Det spirituelle menneske. Dig & mig.

Jeg gennemgår en meget intens. Stærk. Spirituel udvikling.
Den går indad. Og ud til verden. Hele verden.

Intet nyt i at jeg er klarseer. Det fik jeg på plads for cirka tyve år siden. Ved mit første møde med en kollega. Den dygtigste clairvoyante jeg nogensinde har mødt.

Dengang fik jeg så mange beskeder via hende. Så meget afklaring. Så meget indsigt, der satte mig Paf! For hold da op!, det var vilde beskeder. Store tanker. Lysende ord. Fremtid med muligheder hvis jeg ville. Men jeg vidste ikke om jeg ville. Sådan rigtigt.

Jo, jeg vidste godt jeg ville. Det kender alle. At ku´ sige; Jo, dét vil jeg gerne!
Hvem vil ikke have alt det drømme er lavet af?

Vi kender også alle at beslutninger vi ikke fører ud i praksis, ikke er dybtfølte beslutninger.
Dybtfølte beslutninger er så stærke, så 'beslutsomme!' at man gør alt! for at føre dem ud.

Som når jeg for eksempel i denne weekend vælger at ville være fri, rent fysisk.
Træder ud af min sygdom for at være normal. Gøre normale ting. Ta' til et normalt indkøbscenter.
(Nå ja, normalt? Eller shoppepsykotisk?)
Drikke cafekaffe. Spise en af hver kage i cafeen. Og en hjemmelavet flødebolle.
Selvom det ikke kan lade sig gøre, at jeg gør det Jo der var faktisk plads til alle kagerne! Og flødebollen. Inkl.Karla Sols som hun ikke ku lide.)

I dag kan jeg det ikke. Nu er jeg mættet af indtryk og velvære i sindet. Sanserne har festet og ligger på divaneseren i dag.

Men nogle gange træffer jeg beslutninger som er så stærke, at jeg gør det som er umuligt. Det tror jeg vi alle kender.

Fød et barn. Så kender du det. Trodse lægers diagnoser. Dø og kom til live igen.
Og en masse andet, som er i det mindre. I vores hverdag. Men som er lige så stærkt. Grandiost.






Så dengang i 1991, ville jeg det gerne. Men magtede no way at integrere det. I min krop. Sanser. Fysik. Sind. Tanker. Tid.

Det hele, eller det meste. Blev liggende som et gyldent slør om mig. Til jeg ville tage det ind.

Nu blev jeg fysisk så syg, at jeg ikke længere havde mulighed for at gå ud. Bruge min krop til at føre mig ud i verden. Derfor gik jeg ind.

Til en start for at finde meningen. Hvad fa´en er meningen?
Være 44 år, invalid? Mor til to børn, som nok er blevet større men endnu for små til at tage S-toget i skole. Til sport. Venner.
Midt i krisetider? Hvor mandens firma er lige så udsat som alle andre virksomheder.
Lukke min egen virksomhed ned. For at...Hvad? 
Dét var udsigten.

Så kiggede jeg længere ind.
Og forstod at kun ved at kigge ind kan jeg se min spiritualitet.
Og kun ved at være min spiritualitet, kan jeg blive rask.

Så nu går jeg sammen med spiritualiteten. Krykker nogle gange.
Fordi jeg skal lære at blive dér. Her. Her hvor jeg sanser med al min åndelighed.

Min rygsøjle brast sammen. På grund af det liv jeg levede til da.
Det vil den gøre igen. Og igen. Og igen. Som en fremtidsmulighed.
Der er en anden mulighed. For fremtiden. At jeg giver mig selv lov til at overgive mig. Helt. Og aldeles. Til spiritualiteten.
Ser alt levende, og elsker alt hvad der er skabt.

Det er nu min vilje til beslutning mærkes. Tydeligt. Stærkt.
Måske jeg vil være fysisk handicappet længe endnu.
Måske smider jeg krykker i morgen.
Det ved jeg endnu ikke.
Mindre vigtigt nu.
For jeg får de største gaver nu. Hver dag. I mine tanker. For mit syn. Gennem min hørelse. I mine hænder.
En gylden regn.

Tak.