02 03 04 ODILES BLOG 05 13 14 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 ODILES BLOG 22 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

mandag den 17. september 2012

'Tænk! dig rask' Det er så let at sige!

Det er aldrig sket før,
at jeg har været så træt.
Jeg kan næsten ikke bære mig selv
længere.
Læner mig tilbage, lader som om, intet er.
Kun en væren som intet kræver.

Jeg har det som om, mine hænder var fulde
 lige før,
af alt det jeg skulle nå.
Alt det vigtige, jeg måtte vise.

Men i samme nu jeg ser på dem,
er de tomme.
Gør det noget? spørger jeg mig selv

Jeg ved godt folk si´r
'Du kan tænke dig rask!
Du skal give slip, så bliver du fri!'

Jeg har også selv sagt noget
i den stil
uden at vide selv hvordan det er.
Jeg mener,
virkelig
er...



Engang talte en lærer
med forført sødme i sit blik, om en munk der sagde;
'Jeg tilgiver mine bødler at have udsat mig for tortur!'
'Se! Det er tilgivelse! Se! Dét er stort!' sagde min lærer.

Jeg vidste bare, at han aldrig
havde kendt til,
at tilgive.

Ja, undskyld, hvorfor lyder jeg så bitter?
Jeg ku' sige det er den træthed, som ingenlunde klæder mig.
Det er bare..
folk si´r så meget.
Men hvem lever det selv?

Det kan blive så fortvivlende respektløst,
at folk  si´r andre, skal gøre mirakler.

Især når de ikke selv vedkender sig
deres 
eget lys.

Alligevel er det sådan jeg gør.
Slipper alt.
Tilgiver alt.
Tager imod.

Og føler mig så ene,
som aldrig før.

Jeg bliver nødt til at leve
dét, jeg siger.
Være de ord
jeg skriver.
Ordene jeg taler.

Jeg er mine ord
For hvis ikke, er
jeg intet.

Der er ingen ord
der beskriver
hvordan det er at blive handicappet.
Eller være krøllet sammen
af smerter.
Jeg håber du vil bære over med mig:
At jeg har lyst til, at du bærer mig.

'Jeg vil ikke mere!' råber jeg og tramper i jorden,
og rykker endnu nærmere.

Jeg tilgiver alt,
lader min fortid
hvile
har ingen kamp længere.
Vil drive med
hvor Solen vil ta´ mig.

Jeg mangler stadig
et stykke vej
før jeg kan. Helt.
Kan være
mine ord.

Det tager tid
at forandres
Så markant.



















Etiketter: , , , ,

søndag den 20. maj 2012

Morgensider i sommerhuset

Jeg vågnede som den sidste! af alle. Kl. 10. Kan ikke mindes at have sovet til klokken ti. Nogensinde. Som forælder. Inde i sengen derinde, var jeg sikker på, Niels lå lige bag mig. I lyset. Det er som om sommerhusets soveværelse er OPlyst fra tidligt om morgenen. Er det kl fire? Fem? Solen falder ind? Jeg elsker den sol. Og sidder nu, lige nu. Skrivende i den.Har overført mine morgentimer til bloggen her. Det falder naturligt. Der er meget der falder naturligt. Som jeg tidligere. Før i mit liv har afholdt mig fra. Så var der meget som faktisk føltes modstridende mit indre, jeg kastede mig ud i. Hvilken forvirring! Den ungdom, den var fandme rå, altså. Jeg er lykkelig over at jeg overlevede den! Tænk! nu sidder jeg her; i mit sommerhus. Her dufter varmt. Vores sidste dag her i Kr. Himmelfartsferien, leger solen sommerferie med os. Jeg håber, beder til, at det er et løfte om det der skal komme. Jeg lever for solen. Tiden i solen. Hver en stund. Ved godt den er farlig. Min onkel døde af kombinationen modermærke og italiensk sol på hans norske hud. Lukas og Karla har også altid været tvungent til - under suk, råb, konflikt - at få det på. Jeg selv bruger til gengæld intet. Tjah, må det blive mit eftermæle om jeg dør af solens kærtegn; hun døde af ikke at bruge solcreme. Morbid fra morgenstunden? Ja. Nu menstruerer jeg ikke længere. Eller man skal kunne regne et år uden menstruation, før man kan sige den del af ens kvindelige cyklus er ovre. Hvad tæller jeg nu, hm; september, oktober, november, december, januar, februar, marts, april. Otte måneder, mod de ni. Men anyway, ind i mellem får jeg stadig udbrud af herpes. Eller forkølelsessår (ved at bruge den betegnelse, lyder det som om jeg har været mindre promiskuøs). En kone får forkølelsessår. En .. Ja hvad.. En uansvarlig kvinde får herpes. Nej, jeg har bare tit oplevet kvinder omtale herpesudbrud på læberne, som forkølelsessår. Fordi vi stadig bibeholder hele det med, pæne piger har ikke sex. Det har til gengæld rigtige maskuline fyre..og bla. Bla. Vi skal hjem i dag. Det gider jeg ikke! Nix! Nix! Nix! 'Det er egentlig mærkeligt' (jeg kan ikke sige eller skrive den sætning, uden at komme til at høre BERLIN '84 på min indre iPod. Eller synger hun 'det er egentlig underligt'?), for jeg har ingen stresset hverdag at skal hjem til. Mine smerter følger med ud her hvor jeg er nu. Så det er ikke det. Dog er der et krav hjemme som jeg har det svært med. At få hentet ungerne på skolen. Det koster afsindigt mange af mine kræfter. For det gør så pisseondt. Bare. Men vores hverdag hænger på ingen måde sammen. Så derfor er jeg begyndt at hente dem. Her i mine morgensider, vågner jeg op. Trækker mig ud af søvnen. Drikker min første, måske to, første kopper af kaffe. Det er her et mareridt kan løsnes og trækkes ud af mig. I stedet for som før, at ligge som et gennemsigtigt spøgelse i hverken bevægelse og tanke jeg gjorde mig i løbet af dagen. Det er her på disse sider, at jeg mærker lyset. Taknemligheden. Glæden. Storheden. Kærligheden til alt hvad er skabt. Lige nu er det bare så fantastisk. At sidde her. Badet i solen. Skrive. Mærke resten af familien er her, men jeg behøver ikke være aktiv. I kontakt. Niels har lige taget Gandhi med i *Hundeskoven*. Han (Gandhi!) vil komme bessende tilbage. Smide sig ved mine fødder, så vi kan høre hans knogler ramle mod flisérne. Han er kun muskler og knogler. Han elsker solen som jeg. Kender den fra den afrikanske savanne, hvor han kommer fra. Niels vil måske sætte sig hos mig, men ikke for længe. Han tåler ikke solen i tunge mængder. Kan se bekymringer i hans øjne. Men i dag er jeg kommet ud af sengen uden at tage ekstra morfin, inden min morgen medicin. Det er en god start på dagen. Egentlig en spøjs oplevelse med Karla hjemme hos Dorthe. Der hvor Dorthe sir hun ikke kan se på mig, at jeg er syg og har været så længe. Det sætter sig i mig da Karla siger, at hun kan se det, når vi er hjemme. Når jeg går omkring i mit nattøj. Ingen makeup. Håret der passer sig selv. Tænk! Det stadig betyder så meget for mig! Mit udseende. Er jeg blevet slidt at se på de sidste otte måneder? Når jeg tænker over det, er det så ligegyldigt! For jeg lever. Kan fungere med stærk medicin. Jeg sidder jo lige her for helvede! Skriver i solen! Det jeg elsker allermest at gøre! Yes, tak sir jeg! Tak fordi jeg har mit liv! Tak for alt! hvad jeg har oplevet. Tak for alt jeg har! Tak, tak, tak, for Lukas og Karla. Smukke væsener som skærper og sliber mig. Til at blive et bedre menneske. Tak for Niels. My one and only. Altid. Kære smukke skytsengel; tak for alt du gør for mig. Tak for at være hos mig. I stadig tættere forbindelse. Tak!

Etiketter: , , ,

torsdag den 29. marts 2012

Solen

Så smukt alt er. Her om morgenen hvor himlen slipper sit mørkeblå. Og husenes tage træder frem. Snart helt oplyst af solen. Den kommer. Troligt. Sikkert. Altid.

Jeg har den på min skulder. Solen. I form af det kinesiske tegn for sol.
Fik den som cirka tyve-årig til at minde mig om, at solen altid står op. Altid.




Det er nu. I denne stund jeg føler mig mest fri. Mest spirituel. Mest mig selv.

Når her er stille.

Stilhed er så forskelligt - alt efter hvilken tid på døgnet det er. Efter sindsstemning.
Og stille som nu, er et særligt stille. Som jeg elsker.

Ikke fordi jeg elsker at stå op om morgenen.
Eller jo!
Efter at være begyndt at måtte tidligt op (der kom børn, der kom hund, der kom mig der stod tidligere og tidligere op, for at nå min-egen-alene-for-mig- selv-tid!), har jeg lært at påskønne solopgange. De isende kolde gåture med hunden, hvor jeg vågnede til den smukkeste himmel.

Jeg har oplevet at morgenerne har et særligt stille. Som nætterne havde dengang i mine unge år, hvor der ingen børn var. Kun mig og mine malerier.

Spiritualitet er mange ting. Forskelligt hvordan vi oplever det. Hvordan vi bærer det. Og hvordan vi lever med det.

Jeg har startet et ny rejse med min spiritualitet. Hvor jeg altid har gemt den som en gave. Mest for mig selv. Og de nærmeste venner.

Tiden er inde til at se hvad der sker, når jeg lader gaven udfolde sig.


Etiketter: ,