Død & Kritte!

Død og opstandelse. Hm.

Altså her i la familia, bliver det ikke nævneværdigt fejret, at det er den kristen påske.
Overskriften er mere FERIE - FERIE - FERIE!
Og ja selvfølgelig P.Å.S.K.E.Æ.G!

Sidste år var vi i sommerhus. Vejret var smukt. Hot på terrassen (i gården), som Poulsen vælger at kalde den...
Vi gik rundt med bare ben, arme og højt humør. 
Jeg fik mine solstråler, som jeg uanset hvad alle andre gør, stadig ta´r utildækket imod.

Den årlige jagt på påskeæggene skulle afprøves ude i sommerhus-verdenen.
Og det var på denne jagt at Lukas trådte et søm op i foden! Og det var langfredag - det ku´ ikke være mere kristent, altså!

Så helt utraditionelle er vi ikke. Vi taler om at det er Jesus´ død og opstandelse.
For det synes vi skal fortælles.
En dag snart, skal der tages stilling til konfirmation/nonfirmation/dåb.


Anyway, denne påske har vi været hjemme. Koldt de fleste af dagene. Jeg der tøffer rundt på krykker. Kan ikke have kulden, fordi jeg har tabt mig.

Men wauw, det er en tid for oprydning!
Død og opstandelse! Død og kritte!
Der bliver lagt det ned, som ikke kan er levedygtig.
Eller som står i vejen for det som kan. Det som ikke er rent. Er forkert.
Eller bare forpasset. Brugt færdigt.

Og der opstår nyt. Liv. Kreativitet. Ideer. Lyst. Lys. Kærlighed. Indsigt.

Det er som om puppe-tiden er slut.
Der åbnes op og ses ud på verden.

Ingen påske har nogensinde været bedre!
Tak!
Jeg takker højt op i Universet til det allerhøjeste og lysende jeg kan se. Og mærke.

Og forsat smuk sidste dag i påsken! :-)

WoW, jeg er en heldig kvinde!

Vågner, uden at vågne helt. Bare der hvor man flyder mellem søvnen og bevidste tilstand. Vil dreje mig om på siden, men ryggen kan ikke. Den føles bred, lammet. Som er min lænd en cementflise; tung og hård. Et lille ryk gør ondt, så jeg må gøre op med mig selv, om det er værd at vende mig over på siden? Eller blive liggende fladt? Jeg skal tisse, men det er umuligt nu. Kan ikke komme op, og ud på toilettet.
Hvor længe kan jeg ligge sådan? Hvad er klokken? Ved det ikke.

Karla har listet sig ind i nat. Husker det godt. Vågner altid lige inden, hun når døren til soveværelset - min underbevidsthed har fulgt hende.
- Kom bare, skat, læg dig her, hviskede jeg og lavede en hule mellem vores dyner.

Hvad tid var hun kommet? Ved det ikke. Men da havde jeg ikke de her smerter.
For satan også, det her føles meget forkert! Jeg kan ikke bevæge mig  - det ligner tiden før indlæggelsen. Eller lige efter.

Der er ingen vej uden om. Jeg skal have hjælp.
- Niels, min stemme er mere end en hvisken. Han skal vækkes. Stakkels mand! Han knokler løs. Halvtredstimers arbejdsuge. Og single-dad ihvert fald rent praktisk. Jeg ved han bliver bekymret over, at blive vækket. Det er længe siden jeg har gjort det.
- Ja. Han er vågen. Gør ham sit bedste for ikke at lyde irritabel?
- Jeg må have noget medicin!
- O.k., hvad skal du have? Nu er han helt vågen. Ingen irritation. Bare den stemme som han har, når han vil hjælpe så godt han kan.
- Bare et par Dolol´er. Ligger ude på badeværelset. På der, det glas..den der..hylde..Glashylden!
- Har du vand?
- Nej.. siger jeg trist, ked af at han skal hele vejen ud i køkkenet. Hvorfor havde jeg ikke et glas vand klar? Eller bare et glas? Han er gået. Nåede ikke at sige, jeg har brug for et sugerør også. Kan ikke løfte mig op for at drikke. Nå, det går nok. Liggende, behøver ikke så meget. Dolol´er er glatte små kapsler. Han behøver ikke vide det. Blive mere bekymret.

I samme nu ringer Niels´ iPhone. Vækning.  Ah, så det er morgen. O.k., TAK!
Så kan jeg droppe noget af skylden - han skulle alligevel op.

Karla vågner også. Hun ligger med sin kind på min overarm.
- Din hud er så blød, mor. Den er som en pude.
For et kort øjeblik er det ingen smerter; kun Karla og mig. Og hendes ord som varm chokolade, der smelter flødeskummet. Um. Tak! Livet er så givende!

 - Karla-skat, når du kommer ud fra toilettet, kan du så tage mine krykker til mig? råber jeg inde fra sengen. Lukas er også stået op og gået i bad. Niels er ude at gå med Gandhi.
Jeg ligger og afventer lettelsen bliver stor nok til, at jeg kan komme op på krykkerne, ud i køkkenet, for at tage min morgen portion af diverse smerte-killers. Så skal det nok gå.
Mon jeg kan klare træningen i dag? Skal af sted! Det er måske præcis dagens træning, der holder mig oppe af sengen!

Karla er der, som den mest trænede sygeplejerske. Det både uendeligt rørende at se hendes kærlighed. Som det er skærende, at vores børn er vænnet til, at hjælpe deres syge mor.

Oppe fra badet vil Lukas gerne have den faste tjans, at tænde stearinlysene hver morgen. Og aften.
Karla har nemlig opgaven, at få friske blomster med hjem en eller to gange om ugen.
De elsker at ku´ give mig det, som gør det smukt for mig at være her, i Kongeskibet. Er det ikke fantastisk? Så smukke egenskaber de har!

Jeg er en uendelig heldig kvinde. Omgivet af kærlighed fra manden i mit liv. Og fra vores to smukke og kloge børn. Nå ja, og min evige tro beskytter, Gandhi-hunden.

Jeg er i sandhed givet meget. Utroligt meget. Og det skal værdsættes og takkes for hver dag.