Når blomsterne skal vandes.

Blomsterne har brug for vand. Sådan set uanset hvad jeg magter.

 - Jamen kan Niels ikke gøre det? Eller ungerne?
 - Jo, jo. Niels gør så meget, han kan ikke gøre det hele. Og midt i den her omvendte relation ungerne & jeg, skal jeg hele tiden være varsom. Opmærksom på, hvor de er. Hvornår ansvaret hos dem bliver usundt.

Børn må gerne bære ansvar. Det er noget misforstået at vi tror de ikke engang skal bære deres egen skoletaske selv. Eller pakke den. Men selvklart de ikke skal have et voksent ansvar.
Og ja, selvklart der kan opstå livssituationer, hvor børn må konfronteret med viden og ansvar, de ikke er parate til. Hvor det bliver naturstridigt. Og hvor man ikke kan forhindre det. Sådan blev livet.

Det er her vi er. I familien Poulsen. Derfor skal jeg være ekstra opmærksom. Bruge andet end mig selv som mor. Men også som psykoterapeut. Specielt trænet til at hjælpe familier.

Ungerne har hver bedt om at få en særlig opgave for mig. Som jeg ved de pakker ind med omsorg og kærlighed. Lukas vil tænde de levende lys hver dag. Karla sørge for friske blomster. Det er det faste aftalte ansvar. Hvor de kan vise, de så gerne vil passe på mig.

Det emotionelle er sværere målbart. Og umuligt at fra-eller tilvælge. Men ses når det hele knækker over en dum detalje. Bolden der mangler luft. Ingen mad i køleren man gider spise. Håret der ikke lader sig redes gennem. Konflikten på skolen. Manglen på koncentrationen.
Eller når kroppen melder pas, og jeg får selskab her i Kongeskibet. Enten ligger de begge eller en af dem, på en sofa ved siden af. Kvalme, hovedpine, snot, hoste, feber.

Så blomsterne har brug for vand uanset.
Og første udfordring er at få bukket mig ind under håndvasken og fiske den lille Bamse og Kylling Vandekande op. (Hvorfor har jeg gemt den så længe? Aldrig fået købt en lækker designet en, som kunne stå fremme. Oppe på køkkenbordet. I 'til at nå højde'.) Så få fat om håndtagene på krykkerne, samtidig med at jeg holder fat om vandkandens greb.

- Shit, fik fyldt for meget vand i! Nu ligger et splat af det på gulvet. 'Noter dig, mindre vand i næste gang! Og hvad fanden gør jeg med vandet?' Ved jeg kan glide med krykkerne når jeg næste gang skal passerer det her hjørne ind til køkkenet. Altså må jeg have noget papir. Med krykkerne kan jeg glide frem og tilbage med køkkenrullen over gulvet. Så lade papiret ligge efterladt på gulvet. Til jeg senere i dag (?), kan sætte mig ned på bolden. Og så række det sidste stykke ned. Få papiret op.

Jeg får trukket mig hen over gulvet. Blomsterne får vand. I min fantasi nikker de et suk.
- Tak Odile.
- Min fornøjelse.
- Vi vil altid være dig taknemmelige. Når tiden er inde vil vi opfylde et ønske for dig.

Det tager tid, at komme rundt. Selvom der kun er fem. Har aldrig kunne passe blomster.
Jeg bliver opmærksom på min langsomhed, da Niels suser forbi. Gående. I hans vanlige tempo. Engang syntes jeg altid han var så (irriterende!) langsom.

De fem fik deres vand.
Og jeg ved, det var dét værd! Selvom hver lille bevægelse jager og river. Trækker tårerne ind i mellem. De fucking krykker ikke makker ret og jeg kæmper med at få dem op fra gulvet.
Jeg kan ikke give op. Lade være med at bevæge mig. Ofre mig.
For jeg har en helt ny vej at gå.

Det er ikke altid livet viser sig i de billeder vi troede det ville. Det betyder ikke livet er dårligt.
Men måske blot, at vi får nye muligheder for at lære og beriges.
Anyway, jeg vil aldrig overgive mig til smerte og handicap. Når jeg kan overgive mig til livet.

Og jeg nægter at slippe håbet. Visionen. Om at jeg lykkes med det nye der ligger der ude.