Smuk påske til dig. Til alle.

Påske. 

Påskeferie.

Barndom.

Jeg kan huske da jeg som barn holdt påskeferie hos mine bedsteforældre.

Elskede højtidsferierne.

Der kom alle! til påskefrokost! Alle! 

Og alle var de få der udgjorde familien. Plus nogle gode venner.

Bedstemor ville være i køkkenet. Den ene time efter den anden, skred sig dovent ud over morgenen. Så ud over formiddagen. Tidens langsomhed stod i uforståelig kontrast til hendes hurtige hænder. 

Og blikke der vågede over boblende gryder. Den brændende ovn. Og uden behov for beskyttelse, stak hun vante fingrene i det buldrende vand eller ind i det stegende kød.

Hun mestrede et køkken som ingen anden.

Bedstefar blev jaget i kælderen efter øller og røde, også grønne, sodavand´er til os børn. 

Så ud i haven og hente de løg, der skulle skæres. 

- Gå dog ud og tag dig dit bad, vrissede hun ham så ud af køkkenet.

- Nå, ja når du nu siger det så sødt, min engel! Han blinkede smilende til mig. Elskede at drille hende. For han elskede sin kone med samme længsel, som da de kyssede hinanden for første gang. For et guldbryllup siden.

- Jamen, hvad skal jeg dog tage på i dag? ville han komme efter badet. I sit hvide undertøj fra JBS.

- Det ligger oppe på sengen. Ku´ du dog ikke ta´ og se dig for, Hansen!

Hendes vrissen betød ingenting. For om lidt kom gæsterne. Og jeg vidste at vi alle ville overgive os til en stemning af, at livets alvor ingen magt havde.

Jeg fik lov at dække bordet.

Det fine bord. Med de fine glas. Den fine dug.

Den hun og jeg havde stået i kælderens vaskerum og kunstfærdigt presset. I presserullen.

De fine glas, vidste jeg allerede dengang, var verdens fineste! 

Glassene havde slebne vindrueklaser der slyngede sig rundt i frodige kurver. Under ens fingerspidser føltes slibningerne ru. Og samtidig meget skrøbelige. Forfinede. Jeg følte mig som en voksen smuk dame, når jeg drak min røde sodavand af dem. Smugkiggede på mine mostre. De her smukke væsener hvis latter fik mændene til at rødme som små børn.

Pludselig en dag i påsken, ville Bedstefar sige sådan noget som;

- Hvad pokker! Nu har jeg da aldrig! Kom og se her børn! 

Og vi ville løbe spændte hen til ham, der hvor han stod og pegede ud over haven.

- Åh, nej! I kom for sent! Det var 'ræt´nåk' (langelandsk, = rigtignok) ærgerligt!

Det var Påskeharen, der løb der! Så kom I for sent!

- Nej, vi gjorde da ej, hvinede og råbte vi i spændingen over, den lækre chokolade vi snart ville få. Og så benede vi ud på græsplanen, for at lede efter farverigt skinnede papir. 

Rødt. Gult. Grønt. Blåt. Orange. Lilla. 

I dag er meget tradition forsvundet. 

Det var en anden tid. En svunden tid. Og eksisterer kun som et vemodigt suk i mig.

Men Påskeharen er flyttet med ind vor 'nu- tid'. 

Om vi holder påske hjemme eller i sommerhuset. Den finder altid hen til børnene. Til os.

Og hvor vi alle elsker den altid-ude-af-syne-men-aldrig-af sind Påskehare. 

Nyd påsken alle!

Lad solen skinne fra dit indre. 

Lyset er hver mands og hver kvindes eje. 
Og forbliver tidsløst. Heldigvis