Vil gerne omdøbe Kvindernes Kampdag til Kvindernes Spred Fred dag!

Kære kvinder!

Alle i smukke væsener! Også jer bitches!
I der er forsmåede. Bitre.
Dem af jer, der render rundt på 13 cm stilletter, har ungen på den en arm, kapitalen i den anden hånd. Og en medarbejder på hold i iPhone 4´eren.
Dem af jer der sidder med bøjet nakke fordi I har glemt der er et vindue lige over jeres hoveder.
Jer på den rigtige side af tv-skærmen, som frygter den uigenkaldelige møde med alderen. Fordi rynker på kvinder, bare ikke er som rynker på mandlige tv-værter.
Så dig dér, der har lånt dig til fame. Fanget ind af Se og Hørs lyskegle, men glemmer at livet er tiden i mellem den ugentlig ugeblads-udgivelse.
Mormoren der kaldes for det grå guld. Som spiser avokados og mandler for at klare overgangsalderen. Og læser om hvordan man lærer at leve i nuet. Men hvor blev årene af?
Og også dig ved siden af! På femogtredive, der aldrig fik børn. Du får østrogen tilskud, fordi du gik for tidligt i overgangsalder.
Dig der fik dine børn inden du blev atten & må leve med at blive råbt af på gaden: 'Se at få en hue på dit barn!' af bedrevidende ældre kvinder.
Dig der blogger om alle de andres fejl. Og næste gang du køber sko, køber dig til en centimeter mere i højden.
Dig der nøjes med at tænke det. Uden at udgive det.
Kvinderne der sidder i regeringen. Endelig med magten, som de drømte om allerede da de som teenagere meldte sig ind i partiet.
Jer kvinder der blev valgt fra ved sidste valg. Men gør kamprustningen klar. For en gang minister, altid minister.
Hende der kigger dybt i tarotkortene for at finde stjernerne.
Alle I kvinder der hader kvinder.
I kvinder der ligger jer på lagnet, for endnu en tørn. Ta´r trykket som ingen andre gider kende til. Nogle af jer si´r I gør det fordi I er så er rigtigt frie. I andre tier skamfuldt.
Dig derude på landet, som fra dit køkkenvindue kan se så langt, så langt, så langt over jeres marker. Og helt ind i næste uge, til den madplan du gør klar.
Kvinden der sidder foran pejsen, med fødderne oppe på hunden. Skriver på sin næste page-turner krimi. Fordi hun ved hvad kvinder vil ha´.
Dig der ligger i massagestolen i håb om at få løsnet dine tanker fra dit hjernespind.
Hende der pludselig væltede om, død.
Kvinden der nervøst lægger sidste hånd på sit værk inden udstillingen åbner.
Hende der danser sig fri. Om det så bare er for nu.

                               


Vi er så mange. Så forskellige. Smukke. Grimme. Dygtige. Gamle. Kloge. Ubegavede. Åbne. Kunstneriske. Forsmåede. Omsorgsfulde. Rivalinder. Seende. Selvoptagede. Unge. Lykkelige.
Mange flere end jeg nogen sinde vil formå at beskrive.

I dag er kvindernes kampdag. Eller festdag. Jeg har altid syntes det skulle være en festdag også.
Kampen for at få fokus på hvad vi mangler.
Festen for at huske glæden!

Jeg er færdig med at slås! Kæmpe! Flosklen Godt brølt, løvinde! får mig til at lukke af.

Hele mit liv har jeg kæmpet. Og endda været stolt af at kunne kæmpe. Ikke give efter. Give op.
Men ved du hvad? Jeg er ingen kriger. Ingen amazone. Eller frontfigur. Jeg har forstået at ved at slås, glemmer jeg livet. Ved at blive stillet op som ikon for kvindens kamp, mister jeg mig selv.

For nogle år siden ville en 8. marts dag, være den dag hvor jeg udgav en bog. Havde to-tre foredrag rundt i landet. Gav interviews i medierne. Og hvor jeg elskede at være på. Gøre mit arbejde godt! For det er en fryd at gøre sine ting godt!

Jeg elsker stadig 8. marts. Og elsker at være kvinde. Elsker at gøre opmærksom på, hvad jeg ser der skal til, for at vi kan få fred. I vore hjerter.

Jeg hader ideen om hadet mod mænd. Både det reelle had som ligger hos nogle kvinder.  Såvel som forestillingen om, at alle feminister hader mænd. Og at det at være feminist kun er for kvinder.

Der må være andre veje! Der er andre veje! End den sort/hvide tilgang til kønnene som vi fastholder i dag. Måske handler det blot om at vi holder øje for hinanden som mennesker? Ikke som køn?

Jeg vil gerne leve i fred. Og sprede freden.