Kærlighed rocks! Også når den er til din krop.

Når det kommer til mad & drikke. Til hvad der er oppe i tiden som rigtigt eller forkert, så er jeg en analfabet. Det føles for mig som en frakke af lænker, der tynger mig dybt ned i knæ, hvis jeg skal spise & drikke efter livsstilsbøger eller damemagazines.

For mig er det gribende nødvendigt, at være mig selv. Hundrede procent. Det betyder også mine spise & drikkevaner. Jeg tager det jeg vil. Lader det ligge jeg ikke gider.

For over tyve år siden blev jeg vegetar. Ved ikke præcist hvorfor. Det føltes bare rigtigt.

Men jeg har ingen forestillinger om, at bestemme alle skal ´go veggie´!
Tænker det må være op til hver og en af os, selv at definere hvad vi vil spise!

Det som jeg altid har troet på. Og i dag ved med sikkerhed er:

Alt hvad jeg tager ind med god samvittighed - gør mig godt.

Alt hvad jeg tager ind sammen med følelsen af skyld -  skader mig. 

Så bliver det store spørgsmål selvsagt, om mennesket er i stand til at sætte sig fri af mad og drikke. Stole på egen indre stemme. Turde nyde uden skam eller skyld.

Ja det tror jeg på. Uden tvivl. Men hvis du spørger mig hvor længe vil det tage. Så aner jeg ikke hvad jeg skal svare.

Ved bare at jeg gør det. Langt fra til perfektion. Øver mig hver dag. 

Som jeg gør med alt det andet, der er med til, at gøre livet bedre. Lettere. Friere. 

Hvorfor bruge så meget liv på alt det man ikke må? 

Sætte sig selv snærende begrænsninger? 

Savne og længes, fordi man tænker det er skidt for en?

Hvis vi i stedet kan tænke positivt om det vi tager ind gennem munden. Vide at kroppen tager imod det med kærlighed. Alt hvad kroppen åbner sig frit for, betyder den møder det med kærlighed.

Og det er sundt!

Det er sundt at elske sin krop. Og lade sin elskede krop styre hvad den modtager.

Prøv det! Betragt det som en trend, en kur om du vil. Eller bare som noget du  gør, fordi du er fri til at bestemme selv. Samarbejde med din krop.

Kærlighed rocks! Også når den er til din krop!

Der er alt at miste ved at være i mørket. Og alt at vinde ved at gå ud i lyset!

Lige om lidt, aner jeg aldrig hvad indeholder.
Jeg har en masse ideer om det. Bekymringer. Frygt eller glædelig forventning.

For mange år siden, læste jeg en bog af Johannes Møllehave. *Skuffelser der ikke gik i opfyldelse*. det tænkte jeg meget over. Tog med mig i mit hjerte.
Som kom tiden til den positive tænkning.
Den er så let at slå om sig med. I smarte vendinger. Hurtige tricks til happiness. Sælger dig lover dig det hele på bare et par uger. Jeg kan virkelig godt følge de mange klienter, som har siddet i den røde plyssofa. Brækket sig over at høre om det. Læse om det på Facebook i updateringer.

Jeg har det bare anderledes med det.
For mig er det ikke smart. Glitrende. Præsenteret i et moderne look med en blid kvindestemme.
Jeg falder ikke for dameblade eller smukke mænd der sælger kurser om hvordan du kommer helt ind til dig selv.

Jeg begyndte at interessere mig for at tænke positivt for små seks-syv år siden. Den første Louise Hay bog blev købt og kom med rundt i landet på teater- og foredragsturné.
Og jeg opdagede, igen og igen og igen. Hvor meget tid jeg brugte på at tænke negativt. Hele tiden.

Men allervigtigst opdagede jeg, at nogen havde nedskrevet det, jeg som ung havde tænkt;
hvad sker der hvis jeg vender al den her sorte tænkning og følen, om? Vender det til lys? Hvad sker der så meget mig? Jeg har hele mit voksne liv sat papir op  med texter på, som er vigtigt jeg husker. Lærer. Læser. Igen og igen igen. Fra sort til hvidt.

Det handler om at træne sine tanker til at tænke positivt. Finde det frem. For det er der altid.
Og så begynder det at vokse! Mere. Mere. Mere.

Jeg har flyttet mig fra at sidde i mørket. I smerten.Døden. Helvede.
Til at være den Odile du kender i dag.
Med lys. Inden i. Uden om. Med glæde. Stor kærlighed.
Og en allerhelvedes masse kraft på livet!
Der er alt at miste ved at være i mørket.
Og alt at vinde ved at gå ud i lyset!

Fuldblodskvinden. I rødt.

Jeg kommer aldrig til at danse den flamenco jeg elsker.
Det gør intet. For den ligger og ruller i mit blod.
Som fuldblodshesten (jeg skriver om i min  fb-update i dag).
Jeg bærer stoltheden & friheden
Som en særlig rød kjole kan bæres på en smuk kvinde.

Hvorfor er der så stor succes i alt det overfladiske?

Jeg har så tit tænkt: Hvorfor har han/hun så meget succes? Med noget så overfladisk?!

Nej, det skrev jeg bare ikke!
Jo, sgu! Jeg siger det højt! Med fare for at verden vil synes jeg er en mokke. Eller utro mod universet. Det større kollektive højere selv.
Men jeg har tænkt det!
Undret mig. Plaget mig.
Været tæskegrøn af misundelse.
Suk.

Ikke desto mindre er den en del af den spirituelle lære jeg gennemgår.

For jo! Verden giver opmærksomhed & penge til personer der er overfladiske.
Eller selvoptagede.
Som sælger et produkt der er ligegyldigt.
Til tider endda eet, der narrer folk.

Noget i os ønsker at logge ind på blogs med sex. Eller købe den kur til lykke & ungdom. 

Bogen der lover dig 'For altid slank!' eller 'Sådan bliver du millionær!'
Synge med på umodne tekster sunget af 'de unge og de smukke'.

Trods vi bliver mere og mere vidende. Belæste. Uddannede. Så køber vi til stadighed gyldne løfter. Og måske er det præcist dét værd? At føle sig forgyldt for den stund det varede?

I hvert fald er det sådan det er.
Jeg har fået min fred med det!

Nogle vil tænke jeg svigter. Fra at have været hende der talte om prostitution. Om smerte. Tog mig af dem, der manglede en stemme. 






 foto Ulrik Jantzen



Til at være positivt tænkende. Snakkende. Være forgyldt af min egen overbevisning. Ville noget andet med mig. Mit liv.

Ikke at jeg nogensinde kommer til at hverken sælge bøger med tricks-kure, falske løfter. Lave workshops og foredrag uden hjerte og hjerne. Sælge sensationer, fordi det giver mig medietid.

Men jeg kommer til at lave noget helt andet end jeg har været kendt for.
 Fordi jeg er fuld af ideer. Energier. Og fede budskaber til alle!

Der er intet letkøbt eller tyndt. Tomt eller smart.
Men det ser alligevel pissegodt ud!
Glæd dig bare, sir jeg! For det bliver så sjovt!
Og med mit levet liv, så har jeg lært alt om mørket. 
Derfor kan jeg nu gå med lyset!
Uden det bliver overfladisk. Eller tomt.
For dig!

Fysisk lammelse = spirituel vækst

Jeg har før nævnt det med min spirituelle lære. Og igangværende udvikling.

Der sker rigtig meget.
Highlightet: Fysisk lammelse = spirituel vækst!

Når jeg bliver 'lammet' (ikke bogstaveligt talt!) har det krævet et stort arbejde med at søge uden om det, der ikke kunne forklares.
Spørgsmål som: Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Hvad har jeg overhørt? Hvorfor skal jeg straffes?

Jeg har helt fra start nægtet at lade mig overvælde af meningsløshed. Vrede. Bitterhed.
Smerterne i min krop overvældede mig så meget, at tanker blev fragmenteret. Usammenhængende. Kunne ikke huske dem. Eller centrere dem.
Derfor gik vejen helt af sig selv.
Ind ad. Ind i hjertet. Ind i mit spirituelle spor. Intuitivt.

Jeg har altid været åben for den indre kontakt til mit højre selv.
Til det store kollektive bevidsthed. Sjæle på vores højere bevidsthedslag. Kontakt til & adgang til 'andre verdener'.
Men jeg har aldrig for helt alvor været så åben i forhold til offentligheden. Om mit indre spirituelle univers. Om det ydre spirituelle univers.
Som jeg er nu.

Fordi jeg før har tænkt tanker som 'Jeg er ikke dygtig nok! Jeg ved ikke nok! Har ikke en masse forklaringer på hvorfor!, Folk vil sige jeg er skør! At jeg er en fupmager!'

Nu er de tanker væk. Jeg hviler i tillid til mine evner.
Mærker at jeg er lige præcis, hvor jeg skal være.

Desuden; når jeg skriver som nu, flytter jeg mine egne tanker ud på en parkering. Ved siden af den strøm, der kommer til mig. Dels fra min egen større bevidsthed. Og dels fra det fælles bevidste, hvor vi alle er koblet på. En strøm af ord og tanker.
I en hastighed der er umulig at matche her på tasteturet. Men det er sådan der er; vores fysiske form bærer en tyngde end det spirituelle kommunikations spor (og øvrige eksistens) gør.
Det er intet problem, Hver dimension har sine fantastiske muligheder.

Med andre ord: Tiden er inde! Jubiii!

Min fysiske spærrede vej, åbner den spirituelle vej. Der er no return. Heldigvis.
Det er her jeg er. Og her jeg fremover vil træde alle mine skridt.
Jeg vil træde skridtene med fysisk tyngde. Undlade at svæve ud. Forblive her. I mit røde tøj. Min jordforbindelse. Groundingen,
Det er her vi lever. Himlen ned på jorden.

Derfor har jeg mange planer og ideer. Noget er sat i gang. Andet er på vej.
Der ligger mange notesbøger med forskellige titler, på mit arbejdsbord.

Noget handler om at skrive bøger om spiritualitet. Med forskellige vinkler.
Andet handler om et nyt website der skal laves. Workshops. Events. Foredrag. Sessions. Kurser.
Et nyt samarbejde med min søster Pia Nissen
(vi har indtil videre små-åbnet bloggen http://odileogpiasunivers.blogspot.com/)

Utrolig mange muligheder.
I utrolig mange former.
Følg med!
Det bliver så spændende. Givende. Gnistrende. Lysende. Smukt. Stort. Omvæltende. Og sjovt!
Vi skal have det sjovt!
Det er det livet handler om!
At vi ser alt det vi kan. Og tager glæden ind!

Livet uden for Kongeskibet. WoW!

'Jeg har ikke blogget i noget tid'

Det er en klassisk indledning, når man suser rundt på forskellige blogs.
Nu også min. Indledning.

Jeg har haft travlt.
Ja sgu´!

Med livet!
Uden for matriklen.
Uden for Kongeskibet!
U.d.e.n.f.o.r!







Det føles næsten kriminelt. Forræderisk. For jeg elsker jo mit Kongeskib. Som har tjent mig loyalt.  Altid vil.
Men nu stråler lyset uden for dets vinduer (tænk det er muligt! Så beskidte de er!)
Og lokker om nye tider.

Så jeg gik derud.
Ahhhh!
Café latte. Café Macchiato. Er du klar over, hvor eksploderende & fyldigt det smager? Altså for en ægte 'kaffe-elskende-med-dybt-kræsen-&-eksklusiv-smag' efter et halvt år uden?
Som frihed. Som kærlighed. Som en af universets største gaver.

Er du da rask?
Næh. Det er jeg ikke.
Smertefri da?
Næh.
Bliver du det?
Spørger du lægerne eller mig?
Jeg har ingen god prognose.
Men mit hjerte bærer håb. Universet. Jernviljen.
Måske opdager jeg en dag et mirakuløs middel, som nogen har (op)fundet?



Alt i alt så får vi altid hvad vi beder om.
Nogen tænker jeg må være trist. Bitter. Frustreret.Vred. Ked. Uden håb. Knækket.
Men det er jeg ikke.
Jeg ser meningen i et spirituelt perspektiv. Spiritualiteten fylder mere og mere og mere.
Af mig. Mit liv.
(Det skriver jeg om i et andet indlæg.)

I dag vil jeg bare tage imod alt det smukke som gives mig. Om det er i mit Kongeskib. Eller uden for.
Min glæde over livet varmer mig. Lyser mig op.
Og jeg kan kun være sprød af spænding over, hvad der kommer til mig.
Ønsker det samme for dig:
Glæde & lys!

Det spirituelle menneske. Dig & mig.

Jeg gennemgår en meget intens. Stærk. Spirituel udvikling.
Den går indad. Og ud til verden. Hele verden.

Intet nyt i at jeg er klarseer. Det fik jeg på plads for cirka tyve år siden. Ved mit første møde med en kollega. Den dygtigste clairvoyante jeg nogensinde har mødt.

Dengang fik jeg så mange beskeder via hende. Så meget afklaring. Så meget indsigt, der satte mig Paf! For hold da op!, det var vilde beskeder. Store tanker. Lysende ord. Fremtid med muligheder hvis jeg ville. Men jeg vidste ikke om jeg ville. Sådan rigtigt.

Jo, jeg vidste godt jeg ville. Det kender alle. At ku´ sige; Jo, dét vil jeg gerne!
Hvem vil ikke have alt det drømme er lavet af?

Vi kender også alle at beslutninger vi ikke fører ud i praksis, ikke er dybtfølte beslutninger.
Dybtfølte beslutninger er så stærke, så 'beslutsomme!' at man gør alt! for at føre dem ud.

Som når jeg for eksempel i denne weekend vælger at ville være fri, rent fysisk.
Træder ud af min sygdom for at være normal. Gøre normale ting. Ta' til et normalt indkøbscenter.
(Nå ja, normalt? Eller shoppepsykotisk?)
Drikke cafekaffe. Spise en af hver kage i cafeen. Og en hjemmelavet flødebolle.
Selvom det ikke kan lade sig gøre, at jeg gør det Jo der var faktisk plads til alle kagerne! Og flødebollen. Inkl.Karla Sols som hun ikke ku lide.)

I dag kan jeg det ikke. Nu er jeg mættet af indtryk og velvære i sindet. Sanserne har festet og ligger på divaneseren i dag.

Men nogle gange træffer jeg beslutninger som er så stærke, at jeg gør det som er umuligt. Det tror jeg vi alle kender.

Fød et barn. Så kender du det. Trodse lægers diagnoser. Dø og kom til live igen.
Og en masse andet, som er i det mindre. I vores hverdag. Men som er lige så stærkt. Grandiost.






Så dengang i 1991, ville jeg det gerne. Men magtede no way at integrere det. I min krop. Sanser. Fysik. Sind. Tanker. Tid.

Det hele, eller det meste. Blev liggende som et gyldent slør om mig. Til jeg ville tage det ind.

Nu blev jeg fysisk så syg, at jeg ikke længere havde mulighed for at gå ud. Bruge min krop til at føre mig ud i verden. Derfor gik jeg ind.

Til en start for at finde meningen. Hvad fa´en er meningen?
Være 44 år, invalid? Mor til to børn, som nok er blevet større men endnu for små til at tage S-toget i skole. Til sport. Venner.
Midt i krisetider? Hvor mandens firma er lige så udsat som alle andre virksomheder.
Lukke min egen virksomhed ned. For at...Hvad? 
Dét var udsigten.

Så kiggede jeg længere ind.
Og forstod at kun ved at kigge ind kan jeg se min spiritualitet.
Og kun ved at være min spiritualitet, kan jeg blive rask.

Så nu går jeg sammen med spiritualiteten. Krykker nogle gange.
Fordi jeg skal lære at blive dér. Her. Her hvor jeg sanser med al min åndelighed.

Min rygsøjle brast sammen. På grund af det liv jeg levede til da.
Det vil den gøre igen. Og igen. Og igen. Som en fremtidsmulighed.
Der er en anden mulighed. For fremtiden. At jeg giver mig selv lov til at overgive mig. Helt. Og aldeles. Til spiritualiteten.
Ser alt levende, og elsker alt hvad der er skabt.

Det er nu min vilje til beslutning mærkes. Tydeligt. Stærkt.
Måske jeg vil være fysisk handicappet længe endnu.
Måske smider jeg krykker i morgen.
Det ved jeg endnu ikke.
Mindre vigtigt nu.
For jeg får de største gaver nu. Hver dag. I mine tanker. For mit syn. Gennem min hørelse. I mine hænder.
En gylden regn.

Tak.

Cuz I´m worth it!

Jeg har haft en fest! I weekenden.
Endelig er jeg begyndt at vende tilbage til det liv, som findes uden for mit hjem.
Uden for min krops begrænsninger.
På den anden side af smerterne.
Ja - jeg begynder at mærke virkning af den sidste operation!WOW!

Godt nok har jeg de sygeste tømmermænd i dag. Min ryg gør sygt ondt.
Er lammet af smerter. I en slags benlås!
(Hvordan dét lige kan lade sig gøre, kan jeg ikke forklare..)

Ja, ja, jeg ku´ ikke selv komme ud af sengen til morgen.
Og nej, jeg kan ikke selv få tøj på i dag.
Det er ikke muligt at rejse mig ved egen kraft, når jeg først har sat mig.

Men det var fand´me det værd!
At være derude! Uden ledsager. Ved egen kraft.

Måske er det min vilje. For den er for sindssyg.
Men jeg var der.
Vilje = vej.

I går fik jeg i min daglige meditation, det smukkeste healings energi leveret.
Et smukt dybt turkis klart tæppe. Lige til at tage ind.
Som når man spiller virtuelle spil.
Et klik på ikonet & man er uploaded med nye helte-kræfter.

Tak.
Der er så meget at være taksam for.
 For eksempel livet....

Fik mig en bikinibarm som Marylin Monroe! Thanks heaven!

Hurra! Jeg har fået min første bh! 

Som at der rent faktisk gør det en bh skal!

Nej, det er egentlig ikke en bh. Det er en bikini-bh. 

For første gang siden jeg var teenager, skal jeg stolt være på stranden.

Ikke noget med at sidde og gemme mig med runde skuldre. Eller ligge ned for at gå i et med sandet. 

Jeg vil sidde, stå, gå, bade, sole mig. I min nye bikinibarm.

Hvordan kan det være at jeg først i en alder af 44 lærer min bh size at kende?

Handler det om blufærdighed? 

Ja, for det er jeg godt nok! (Noget folk slet ikke tror! jeg mener, hvordan kan man have været prostitueret - oven i købet i luksusenden -  ikke kunne lide at være nøgen, i samvær med andre?)

Eller handler det bare om konservatisme; køber det jeg plejer at købe?

(hvilket var H&M i det første årti. Og siden har det været Victoria Secret efter mit første besøg i Miami for små femten år siden).

Måske det faktisk bare handler om, at jeg tror, jeg selv ved bedst?

(En side af min personlighed, jeg ikke vil dvæle ved. Som de få der er tæt på mig kender. Og bærer over med.)

Anyway, jeg var ude at føjte!

For første gang i et halvt år! Yahhaaa!

(Og jo jeg betaler prisen i dag, men hell, det var det værd!)

Det var så fedt! Spiste et hav af cafekager, drak stærk cafekaffe.

Hvorefter jeg strøg op i underhylerbutikken.

 For at få nogle af de ret kedelige, men åh! Så behagelige underbukser.

(Miljøskade! Igen prostitutionen. Blev så træt af blonder og lingeri dengang, da det var en stor del af mit 'arbejdstøj'. At jeg i dag kun er til underhakkere.)

Så ser jeg den der papkasse i butikken hvor der ligger noget med røde prikker.

(Elsker noget med prikker! Bli´r blød, når jeg ser noget med prikker!)

- Hvad er det for noget spændende noget, du har der?

- Jamen, det er de nye bikinier. De hænger også derovre!

Og der hang de bare! Marilyn Monroe bikinierne. Den smukke stil, som også MadMen bevægede sig i lægen.

Den stil som jeg altid har elsket!

- Jeg har nok brug for noget hjælp til den rette størrelse i bh´en.

- Ja, selvfølgelig. Hun var den absolutte ekspeditrice for mig! Smilende. Varm. 

Gav mig hendes hænder, at være tryg i).

 (Totalt cut til Miranda, da hun skal købe bh, til sin mors begravelse.)

- Hvordan går det? 

Ude fra den anden side af forhænget.

- Øh, hvad? Mig?

- Ja. 

- Jamen, den er da alt for stram! 

Jeg var røget flere numre ned i omkreds!

Hun trak forhænget hurtigt fra! Svirp! Ind i rummet, Svirp! Forhænget tilbage!

- Jamen, det er jo også fordi du ikke har rettet stropperne til! Let leende. Helt tæt op ad mig i det i forvejen knappe prøverum. No problem! konstaterer jeg. Overrasket.Glad.

Og svirp! Hendes kyndige & varme hænder retter stropperne til.

                                                             - WOW!!!

- Ja, ikke også. Er det ikke utroligt, hvad den rigtige bh kan gøre? mens hun retter mere til. Overalt! 

- Men jeg tror faktisk vi skal gå en nummer mere ned og et mere op i skålen.

- A´hvad?!

- Bare vent og se.

Moar, er du ikke snart færdig! skærebrænder hendes stemme sig ind i min WOW!-oplevelse saf næsten spirituel dimension.

Ja, Karla Sol er med. Rollerne er byttet om. Før var det mig i BR der sagde; Du skal beslutte dig n.u.!

Det viste sig bh-damen havde så ret!  Med fingerpegen viser og forklarer hun hvad det er, der gør, at en bh kan sidde som bodypaint. 

Altså bodypaint med puder.

Alle de gange jeg har undret mig over, at kvinderne på film har de mest velsiddende bh-barme. Now I got it! 

Både forklaringen. Og den velsiddende bh-barm. Perfekt. Behagelig. Velgørende!

Som jeg sagde, da vi strøg ud af butikken;

 - Tak for hjælpen! Du har lige givet mig en barm!

Ja, Karla Solvej var med. 

Dem af jer der har læst om Karla Sols og min sidste shoppedag, ved at hun ligesom mangler løgner-evnen. I hvert fald når det kommer til  sin mors udseende.

Men fint besidder evnen at sætte mig: PAS!

(http://odilepoulsen.blogspot.com/2012/04/karla-min-sol-pa-vej.html)

Intet PAS! i går!

I går var jeg uden at snyde i zen med at være tyve. 

Følte bare mig smuk. Stolt. Og stolt over at føle mig stolt over mig selv.

Tænk, jeg købte min første bh, da jeg var cirka tyve. Det må have været slut firserne.

Før den tid brugte vi ikke bh´er. Nada comme il faut at have hylster på. Altid topløs; på stranden og under t-shirten. Frihed.

Egentlig har min barm ikke ændret sig synderligt. Trods børn og amning. Det er fordelen ved en lille barm. Men det har jeg. Frihed og stolthed er noget andet i dag. End dengang.

Så jeg overvejer at tage min bikini bh på i dag. Inde under min t-shirt.

Bare for at fejre friheden til at gøre som jeg vil!

Også når jeg tager til premiere på teatret.

Og det kan kun anbefales!

At gøre sig fri!

Og få en bh-dame til kyndigt at finde den rette bh-size.

Karla, min Sol-på-Vej.

Jeg har jo hende Karla Solvej.
Årgang 2004.

Taget ud ved kejsersnit. Jeg lå ned stort set hele graviditeten.
Da hun kom ud, slap hun ikke mit bryst de første 17 timer (for real!!).
Nu en meget farverig tøs. Som gang på gang sætter mig i:
 Pas!

Nu er det meget lidt jeg oplever uden for hjemmet, som nogle af jer ved.
Men havde en dag i sidste måned. Med Karla Solvej. Hvor jeg krykkede rundt på Vesterbro. Fra cafe til butik til cafe til butik til cafe til...

Mens vi er inde i en af butikkerne.
Only var det faktisk.
(Only som i 'tøj  for unge! Ikke for mødre midt 40´erne! Ikke desto mindre synes jeg godt jeg kan trække tyve år af min alder. Kaste mig i et par str. 14 år bukser.
Nå ja, røven sidder ikke som for tyve år siden, men det kan noget et eller andet tøj fint dække.)

Det er her hun siger det med mine smilehuller.
Hvis du ikke har læst det, skriver jeg det gerne igen.
(Om jeg er maschokist? Hm.. man har vel en vis hang til lidelse...)

- Mor! har du egentlig smilehuller?
Afbrudt i mine tanker om jeg mon for en gangs skyld kunne afvige den røde farve for en mere orange? svarer jeg lidt langt væk.
- Ja, det har jeg da...
- Må jeg se! Karla Solvej ser på mig med alvorlige øjne. Jeg smiler bredt. Kunstigt måske. Vil hellere se på tøj. Hun studere, kigger væk på noget tøj og proklamerer med hendes bestemt høje gennemtrængende stemme.
- Nåhr. Nej, det havde du nok som ung. Nu har du sådan nogle rynker så man kan ikke se det!

 Pas!

Jeg droppede bukserne str. 14 år. Den rynkefri ekspeditrice forsikrede mig om, at de helt sikkert ville få nogle hjem med rigtige lommer. Ikke de der snydelommer som jeg rynkede på næsen ad.

Ude på gaden, går jeg let fortørnet. Men meget nærværende! videre. Header for en anden cafe. En macchiato ku´ gi mig energi! Der bliver dyttet og råbt fra en bil. Solen skinner, de unge fyrer har rullet vinduerne ned. Foråret har sat sig på deres hormoner.

- Uh, jeg kan ikke lide når de råber og dytter, mor! siger Karla Solvej og trykker sig ind mod min højre arm.
- Jamen, det er ikke farligt, skat! Det er bare sådan unge mænd kan være, når de ser en kvinde de godt kan lide. Så dytter og råber de!
- Hva´?! Hvorfor dytter de af dig? Du er jo gammel!!

Pas!

Jeg jo godt ved at jeg er midt i fyrrerne. Men egentlig ikke tænker på, at det betyder jeg ikke længere har den røv jeg havde. Eller at det måske ikke længere er hverdag at blive dyttet og piftet af. Det går først op for mig, når jeg ser mig selv med Karla Solvejs blik.

Og det er både grænseoverskridende. Sjovt. Ærligt. Provokerende. Irriterende. Ægte. Kærligt. Elskeligt. Og sindssygt givende!

Da vi fandt navn til hende, vidste jeg at Solvej skulle være eet af hendes navne.
Sol.Vej.
For det er hun, solens vej. Oplyser, stråler. Skinner.
Som Solen. Hele vejen.

Dine tanker styrer dine følelser.

Husk dine tanker kommer før dine følelser!
Når du får en tanke, knytter der sig en eller flere følelser til.

Vi kender alle til at have oplevelser, som vi tænker på og om. Og bliver kede af det.
Oplevelser som vi tænker på og om. Og bliver glade.
Meget enkelt og meget kort sagt:-)
(selvom jeg kan tale meget langt og meget længe om det her!!)

Derfor kan vi ved at blive bevidst om vore tanker,
vælge at tænke tanker, flere og flere,
der i højere og højere grad gør du fylder dig med konstruktive følelser.

Når jeg tænker at jeg er fri (som er noget af det vigtigste i mit liv), bliver jeg opfyldt af glæde og tryghed.

Eller tænke tanker der får os til at:
Elske sig selv!
Føle sig fri!
Se sin skønhed!
Mærke sin krops loyalitet!
Føle sin styrke!
Sin værdighed!

Og.. meget andet dejligt!:-)
Jeg øver og øver og øver mig. Og det bliver bedre og bedre og bedre.

Og anyway - der er INTET at miste ved at prøve!
Husk på hvor mange gange du tænker negativt om dig selv. Dagligt! No wonder, man får det småskidt. Helskidt! Prøv at forestille dig du tænker dejligt om dig selv!
(ja gu er det ikke til at tro på! I starten! Men det ændres!)

<3

Lad dit lys skinne!

                                                                 Du må være tro.
                                                                   Mod dig selv!

                                                                                                            Foto: Ingimage.com

                                          Ellers kommer du til
                                                               for altid,
                                                             at stå i din egen skygge.

Det rene menneske.

Uanset alt hvad jeg har været budt i livet.
                                              
Og hvad jeg har budt livet!
                                                   
Er jeg fortsat ren.
                                               
I mit hjerte og i min krop.
                                                   
Det er du også!
                                                            
          ♥

Død & Kritte!

Død og opstandelse. Hm.

Altså her i la familia, bliver det ikke nævneværdigt fejret, at det er den kristen påske.
Overskriften er mere FERIE - FERIE - FERIE!
Og ja selvfølgelig P.Å.S.K.E.Æ.G!

Sidste år var vi i sommerhus. Vejret var smukt. Hot på terrassen (i gården), som Poulsen vælger at kalde den...
Vi gik rundt med bare ben, arme og højt humør. 
Jeg fik mine solstråler, som jeg uanset hvad alle andre gør, stadig ta´r utildækket imod.

Den årlige jagt på påskeæggene skulle afprøves ude i sommerhus-verdenen.
Og det var på denne jagt at Lukas trådte et søm op i foden! Og det var langfredag - det ku´ ikke være mere kristent, altså!

Så helt utraditionelle er vi ikke. Vi taler om at det er Jesus´ død og opstandelse.
For det synes vi skal fortælles.
En dag snart, skal der tages stilling til konfirmation/nonfirmation/dåb.


Anyway, denne påske har vi været hjemme. Koldt de fleste af dagene. Jeg der tøffer rundt på krykker. Kan ikke have kulden, fordi jeg har tabt mig.

Men wauw, det er en tid for oprydning!
Død og opstandelse! Død og kritte!
Der bliver lagt det ned, som ikke kan er levedygtig.
Eller som står i vejen for det som kan. Det som ikke er rent. Er forkert.
Eller bare forpasset. Brugt færdigt.

Og der opstår nyt. Liv. Kreativitet. Ideer. Lyst. Lys. Kærlighed. Indsigt.

Det er som om puppe-tiden er slut.
Der åbnes op og ses ud på verden.

Ingen påske har nogensinde været bedre!
Tak!
Jeg takker højt op i Universet til det allerhøjeste og lysende jeg kan se. Og mærke.

Og forsat smuk sidste dag i påsken! :-)

Smuk påske til dig. Til alle.

Påske. 

Påskeferie.

Barndom.

Jeg kan huske da jeg som barn holdt påskeferie hos mine bedsteforældre.

Elskede højtidsferierne.

Der kom alle! til påskefrokost! Alle! 

Og alle var de få der udgjorde familien. Plus nogle gode venner.

Bedstemor ville være i køkkenet. Den ene time efter den anden, skred sig dovent ud over morgenen. Så ud over formiddagen. Tidens langsomhed stod i uforståelig kontrast til hendes hurtige hænder. 

Og blikke der vågede over boblende gryder. Den brændende ovn. Og uden behov for beskyttelse, stak hun vante fingrene i det buldrende vand eller ind i det stegende kød.

Hun mestrede et køkken som ingen anden.

Bedstefar blev jaget i kælderen efter øller og røde, også grønne, sodavand´er til os børn. 

Så ud i haven og hente de løg, der skulle skæres. 

- Gå dog ud og tag dig dit bad, vrissede hun ham så ud af køkkenet.

- Nå, ja når du nu siger det så sødt, min engel! Han blinkede smilende til mig. Elskede at drille hende. For han elskede sin kone med samme længsel, som da de kyssede hinanden for første gang. For et guldbryllup siden.

- Jamen, hvad skal jeg dog tage på i dag? ville han komme efter badet. I sit hvide undertøj fra JBS.

- Det ligger oppe på sengen. Ku´ du dog ikke ta´ og se dig for, Hansen!

Hendes vrissen betød ingenting. For om lidt kom gæsterne. Og jeg vidste at vi alle ville overgive os til en stemning af, at livets alvor ingen magt havde.

Jeg fik lov at dække bordet.

Det fine bord. Med de fine glas. Den fine dug.

Den hun og jeg havde stået i kælderens vaskerum og kunstfærdigt presset. I presserullen.

De fine glas, vidste jeg allerede dengang, var verdens fineste! 

Glassene havde slebne vindrueklaser der slyngede sig rundt i frodige kurver. Under ens fingerspidser føltes slibningerne ru. Og samtidig meget skrøbelige. Forfinede. Jeg følte mig som en voksen smuk dame, når jeg drak min røde sodavand af dem. Smugkiggede på mine mostre. De her smukke væsener hvis latter fik mændene til at rødme som små børn.

Pludselig en dag i påsken, ville Bedstefar sige sådan noget som;

- Hvad pokker! Nu har jeg da aldrig! Kom og se her børn! 

Og vi ville løbe spændte hen til ham, der hvor han stod og pegede ud over haven.

- Åh, nej! I kom for sent! Det var 'ræt´nåk' (langelandsk, = rigtignok) ærgerligt!

Det var Påskeharen, der løb der! Så kom I for sent!

- Nej, vi gjorde da ej, hvinede og råbte vi i spændingen over, den lækre chokolade vi snart ville få. Og så benede vi ud på græsplanen, for at lede efter farverigt skinnede papir. 

Rødt. Gult. Grønt. Blåt. Orange. Lilla. 

I dag er meget tradition forsvundet. 

Det var en anden tid. En svunden tid. Og eksisterer kun som et vemodigt suk i mig.

Men Påskeharen er flyttet med ind vor 'nu- tid'. 

Om vi holder påske hjemme eller i sommerhuset. Den finder altid hen til børnene. Til os.

Og hvor vi alle elsker den altid-ude-af-syne-men-aldrig-af sind Påskehare. 

Nyd påsken alle!

Lad solen skinne fra dit indre. 

Lyset er hver mands og hver kvindes eje. 
Og forbliver tidsløst. Heldigvis

Rynker du på næsen ad mine fordomme?

I går satte jeg en updatering ind på FB om rynker.
Om hvordan vi ser os selv/på os selv:

'Hvad er det for noget, det med rynker?
Hvorfor er der nogen vi gerne vil have i vores ansigt,
(ja for dem på kroppen er en helt anden snak! Der sker dælme noget når overgangsalderen sætter ind! HDK!)
Og andre vi skyer som pesten?
Nok til at vi vil forpeste vores ansigt med diverse kemikalier. Skæres i som bar vi på sygdom.

Jeg har rynker jeg elsker (i ansigtet). Og rynker jeg knokler med at lære at elske (også i ansigtet!). Men det holder hårdt.

Er der en kodex for hvilke rynker vi synes er flotte, og hvilke er no-go?

Fortæl mig om DIT ansigt! Hvilke rynker findes der? Hvilke kan du lide, hvilke vil du ønske du ku slippe af med? Kan du lære at elske dem alle?'
  
Hvorfor?
Fordi jeg selv er optaget af det selvsagt. Og har en ide om, at det også er gældende for rigtigt mange andre. Kvinder som mænd.
Og lige nu blev jeg bogstaveligt bekræftet i, at det også forholder sig således. Jeg googlede for at finde et portrætfoto til indlægget her, og skrev 'portræt af kvinde med rynker'. Vupti! Op kom den første side med plastikkirurgiske klinikker!

I går, da gik det op for mig, at når vi taler om rynker, så ryger vi igen (!) i to grøfter.
Dem der sir; *Ja, jeg vil have lavet dit eller dat*
Og dem der modsat sir; *elsk dig selv! Du er umoden og overfladisk hvis du går op i rynker!*
Selvsagt ikke overraskende. Kun tonen er.

Det bliver sort/hvidt. 
Hvorfor er vi ikke nysgerrige på at forstå? Undersøge? Spørge? Pille ved vores fordomme?

Jeg synes på ingen måder rynker er overfladiske. Derfor er det heller ikke overfladisk at forholde sig til dem. Vores ansigt er vores ydre kontakt til verden. Sammen med vores sprog.
Med vores ansigter og vores sprog enten tiltrækker eller støder vi folk fra.

Besides; hvad er det galt med overfladiskhed? Jeg trænger i hvert fald til det, fra tid til anden. Som at svømme op til overfladen og lade sit ansigt varme i solen. Trække vejret. Indtil næste seje træk.

Jeg svor i mange år aldrig at lade mig skære i, for at skære hud eller rynker væk.
Og som tøs voksende op blandt kvinder, der skar det væk der ikke længere tiltrak mænd, var det nemt at blive frastødt af al den selviscenesættelse.

Da jeg så kom i prostitution  blev beslutningen tricket.
For klart at en brystoperation ville give mere på lommen.
Og mange troede i forvejen jeg var pumpet i læberne, for at have den rigtige 'sutte-mund'.
Men jeg valgte at holde mig til mit naturlige udseende..
                                                                                                                              
                                                                                                                                               All Over Foto

Siden da, er det blevet ekstremt normalt at få lavet et eller andet.
Det bliver sværere og sværere at finde kvinder på min alder, som ligner kvinder midt fyrrerne.
Nogle få er af naturen yngre at se på.
Men de forsvinder, dem med rynkerne fra mediebilledet. Altså kvinderne. Mandlige tv-værters holdbarhed er meget, meget længere.

(Ser vi italiensk tv, er det decideret uhyggeligt. Anyway - anden indlæg, en anden gang.)

Så jeg forstår godt jeg selv - og kvinder yngre end jeg/jævnaldrende bliver usikre på - Hey! Skal jeg se ud som alle de andre? Eller lade mig være i min alder?

Og hvor er grænsen egentlig for forfængelighed? At farve sine grå hår væk? Fjerne hudorme? Foundation? Mascara? Botox/'grøn' Botox (restylane?)? Kniven?

De fleste af os har lært det som børn; vores indre var bare ikke godt nok.
Det kan heldigvis camoufleres med hjælp på det ydre.
Alt ville selvsagt være så meget smukkere, hvis vi elskede os selv.

Måske kunne vi starte med at bygge bro mellem det indre og ydre. Eller os selv og andre.
Ikke fordømme andre for at træffe valg, vi ikke selv træffer.

Jeg har altid fået en tattoo, når der var en særlig vigtig lære i mit liv. Mine tattoo´s er som en fortælling om mit liv. Det er rynker også. Og huden der slipper sin spændstighed og læner sig tilbage.
Det er alt sammen et livsstykke. Sammen med arrene fra snart en del operationer rundt omkring på min krop.

Hvorfor skulle mine livstegn spredt rundt på mig være mere gyldige, end en anden, hvis tegn er fra plastikkirurgiske indgreb & operationer?