Karla, min Sol-på-Vej.

Jeg har jo hende Karla Solvej.
Årgang 2004.

Taget ud ved kejsersnit. Jeg lå ned stort set hele graviditeten.
Da hun kom ud, slap hun ikke mit bryst de første 17 timer (for real!!).
Nu en meget farverig tøs. Som gang på gang sætter mig i:
 Pas!

Nu er det meget lidt jeg oplever uden for hjemmet, som nogle af jer ved.
Men havde en dag i sidste måned. Med Karla Solvej. Hvor jeg krykkede rundt på Vesterbro. Fra cafe til butik til cafe til butik til cafe til...

Mens vi er inde i en af butikkerne.
Only var det faktisk.
(Only som i 'tøj  for unge! Ikke for mødre midt 40´erne! Ikke desto mindre synes jeg godt jeg kan trække tyve år af min alder. Kaste mig i et par str. 14 år bukser.
Nå ja, røven sidder ikke som for tyve år siden, men det kan noget et eller andet tøj fint dække.)

Det er her hun siger det med mine smilehuller.
Hvis du ikke har læst det, skriver jeg det gerne igen.
(Om jeg er maschokist? Hm.. man har vel en vis hang til lidelse...)

- Mor! har du egentlig smilehuller?
Afbrudt i mine tanker om jeg mon for en gangs skyld kunne afvige den røde farve for en mere orange? svarer jeg lidt langt væk.
- Ja, det har jeg da...
- Må jeg se! Karla Solvej ser på mig med alvorlige øjne. Jeg smiler bredt. Kunstigt måske. Vil hellere se på tøj. Hun studere, kigger væk på noget tøj og proklamerer med hendes bestemt høje gennemtrængende stemme.
- Nåhr. Nej, det havde du nok som ung. Nu har du sådan nogle rynker så man kan ikke se det!

 Pas!

Jeg droppede bukserne str. 14 år. Den rynkefri ekspeditrice forsikrede mig om, at de helt sikkert ville få nogle hjem med rigtige lommer. Ikke de der snydelommer som jeg rynkede på næsen ad.

Ude på gaden, går jeg let fortørnet. Men meget nærværende! videre. Header for en anden cafe. En macchiato ku´ gi mig energi! Der bliver dyttet og råbt fra en bil. Solen skinner, de unge fyrer har rullet vinduerne ned. Foråret har sat sig på deres hormoner.

- Uh, jeg kan ikke lide når de råber og dytter, mor! siger Karla Solvej og trykker sig ind mod min højre arm.
- Jamen, det er ikke farligt, skat! Det er bare sådan unge mænd kan være, når de ser en kvinde de godt kan lide. Så dytter og råber de!
- Hva´?! Hvorfor dytter de af dig? Du er jo gammel!!

Pas!

Jeg jo godt ved at jeg er midt i fyrrerne. Men egentlig ikke tænker på, at det betyder jeg ikke længere har den røv jeg havde. Eller at det måske ikke længere er hverdag at blive dyttet og piftet af. Det går først op for mig, når jeg ser mig selv med Karla Solvejs blik.

Og det er både grænseoverskridende. Sjovt. Ærligt. Provokerende. Irriterende. Ægte. Kærligt. Elskeligt. Og sindssygt givende!

Da vi fandt navn til hende, vidste jeg at Solvej skulle være eet af hendes navne.
Sol.Vej.
For det er hun, solens vej. Oplyser, stråler. Skinner.
Som Solen. Hele vejen.