opdateringer som folk godt gider læse. Gøre hvad jeg kan for at sikre der er mange der besøger mig. På min fb timeline. Her på min blog. Fordi jeg lever for at udtrykke mig. Det er det jeg gør. Det er det alle kunstnere gør.

På den anden side.
Er jeg helt rolig. Læner mig tilbage ved visheden om, at jeg er det sted i mit liv, jeg skal være.
Det sidste halve år har lært mig meget af det, jeg længtes efter at kunne. Det er kun ved at stille mig skakmat. Rent fysisk, at jeg er i stand til at åbne mig for den lære. Uden at kunne løbe af sted. Gøre en masse der nok til en start var helhjertet.
Og at hjertet falmede lidt undervejs: 'Bevares. Jeg tager mig af det i morgen!' Til i morgen passerede gang på gang på gang. Og i morgen pludselig standsede mig med et: 'Tilbage til start! Hvis De passerer fængsel på vejen, gå da i fængsel!'

En ny drøm begyndte at forme sig selv. Ved at gå tilbage til 1991.

Mødet med en clairvoyant/klarseer åbnede mig for mit livs tema. Og mine tidligere liv af betydning.
Hun gjorde mig tryg ved mig selv som clairvoyant. Klarseer (kan bedre lide den betegnelse).

Tiden er inde til at jeg tør nærme mig en sand forståelse af den lære, som jeg dengang fik forelagt mig. Højt oppe fra.
 Det betyder et farvel til fornuften. Det velkendte. Almene. 'Det man gør'.
For længst sagde jeg farvel til den biologiske familie. Vidende at familie skabes af kærlighed, ikke af blod. Og mærkeligt nok er det først nu jeg er parat til at sige farvel til samfundets fornuft.
For i stedet at lytte på mine drømme.
Som barn drømte jeg om at blive forfatter og psykolog. Det lykkedes. Stolt. Jeg er fandeme stolt.
Nu vil jeg gå videre med resten af drømmen fra dengang. Gå min helt egen veje.

af væver og tekstildesigner Grethe Sørensen.

Mødet i 1991 blev en opvågning til en bevidst spiritualitet. Hun gjorde mig tryg ved mig selv som clairvoyant & healer. Jeg fik at se og høre fra det smukkeste menneske jeg nogensinde havde mødt, hvem jeg var. Hvorfor jeg var det. Og hvad jeg skulle bruge mig selv til.

Aldrig før havde jeg mødt en kvinde som hun. Aldrig siden. Endnu?
Hun lukkede mig ind med kærlighed. Så på mig med de klareste øjne. Så vildt!
Det var endnu inden jeg fik min første computer og clairvoyancen blev optaget på kassettebånd.
Det ligger stadig i min skuffe. Har flyttet med rundt fra lejlighed til lejlighed. Blevet, når alt muligt andet røg ud. Hendes stemme og blik forblev altid inde i mig.

- Pas nu på, Charlotte! advarede hun mig. Men jeg misforstod. Eller nægtede at forstå? Og overså en hver afkørsel, mens jeg stormede med vild hastighed fremad
.
Charlotte var det navn jeg blev givet af mine biologiske forældre.
For cirka ti år siden, smed jeg navnet ud. Tog Odile i stedet. Og fik Poulsen af min mand.
Igen et nyt liv. Farvel til rock ´n´roll- livet som for mange synes besnærende. Vildt. Uhæmmet. Sjovt.

Mit liv som Odile Poulsen har givet så meget godt med sig. Nå, ja, også fjender. Uvenskaber.
Dem som ikke bryder sig om kompromisløshed & ærlighed.

Ærligheden indhenter mig selv. Det afkræver tårer og skuffelser på vejen. Kræver jeg sadler om. Skifter hest. 'Ikke alle rider samme dag de sadler' siger man. For mig er det snarere at jeg rider inden jeg når at sadle. Men wow, det er det værd!
For målet lyser større end noget andet jeg nogen sinde har kendt til. Og med den der magnetiske kraft der gør, at det er uundgåeligt. På den sødeste måde. Indsmurt i Lyle´s Sirup glider jeg hen mod solens opgang.

Tiden er inde nu. Til next level. Næste udfordring. Min største lære. Sværeste nogen sinde.
Min fuldstændige overgang til spiritualiteten kræver bl.a. at smide alt det af, som står i vejen for indgangen.

Når du kigger ind til mig her. Hvor huset er så stille, set i forhold til det hurtigt accelererende liv udenfor. Derude hvor du (måske?) er.  Hvor kroppen bevæger sig ved egen naturlige fremdrift.
Kan det synes så uretfærdigt, at jeg skal sidde her. Standset fysisk.
Og ja, det er også en sindssygt hård lære. Men knap så hård som tvivlen! På om man kan lykkes. Om man er god nok. Smuk nok. Klar nok. Dygtig nok. Interessant nok. Kunstner nok. Klog nok.
Det hårdeste vi kan opleve er altid tvivlen, synes jeg. Når den får lov at gnave, magter vi ingenting.
Og jeg ville aldrig komme her til, i mit indre syn, hvis ikke jeg blev sat fast rent fysisk. Helt bogstaveligt.

Det syn jeg fik fortalt i 1991, den lære jeg blev sat overfor. De muligheder. Det lys.
Det overvældede mig!
Jeg var for umoden til at forstå det helt ind. Først nu - tyve år senere - har jeg levet meget af det gennem. Og tør tage synet længere ind. Har tiden nu. Stilheden til at høre, at dér ligger lyset. Ikke noget helligt. Ikke som den eneste sande sandhed for alle. Ingen ophævelse til en eller anden overjordisk skikkelse. Eller en prædiken.


Så det er godt, jeg er her.
Hvor jeg begynder at se, hvor dørene befinder sig. Til alt det jeg længe har sukket efter.
Når tiden er inde, kan jeg gå ind gennem dem.
Og så håber jeg. Drømmer om. Visualiserer. At du også gerne vil høre hvad det er, jeg ser.







'Dristighed rummer genialitet, kraft og magi.
Begynd - og begynd nu!'
 Goethe.