Rynker du på næsen ad mine fordomme?

I går satte jeg en updatering ind på FB om rynker.
Om hvordan vi ser os selv/på os selv:

'Hvad er det for noget, det med rynker?
Hvorfor er der nogen vi gerne vil have i vores ansigt,
(ja for dem på kroppen er en helt anden snak! Der sker dælme noget når overgangsalderen sætter ind! HDK!)
Og andre vi skyer som pesten?
Nok til at vi vil forpeste vores ansigt med diverse kemikalier. Skæres i som bar vi på sygdom.

Jeg har rynker jeg elsker (i ansigtet). Og rynker jeg knokler med at lære at elske (også i ansigtet!). Men det holder hårdt.

Er der en kodex for hvilke rynker vi synes er flotte, og hvilke er no-go?

Fortæl mig om DIT ansigt! Hvilke rynker findes der? Hvilke kan du lide, hvilke vil du ønske du ku slippe af med? Kan du lære at elske dem alle?'
  
Hvorfor?
Fordi jeg selv er optaget af det selvsagt. Og har en ide om, at det også er gældende for rigtigt mange andre. Kvinder som mænd.
Og lige nu blev jeg bogstaveligt bekræftet i, at det også forholder sig således. Jeg googlede for at finde et portrætfoto til indlægget her, og skrev 'portræt af kvinde med rynker'. Vupti! Op kom den første side med plastikkirurgiske klinikker!

I går, da gik det op for mig, at når vi taler om rynker, så ryger vi igen (!) i to grøfter.
Dem der sir; *Ja, jeg vil have lavet dit eller dat*
Og dem der modsat sir; *elsk dig selv! Du er umoden og overfladisk hvis du går op i rynker!*
Selvsagt ikke overraskende. Kun tonen er.

Det bliver sort/hvidt. 
Hvorfor er vi ikke nysgerrige på at forstå? Undersøge? Spørge? Pille ved vores fordomme?

Jeg synes på ingen måder rynker er overfladiske. Derfor er det heller ikke overfladisk at forholde sig til dem. Vores ansigt er vores ydre kontakt til verden. Sammen med vores sprog.
Med vores ansigter og vores sprog enten tiltrækker eller støder vi folk fra.

Besides; hvad er det galt med overfladiskhed? Jeg trænger i hvert fald til det, fra tid til anden. Som at svømme op til overfladen og lade sit ansigt varme i solen. Trække vejret. Indtil næste seje træk.

Jeg svor i mange år aldrig at lade mig skære i, for at skære hud eller rynker væk.
Og som tøs voksende op blandt kvinder, der skar det væk der ikke længere tiltrak mænd, var det nemt at blive frastødt af al den selviscenesættelse.

Da jeg så kom i prostitution  blev beslutningen tricket.
For klart at en brystoperation ville give mere på lommen.
Og mange troede i forvejen jeg var pumpet i læberne, for at have den rigtige 'sutte-mund'.
Men jeg valgte at holde mig til mit naturlige udseende..
                                                                                                                              
                                                                                                                                               All Over Foto

Siden da, er det blevet ekstremt normalt at få lavet et eller andet.
Det bliver sværere og sværere at finde kvinder på min alder, som ligner kvinder midt fyrrerne.
Nogle få er af naturen yngre at se på.
Men de forsvinder, dem med rynkerne fra mediebilledet. Altså kvinderne. Mandlige tv-værters holdbarhed er meget, meget længere.

(Ser vi italiensk tv, er det decideret uhyggeligt. Anyway - anden indlæg, en anden gang.)

Så jeg forstår godt jeg selv - og kvinder yngre end jeg/jævnaldrende bliver usikre på - Hey! Skal jeg se ud som alle de andre? Eller lade mig være i min alder?

Og hvor er grænsen egentlig for forfængelighed? At farve sine grå hår væk? Fjerne hudorme? Foundation? Mascara? Botox/'grøn' Botox (restylane?)? Kniven?

De fleste af os har lært det som børn; vores indre var bare ikke godt nok.
Det kan heldigvis camoufleres med hjælp på det ydre.
Alt ville selvsagt være så meget smukkere, hvis vi elskede os selv.

Måske kunne vi starte med at bygge bro mellem det indre og ydre. Eller os selv og andre.
Ikke fordømme andre for at træffe valg, vi ikke selv træffer.

Jeg har altid fået en tattoo, når der var en særlig vigtig lære i mit liv. Mine tattoo´s er som en fortælling om mit liv. Det er rynker også. Og huden der slipper sin spændstighed og læner sig tilbage.
Det er alt sammen et livsstykke. Sammen med arrene fra snart en del operationer rundt omkring på min krop.

Hvorfor skulle mine livstegn spredt rundt på mig være mere gyldige, end en anden, hvis tegn er fra plastikkirurgiske indgreb & operationer?